Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15843Visninger
AA

9. 9. December –Sick in December

Vækkeuret var ikke stillet, så det var den dejlige telefon der vækkede mig søndag morgen. Mit humør til den ellers så afslappende og vidunderlige dag, var netop ødelagt pga. det… Der skulle efterhånden ikke så meget til før, jeg kunne blive virkelig pissed om morgen – Eller om weekenderne, hvis nogen vækkede mig for tidligt. Og det var i den grad for tidligt, da jeg så på uret, og opdagede klokken kun var ti over ni.

”Hvad?” hvæssede jeg gnavet, og pustede en forvildet hårtot væk fra øjne.

”Har du overvejet at lukke mig ind? Jeg står og har ringet på i en halv time nu!” lød det friskt fra… Niall? Hvad fanden…?

”Niall, hvad fanden laver du på denne tid om morgnen-”

”Luk mig ind og jeg fortæller det, sunshine,” afbrød han grinende velvidne om, hvor irriteret jeg var. Det at vægge mig om morgnen, alt for tidligt, var ikke den bedste ting, hvis du blev afsløret i det. Jeg havde det med at være enormt sur, og der skulle gode grunde til, at jeg hurtigt ville stoppe surheden når det blot var begyndt.

”Fint!”

Jeg smed røret hårdt på, og smed mig træt ned i sengen. Det var søndag morgen, og jeg orkede ikke en skid. Og Niall ud af alle mennesker, burde han vide dét bedst. Derfor havde jeg en ekstra god grund til, at flippe lidt mere ud. Dramatiserer det hele lidt mere – kun for sjov skyld. Eller gengælds skyld, kunne vi også sige.

Mit hoved smadrede jeg hårdt ned i puden, før jeg tog mig sammen i at trille ud af sengen. Bogstaveligt talt. Jeg vidste ikke helt hvor dét kom fra, men det var der bare mit… skabede jeg, og det havde været på standby i lang tid. Jeg mistænkte Niall for at være skylden til dens pludselig fremkomst, eftersom han også var den person, der besluttede at vække mig klokken ni om morgnen…

Nu havde jeg vel pointeret mig nok for dig, og du havde vel forhåbentlig forstået, det var alt for tidligt at blive vækket på en søndag.

Ugh jeg skulle så meget hive fat i Niall…

Tænkende kiggede jeg op i loftet, da telefonen ringede igen. Allerede inden at kigge på nummeret vidste jeg, det var Niall der var irriterende og utålmodig. Måske ville jeg også være det i den kulde, men jeg havde ikke lyst til, at have medfølelse til ham. Ikke når han skulle vække mig så tidligt!

Virkelig klattet og uelegant kom jeg forundrende nok op og stå på begge ben. Hele min krop føltes træt og udmattet, og tanken slog mig, om jeg var ved at blive syg. I så fald kom jeg sikkert hen til hoveddøren, hvor jeg kunne lukke op for døren til Niall. I det lejlighedskompleks jeg boede i, skulle man enden have et nøgle til hoved indgangen, eller ringe til en af beboerne for at komme ind. Lidt old school, men det gjorde også, at der aldrig havde været indbrud på noget tidspunkt.

Efter at jeg havde lukket op for Niall, gik jeg ind i min seng igen for at hente min dyne. Jeg anede ikke hvor lang tid det tog for ham at komme op på niende sal, så derfor satte jeg mig yderst godt tilrette på min sofa. Der dunkede mit hoved som fanden, og det svimlede nærmest helt for mig. Hele min krop synes at være svækket, som tidligere forklaret, og jeg fastslog for mig selv, at en sygdom var landet – Hvilken en det var, måtte jeg se hen af vejen.

”Der er åbent!” råbte jeg svagt, da dørklokken lød.

Kort efter lød et par lette trin ude i gangen, og hurtigt vidste jeg det var Niall. For hvem skulle det ellers være? Som du kunne høre var jeg ikke på toppen, derfor heller ikke så kreativ i tankegangene.

