Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15982Visninger
AA

8. 8. December – Try it out again

Kulden fik mig automatisk til at skære tænder. Selvom jeg havde godt med tøj på, både hue, vanter, tørklæde og jakke samt sko, virkede minusgraderne stadig til at nå ind under hele møget. Måske var det blot pga. min dårlige søvn, jeg havde så let ved at modtage kulden. Lige meget hvad frøs jeg en del, selvom min påklædning ellers udstrålede ”varm vinter tøj”.

Efter nummer to brev fra Niall, havde jeg besluttet mig for at tage af sted for at møde ham. Der var ingen tvivl omkring det, efter den første time. Jeg havde det med at skulle overveje ting nøje igennem, hvis du ikke havde lagt mærke til det.

I så fald; jeg var få meter væk fra skøjtebanen, hvor jeg skulle mødes med Niall. Jeg vidste igen ikke, hvad der ville ske, men jeg håbede på det bedste. Når jeg tænkte nærmere over det, savnede jeg ham inderligt meget – som jeg vidst havde klargjort for dig i starten imellem alt dette rod. Jeg havde bare ikke fundet ud af, om jeg kunne klare endnu en omgang, hvis samme misforståelser ville finde sted. Sidste gang havde det trods alt, fået mig helt ned under jordens overflade, med tårer og knuste splinter til hjerte.

Jeg sukkede tungt, og kiggede rundt i mængden. Der var underlig mange mennesker den dag ved skøjtebanen, og jeg kunne ikke lade hver med at undre mig. Tanken strejfede mig om det var pga. nogen på mystisk vis, havde fundet ud af at Niall ville være der. Den tanke fik jeg dog fejet væk, da jeg så ham titte frem fra mængden, nærmest utrolig lille og ubetydelig. Ingen så ud til at ligge mærke til ham, og jeg lod mig selv smile lettet.

Hvis jeg skulle snakke med Niall, om så private sager, skulle det helst ikke være med en fan gruppe efter os, lige fra første sekund.

Imens det blonde hår kom nærmere imod mig, tittede der et smil op i Niall’s ansigt, og jeg kunne ikke lade hver med at gengælde det svagt. Min klump i halsen blev slugt under tvang, mens Niall endte foran mig. Denne gang gav han kun min arm et let klem, men det var skam fint for mig.

Det gav bare indtryk af, at han havde forstået mine ord sidst, og ikke lod mig presse ud i noget jeg ikke havde lyst til. Alle sammen nogle ting, betydninger, Niall også havde overholdt da vi havde været sammen – som et par. Det bekræftede bare for mig, hvor meget han havde forandret sig på det punkt.

”Hejsa Alex,” hilste Niall med et skævt smil.

Jeg nikkede let som svar.

”Niall.”

Vi begyndte at gå lidt længere væk fra skøjtebanen, og hen imod en bænk vi begge havde udset os. Den var under et stort træ, der via sneens utrolig lyse farve, formåede at lade tingene falde mere ind i skyggerne. Forklaret på den måde at man ikke lagde så meget mærke til det.

Jeg skulle til at sætte mig ned på bænken, men mærkede så et par arme trække mig op, med en imponerende varme samt styrke. Forvirret kiggede jeg op, hvor mine øjne mødte Niall’s krystalklare blå. Der var let morskab i dem, hvilket fik mig til at slappe en del af. Hvorfor vidste jeg ikke, men det havde altid været sådan, når Niall var glad, blev jeg velafbalanceret.

”Alex, der er nok ti centimeter sne på bænken. Mon ikke jeg skulle feje det af, inden du satte dig?” spurgte han med et lille grin. Jeg rynkede næsen og så ned på bænken. Rigtigt nok lå der det tykkeste lag sne, jeg nogen sinde havde set på en bænk. Og dér var jeg ved at sætte mig, hvis det ikke havde været for Niall…

”Åh gud… ups jo tak,” mumlede jeg, og kunne ikke undgå at være flov.

Endnu engang var jeg ikke spor opmærksom, og det ville have ført til et par våde bukser – og jakke, hvis det atter ikke havde været fordi, Niall havde øjne i hoved. Hvor great…

Ved lyden af Niall’s grin i baggrunden, så jeg ham feje sneen væk fra hele bænken, og lade mig pladserer på bænken. Mit smil var blevet større, og jeg lavede en aftale med mig selv, omkring hvorvidt jeg ikke skulle være for koldrøvet. Det at Niall i det hele taget kontaktede mig, brev eller ej, og sagde undskyld over sin fejl, gjorde mig egentlig virkelig glad. At han overhoved turde komme igen, stadig blive ved med at prøve, gjorde mig overbevidst om, at han mente dette. At denne gang han atter ville forsøge få til at virke, ikke blot var noget han gjorde af kedsomhed, men af lyst. Hvis man overhoved kunne forklare det sådan.

