Rør mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2012
  • Opdateret: 2 jul. 2013
  • Status: Færdig
Rør mig, værn om mig, hold mig, giv aldrig nogensinde slip igen.

3Likes
2Kommentarer
777Visninger
AA

1. Rører sig

Du danser rundt i stuen, mens du smiler og er glad og ser umættelig lykkelig ud. Du synger med på musikken, selv om du er tonedøv og synger forfærdeligt, men det morer dig bare, hver gang jeg skærer ansigt af den lyd, der fremkommer fra dit stemmebånd, og det falder dig engang ind, hvor ensom og tom jeg faktisk er, når jeg ser dig danse og more dig, mens musikken kører for fuld skrue og altandørene er vidt åbne, men du er ligeglad med hvad folk nede på gaden tænker, for du kan kun mærke den måde dit hoved snurrer rundt på, når du drejer og griner, og du kan kun se mig enkelte gange, når du åbner øjnene og forvirret stopper op et øjeblik, for så at bryde sammen i grin og danse videre. Og på et tidspunkt, når sangen stopper og der starter en ny, langsommere sang, går du hen til mig og tager begge mine hænder og prøver at hive mig op af den ellers sammensunkne stol, men jeg ryster på hovedet og du på skuldrene, og så giver du slip på mig og lader mine hænder falde tilbage i skødet på mig og danser forsigtigt videre til denne sang, som du med eget tempo gør usædvanlig hurtig og kreativ på sin vis. Jeg kan ikke lade være med at smile af dig, for du danser og synger, som om du har mistet hovedet, og det får mig inderligt til at ønske at jeg også kunne gøre det, men jeg bliver så sindssyg tom, når jeg ser hvor meget glæde du får ud af det, at jeg ikke har lyst til at ødelægge den med mine klodsede ben og min anderledes stemme, som der ikke vil kunne komme en lyd ud af, fordi jeg koncentrerer mig for meget om tomheden og gråden, der ligger lige under overfladen, og når du kigger uforstående på mig vil jeg måske bryde ud i gråd midt på gulvet, så jeg lader være med at danse, og sidder bare og betragter dig og lader den knugende følelse i brystet fortsætte indtil den bliver for meget og jeg rejser mig og går ud på toilettet.

Derude sætter jeg håret og vasker ansigtet efter at have blinket adskillige gange med øjnene for at få de resterende tårer tilbage, jeg næsten er ved at blive kvalt i, og jeg retter på min blomstrede bluse og da jeg går ud igen ser jeg dig stå med hovedet ud af altandørene, hvor du holder fast i dørene og læner hovedet ud, i stedet for at gå udenfor, og du synger stadig med og jeg kan mærke smilet i din stemme, men på en måde virker det rigtig anstrengt lige nu, som om du glemmer alle dine bekymringer når du synger og danser, hvilket jeg selv ville ønske jeg kunne, men at danse og synge får mig forbavsende nok bare til at huske og tænke endnu mere på de ting jeg nu engang går og tænker og håber og drømmer og bekymrer mig om, i forhold til dig, der bare slår dig løs og glemmer alle dine tanker og bare danser og skråler med og er ligeglad med hvordan andre ser dig og hvad de tænker om dig, for din egen mening er det eneste der betyder noget, når du ikke behøver at tænke på noget som helst er du også ligeglad med om andre folk tænker noget og du er ligeglad med om de tænker noget om dig, om det så er dårligt eller godt.

"Du er smuk," siger du og kommer på listetæer og med et alt for stort smil hen mod mig og griner og kysser mig på munden, og inden jeg forvirret kigger op på dig og dit fortsættende grin, har du skubbet mig ned i stolen og danser videre, men jeg har set, at du har lukket den ene altandør, og jeg stirrer beundringsværdigt på dig, men du lægger ikke mærke til det, og da det banker rigtig hårdt på døren gisper du og stopper op og stirrer forskrækket på døren, og derefter kigger du på mig, der også er forskrækket, og du går hen og tager min hånd, så vi kan gå sammen hen og åbne døren, og på vejen har du skruet ned for musikken, for at vi skal kunne snakke med hinanden og ikke mindst den person der står på den anden side af døren.

Du trækker i håndtaget og et ansigt dukker op i dørsprækken, som er tættest på mig, men der er en kæde i vejen og jeg rynker panden, men da du selvfølgelig ikke kan se ansigtet klemmer du min hånd og nikker panisk hen mod den del af ansigtet, der for dig bare er en skygge, som nu prøver at række en hånd ud, som om han vil fange os og aldrig give slip på os, præcis det hullet og tomheden i mit hjerte vil have, at nogen vil have.