Bedrøvet og trist over min tilstand lod jeg mig glide helt ned og ligge i sofaen. Dynen trak jeg så langt op over mig, som overhoved muligt uden, at holde fødderne uden for. Varmen under dynen var enorm, men jeg fandt det mere behageligt end kulden, der gemte sig uden for den.

Niall kom trissende ind i stuen, med favnen af poser – fra bageren. Hans smil blegnede, da han så mig på sofaen, og var hurtigt henne ved mig. Bekymringen lyste ud af ham, og hvis jeg ikke havde ligget ned, havde jeg sveget let af reaktion. Poserne med ukendtheder fra bageren lagde Niall på sofabordet, og knælede ned ved siden af mig.

”Er du syg?” spurgte han, en anelse forvirret.

Forståeligt – jeg havde sikkert ikke lydt syg i telefonen, da han var ih så venlig at vække mig.

”Det tror jeg. Min krop er i hvert fald hel klattet, men jeg holder mig bare indendørs i dag,” fortalte jeg, og smilede let til ham. Niall nikkede enigt, og pegede imod poserne på bordet.

”Jeg har været hos bageren, ligesom i gamle dage. Kan du godt spise noget, selvom du ikke har det så godt?” spurgte Niall, og så skævt smilende på mig.

”Er det fra bageren henne ved dig?” spurgte jeg nysgerrigt.

Niall så dumt på mig.        

”Hvad tror du selv, Alex? Alt andet ville være uacceptabelt!”

Jeg lo og klappede i hænderne under dynen.

”Jamen så skal jeg da have noget!”

Uden at spørge videre omkring noget, smilede Niall stort og bevægede sig ud i køkkenet. Han havde taget bagerposerne med, og jeg slikkede mig allerede lækkesulten om munden. Når Niall sagde ”som i gamle dage”, mente han, da vi var sammen som et par. Da plejede han altid at smutte ned om morgnen, når vi enden havde sovet sammen, eller han kom over til mig eller omvendt, plejede han altid at købe morgenmad til os nede hos bageren. Den var yderst god og havde det bedste! Dens kager var også gode, og flotte, hvor forklaringen lå på, at det var en rigtig konditor der arbejde der.

Det havde været som vores egen tradition, at få morgenmad fra bageren. Det havde bragt en hvis hygge over det hele, og nu havde Niall besluttet, vi skulle starte det op igen. Han havde virkelig forstået mine ord dagen inden, og det varmede om mit hjerte, at han var villig til at prøve igen. Være okay med mine krav.

Jeg kunne umulig forklare dig det ordentligt, hvor glad jeg alligevel følte mig, pga. alt dette med Niall, der atter var tilbage i mit liv.

”Ryk lidt,” lød det fra Niall, der kom ind med en stor bakke, hvor på alt morgenmaden til os lå. Jeg smilte, og lod mig glemme facten omkring, hvor vidt han vækkede mig for tidligt. Det var som et plaster på såret, en undskyldning der var accepteret, det at han havde morgenmaden med sig.

Jeg rykkede på mig, og kort efter sad Niall ved min side. Jeg havde åbnet dynen for ham, så han ikke sad og frøs. Ikke fordi han måske synes min lejlighed var kold, men fordi jeg synes der var koldt. Tydeligvis en ting der ikke var helt normalt, og jeg havde også varmede dynen utrolig godt op, lød det til på Niall.

”Hold da op, der er varmt her inden under. Det skal nu nok passe med at du er syg,” lød det fra ham, og forsigtigt fjernede han en tot hår fra mit ansigt. Han smilte til mig, og jeg smilte nikkende tilbage.

”Så er du bare min sygeplejerske i dag,” hørte jeg mig selv sige, inden jeg tog et stykke wienerbrød.

”Ej… læge! Sygeplejerske lyder for… tøset…”

Jeg lo igen.

”Okay så – Min læge, er du nu okay med det?”

Niall nikkede tilfredst, og efterfulgte min bevægelse med at tage ud efter et stykke wienerbrød. Jeg så ham ud af øjenkrogen tage en bid, og pludselig mærkede jeg noget henne ved min venstre skulder. Jeg blev en del lettet, da jeg opdagede, det blot var Niall’s arm.

