Remember all the little things (1D) (H)

Summer og Harry kendte hinanden i folke skolen, og ja de var faktisk bedstevenner. Nå, nu sker der så det at Harry går til x-factor audition, i starten snakker de stadigvæk sammen, men pludselig stopper Harry med at svarer på hendes SMS'er eller ringe til hende. Summer har nu ingen venner og er mere ensom end nogensinde før. Nå, men Summer og Harry mødes igen og ja, Summer er virkelig vred på Harry over at han bare cuttede kontakten. Nå, men nu sker der det at Summer kommer ud for en ulykke og mister hukommelsen, nu er Harry nødt til at hjælpe hende med at få den tilbage. De andre drenge (Niall, Liam, Louis og Zayn.) prøver også at hjælpe, og hvad sker der nu når de alle sammen bliver blandet ind i det?


(COVER LAVET AF XELLI 8D.)

2Likes
2Kommentarer
614Visninger
AA

2. The accident.

1.  

~Summers synsvinkel.~  

Sådan stod jeg der ude foran den skod tankstation, som stort set ingen kunder havde og som altid blev begået indbrud i selvom butikken ingen penge havde. Ja, det var så mit nye Job at stå der inde og glo ud i luften hele dagen. Når jeg stod der og så på den ude fra kunne jeg godt forstå der ingen kunder var, den så snavset, ensom, og forladt ud. Nå, men jeg fik da i det mindste en smule i løn for det. Men i hvertfald begyndte jeg med beslutsomme skridt at gå op i mod indgangen. Da jeg kom ind var det første der mødte mig en stor hylde med alle mule snavsede og sikkert meget gamle blade, desuden var der vildt støvet derinde, mega fedt. Jeg hostede over alt det støv jeg fik i munden og næsen og gik der efter bare op til kassen hvor jeg skulle stå hele dagen. Ved første øjekast kunne jeg ikke få øje på nogen andre med arbejder, men så hørte jeg en brugt stemme ude fra baglokalet.

"Hallo? Hvem der?"  Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv, hvem der? Selvfølgelig var det bare end medarbejder, der kom jo ingen kunder, dorh.

"Summer Madison.. Det er min første dag på Jobbet." Sagde jeg en smule usikkert og skævede ud i baglokalet for at finde ud af om stemmen tilhørte end mand eller en dame.

"Nååh, Summer." Jeg så en skikkelse bevæge sig igennem den lange smalle gang, og da personen kom ind i belysningen kunne jeg se at det var en halv gammel mand som var ved at være helt skaldet, og ret spinkel. 

"Jep, skal jeg så bare stå her og glo hele dagen?" Efter jeg havde sagt det kunne jeg godt hører hvor flabet det lød, og jeg fortrød det også ret meget, for han sendte mig bare et ondt blik og humpede tilbage i baglokalet.  Eftersom jeg ikke regnede med der kom nogen fandt jeg min mobil frem og begyndte at spille Angry Birds, hvofor ved jeg ikke. Jeg tror jeg havde siddet der i 2 timer, da jeg hørte klokken ringe, hvilket betød der kom kunder og det overraskede mig. Nå, men jeg kunne kun se en høj skikkelse med noget stort krøllede hår bag ved reolen med blade. Min første tanke var; Af alle kiosker i London vælger man denne?  Men i hvertfald krøltoppen dukkede frem fra reolen med blade, og gik direkte hen i mod hylden med slik og tog en snickers bar, mens jeg stadig stod og prøvede at finde ud af hvor jeg kendte ham fra.  Da han så gik op i mod kassen fik vi et kort øjebliks øjen kontakt og det var nok til at huske det hele, det var Harry! Selvfølgelig var det Harry? Hvor mange krøltoppe kendte jeg lige der elskede Snickers bar? Men da jeg fandt ud af det var Harry, vidste jeg ikke om jeg skulle blive glad, sur, eller bare lade som ingenting, så jeg aftalte med mig selv at hvis han sagde noget om det så ville jeg også sige at jeg genkendte ham.

"Jeg skal bare haav-" Mere nåede han ikke at sige for i det han så op på mig, lignede det at han bare blev fuldstændig mundlam, og ligesom mig ikke vidste hvad han skulle sige. "S-Summer?" Sagde han stammende.

Ja, i starten skulle jeg nok til at komme med et vredes udbryd over at han ikke skrev til mig eller ringede til mig mere. Men jeg holdte det faktisk inde og så en smule koldt på ham.

"Ja? Det er mig, Harry." Ja, okay... Det lød SÅ meget mere koldt end det overhovedet var ment som på nogen måde, men nu var det sådan at når jeg var irriteret eller vred over noget blev jeg bare kold. Og faktisk så han en smule skuffet, eller måske.. Såret, ud?

"Jeg æhm, skal bare have dem her." Han fandt penge frem til at betale, og lignede en der bare skulle væk. Ja han så faktisk ud som om at jeg var en galning.

