One Step from the plane.

"Man ved først at livet er værdigfuldt, når det er ved at slutte"
Det øjeblik, hvor de hopper, bliver det øjeblik hvor de får et nyt liv.

21Likes
18Kommentarer
1052Visninger
AA

1. Kampen om overlevelse.

Jeg var forberet på at dø. Jeg vidste der ikke ville være en eneste chance for, at vi ville overleve. Jeg holdt om min nu grædende søster. Hun havde regnet ud hvad der var ved at ske, og det handlede kun om tid, for vi ville ramme en eller anden bygning. Hvis jeg dog bare på en eller anden måde, kunne få vendt kursen. Men det ville ikke kunne ske, det havde jeg dog fundet ud af. En gammel mand som også var på flyet, var tvivlende, gået op til en af servitricerne, men det skulle han aldrig gjort. Vi hørte et skud, men manden vendte aldrig tilbage. Sofie, min søster, havde flere gange sagt at vi fløj utroligt lavt. Jeg havde godt selv lagt mærke til det, men jeg troede først at vi bare skulle til at lande. Men da folk begyndte at gå i panik, og flere og flere aldrig vendte tilbage fra personalets plads, begyndte det at falde på plads for mig. Vi ville ikke overleve den her flyvetur..

Sofie, jeg, og den unge fyr, Casper, sad på et tre mands sæde, ud mod vinduet. Vi kunne se hvordan folk i New York, gik helt sikre, og travle på gaderne, de vidste ikke at vi snart ville dø. Det var der nok ingen der havde regnet ud endnu.. Casper, som sad aller yderst, havde vi mødt for to uger siden, da Sofie og jeg var på vej til Australien. Jeg havde bestilt en rejse til Sofie i konfirmations gave. Mor ville ikke med, hun ville faktisk ikke noget som helst. Efter far døde, 3 år efter Sofie's fødsel,  gik hun Psykisk ned. Hun kunne ikke engang klare at rejse sig fra sin seng, først lige før Sofie's konfirmation viste hun tegn på interesse. Jeg havde passet og plejet min egen søster, siden hun var 3 år gammel. Vi havde et utroligt stærkt bånd.

Derfor ville jeg ikke lade hende dø nu. Hun havde knap nok fået gang i sit liv, før hun skulle til at sige farvel til det. Det ville jeg ikke lade ske, jeg ville og skulle få hende ud af den her flyver levende, koste hvad det koste vil. Casper, som iøvrigt var en ganske flot fyr, på alder med mig, Brune øjne, mørk hår, og et sødt smil. Havde været sammen med os stort set hele ferien. Han var selv på ferie i Australien, og utroligt men sandt, også samme sted, han var en sød mand. Lige en for mig. Vi havde fulgtes til flyveren. Og nu havde han fået Sofie over på hans skød, og prøvede at gøre hende rolig igen. 

"Jeg har en plan. Du skal ikke sige noget, bare nik, hvis du er med, og forstår. okay?"

En plan, en plan.. Hvordan ville han få og os ud, uden at blive skudt og dræbt af personalet.. Jeg nikkede. Jeg ville i det mindste høre hvad han havde at sige.

" Kig over dig, der hænger en redningsvest. Det er en man bruger hvis man skal hoppe, og det er lige præcis hvad vi skal. Du tager en under armen, og jeg tager en. Jeg skal nok bære Sofie.. Vi skal have distraheret servitricerne, og så hopper vi ud af nødudgangen.. Er du med?"

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, så jeg nikkede bare.. Hvordan skulle vi få distraheret dem, jeg er sikker på ingen ville melde sig til at gøre det. Jeg havde kun haft snakket med Casper, min søster, og en ældre dame der sad lige foran mig. Men hun havde en familie hun skulle hjem til, eller, hun ville dø. Men jeg tror ikke jeg ville kunne spørger hende om sådan noget.. Men lige nu havde jeg to mennesker som ville dø, hvis jeg ikke gjorde en indsats. Og det ville jeg ikke risikere. Jeg pegede på den ældre dame, og gjorde tegn til Casper at jeg var klar.

Jeg prikkede hende på skulderen. " Ja, hvad er der min kære" Hendes stemme var utrolig rolig, og hun smilede. Jeg hviskede alt det Casper havde fortalt mig, ind i hendes øre. Hun nikkede undervejs, og viste ikke en eneste gang, at hun ikke ville. Hun tog et stykke papir, og begyndte at skrive.

" Kære søde, dejlige børn, og mand. Jeg er idag den 11 september, fløjet til Zanzoa. Det lille paradis der er oppe i himmelen, men vær ikke bange. I skal være stærke, og klare i sindet. Jeg elsker jer mere end tusinde ord. Jeg vil altid være i jeres hjerter, og hvile over jer. Jeg er der med det samme i kalder, godt nok kan i ikke se mig, men jeg kan se jer. Jeg vil holde øje med jer, fra det slot jeg kommer til at bo på, jeg vil gøre jeres værelser klar, til i kommer op hos mig. Men før i kommer herop, skal i nå at få børnebørn, en mand og en uddannelse, med et helt utroligt job. Jeg vil kigge ned på jer, og være stolt. Pas på jer selv og støt hinanden. I ved jeres mor elsker jer, og JEG vil altid være her for jer. Forever in your Hearts. Jeg elsker jer. Kys og Kærlighed fra Mor/ Anne-Grethe Malene James."

Hun skrev brevet færdigt, foldede det sammen, og kiggede så på mig. Ikke sørgeligt, ikke ondt. Hun smilede, hun tog et stykke papir, og skrev en adresse. Hun gav mig papiret, og hviskede i mit øre. " Lov mig, at du tager hen og besøger min familie, og giver dem mit brev. Jeg vil gøre alt for at redde sådan nogle unge mennesker som dig, og din søster, og selvfølgelig Casper. Pas på jer selv. Og husk på, jeg elsker jer, også selvom jeg lige har mødt dig min kære." Hun gav mig adressen, og brevet. Jeg kunne mærke en tårer trille ned af min kind, hun tørrede den hurtigt væk, og smilede. " Lev for mig!" De ord. Det gav mig styrke, så meget styrke. Hun krammede mig, og Casper overtog min plads. Han skulle nok fortælle hende om planen. Sofie sad helt stille og kiggede på mig, hun så spørgende på mig, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Og jeg nåede heller ikke at få tid til at sige noget. Casper prikkede mig på skulderen, og gjorde tegn til at det var nu. Sofie vidste åbenbart hvad der skulle til at ske, og krøb hen til Casper. Han tog hende op på ryggen, og kiggede på mig. 

Hvis det her var sidste gang jeg ville se dem, ville jeg sige farvel på en ordentlig måde. Jeg kyssede Sofie på panden, og hviskede, jeg elsker dig, i hendes øre. Jeg kiggede få sekunder Casper i øjnene, og bagefter fandt min læber, hans. Jeg skulle til at falde om halsen på ham, men huskede på hvad der skulle til at ske, jeg kiggede på Anne-Grethe's plads. Hun var på vej op til servitricerne.. Det var nu det skete. Med ét løb Casper og jeg hen til nødudgangen, og i det samme hørte vi et skud.

Jeg tog fat i Caspers hånd, og klemte så hårdt jeg kunne. De skulle ikke forlade mig alene. Casper fik døren op, og inden jeg kunne nå at blive bange, hoppede jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...