The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
4999Visninger
AA

2. 1. december - Del 1

 

1. december

Del 1

 

Solstrålerne sneg sig forsigtigt ind igennem de halvtåbne persienner, og sørgede ømt for ikke at vække den lyshårede pige, der fredeligt lå og sov i sin himmelseng. En skygge bevægede sig rundt inde på værelset, og forhindrede solstrålerne i at ligge sig i regelmæssige linjer henover alle møblerne i værelset, som de ellers normalt plejede at gøre.

Skikkelsen betragtede pigen, der lå og sov. Den knugede sin hånd omkring det lille stykke papir, som var det en livsvigtig skat, der for alt i verden ikke måtte gå tabt.

Med forsigtige skridt bevægede skikkelsen sig henover det slidte grå tæppe og placerede papiret på det lille brune natbord, der var placeret ved siden af den store himmelseng. Papiret blev glattet sirligt ud, og hjørnet af den bog som pigen havde læst i aftenen før, blev placeret oven på sedlen, så det var helt sikkert, at den ikke ville blive væk og at pigen ville finde den, så snart hun vågnede.

Så snart sedlen lå som den skulle, sneg skikkelsen sig forsigtigt ud igen. Det hele foregik så let og hurtigt, at intet menneske ville nå at opfatte, at nogen havde været inde i værelset uden en invitation.

Præcis to minutter senere slog Linea Danielsen øjnene op. Solstrålerne havde været uforsigtige og lyste hende nu direkte ind i ansigtet, hvilket forhindrede søvnen i at fastholde sit tag i hende.

I ren renfleks rakte hun ud efter sin mobiltelefon, der var faldet ned på gulvet. Hun var faldet i søvn med den i hånden aftenen før, da hun havde været i færd med at svare Lucie på hendes SMS. Søvnigt tastede hun sig ind på samtalen for at fortsætte den SMS hun havde været i gang med, men hun opgav det hurtigt. Hun anede alligevel ikke, hvad hun skulle skrive. For hvordan forklarede man lige sin toptjekkede bedste veninde, der havde brændende brug for en shoppingtur, at man skulle bruge hele sin lørdag på at passe sin lillesøster, og at man faktisk slet ikke havde lyst til at forsøge at tage af sted alligevel?

Papirlappen, der lå fastklemt under hjørnet på den fjerde bog i Twillight-serien, fangede først Lineas opmærksomhed, da hun ville ligge mobilen op på plads på natbordet, så hun kunne sikre sig at den ikke forsvandt væk i hendes dyne, som den ellers havde en irriterende tildens til, når hun glemte den i sin seng.

Nysgerrigt løftede hun den tykke tunge bog og frigjorde den lille seddel. Først havde hun blot troet at det var en gammel bon, eller et bogmærke, men hun huskede ikke at havde lagt noget der dagen før, og når nu det var 1. december så kunne hun ikke undgå at være en smule på vagt efter mystiske ting. Et instinkt der havde siddet i hende siden hun var helt lille, uden at hun helt selv var klar over det.

Som hendes øjne langsomt gled henover ordene, gik det op for hende, at det ikke var et papir, som hun selv havde placeret der. Og at det ikke havde ligget der dagen før.

 

Du vil vågne op, en undren vil sprede sig

Du vil finde dette lille vers på dit bord

Tvivl vil sætte ind, spørgsmål vil melde sig

Fortvivl dog ikke, koden ligger i gemt bag disse ord.

 

Det var ganske rigtigt undren, der spredte sig på det lille værelse, da Linea genlæste den krøllede lap papir igen og igen. Hun forstod absolut ingenting. Ivrigt og nysggerigt forsøgte hun at vende hvert eneste ord inde i sit hoved, men lige meget hvor mange gange hun genlæste dem, gav de ikke mening.

”Linea! Er du vågen?” lød det nede fra stuen. Hurtigt foldede Linea den lille seddel sammen og puttede den ind i bogen. Mentalt huskede hun sig selv på at finde den frem igen, lige så snart hun fik et øjeblik alene. Og ind til da forsøge at glemme den. Den vækkede nogen følelser i hende, som hun ikke havde brug for at genkalde sig, når der var andre i nærheden.

