Hadet til de nærmeste

Når alt ramler sammen. Når alt går den forkerte vej. Og hadet til sidst finder vejen til de nærmeste, jeg ellers helst havde set stod mig nær

0Likes
0Kommentarer
392Visninger

1. Oktober 2011

 

Der er ikke noget værre end hadet til de nærmeste. Dem der samtidig bar din tryghed, dem du hørte hjemme hos, dem der fik dit hjerte til at slå, blodet til at løbe og hverdagen til at glide. Dem der hjalp til med at kravle højt, helt til træets top, og greb dig når tiden var til at falde ned igen. Og selv når tiderne skiftede, sol blev til regn, blåt til gråt og et bladfyldt træ blev nøgent, var smilet aldrig længere væk, end hjertet rakte. Glæden og varmen, var lige om hjørnet, selv til de mørkeste tider. Det var dengang alt svigt, had og skænderier kunne redes med smilet fra de nærmeste, tårer trillede bort, blot fordi kærligheden var større, end nogen handlinger der blev gjort.

Se mig danse, se mig le, det var kun dengang det kunne ske. For når had erstatter, selv de kærligste spor, er kærligheden til de nærmeste svær at betro. De tider der før kunne redes, de tider der blev forglemt, de fylder nu tusinde tanker, der ikke bare går bort, men sidder i min forstand. Når tankerne strejfer fortiden blidt, minder det mig om hvor meget lort og skidt, jeg har slæbt med mig, taget til mig, hvor meget det har rørt mig, det dybe ar der skærer i mig, sammen med de nye tider, som selv ikke kærligheden kan tage fra mig. Se mig blomstre, se mig gro det var ord jeg håbede jeg kunne betro. Men som alt håb langsomt glider bort, svigt og tårer tager over, og jeg samtidig glider så langt fra varmen, varmen jeg før kunne betro mig til, men nu står jeg alene, med hverken varme eller sjæl.

Arene er dybe, tårerne tunge og vindens pust tager de sidste kræfter, jeg ellers havde gemt. Jeg balancere på træets top, er der mon nogen der griber mig, når jeg snart giver slip. Hør fuglene synger, selv den mørkeste dag. Jeg sendte dem mit ønske om at blive taget med. Op hvor fuglene flyver højest, op over skyerne, hvor freden er størst, og hadet længst borte. Lad mig glide over himlen, med fuglesang. Befri mig fra mine værste mareridt, der bluser virkeligheden op. Lad mig fantasere om friheden deroppe, om livets gang på højtsvævende skyer, håbet om at opnå freden længst væk, alt dette lægger mig nu så nært. Hernede er tågen så tung, den ligger som en dynge om hovedet på mig. Hør mig, se mig, vis mig jeg ikke er glemt, og før mig så op til freden hvor intet ondt er hændt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...