Os

Jeg vender mig om, og går.

1Likes
0Kommentarer
351Visninger

1. Fortvivlet

Jeg havde bestemt mig. Lært det hele udenad. Tænkt det igennem. Igen og igen.

Men i det øjeblik, jeg kigger ind i dine varme sorgløse øjne, glemmer jeg alt. Ordene sidder fast i min hals. Du smiler opmuntrende til mig, griner lidt. Holder om mig, fortæller mig at du elsker mig. Siger at du ikke kunne leve uden mig, at det er mig der får din hverdag til at fungere.

Jeg kan mærke tårerne løbe ned af mine kinder. En knude i min hals. Sorg.

”Jeg kan ikke mere. Undskyld.”

Du kigger på mig. Smiler først, tror det er en joke, en vittighed.

Du forstår. Det er ikke en joke. Fortvivlelsen breder sig i dit ansigt. Et halvkvalt ”hvorfor?” kommer over dine læber.

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Jeg holder så utroligt meget af dig, men bare ikke nok. Det hele er gået så hurtigt. Det er ikke fordi jeg fortryder det, jeg kan bare ikke fortsætte det. Fortsætte os. Jeg vil ikke lyve og sige, at det er for din egen skyld. For det er det ikke. Det er lige så meget for min. Jeg vil ikke leve mit liv i en løgn. Og jeg har udsat det her i alt for lang tid. Undskyld. Tusind gange undskyld.”

Du græder. Din ryg er krummet sammen, dine hænder dækker for dit ansigt. Dit viltre lyse hår blæser forvirret rundt i vinden.

”Vær sød at gå.”

Du hvisker det så lavt, at jeg dårligt kan høre det. Jeg kigger fortvivlet ned i jorden, prøver at få fremstammet noget. Nogle få ord der kan gøre det hele bedre.

 

Jeg vender mig om, og går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...