I will leave without traces


0Likes
3Kommentarer
627Visninger
AA

2. Beach Party

 

Jeg spadserede langs vandkanten på det strandareal der var forbundet med udkanten af indre by. Nynnende i min egen verden nød jeg freden omkring mig og udelukkede torvets samling af diverse samtaler i alverdens sprogkunstskaber. Jeg var gået en lang tur udenbys for at undgå larmen fra strandfesten forude. Allerede i min synsvidde kort fremme så jeg befolkningsgrupperne stige til umålelige mængder. Jeg sukkede og så ned i sandet inden jeg standsede op og lod solen bage mig i nakken. Vandet skyllede ind over mine nye sandaler og kildede mine tæer. En hunmåge efterfulgt af en legesyg desperat han dansede over havoverfladen og en familie svømmede stille rundt med deres nyfødte. Jeg trådte ind i mængderne og smilede af alle de mange farver på de ophængte bannere og humørspredende lanterne. Jeg rynkede fnisende på næsen af tanken om alle de forelskede unge mennesker der ville krybe ud af deres mørke, skjulte huler ved mørkets frembrud.

  Imens jeg gik drømmende i mine tanker flakkede mit blik udover havet og jeg ramte fokus på surferne. Imellem et utal af markerede overkroppe og blærede bølgetricks spottede jeg Marc og slog armen i vejret for at markere mig. Han greb den sidste bølge og gled ind mod vandkanten. Løbende i sin stramme svømmerdragt sprang han charmerende gennem sandet som om Bay Watch-filmholdet var i hælene på ham. Dog haltede han på det ene ben og da jeg så det såret igennem den flænsede dragt faldt jeg straks på knæ i sandet og gik i panik.

  ”Marc!”

  ”Inden du flipper helt ud, så gør det altså ikke ondt.”

  ”Åh.” Jeg rejste mig forlegent og afslørede et flovt smil da jeg så ham ind i øjnene.

  ”Det skal bare renses og have et plaster, så er alt godt.”

  ”Min helt,” dånede jeg i sarkasme. Han puffede drilsk til mig.

  ”Men det er lidt problematisk at jeg skal ud og betale for en reparation,” sagde han og sukkede.

  ”Jeg kan ordne hullet,” hoverede jeg. Han tabte det opgivende ansigtsudtryk og lod et smil falde.

  ”Tusind tak.”

  ”Smid den på mit værelse, på vej hjem.”

  ”Kan jeg ikke tage et bad hos dig? Jeg har alligevel tøj i tasken.” Jeg trak på skuldrene.

  ”Hvis du vil.”

  ”Tak,” afsluttede han med et hurtigt kys på kinden, der hurtigt strejfede mine læber. ”Vi ses,” hørte jeg ham sige ud mellem læberne da han vendte mig ryggen. Jeg så efter ham idet han svang sin taske om skulderen og bad til at han ikke misforstod gårsdagens hændelse. Mit hjerte bankede kraftigt imens jeg hjerteskærende gennemgik det kommende drama der med garanti ville forekomme i den nærmeste fremtid imellem os.

 

  Jeg så lige knap enderne på folkeskoleeleverne der forlod scenen efter deres fællessange med publikum. Jeg satte mig til rette i en havestol da spejderne indtog rampelyset og gjorde klar til deres show. I min øjenkrog anede jeg discjockeyerne i færd med at opstille til det festlige og larmende natprogram. Jeg forsøgte at nyde børnespejdernes dyreshow med kaninagility og springgymnastik men der var livlig aktivitet i den store folkemængde og alle de hawaiiudklædte eventpiger, der smørrede sig ind og ud mellem os udgjorde et eksemplarisk distraheringsmoment. Solnedgangen var så småt iværksat og så til imens strandfestens deltagere blev byttet ud med unge, festglade mennesker. Bålene skød i vejret med alverdens ildtricks og i hjørnerne af festen sad de forelskede og dagdrømmerne og iagttog solen forsvinde ned i havet. Månens genspejling i det blanke hav, klædte de lysende lanterner der gav mere mening nu.

  Med to øl i hænderne spankulerer Marc ned langs stranden og finder mig ved strandkanten. Han rækker mig det ene glas og jeg nipper til øllet af ren høflighed. Han så godt ud. Den sorte skjorte fremhævede hans overkrop og med ærmerne smurt op så han faktisk rimelig muskuløs ud. Han havde endda sat sit hår. Hans hvide, perfekte tandsæt afslørede et blændende smil i mørket og jeg anede ikke hvilken mine jeg udtrykte mig med, men han lo i hvert fald af den. Øjeblikket virkede så tidsløst med ham og jeg nød baggrundsstøjen fra discjockeyerne og de larmende unge. Men af ren selvbeherskelse trak jeg mig ud af det uendelige sekund og puffede venskabeligt og drilsk til ham og rømmede mig.

  ”Skal vi se os omkring?”

  Han nikkede blot til svar.

 

  Efter mørkets frembrud og en masse øl senere hos Marc, var han efterhånden blevet mere påtrængende. Jeg pillede ved min halvfyldte, lunkne øl og sendte et hilsende nik efter en gammel skoleveninde. Hendes blik indeholdt en dyb og nærende empati, jeg ikke havde genkendt længe. Jeg besvarede det blot med et overbevisende smil. Marc og jeg sad i den store hawaiiinspirerede bar og diskuterede funktionen af det hvide tape på en tennisbold. Endnu engang kørte han hånden op af mit lår og forsøgte at få min øjenkontakt og endnu engang fjernede jeg den uden at tøve. Da han senere genforsøgte og jeg instinktivt fratog ham retten, stoppede han skuespillet.

  ”Charlotte…” hviskede han og lagde sin hånd ovenpå min på bardisken. Jeg så ned for at undgå hans blik.

  ”Stop,” bad jeg blot. Følelsen af min hjerterytme der steg var alt genkendelig og alt for smertefuld.

  ”Jeg beder dig…” mumlede han og trækkede sig tættere på mig. ”Der er noget her,” Han påpegede afstanden imellem os. ”og jeg kan ikke få det væk.”

  ”Du har ikke prøvet,” anklagede jeg og betragtede hans skjorte og fik pludselig en trang til at give efter og række ud efter ham.

  ”Jeg kan ikke.” Inden jeg fik mulighed for at modsige ham, kom han mig i forkøbet: ”og jeg vil ikke.” Han hoppede ned fra barstolen og trak mig ligeså ned i sandet. Han lagde sine varme hænder om på min ryg og trak mig ind i hans favn.

  ”Det er mit job at beskytte dig,” mumlede han ned i mit hår, efterfulgt af et suk der angav at han ikke blot følte viljen til det, men følte sig tvungen af sin natur.

  ”Det er et ulønnet job,” påpegede jeg ind i hans brystkasse imens jeg lagde armene om ham. Han lagde hovedet til rette ovenpå mit og jeg tolkede hans ekstra stramme tag om mig som en slags accept. Han skabte derefter afstand imellem os og bukkede nakken ned for at kunne nå mine læber men jeg gav hans hånd et klem og skubbede mig væk. Imens jeg forlod ham ud gennem folkemængden rystede jeg afvisende på hovedet.

  Jeg gik ned til vandkanten og forsøgte at udelukke larmen og nyde det kølige vand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...