Mit suk var svagt, og jeg lænede mig træt op af Niall, imens jeg spiste videre. Det lod ikke til Niall havde noget imod, jeg lå op af ham på denne måde. Alt dette med disse berøringer og behandler, beviste vel også bare min mistanke om, hvor vidt det ville føre videre til noget andet, vores påbegyndende venskab. Og jeg blev allerede helt varm og små lettet inden i.

Forelskelsen valgte at titte lidt frem igen.

”Nej ikke den film, Nialler!” mit fortabte blik endte på ham. Niall sad og styrede med fjernsynsbetjeningen til Apple Tv’et – Der for resten var Emmas investering i mit hjem, da vi skulle se film. Vi havde spist morgenmaden, som for resten smagte vidunderligt. Niall formåede at kante sig uden om sit problem, han fik, da han vækkede mig urimelig tidligt. Jeg lod ham gøre det, eftersom hans måder at gøre det på, var virkelig dejlige for mit vedkommen. Det var trods alt mig det blev forkælet, med hvad han nu fandt på.

Vi lå stadig utrolig tæt op af hinanden i sofaen, og delte om min dyne. Niall havde armen om mig, trykkede mig lidt ind imod sig, og jeg lå nærmest op af ham. Det var skørt det hele. Få dage inden havde jeg hadet Niall for alt den smerte, han havde bragt mig. Aldrig i mit liv troet vi skulle finde sammen igen, ses igen, på nogen måde. Og her lå vi så; den niende december, op af hinanden under samme dyne. Skulle til at se film sammen, og havde netop spist morgenmad, helt som vi plejede at gøre før i tiden.

 Intet af alt dette havde jeg forventet skulle ske, men det gjorde mig intet. Så længe jeg ikke blev droppet endnu engang, såret, var jeg med på den. Selvfølgelig gik jeg forsigtigt frem, hvilket også sammenhængen med hensyn til mit krav omkring, at starte ud som venner. Men på den måde vi lå, snakkede og var omkring hinanden, kunne det umulig være helt venskabeligt ment.

”Come on Aleeeex!” tiggede Niall, og så med hundeøjne på mig.

Filmen vi sad og diskuterede om vi skulle se, var The Santa Clause. En film omkring en far og dreng der var sammen juleaften, og så julemanden falde ned fra deres tag. Faren tog så julemandens tøj på, hvilket gjorde han blev den nye julemand. Det var en klassiker film, og jeg elskede den, men kunne bare ikke holde ud at se den. Begrundelsen var at sidste gang jeg så den, var med min fætter Will. Mindet stod ligesom alt andet utroligt klart, og efter han droppede mig fuldstændig, havde jeg aldrig turde se den siden. Skrækslagen for minderne der ikke ville gøre andet end lave ulykker. Give ubrugelige tårer, der alligevel ikke fik min fætter tilbage af den grund.

Han valgte mig fra. Will eller William som han rigtigt hed. Han fortjente ikke mine tårer, i det hele taget ikke den ubehagelig effekt på mig, men det havde han. Og derfor ville jeg mest muligt formå at skåne mig selv.

”Nej Nialler – Find en anden,” fastslog jeg bestemt, men dog med et lille smil for ikke, at lade min såkaldte vrede gå ud over ham. Niall anede intet omkring, hvad der var med denne film, for jeg havde intet fortalt. Han vidste at jeg var blevet sparket ud af min tætte fætters liv, ligeså min storesøsters, men han havde ikke fået alle minderne af vide, som jeg gik rundt med. Men hvorfor skulle han også det? Hvad skulle han bruge det til? Jeg gik alligevel heller ikke og skiltede med dem, så hvordan skulle han på nogen måde vide, at jeg ejede en del af dem? Aka vide hvad der lå af oplevelser med denne film?

”Øv… men hvad så med Alene Hjemme? Den kan man umuligt hade!” Niall var utrolig insisterende omkring det med klassiske julefilm, og jeg kunne ikke andet at grine let. Bare det at møde hans blå øjne, var som at se blå julelys ude på træerne. Glæden strålede ud af ham, og jeg vidste, jeg stolt kunne prale med, at det var mig der var grunden til den. Niall havde jeg kendt i lang tid. Det var ikke så svært for mig, at læse ham for følelser og humør. Han var som en åben bog for mig, men jeg vidste det også var fordi, han lod mig se ham. Læse ham. Der var ingen facader han hejste, fordi han stolede på mig, hvilket fik varmen til at stige yderligere inden i mig.