Hurtigt trak hun den øverste t-shirt i skabet ned over hovedet, og fandt de jeans på gulvet, som hun havde haft på dagen før. I dag var ikke en af de dage, hvor hun ville gå op i hvad hun tog på. Præcis lige som de fleste andre dage.

Ordene summede, trods hendes forsøg på at glemme dem, stadig rundt i hendes hoved, imens hun sprang nedad trappen på tre skridt og derefter trådte ind i det lille køkken. Hun blev mødt af en smilende Patricia, der, ikke overraskende, allerede havde spist sin morgenmad, og nu var flittigt i gang med at lave sine lektier.

Patricia var Lineas ni-årige lillesøster. Hendes brune krøller hang ned omkring hendes fine ansigt og et smil prydede hele hendes hoved da hun op, og fik øje på sin storesøster. Synet fik Linea til at smile tilbage, og hun holdt op med at spekulere over den lille seddel. Den kunne jo komme hvor som helst fra, og den behøvede ikke at betyde noget som helst.

Køkkenet duftede velkendt af lørdag, og selvom Linea ikke just var glad for, at det var første december, så kunne hun lade være med at blivet smittet af den hyggelige atmosfære, der var i køkkenet. Kalenderlyset blafrede livligt, på det lille firemandsbord og var allerede godt på vej ned over det sirligt skrevede to-tal. Bagved bordet stod hendes mor med ryggen til, og stegte nogle røræg, som vidst ikke så helt ud til at ville som hun ville.

En lille tårer undslap Lineas øjnkrog, da duften af det gran, som sad fast rundt om kalenderlyset, ramte hendes næsebor, men hun skyndte sig at tøre den væk, og håbede at der ikke var nogen, som så det. Selvom december aldrig ville blive den samme igen, så var hun bare nødt til at forsøge at komme igennem tiden, hvor julelys og grantræer ville præge alle torve og gader. Mest for Chelinas skyld.

”Er du sikker på, at du ikke skulle havde ladet far eller mig om det der?” Linea så spørgende på sin mor, Miranda, og tog paletten ud af hendes hånd, uden at vente på svar.

”Jeg nænnede ikke at vække jer.” Hendes mor smilede, men lod dog Linea om at redde de krakelerede røræg, imens hun i stedet gav sig til at hjælpe Patricia med sine lektier. Hun vidste udmærket at hendes datter var meget bedre til det end hende selv. Hun befandt sig aldrig godt i et køkken.

Det var en fast tradition hos familien Danielsen at der blev lavet røræg hver lørdag. Som regel var det Lineas far, Christian, der stod for det, men han var blevet kaldt på vagt meget sent dagen før, og nu lå han og sov.

Miranda og Christian havde altid haft en lidt sær fordeling af opgaver i deres ægteskab. Det var Christian, der altid lavede mad, og også altid ham der gjorde rent og købte ind. Tilgengæld sørgede Miranda så for at se efter børnene, hjælpe med lektier, og passe sit arbejde. En fordeling der passede dem begge to ganske udmærket.

”Mor?” spurgte Linea pludseligt da en indskydelse fløj ned i hende. Hvorfor havde hun da ikke tænkt på det noget før?

”Ja?” Miranda så op fra det simple regnestykke, der ikke ville give mening for andre end hende. Patricia sad og tyggede på spidsen af sin blyant, imens hendes tanker fumlede med de komplicerede forklaringer, og hun blev mere og mere irriteret på sig selv over at hun ikke forstod det.

”I kender ikke noget til, at der er nogen, der har lavet en julekalender til mig, vel?” spurgte Linea og kunne ikke lade være med at føle sig lidt utilpas. Egentlig kendte hun jo svaret på sit spørgsmål, men hun måtte bare være sikker.

”Nej? Det er da længe siden, at du blev for stor til det?” Miranda så spørgende på hende, og flyttede opmærksomheden fra det simple regnstykke.

”Jeg undrede mig bare over..” Linea stoppede sig selv inden hun fik fuldført sætningen, og vendte sig igen imod røræggene.

Et eller andet fortalte hende, at det var bedst at holde mund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...