Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15685Visninger
AA

6. 6 December – We meeting each other again

Jeg lod blikket glide imellem de mange mennesker, der trods vejret, var mødt op for at prøve det berømte pariserhjul. Kulden var så slem, at det gik direkte ind under huden på mig, og jeg fik gåsehud på de ellers jakkebesatte arme. Heldigvis havde jeg luffer, halstørklæde og et pandebånd - til varme ørene, på så jeg var ikke så hårdt ramt, som jeg ville have været uden alle disse midler.

I så fald: jeg var mødt op, ligesom jeg havde sagt til de andre to drenge, jeg ville ende med at gøre. Jeg var dog ikke helt afklaret med, hvor vidt det var den bedste ide. Ville det overhoved ende godt i sidste ende? Det vidste jeg skam intet omkring, så det måtte jeg vente og se. Imens kunne jeg fortælle dig, hvor nervøs jeg var. Mit hjerte bankede hurtigere end normalt, velvidne om Niall var et sted i bland mylderet.

Hvordan ville han mon opføre sig over mig?

Endnu engang vidste jeg intet, og det irriterede mig, at jeg ikke ejede en eneste fornemmelse omkring det hele. Det plejede jeg ellers altid.

En hånd lage sig blidt på min skulder, men jeg sprang alligevel forskrækket op. Jeg kiggede mig hurtigt bag skulderen, hvor Niall stod med et stort smil klasket i ansigtet. For ikke at virke alt for kold, gav jeg ham et skævt lille et.

”Du kom!” åndede Niall nærmest lettet ud, og skulle lige til at trække mig ind i et kram, da jeg lagde hånden på hans bryst.

Troede han virkelig, at vi allerede var nået til det punkt? Vi havde ikke engang snakket sammen eller noget! Hvilket var min begrundelse for min hånd på hans bryst. Jeg var gået med til at mødes med ham, ja, men det betød ikke jeg var glad for det.

Niall så ud til at forstå min hentydning, og jeg fjernede min hånd. Selvom han prøvede at skjule det, rent faktisk imponerende godt, kunne jeg alligevel se igennem facaderne, hvor vidt det sårede ham. Jeg vidste, jeg på ingen måde skulle have skyldfølelse, for det var på ingen måde min fejl. Niall forlod mig, han måtte selv tage skraldet og efterfølgerne efter dét, når han på den måde kom tilbage et år senere.

Jeg var ikke til at køre rundt om hans lillefinger, og heldigvis kendte Niall mig godt nok til, at vide dét. Hvis han ellers ikke huskede det, skulle jeg da nok sørge for han fik en reminder - Med glæde.

”Hvor skal vi tage hen?” spurgte jeg neutralt, og prøvede desperat at fjerne tanken om at smutte allerede.

”Jeg tænkte vi kunne gå i parken eller-”

”Er det måske ikke lidt dumt?” afbrød jeg, og så med skråt hoved på ham.

I parken var der masser af mennesker, og Niall ville med garanti blive genkendt hurtigt. Jeg vidste det på forhånd, men den del havde Niall selvfølgelig ikke tænkt på selv.

Jeg ville helst ikke ses så meget med ham. Du måtte endelig ikke misforstå mig, for jeg mente bare, at jeg helst gerne ville snakke om vores problemer – privat. Som i hos ham eller mig, for sådan følte jeg mig bedst tilpas. Indtil videre, inden vi havde snakket det igennem, elskede jeg ikke direkte faktummet at blive set med min ex kæreste, da det bare ville minde mig om, hvad fanden jeg havde sagt ja til.

”… hjemme hos mig,” afsluttede Niall sin sætning af med, og sendte mig et lille smil.

Jeg blev ubevidst ramt af rødmen, der gjorde mit ansigt helt varmt. Det tyede på Niall allerede havde kendt til min mening, og det at jeg afbrød ham mit i forslaget, der var specielt lavet til mig, fik ham til at grine let.

”Så lad os smutte hjem til dig så…” lød det tøvende fra mig, der pludselig var lidt halv flov. Imens vi atter gik afsted, grinte Niall stadig let af mig. Jeg hadede facten, at vi allerede klingede som altid, eftersom jeg ikke havde brug for dét, når jeg skulle stille mig op imod ham. Jeg følte mig stadig ikke tilpas med mit valg omkring at møde op, men da vi drog afsted imod Niall’s hus, havde jeg ikke det store valg.

I hvert fald ikke for den næste times tid.

Der var ingen snak imens vi gik, hvilket gav mig store muligheder for, at kunne tilbagekalde mit hårde jeg. Den pige der stadig var pissed på Niall, og ikke lod sig bukke under. Han havde været en idiot, det havde været ham der startede alle problemerne, så jeg følte ingen trang til at føle mig skyldig. Det eneste jeg rent faktisk følte mig skyldig over, var nok at Emma nok ville få et hjertestop, når hun kom hjem. For hvis jeg ikke tog meget fej, var der en del der forfulgte Niall og jeg, og billederne ville hurtigt ende på internettet, hvis ikke i morgendagenes tusinde blade.