Jeg elskede at vide, hvor vidt han stadig holdte af mig.

Og jeg lod ham skam også vide, hvor vidt jeg stadig holdte af ham. Der var så mange ting jeg lod Niall gøre, se, som andre drenge eller piger aldrig ville få lov til. Og det vidste han godt. Grunden var også at jeg stolede på ham, holdte ufatteligt meget af ham. Hvis jeg ikke tog fejl, var det en af de store grunde til, man så tydeligt kunne se og mærke glæden i ham.

Og jeg elskede virkelig at kunne gøre ham så glad. For når Niall var glad – var jeg så sandelig også glad!

”Fiiint! Men også kun fordi du lige om lidt vil lave varm kakao – med skumfiduser i!” svarede jeg, og smilte stort da Niall’s overrasket blik ramte mig.

”Så det gør jeg?”

Jeg nikkede ivrigt og lavede hundeøjne, som jeg selvfølgelig vidste, han aldrig kunne modstå.

Niall smilte stort og lo let samt hæst.

”Jamen det gør jeg så! Du skal ikke starte filmen uden mig, okay?”

Hurtigt lovede jeg det og skubbede ham af sted, imens jeg lige så fint var placeret i den behagelige sofa. Humøret var højt, og sommerfuglene kilede mig drillende i maven. Imens jeg lod hånden glide hen over dynen, fik tankerne frie tøjler. Det var som en drøm, der gik i opfyldelse, det at Niall og jeg var på gode kanter igen. Hver eneste gang han rørte mig, vi snittede hinanden, føltes det som et brandmærke i huden. Det mærkelig var så bare lige, at følelsen af det ikke gjorde ondt, men rent faktisk var rart. Alt det et virkeligt brandmærke ikke mærkes som.

Lige i starten da jeg lod Niall komme inden for i lejligheden, spekulerede jeg bl.a. også meget over, om alt dette ville gå. Om vi virkelig kunne fungere sammen endnu engang, Niall og jeg. Svaret var endnu ikke helt klart, men så længe vi kunne klare mosten i lidt mere end venner, synes alting at skulle køre sin gang – ordentligt.

Og selvom jeg ikke kunne se ud i fremtiden, så jeg alligevel for mig, hvordan Niall og jeg kunne gå hånd i hånden sammen, og se forelsket på hinanden. Jeg vidste skam godt, man ikke skulle have alt for høje forhåbninger, men alting synes bare at køre der ud til. Niall virkede på alle mulige måder til, at ville køre det hele så langt endnu engang, og have en fast forhold med mig. Selvom jeg stadig ikke skulle forvente det store, håbede jeg dog på det bedste.

”Varm kakao med skumfiduser til prinsessen,” Niall kom nærmest syngende ind i stuen, og sagde dét, hvilket fik mig til at fnise lavt med små røde kinder. På en eller anden måde, formåede Niall altid at få mig til at rødme, når han kaldte mig prinsesse. Måske lød det totalt pladderforelsket agtigt, eller bare enormt naivt, men sådan havde jeg det. Og det virkede da ikke til, du var så træt af mig endnu…

Haha.

Jeg smilede taknemmeligt til Niall, og åbnede dynen for ham. Han satte sig forsigtigt ned med sin egen kop kakao, og lagde armen om mig med et smil. Forsigtigt trak han mig længere ind til sig, og jeg lod ham. Der var ingen indvendinger fra min side. Trods jeg ikke var på toppen, lod jeg Niall trække mig tæt ind til sig, selvom han kunne blive smittet. Tro mig når jeg sagde til dig, hvor vidt jeg havde påpeget det for ham. Drengen lukkede fuldstændig af, og sked ærligt sagt på det.

Mit blik røg pludselig ned til kruset, og spærrede dem let op.

