Ukendt

En anden verden
Maria og Sophie

3Likes
3Kommentarer
621Visninger
AA

2. Museet

"Nej, nej, nej, nej!" udbrød jeg, mens jeg fortvivlet tog mig til hovedet. "Det var ikke sådan det skulle ende!"

Jeg havde lige afleveret den gyldne halskæde til Hallyn, da jeg fandt ud af den forfærdelige nyhed.

"Det skal nok gå fint Sophie," prøvede han beroligende, men det er altså svært at tage en mand med lila horn i panden og pink øjne seriøst.

Selv troede jeg ikke på det. Det var trods alt min skyld at de orange meroliarer fulgte efter hende. Ser I, mit job er at finde museums artefakter og bringe dem hen hvorhen de tilhører. Eller som jeg kan lide at kalde mit job: kedelige-genstands-bringer.

I dag havde opgaven været at hente en eller anden kedelig amulet. Sjælden, værdifuld, livsfarlig, bla, bla, bla. Ok, indrømmet, nogle gange er der en eller to spændende udstillinger, som for eksempel den om moalli stenens oprindelse. De havde udstillet en vaskeægte moalli, den eneste sten hvis eksistens er kendt. De findes de mest afskårne steder, og de fleste der har taget udfordringen op er.... lad os bare sige det ikke endte helt så godt.

Udstillingen var noget ret stort, eftersom den eneste sten som er fundet og bragt tilbage havde 100 års jubilæum og blev derefter bragt ud af bankboksen. Museet er et af de eneste faste bygninger jeg kender. 

Jeg bor i område 5, et stort område tæt ved centrum. Tilsammen udgør de 27 områder Cocheta. Områderne er placeret som en spiral, 1 inderst og 27 yderst, oppe i bjergene. I midten af det hele ligger centrum, og jo længere ud du går, jo mindre faste bygninger. De fleste i område 5 er familier, da det mest består af en grøn flade.

Jeg selv bor i et kraftfelt med min mor. Museet ligger i område 1, som ligger mellem område 5 og centrum, hvilket gør det let for mig at køre.

Tilbage til historien, så havde jeg lige været ude at finde relieffer af rulli-fisk, rialli-fiskenes forgænger. Det var en svær opgave. Teknisk set skulle jeg bare hen til stranden, finde nogle sten med rulli fisk relikvier -dem var der masser af, og så gå igen. Problemet er bare at bugten hvor man finder dem er fyldte med rialli fisk. Igen, det ville ikke være noget problem, de er for det meste ret så harmløse, hvis ikke det var fordi deres regnbuefarvede udseende tiltrak mange meoliarer. De værste var de grønne, men de holdt sig alligevel mest oppe på klippen der udgør rialli-bugten. Dog var der også de orange meoliarer, og de er heller ikke helt fredelige. Meoliarer holder mest til i fjerne vande eller uberørte skove. De og mennesker... lad os bare sige det ikke fungerer helt så godt.

Meoliarer er magiske, men hvorimod magikere kan hvert sit speciale, der er meoliarer... anderledes. De ved ting. Altså, ikke ment som at de er særlig kloge, for tro mig, det er de ikke! Men de kan finde ud af ens navn ud fra ens lugt, de kender svar til uløselige gåder og nogle mener de enda kender til livets store mysterier. Ironisk at det er lige netop dem der hverken stave eller tale ordentligt.

De orange meoliarer bor ved stranden, og de er ikke særlig sjove. Jeg kom til middagstid, hvor jeg vidste at de sad i deres hule og spiste. Jeg listede mig derhen, fandt hurtigt en sten med et rulli-fisk relief. Og så løb jeg ellers væk, hurtigst muligt. Først da jeg kom tilbage til hotellet fandt jeg ud af hvad der var sket.

Ser I, Hallyn, museumsdirektøren, er også magisk. Han er ikke magiker, men en iriam. Farverig og kan se. Ikke bare fremtiden, men også fortiden og nutiden. Det er selvfølgelig lettest at se fortiden, og da jeg kom hjem viste han et syn.

Lige da jeg gik, faldt en pige åbenbart i havet. Siden klippen ikke er så høj så hun overlevede, men åbenbart så kunne meoliarerne lugte hendes navn og... tja, stakkels pige.

"Vi må da hjælpe hende! Det er jo min skyld!"

"Tag det roligt," svarede Hallyn med sin dybe stemme. "Jeg så hun havde en kimæra. De er sikkert allerede langt væk!"

Jeg sukkede lettet, da jeg indså han nok havde ret.

"Jeg bliver nok stadig nød til at finde hende og undskylde." Jeg regnede med hun boede i et af områderne, det gjorde alle. Selv de eventyrslystne plejede at holde sig i nærheden, eller bare flytte til område 27, som var længst væk og mest afskåret.

"En pige med en kimæra, der kan sikkert ikke være så mange af den slags, vi finder hende sikkert i arkivet." Alle der havde "fast" bolig et sted var logget ind i et kæmpe arkiv, som kun få kunne finde ud af.

"Ok," sukkede Hallyn. "Jeg fører dig til arkivet og hjælper dig med at finde hende.."

Mit ansigt lyste op i et smil.

"Men det har bare at gå hurtigt!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...