Jeg kunne ikke undgå at få den genkendelige rolige duft i hoved, da vi trådte ind i Niall’s lejlighed. Ved første øjekast lignede alt sig selv, men jeg vidste bedre. Niall elskede altid at skifte noget gammelt ud med nyt, trods han alligevel holdte af at have alt ved det gamle.

”Vil du have noget te?” spurgte Niall og så spørgende på mig.

Jeg nikkede kort og koldt. Der behøvede ikke at komme nogen hundsende ord ud af min mund, for Niall lavede selvfølgelig min ynglings te. Imens Niall gik i køkkenet, fik jeg smit sko og resten af overtøjet. Som var jeg der hjemme, smed jeg mig ind på sofaen, der blødt tog imod mig. Jeg lukkede kort øjne, masserede mig ved tændingerne, velvidne om Niall kunne komme når som helst. Mit hoved dunkede og grunden var nervøsiteten der lå som tunge mursten i min mave.

Mine øjne åbnede sig igen, og jeg lod hænderne falde fra hoved til sofaens puder. Forsigtigt lod jeg mig køre den ene hånd hen over stoffet, og lade minder glide ind over mig. Sofaen var der Niall og jeg havde brugt mange aftner foran fjernsynet, ligget ved siden af hinanden, hvis ikke med hovedet i hinandens skøde. Hver eneste scene vi havde bragt til live ved sofaen, stod mærkelig klart for mig.

Jeg huskede det var dér, Niall spurgte, om vi skulle være kærester. Det var dér, vi havde kysset så mange gange, at jeg ingen tal havde på det. Det var altid dér, Niall skulle skubbe mig ned, når han gik i gang med at kilde mig. Dér hvor jeg plejede at gemme Niall’s Iphone, og der hvor vi alle altid kæmpede om en plads til.

Da Niall kom gående og satte sig ved min side, hoppede jeg op med hjertet i halsen. Jeg havde slet ikke set eller hørt ham komme. Som gjorde han ikke andet, grinte Niall lavt og stak en varm kop te i hånden på mig. Jeg nikkede som tak, og studerede den let grumsede væske, der alligevel var virkelig klar.

Der var helt stille, og ingen sagde noget. Jeg slubrede lavt med teen, efter som den var virkelig varm. Mit hjerte synes at banke ufattelig højt, og jeg var rædselsslagen for Niall kunne høre det. Selvom det blot var en naiv tanke. På en eller anden led, følte jeg det lidt til grint, det med Niall havde inviteret mig over til at snakke ud om tingene, og han så ikke sagde en skid, når jeg endelig kom.

”Niall, hvis du synes vi skal snakke ud om tingene, må du efterhånden lære, at du selv bliver nød til at starte en samtale, når det er dig der vil have den til at finde sted,” sagde jeg, og så fra min te og op i de lysende blå øjne. De funklede let. Jeg huskede atter, hvorfor jeg havde det med at svinde hen i dem. De var lige til at tabe kæben over.

Niall sukkede træt, men nikkede dog.

”Du må undskylde, jeg beskyldte dig sådan for nogle ting, du ikke havde gjort. Det var ikke min mening. Jeg vidste slet ikke rigtigt, hvad sandheden var, da Andy fortalte mig det.”

Jeg lagde hoved på skrå. Jeg vidste, hvor forvirrende det måtte være for dig, da du slet ikke vidste besked om grunden til vores brud. Til Niall forlod mig juleaften. Grunden var at en af Niall’s venner, Andy, bildte Niall ind, at jeg havde været sammen med en anden fyr, da han havde været ud og rejse. Det skulle Andy selvfølgelig fortælle Niall juleaften, og det var imens jeg var gået på toilettet. Minderne stod igen mærkelig tydelige for mig…

Brugsen af vand der løb ud i afløbet, var det sidste jeg hørte, før jeg ellers forlod toilettet frem for stuen. Allerede inde jeg kom ind, hørte jeg min moster, mor, far og bedstemor snakke lavt sammen. Det undrede mig at Niall’s stemme slet ikke var i blandt, men jeg fik forklaringen, da jeg kom der ind.

”Han fik et vigtigt opkald fra hans ven Andy,” lød det forklarende fra min moster Chalotte.

Jeg smilte og nikkede, inden jeg atter slog mig ned på sofaen ved min bedstemors side. Der blev små snakket på kryds og tværs, og efter yderligere 15 minutters tid var Niall endnu ikke kommet tilbage. Jeg lod hver med at drøfte det for de andre, efter som alle straks ville bekymre sig.