"Lad mig komme ind," gisper en desperat drengestemme. "Lad mig nu komme ind." Og du genkender stemme som din elskedes stemme, ham du ikke har snakket med i lang tid, ham der fik dig til at komme grædende til mig og græde ud ved min skulder for tre uger siden, ham der fik dit hjerte til at gå i tusind stykker og som sikkert vil prøve at reparere det igen, men som er bange for at det er for sent, ham der ikke ville lade dig gå, fordi han elsker dig for meget, og dig der elsker ham, og følelsen af dine tårer på min skulder og lyden af din hulken i mine ører skabte det første hul i mit følsomme hjerte og alle dine smil og de manglende tårer har skabt flere og jeg savner at sidde stille med dig, for hver gang jeg bevæger mig sammen med dig falder der et lille stykke af mit visne hjerte af, fordi jeg altid har vidst, at han ville komme tilbage efter dig, og jeg har hele tiden vidst, at tiden var ved at rinde ud, og jeg har altid vidst, at der ville komme en anden dag, hvor du ville blive min, og en dag efter den, hvor du blev taget fra mig igen, jeg har måske altid vidst, at jeg aldrig ville kunne elske dig, og jeg har måske altid vidst, at du ikke ville kunne være min, men jeg har altid troet, at jeg ville elske at tilbyde dig min skulder, at hjælpe dig og elske at se dig smile dit englesmil, men det knuser mit hjerte, når jeg ved, at du ikke smiler på grund af mig, at du ikke græder på grund af mig, at du ikke har brug for hjælp på grund af mig, det ødelægger mig langsomt indefra, men langsomt, når jeg igen isolerer mig og du ikke er min mere, så bliver mit hjerte helt igen og jeg prøver at elske igen, men når du kommer tilbage og græder ved min skulder går mit hjerte i stykker igen og jeg vil sidde præcis det samme sted i den sammensunkne sofa og se dig danse og le, og det hele vil gå om og om igen, indtil jeg en dag siger stop, fordi mit hjerte ikke kan bære det mere, eller indtil den dag, du beslutter at jeg ikke kan være din hjælp mere, eller indtil den dag, at din elskede beslutter, at han ikke elsker dig mere, indtil en af de dage kommer, vil det hele fortsætte med at gå om og om igen og der er ingenting vi kan gøre ved det, for vi har ikke valgt hvilke veje vores hjerter går.

Og du holder mig stadig i hånden og kigger ned på dine fødder, mens du trækker vejret dybt og synker den klump du har i halsen og prøver at tage dig sammen til at åbne døren, og hans lavmælte og grådkvalte stemme lyder om og om igen og hans hånd rækker ud og griber fat i mit hår og kradser mig på armen og han kigger efter dig, for han kan se, at du holder mig i hånden, og han kan mærke dit åndedræt på døren og han vil have mig til at hjælpe ham, selvom han udmærket ved, hvor meget det smerter mig, men jeg hjælper ham og jeg løfter hånden og fjerner kæden fra døren og du kigger forskrækket op og med et smertefuldt blik kigger ud mig i øjnene, inden han åbner døren og rammer vores hænder, så de går fra hinanden og i et sidste øjeblik splintres mit hjerte og jeg falder baglæns og ramler ind i stumtjeneren og får forvirret fat i en masse frakker og mit syn bliver sløret, men jeg når at se hans hænder holde om dig og dine i hans hår, mens de holder om ham og samtidig prøver at skubbe ham så langt væk fra dig som muligt, så han aldrig kan såre dig igen, selvom du ønsker at han altid skal holde fast i dig og aldrig give slip, som jeg ønsker det med dig, men jeg skubber frakkerne væk og vælter ud i køkkenet og falder sammen på gulvet og trækker knæene op under mig og gennem min egen gråd kan jeg høre jeres ophidsede åndedræt og jeg ved, at du senere vil skubbe ham væk og råbe af ham og så vil han kigge på dig og gå sin vej, men komme tilbage igen og i vil blive genforenede og jeg er bare fortid igen, og så begynder det hele forfra igen og igen.

Jeg rører på mig og flytter på min krop, så jeg håber at den vil komme langt væk fra det forfærdelige univers der har fanget mig og aldrig lader mig slippe væk fra den smerte jeg føler ved at miste dig om og om igen, men min krop rykker sig ikke, den er faldet sammen på gulvet og det er først når du finder mig igen at jeg vil kunne rejse mig op, og jeg kan stadig mærke dit kys på mine læber, jeg vil ikke glemme det før næste gang du kysser mig, og jeg rører på mig og rører, men jeg kan ikke komme op og jeg venter bare på at gråden vil stoppe og lyden af din stemme og din hånd på min skulder kommer, så jeg kan rejse mig op og forsvinde ud af det mareridt jeg sidder fast i og glemme alt om dig, indtil du en dag dukker op ig jeg benægter at elske dig, så mit mareridt kan slutte og jeg aldrig nogensinde behøver røre på mig på denne måde for at komme væk fra et uendeligt mareridt, der ikke lader mig bevæge min krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...