Der var kort tavshed, hvor vi egentlig bare sad og nød udsigten vi havde. Der vide landskab der bredte sig langt ud over det hele, hvor der alligevel kom høje bygninger og lignende, der stoppede det naturlige. Røgen der stammede fra vores varme ånder, gled ud og blandede sig nærmest til en. Selvom det var det nu alligevel en del plads imellem os.

”Hvorfor sagde du egentlig aldrig den aften, at det ikke passede? Selve grunden til jeg troede på Andy var, at du tøvede utrolig meget da jeg bragte det på banen…” lød det forsigtigt fra Niall, der pludselig ikke var så glad mere.

Det var heller ikke det mest opmuntrende emne vi skulle have oppe og vende, men det skulle gøres før eller siden.

Jeg sukkede let og huskede tilbage til sidste juleaften.

”Jeg lavede ikke andet end at benægte det. Eller prøve på det, for du lod mig ikke rigtig sige noget i hele sætninger…”

Min holdning blev bøjet let, så jeg kiggede ned i jorden, hvor mine blå vans skilte sig helt ud fra farverne. Der var alligevel en del, jeg blev nød til at genopfriske, trods minderne stod umenneskelig klart et år efter.

”Grunden til jeg tøvede, var vel at jeg var i chok. Det kom som den største overraskelse for mig, eftersom vi få minutter inden havde siddet og grinet, holdt i hånd, som et ægte kærestepar uden problemer. Og straks efter jeg kom ud fra toilettet, var alting galt, og jeg blev ikke andet end anklaget for det, jeg aldrig kunne finde på at gøre.”

Jeg blinkede hurtigt, da følelserne fra sidste juleaften nærmest overvældede mig endnu engang. Noget der hurtigt kunne påføre hårde reaktioner, eftersom det langt fra havde været nogen god oplevelse.

Niall nikkede svagt og så tænkende ud i luften. Det var tydeligt for mig, hvor vidt han rent faktisk tog ordene til sig, stolede og troede på dem, uden at smide dem væk. Jeg bemærkede tydeligt ændringen fra dagen inden til dér.

”Undskyld.”

Jeg rystede på hoved.

”Nej, glem det. Jeg har allerede tilgivet dig for det,” bad jeg, med en vigtig oplysning efterfølgende.

Niall kiggede overrasket op fra hans skød, og så overrasket på mig.

”Virkelig? Hvornår?”

Jeg trak på skulderne og så hen imod skøjtebanen. Der løb flere småbørn med deres forældre, venner med deres venner, men også kærestepar i hånd i hånd. Det mindede mig ufattelig meget om sidste jul, men det skar ikke i hjertet som det ville have gjort, hvis Niall ikke sad ved min side. Levende i kød blod, og sand fornuft i sinde.

”Da jeg læste nummer to brev.”

Et lille tilfreds samt glad smil anede sig på de utrolig røde og bløde læber, der var fastsat i Niall’s smukke ansigt. Da jeg for en gangs skyld, i flere dage, lod mig selv kigge ordentligt på ham, anede jeg de mindste ting. De lange øjenvipper der indrammede øjende noget så fint. De markerede kindben, de lette æblekinder, hvor der tit tittede et enkelt smilehul frem i venstre side.  Munden hvor det var nemt at se, der gemte sig en bøjle bag læberne, men alligevel ændrede det ikke facten omkring, hvor vidt Niall så fejlfri ud.

”Så det lød ikke alt for klodset og desperat?” spurgte Niall tvivlende, med hentydninger til nummer to brev. Jeg rystede på hoved med et smil, og lod et lille grin slippe ud.

”Rent faktisk følte jeg det lidt, som sad du på knæ og tiggede mig om at mødes mig dig. Selvfølgelig var det bare en følelse, men jeg kunne stadig se det for mig,” fortalte jeg, og Niall skar en lille grimasse.

”Det er du ikke alene om – Det var da næsten lige før, jeg overvejede den metode..”

Jeg rystede på hoved af ham, og lod mig le i takt med hans latter. Der fløj kemi rundt i luften omkring os, og min fornuft sagde mig hurtigt, hvor vidt det nok skulle gå, denne samtale vi skulle køre videre.

”Hvorfor forlod du mig egentlig bare sidste jul? Du kørte bare, uden videre, og hentede heller aldrig dine ting, for dem måtte Eleanor og Danielle aflevere til dig,” lød det fra min mund. Jeg vidste mit spørgsmål var lidt af en stemnings killer, men jeg måtte bare have det ud i verden. Hvis du kunne følge mig i dette, så mente jeg, der ingen grund var til at ligge låg på mine følelser, spørgsmål og meninger. Niall vidste skam godt, hvad hans handlinger ville medføre, men han havde måske aldrig rigtig tænkt dem ordentligt igennem.

Der lød et tungt suk fra min side. Jeg kiggede opmærksomt på Niall, velvidne omkring jeg ville få opsnuset alle reaktionerne. Både gode og dårlige. Måske var det et dumt spørgsmål, men hans spørgsmål til mig havde nu heller ikke været bedre. Ikke for at give gengæld på nogen måde, men jeg fortalte det dig bare, så du kunne forstå, hvordan hele stemningen var. På den ene siden var den enorm… ustabil. Jeg mistænkte min nervøsitet omkring mødet med Niall for at være skylden i det, efter som jeg havde det med, at lade mit indre syn påvirke sig af dét. På den anden side var der ingen muligheder for, denne samtale skulle kunne gå galt, for vi kunne stadig sammen, Niall og jeg. Der var stadig harmoni og ens humor.