Det var dernæst som en byrde der blev lettet fra min skuldre, da Niall stod i døråbningen. Jeg kiggede mig over skulderen, og smilte kærligt til ham. Mit smil blegnede dog, da jeg så hans udtryk. Hans øjne lå i vrede og sorg, men det var gemt væk med facader, jeg var en af de få, der altid kunne skimte igennem.

”Alex kan vi smutte ud og snakke?” lød det fra Niall.

Fordi jeg var høflig og godt opdraget, kiggede jeg som en selvfølge på medlemmerne fra min familie, der blot nikkede. Forsigtigt kom jeg på benende, og gik let hen over gulvet i et par høje stiletter, Emma havde købt til mig i julegave. De var med det Engelske flag, der var lavet med palietter på skoende, og jeg elskede dem allerede.

Niall’s blik lå på mig, og da jeg nåede hen til ham, skubbede han mig nærmest hen imod udgangen, der førte til uden for. Uden at sige noget rakte Niall mig min lange sorte jakke, tog sin egen på, og smækkede hårdt døren i efter sig. Jeg var skrub forvirret, for jeg kunne nemt som ingenting se, hvor vidt Niall var sur – Brændte inde med noget. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, omhandlede det mig.

Jeg anede ikke, hvad det var, men det gjorde mig alligevel lidt skræmt.

”Har du været mig utro imens jeg var ude og rejse?” lød det koldt fra Niall, der gik direkte til sagen. Jeg følte hans sætning var som at få en mental lussing, og glippede kort med øjne.

”Undskyld hvad sagde du?”

”Du hørte mig godt!”

Niall råbte den sidste sætning, og jeg trådte usikkert et skridt tilbage. Ikke fordi jeg var skyldig og bange over for efterfølgeren af gerninger, men fordi jeg ikke anede, hvor han havde det fra. Jeg havde aldrig været sammen med nogen, kysset med nogen, imens jeg havde Niall som kæreste.

Aldrig!

Derfor var jeg også virkelig chokket over, hvordan fanden han kunne tro det. Vores forhold var bygget op virkelig sikkert, netop fordi vi stolede på hinanden. Var tro imod hinanden. Niall havde været enormt glad, inden han fik det såkaldte opkald fra hans ven Andy.

”Nej, hvor fanden har du det bull shit fra?” udbrød jeg, og så skråt på ham.

”Andy fortalte mig det.”

Jeg selv havde mødt Andy op til flere gange, og kunne bestemt ikke lide ham. Drengen havde flere gange nusset mig ubehageligt på låret, når han var sammen med Niall og jeg til fester. I det hele taget følte jeg ham meget påtrængende, da han altid formåede at røre mig på en eller anden måde. Jeg sagde selvfølgelig intet til Niall, for hvor dumt ville det ikke lige lyde, hvis jeg sagde, jeg mistænkte hans bedste ven for at ligge an på mig?

”Og ham tror du på?” spurgte jeg, med noget af et paf blik.

”Der er nok en grund til Andy fortæller mig det, efter som min bedste ven vil mig det bedste!” rasede Niall ud. Jeg havde aldrig set ham så vred før, og jeg vaklede let tilbage, i ren nervøsitet. Jeg kendte slet ikke den vrede side af ham, der var voldsom.

”Passer det?” ville Niall vide.

Jeg var for nervøs til at holde balancen og øjne i kontrol, og kiggede væk i ren skræk for, hvad Niall ville gøre. Det lød til han virkelig havde sat sig i hoved, at stole på Andy, og gå imod mig – hans kæreste. Jeg kunne ikke rigtig indse det ordentligt, eftersom det var alt det en dreng ikke skulle gøre.

Niall burde stole på mig, og ikke sætte spørgsmålstegn ved mine ord. Jeg havde forfanden sagt en gang, hvor vidt det var falsk anklage eller ej. Det stødte mig i det hele taget, at han af alle personer kunne finde på at sætte spørgsmålstegn omkring, jeg var til at stole på.

Alt dette var grundene til, at jeg ikke kunne svare eller forsvare mig selv, da Niall spurgte tredje gang. Han hev endda fat i min arm, alt for hårdt, hvor jeg stadig bare kiggede skræmt på ham. Han råbte op af mig, og da jeg endelig kunne råbe tilbage, lod det til jeg havde tabt kampen. Mine tårer gled ned af kinderne, og jeg prikkede Niall hårdt på brystet.

”Så hør dog på mig, Niall! Jeg har aldrig været dig utro forhelved!” råbte jeg frustreret. Min stemme var hård og helt sikkert fyldt til randen med sorg.

Han rystede på hoved af mig.

