The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
4993Visninger
AA

1. Prolog

24. december 2011

 

Sneen faldt let på asfalten, idet den mørkhårede pige langsomt kom gående, i læ af de mange markiser fra de små få caféer, der stadig var åbne. Hendes skridt var hurtige og faste selvom hun i virkeligheden ikke havde et mål. Hun var bare bange.

Det eneste Chelina vidste, var, at hun måtte væk. Hun var ikke klar over, hvor hun kunne flygte hen, eller hvordan hun skulle komme væk fra alle de fejl, hun havde begået, men alting var bare blevet for farligt. Med alle de følelser, der væltede rundt inde i hende og forhindrede hende i at tænke klart, kunne hun umuligt klare sig. Det ville ende galt, og det var kun et spørgsmål om tid før hun endte det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Hun var træt af at løbe. Nu ville hun lade den der jagtede hende, finde hende.

Teoretisk set burde hun nok være hjemme hos sin familie lige nu, og holde juleaften. Hun burde sidde og se til, imens hendes lillebror ivrigt flåede papiret af alle sine julegaver i løbet af et spilsekund, og se hendes mors berørte ansigt når hun så det smukke smykke, som hendes far havde købt til hende.

Men hun havde ikke lyst til noget af det. Ikke mere. 

Hun var godt klar over, at hendes sidste timer var talte, hun vidste godt, at hun aldrig ville få lov at se nogen af dem igen. Men hun var også godt klar over, at den verden, som hun pludselig var blevet en del af, var nådeløs. Så hvis hendes familie skulle se på, så ville de også komme til det. Og det kunne hun ikke risikere.

Hun fortsatte ind i en lille mørk tunnel, drevet af en energi hun ikke helt kunne lokalisere. Hun følte at hun ledte efter noget uden at vide hvad. Og inderst inde var hun også ret sikker på at det ikke var noget hun ønskede at finde. Hun følte sig ikke klar til at dø, men hun havde ikke noget valg. Hun anede ikke, hvem hun var oppe i mod, og hun var løbet tør for ting, hun kunne gøre. Nu var hun bare nødt til at se sin skæbne i øjnene.     

Den lille tunnel ind i baggården fik hendes skridt til at give ekko, da de ramte asfalt i stedet for sne, og en gysen rutsjede igennem hende. Gamle cykler lå smidt op ad væggen og en enkelt bagdør stod let på klem, men der var mennesketomt og iskoldt. Mobilen i hendes lomme, var sat på lydløs, og fyldt op med ubesvarede opkald.

Hun skuttede sig og lagde armene omkring sig selv. På trods af hendes tykke jakke, var vinden ved at trænge igennem og ind til hendes hud.

”Efter alt det, du har været igennem, så skulle man ikke tro, at du var så let at lokke.” En slangeagtig kvindestemme fik Chelina til brat at stoppe op, få skridt før hun nåede ud af tunnelen. Kulden spredte sig hurtigt over hendes krop, og fik hende med et, til at føle sig iskold.

”Hvem er du?!” råbte hun ud i luften og forsøgte at lyde tapper. Hun kunne ikke genkende stemmen, og pludselig virkede det hele til at være lidt for tæt på.

”Træd ud af tunnelen,” lød det kommanderende. Uden kontrol over sig selv gjorde Chelina, hvad der blev bedt om. Det var som om, at en usynlig kraft trak i hende.

En kæmpemæssig gennemsigtig ånd tog langsomt form foran hende. Kulden syntes pludselig at blive endnu værre og en vind tog til. Snefnuggene føg omkring hendes ansigt og gjorde hendes kinder følelsesløse. Automatisk trådte hun et par skridt tilbage og stødte ind i en usynlig mur. Tunnelen, som hun var kommet ind af, var nu ikke længere gennemtrængelig.

”Hvad vil du?” spurgte hun, og forsøgte igen at lyde tapper. Men denne gang var hun sikker på, at hun ikke kunne snyde nogen. Hendes stemme rystede af ren og skær kulde. Hendes blik fulgte den lille stribe som ånden kom fra, og hendes hjerte sprang et slag over da hun opdagede den lille snekugle, som sirligt var placeret i sneen. Det var derfra at ånden var kommet, det ville hun vide, også selvom hun ikke kunne se det.

”Navnet er Pandora. Mere forklaring tror jeg ikke du behøver.” Ånden rakte hånden frem, men trak den hurtigt til sig igen, uden at vente på at Chelina ville tage den. Hun forsøgte endnu engang i ren refleks at træde tilbage, og stødte igen ind i den usynlige mur.

”Dig?” Chelina så forvirret på hende, og glemte et øjeblik sin frygt. ”Hvorfor dig?”

”Du forhindrer Lucca i at fuldføre sin opgave med det der teenagespjatteri. Det bliver nødt til at få en ende!” Hun løftede hånden og en rund iskugle tog form. Hvis ikke Chelina vidste bedre, ville hun tro, at hun var trådt direkte ind i et ondt eventyr. Men det her var ikke fiktivt.

”Tænk dig om!” råbte Chelina desperat, og klamrede sig til den usynlige mur bag hende. ”Du bruger dyrebar energi på ingenting, hvis du dræber mig. Det er ikke nødvendigt.” Tårerne begyndte langsomt at løbe ned af de følelsesløse kinder, men de frøs til is, inden de nåede ret langt.

”Selvfølgelig er det nødvendigt. Du ved for meget, og der er ikke mere du kan gøre for os. Med dig i verden kommer Lucca aldrig fri.” Pandora løftede iskuglen, og udstødte en latter, der fik hårene til at rejse sig på Chelina. Med en elegant bevægelse, som om den ingenting vejede, kastede hun den imod Chelina, der ikke havde en jordisk chance for at undvige. I stedet krummede hun sig sammen i den lille baggård, og bad en allersidste bøn.

”Lucca, du må aldrig begå den fejl igen. Du må aldrig igen forelske dig i sådan en som mig.”

Hun nåede kun netop at fuldføre sætningen før iskuglen ramte sit mål, og alt inde i hende frøs til is. Hendes øjne blev store og hendes krop blev stiv og iskold. Alle hendes sanser lukkede ned på et øjeblik, og tilbage var nu kun en frossen menneskekrop, der aldrig mere kunne vågne, og forevigt ville være gemt i den magtfulde iskugle.

Medmindre.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...