”Jeg tror…”

Niall løftede endelig blikket fra hans sko, til ligeud i luften.

”… jeg tror grunden var lidt af den samme som din. Jeg var i stort chok, og vidste ikke præcis, hvordan jeg skulle håndtere det hele – eller hvem jeg skulle stole på. I første omgang tænkte jeg selvfølgelig meget mere over, at sikkerheden omkring det var ustabil, men så da du tøvede sådan… Jeg tog det som et tegn på, du ikke anede, hvad du skulle finde på af undskyldninger, for at rense dit navn – Altså at du havde gjort det. Det var primært derfor, jeg skred så hurtigt, men efter det, kom jeg aldrig tilbage fordi jeg følte det ville være flovt. Især når afskeden havde været, som den nu end havde været,” forklarede Niall usikkert, men kiggede alligevel til sidst på mig.

Da han ventede en reaktion fra min side, sad jeg blot og nikkede stille. Det hele synes at give mening, ikke fordi det var en excellent mening, men det gjorde det.

Der var lidt stille igen, men det var heller ingen ubehagelig tavshed. Jeg lod tankerne sværme omkring, eftersom jeg blev nød til at finde ud af, hvad jeg ville der fra. Hvad jeg synes, vi skulle gøre. Niall vidste skam allerede, hvad han ville, så det afhang af mig.

Savnet sagde tydeligvis ja. Det ville lindres og forsvinde og blot være de dele af savn, der var tilbage til min fætter Will og storesøster Daniella. Det lød nu meget godt for mit helbred – i psykisk forstand. Det manglende hjerte, Niall havde taget og efterladt skarpe skår af, sagde skam ja. Det var bare op til min hjerne, mine tanker samt følelser, om jeg skulle lade det hele komme på en prøve. Prøve endnu engang?

Jeg lagde hånden på Niall’s, der lå på stykket imellem os, og mødte atter hans blik.

”Vi kan godt starte ud igen… men som venner. Ligesom vi gjorde i starten, da vi mødtes,” forslog jeg, med et lille smil.

Niall’s læber der før havde set triste ud, bøjede hurtigt op i et stort smil, så det ene smilehul tittede frem. Øjne lyste og smilet var stort. Glæden var nærmest ved at blænde mig, og hans arme åbnede sig hurtigt for mig.

”Åh tusind tak, Alex!”

Jeg rystede leende på hoved, og lod mig trække ind i et kram.

”Stop med at takke, fjolle hoved. Jeg har lige gjort en tjeneste for os begge. Men vi starter ud som venner, okay?” sagde jeg ved siden hans øre.

Hans nik var tydeligt, eftersom jeg kunne mærke det i skulderen.

Vi begge lignede nogle store tumper, med de idiotiske big mama smil vi havde tørret ud i ansigterne. Måske havde nogle formået at have taget billeder af det her, uden vi havde set det. I smug ligget og lyttet. Været uendelige glade for den nye historie, de da atter kunne komme hjem med en historie i top klasse. Ja, måske var der nogen, der kunne se os, men det eneste der betød noget var at jeg havde Niall ved mig igen. Ikke kæreste, men ven, og det var alt det jeg havde brug for indtil videre. Jeg fandt det nemmest for vores forhold, hvis vi startede forfra – som i helt forfra, og det så ud til, Niall var enig i det.

Jeg anede endnu ikke, om det var det dummeste valg jeg havde taget, men i så fald måtte man tage nogle chancer i livet. Komme op på hesten igen, efter man var skvattet ned. Genoptræne sig brækket ben, så man atter kunne gå normalt. Lige meget hvad vidste jeg, der ville komme noget godt ud af mit valg i sidste ende, så jeg var ikke så latterligt bekymret.

Niall og jeg gav det en chance til, vi turde tage en chance til, og nu håbede jeg så bare på, det ville blive julens redning i stedet for katastrofe. 

 

☃☃☃☃☃☃☃

__________________

Hallo people!

Virkelig undskyld pga. dette korte kapitel, men lå syg hele dagen i går, hvilket medførte jeg er endnu en dag bagud.... suk... Jeg vil prøve at få det fikset i løbet af hverdagene i denne uge, men hvis ikke, så i weekenden - For det stresser mig en del...

Anyways, nu var det lige et kort kapitel, men med de mange flotte snemænd til sidst! :D

Hvad tror i det hele føre til nu?

Tog Alex det rette valg - Kommer hende og Niall kun til at være venner?

Tusind tak til alle jer dejlige mennesker, der læser med og gør de mange gode ting, så som at:

like, sætte på favoritlisten, kommentere og bær over med mig samt kapitlerne!

Love yooou! 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...