You don't know what you've got till its gone.

Historien handler om selvmord.

7Likes
3Kommentarer
209Visninger

1. .

 

Følelsen af at være glemt. Ignoreret. Være forladt. Den slog alt luften ud af hende, som en knytnæve i maven. Alene. Ensom. Ladt tilbage. Hvad var Guds mening med hendes liv?
Veninderne der hviskede om hende bag hendes ryg, som i virkeligheden sludrede om festen sidste weekend. Drømmefyren der ikke så meget som smilede til hende, men som i virkeligheden ikke kunne få øjnene fra hende.
Hvorfor skulle Gud give nogen sådan et liv? Det kan man da ikke ønske for nogen. Den smerte det giver. Hun mente det var smerten. Smerten var grunden til at hun ikke ville være her mere. Hun ville til et bedre sted.
”Skat? Er du sød at åbne døren?” Lød hendes mors bekymrede stemme.
Lukket ude af hendes sind, som enhver anden følelse af at nogen måske holdt af hende. Smerten blev ved. Den plejede at blive mindre, men i dag blev den ved. Det måtte være i dag det skulle ske.
”Er du derinde? Åben så døren!” Morens desperate skrig druknede i sorgen og følelsen af at være alene og ulykkelig.
”Luk nu op skat..” Faderens nervøse stemme var nu også at høre bag døren.
”Slå den ind!” Morens stemme var nu mere en hulken, og faderen prøvede at berolige hende bag barrieren, der skilte dem fra deres datter.
Hun fik øje på faderens barberblad. Uden at tænke over alle de sørgendes liv hun spolerede, trykkede hun bladet mod den tynde hud på håndledet, lige ind i pulsåren. Hun lå i sengen, og mærkede blodet rende ud af hendes håndled, som var det alt livet der flød ud i sengen.
I det øjeblik gled hendes tanker over til Nangilima i Brødrene Løvehjerte. Mon der også ville være en Kirsebærdal og Rosendal der hvor hun skulle hen. Et sted hvor veninderne tilbad hende, og drømmefyren elskede hende. Hun var forblændet af en løgn. Ladt tilbage, uden sandheden.
Lyden af et brag, og træsplinter der fløj rundt, og to forældre der brasede ind.
”Hent en klud!” Råbte faderen.
”Lille skat, vi elsker dig! Hvorfor gjorde du det? Det skal nok gå alt sammen. Vi elsker dig jo” hun hørte knap nok faderens stemme, som nu mere var en gråd.
Måske var der alligevel nogen der elskede hende. Hendes drømmefyr gjorde. Hun havde bare ikke set det før nu. Hun havde ikke behøvet at sige sine forældre igen konstant, for at få deres opmærksomhed, for hun havde den allerede. Hun havde ikke behøvet at ryge hash og drikke, for at folk skulle synes om hende. Det gjorde de allerede. Folk havde elsket hende. For den hun var, og intet andet. Hvis hun fik en chance til, ville hun lave det hele om. Hvor havde hun dummet sig.
”Giv mig en chance til” Bad hun, og håbede på at Gud ville høre hende, inden det var for sent. Men nu var det op til Gud at bestemme, om hun skulle videre eller ej...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...