”Hey, det er mine Starbucks krus! Hvor fandt du dem henne, jeg har let efter dem i lang tid!” udbrød jeg overrasket.

Et grin som første reaktion på mit udbrud, var hvad Niall udløste. Jeg rullede kort med øjne af ham, men smilede stadig. Der var intet der kunne fjerne det big mama smil, Niall og jeg havde tilfælles at kunne lave, og det skulle ingen heller kunne. Det skulle blive hvor det var, så vi kunne matche.

Loool.

”Søde, de ligger nede i din skuffe med dine andre krus – helt bagerst, så jeg kan da godt forstå, hvis du ikke kunne finde dem. Især når du ikke ser så godt i forvejen…” lød det forstående fra Niall, der fik et blidt slag over armen.

 Jeg skulle måske pointere for dig, der absolut ikke var noget i vejen med mit syn, men Niall bare lavede sjov – Med den wierdest humor ever.

”Drop det søde ven, mit syn fejler intet!”

Han nikkede bestemt, og slubrede højt af kruset.

Mine øjne klemte jeg let sammen, og så spidst på ham.

”Hvis jeg ikke ser så godt, så må det vel også være verdens største fejl, at jeg synes du ser lækker ud?” gav jeg ham igen.

Lidt stolt over min sætning, så jeg til imens Niall måbede. Totalt målløs hvilket gjorde det hele meget bedre. Og medførte en større sejr til mig! Oh hvor var jeg egentlig genial, især med det dis! Jeg gav mig en metal klap på skulderen efter fulgt af et highfive i samme forstand.

Burn bitch, buuuurn!

”Hey hvad sagde du?”

Niall stillede sin egen kop, og tog fat i min. Jeg kunne ikke andet en give slip, eftersom jeg ellers bare ville få varm væske ud over mig. Hvilket jeg selvfølgelig ikke frivilligt havde vilje til, men jeg så dog irriteret på Niall. Hvorfor skulle han lige tage min elskede kakao?

Jeg fik svaret da han kilede mig i siden, så jeg skreg forskrækket op. Da han gjorde det igen, så jeg surt på ham, men han blev bare ved.

”Hvad var det du lige sagde der, huh?” spurgte Niall smilende, og kilede mig endnu engang. Jeg skreg op og viftede håbløst med armene, blot for at få ham til at stoppe. Hurtigt fik Niall fat i mine arme med et stærkt greb, og jeg røg forskrækket bag ud i sofaen. Med det første blik op i loftet, tittede Niall frem lige efter, med det mest drillende, sexede og provokerende smil i ansigtet. Trods det tændte mig lidt, irriterede det mig endnu mere.

Lorte unge.

”Hvis du ikke kunne forstå min hentydning, skal jeg nok sige det direkte; så må det jo betyde du er grim!” fik jeg endelig sagt uden hakkende ord, da Niall var så sød at lade mig tale – uden at blive kildet.

Han gjorde igen store øjne.

”Det skulle du ikke have sagt!” fastslog han, og var straks over mig igen. Mit skrig var højt og gentog sig selv en del, efter som jeg var nået så kilden. Hvis du ikke selv var det, skulle du være over lykkelig. For det var seriøst irriterende, det at folk brugte det imod dig, hvis du sagde noget, de ikke synes, eller ville have dig til at afsløre noget.

 Så hvis du ikke var, kunne du kalde dig en heldig kartoffel.

Filmen kørte i baggrunden til hele dette sceneri, der for mange ville se lidt forkert ud. Men nu havde jeg vidst også påpeget det en del for dig, at vores venskab var lidt mere end det. Desuden var der ingen af os der trak os, synes det var akavet, så alt det fornuftige kunne vel være lige meget. Det synes jeg selv det var, og lod mine følelser viske den gnavende fornuft væk.

”Hvad hedder det i stedet for?” ville Niall vide, imens han stadig kilede mig.

Jeg rystede på hoved af ham, mens jeg blot skraldgrinte og skreg. Det var som den rene totur for mig at blive kildet, og som så mange andre personer i verden, hadede jeg det som pesten selv.