"Nå, Harry.. Har du haft det hyggeligt, hvad end du nu har gået og lavet her de sidste par år? For det ved man jo ikke noget om når du ikke skriver, eller.. Ringer?" Hvorfor jeg sagde det ved jeg faktisk ikke, det lød bare så godt.  Og efter jeg havde sagt det kunne jeg godt så hvor hårdt den ramte ham. Han lignede en der ærlig talt lige var blevet slået meget hårdt i maven. 

"Det æhm.. har jeg vel." Han kiggede tilbage mod døren, og lignede nu en der virkelig ville væk fra mig, så jeg tog i mod pengene og så på ham.

"Her.. Bare gå.. Så cutter vi vel alt kontakten som før, og du lader som om det her aldrig er sket." Jeg sukkede kort og vente mig om for at fortsætte mit spil på mobilen, og selvom jeg var sur på ham og ville have ham til at gå, skuffede det mig alligevel da jeg hørte døren lukke igen.    

~Harrys synsvinkel.~ 

  Hvor dum kan man lige være? Man møder den pige men ikke har snakket med i flere år som faktisk var ens bedsteven, og så går man bare. Dum dum DUM, Harry. Nå, men der sad jeg så der hjemme og tænkte over hvor dum det egentlig var.  Jeg havde jo stadig hendes nummer i min telefon, selvom jeg havde fået ny telefon mange gange siden da, fordi jeg havde aldrig kunne nænne at slette det, men jeg havde hellere aldrig taget mig sammen til at skrive eller ringe.  Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg var nok bange for at hun ikke huskede mig, eller at hun bare ikke gad tale med mig mere. Det virkede også sådan i dag i kiosken. Jeg ville ønske mere end noget andet på det tidspunkt at jeg kunne støde ind i hende 'tilfældigt' igen. Så, ret stalker agtigt, gik jeg ind på hendes twitter og tjekkede om hun havde skrevet hvor hun var.. I betragtning af at hendes seneste tweet var; #Suddenly Home, from Job!# Gik jeg ud fra at hun var hjemme ved sig selv, hvor end det så var.

"Summer.. Madison." Sagde jeg for mig selv da jeg intastede hendes navn i google søgefeltet, for nu blev jeg nødt til at finde hende, bare noget jeg havde med mig selv. 

Det første der kom op var selvfølgelig hendes twitter profil, hvad havde jeg regnet med? Jeg prøvede at kigge lidt videre, men forgæves, der var intet omkring hvor hun boede. Så nu var mit eneste valg vel at ringe til hende... Men hun ville da ikke tale med mig, men det var sådan set det eneste jeg kunne gøre hvis jeg ville tale med hende. Faktisk vidste jeg ikke hvad jeg ville tale med hende om, men jeg ringede hende nu alligevel op. Jeg sad bare og ventede på at hun tog den, men hun tog den ikke. Jeg ringede hende op igen, og denne gang gik den på telefon svarer med det samme. Min første tanke var at hun ignoreret mig, hvilket hun også klart gjorde. Hvad skulle der lige ellers være sket? Det var jo ikke sådan at hun pludselig kom ud for en ulykke eller sådan noget...    Jeg sad og ledte efter oplysninger i omkring en time, jeg fandt overhovedet ingen oplysninger og jeg skulle lige til at stoppe min søgen da min telefon ringede. Jeg så at det var et nummer jeg ikke kendte, og i alle andre situationer ville jeg have ladet den ringe fordi det lige så godt kunne være en fan, eller en person der ville lægge mit nummer ud på internettet. Men nu tog jeg den altså. "Hallo?" Sagde jeg som det første da jeg tog den.

"Ja, taler jeg med Harry Styles?" Lød det fra en dame i den anden ende af telefonen.

"Ja, det er mig.." Jeg var på nippet til at lægge på men faktisk ville jeg gerne finde ud af hvad damen ville. 

"Kender du nogen Summer Madison?" Jeg tror mit hjerte røg helt op i halsen på mig da hun sagde det, for det lød ikke specielt godt.

"Ja.. Det gør jeg... Hvorfor?" Jeg kunne hører at min stemme rystede en smule. 

"Hun kom ud for en ulykke for nogle timer siden, og hun bliver ved med at sige dit navn, så jeg tror det ville være en god idé hvis du kom og besøgte hende." Sagde damen. Jeg tror jeg gik i en form for chok, men rystede der efter kort på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden.

"Jeg kommer." Sagde jeg og lagde på. 

Jeg havde godt nok ikke spurgt om hvilket hospital, men jeg vidste det godt, af en eller anden grund, det gjorde jeg bare.  Men af alle de ting der kunne ske havde jeg aldrig troet at Summer skulle komme ud for en ulykke, aldrig i hele mit liv.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...