Niall blev ved, og jeg led i en del tid. Det var først da hans telefon ringede, at toturen fik en ende, da han stoppede for at tage den. Trods jeg var virkelig klattet og udmattet, fik jeg samlet nok kræfter til at skubbe ham væk. Forsigtigt rakte jeg ud efter den varme kakao, der via krusets ydre, gav mig en dejlig varm effekt i håndfladerne.

”Hey Tommo boy,” lød det grinende fra Niall, der opmærksomt så på mig, imens hans halve opmærksomhed lå på samtalen. Jeg grinte lydløst, da det var en typisk Niall ting, at holde ordentligt øje med mig – især når jeg var sløj. Det var rent faktisk utroligt rart.

”Jeg er hos Alex. Hun er syg,” fortalte Niall, der nærmest lød helt stolt over at kunne sige, han var sammen med mig. Endnu et bevis på hans glæde var pga. mig, og jeg synes ærligt det var mega cute, det han direkte var stolt over at være i mit selskab.

”Mm… nej, det var først da jeg kom her over, jeg fandt ud af det. Hvad vil du Lou, vi ser altså lige Alene Hjemme!” lød det endnu engang utålmodigt fra Niall, der pludselig lagde en hånd på mit lår under dynen. Jeg kunne ikke dy mig og smilte større, hvilket jeg vidste, Niall så.

For ikke at være alt for uhøflig, koncentrerede jeg mig om filmen. Hoved personen, ham den lille nuttede lyshårede dreng, havde netop sat fælder op for indbruds tyvene. Den ene af tyvene var lige gledet på røven ned af stentrappen til kælderdøren, og jeg skraldgrinede ved synet. Det var en utrolig humoristisk film, og trods jeg havde set den flere millioner gange, blev jeg aldrig træt af den. Virkelig aldrig!

Forsigtigt slubrede jeg lavt til kakaoen, og fik en af de bløde skumfiduser ind i munden. Tilfreds med smagen slikkede jeg mig om munden, og lavede et tommel op til Niall, der kiggede forventningsfuld på mig. Hans smil kom igen ved min bevægelse, og snakkede videre med Louis. Det gjorde mig ikke så meget at han snakkede i telefon, efter som jeg kendte personen han snakkede med, og kunne følge godt med i samtalen. Jeg så alligevel også bare på filmen, grinte over scenerne, og måtte ærligt sige den lille dreng var genial. Et geni uden lige, med alle de fælder!

”Jeg skal nok hilse hende, og sige god bedring fra jer. Vi ses Lou,” Niall afsluttede sit opkald med et stort smil, og kiggede mig tilbage i øjne. Han gentog beskeden fra Louis til mig, omkring hvorvidt jeg måtte have det bedre osv. Jeg sagde selvfølgelig tak, og lod mig atter ligge op af Niall.

Hans hjerte bankede let under hans bryst, og forsigtigt flettede jeg finger med ham. Der var stille, mens vi ellers så filme. Selvfølgelig grinte vi en del, men ellers snakkede vi ikke rigtig. Det behøvede vi ikke. Der var allerede en slags lydløs samtale i gang imellem os.

Måske var det lidt for tidligt jeg lod Niall komme så tæt på, men der var ingen ting i min krop, der skreg nej på nogle måder. Alting var klar og parat til at tage dette lille skridt, som at ligge op af Niall, med hænder flettet sammen med ham. Trods jeg var sløj og ikke var på toppen, havde jeg det hyggeligt. Niall var god til at passe mig, og behandlede mig ordentligt.

Det var nu alligevel i sidste ende fint nok at være syg i december.

_________________________________________________________________

Aye loves!

Undskyld, undskyld og atter undskyld for jeg ikke har skrevet spor meget i denne uge!

Vi har haft projekt uge hele denne uge i skolen, med musik videoer, hvilket har optaget alt den tid, der normalt er til at skrive... sorry!

Jeg er allerede over halves med det næste kapitel, og i morgen skulle der gerne komme to ind... 

- Men lover dsv. intet!

I så fald, skal jeg nok give jer de kapitler, jeg endnu mangler og har misset!

Tusind tak til alle jer der læser med, især fordi i er så ufattelig tålmodige! 

Love you guys!!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...