”Du af alle personer, Alexandra, gør du det mod mig. Det slut. Fy føj hvor du klam,” lød det vredt og såret fra Niall, der satte kurs imod sin bil. Jeg fulgte hurtigt efter ham, og råbte op, hvor vidt han tog fejl.

”Niall, så hør dog på mig! Du kan ikke bare forlade mig nu, forhelved!” hulkede jeg højt, og bankede på hans siderude. Hans øjne mødte mine imens tårerne samlede sig der i. Tiden synes at stoppe kort, et sidste glimt af Niall til mindeboksen, og bilen ræsede afsted så jeg vaklede tilbage. Mine tårer var ustoppelige, jeg kunne knap nok få vejret, eller fatte hvad der var sket.

Ti minutters forklarings tid.

Også forlod Niall mig ved at skide på mine ord, og sætte håbet på de falske.

Jeg sank forvildet ned på jorden, hvor de mange små sten prikkede mig på den bare hud. Det lille lag sne skulle forstille at være koldt, men jeg kunne intet føle. Min kjole ville ende med at blive beskidt, men jeg var ligeglad.

For jeg havde netop mistet Niall.

”Så du mener helt seriøst, at det var en fejltagelse? At du ikke vidste hvad sandheden var, da Andy fortalte dig det?” spurgte jeg Niall, og så paf på ham.

Han nikkede.

”Du simpelthen for meget, Niall! Hvad blev der af troskab? Tillid til sin kæreste? Hvor fanden blev det af, kastede du bare det ud af vinduet, efter din håbløse jaloux ven ringede og snakkede med dig?” vrissede jeg højt af ham, og fornemmede allerede jeg havde sagt noget dumt. Det med jaloux ven – Andy.

Um.. ups…

”Hvad mener du med jaloux ven? Andy? Hvad skulle han dog have været jaloux over?”

Jeg rystede på hoved. Det var klart Niall ikke havde set det selv, han havde det med at være alt for godtroende og venlig over for mennesker. Aldeles naiv til tider, men der havde jeg så før i tiden været der for ham, og banket fornuft ind i hoved på ham. Fortalt ham, hvordan det mennesker virkelig var. Hvilket jeg blev nød til endnu engang.

”Niall, Andy lagde flere gange an på mig til fester og lignende, da du ikke så det. Han gav dig de vildeste blikke når du ikke kiggede. Tror du virkelig på, der ikke var en grund til, han sagde det til dig juleaften? Han vidste da hvordan du ville reagere,” fortalte jeg Niall højt, trods jeg egentlig havde lidt medlidenhed med drengen.

Hvem ville ikke være sådan lidt… hvis det gik op for en, at ens bedste ven fortalte en løgne – Bare fordi han eller hun var jaloux og ville have ens kæreste? Jeg vidste ikke med dig, men trods alt jeg kunne rive hoved af Niall, følte jeg alligevel med ham.

Niall kiggede med store øjne på mig, og i et kort øjeblik troede jeg på, han ville tro mig. Tage mine ord til sig, men ingen ændrede sig fuldstændig på et år. Jeg havde dog hurtigt været for lettroende, da Niall flippede ud på mig.

”Hvorfor fanden skulle han det? Andy er nok den mest loyale ven jeg kender!” lød det skarp fra ham.

Jeg rullede med øjne.

”Oh yeah right. Så drengen der gav dig løgnen, så du slog op med din kæreste, er den mest loyale ven du ejer? Hold da kæft man, du fornærmer direkte dine band medlemmer, Niall!” gav jeg ham igen, og kiggede hårdt på ham.

Hold da op, han var da blevet klogere, huh?

Niall blev direkte rød i hoved af raseri, og jeg vidste, jeg havde ramt plet. Så længe jeg stadig havde lyst til at smadre ham en på kassen, følte jeg ingen samvittighed, eftersom han var grunden til, jeg direkte havde været på pinebænken i et helt år.

Det kunne ikke blive en meget bedre tilbage foræring, jeg kom med, der var overraskende mildere end den kunne have været.  Jeg anede dog ikke, hvad Niall kunne finde på at fyre ud af tilbage svar, men det fandt jeg ud af.

”Hold kæft, i det mindste skrider alle ikke fra mig!”

Jeg rejste mig op med spærrede øjne, som havde Niall direkte slået mig. Mine ben virkede som gummi, og mit hoved dunkede i smerte omkring mine tab. Han havde virkelig ramt mig et ømt sted, Niall, og det værste ved det hele var, at han var klar over det. Og var fyld med fortrydelse og sorg, efter ordene var fyret af i luften.

Jeg gispede efter vejret, og prøvede at lade hver med at græde. Det gjorde enormt ondt, at han brugte det imod mig. Det var mine svagheder, at min søster og tætte fætter havde smidt mig fra sig. Jeg følte det som fysisk lidelse hver eneste gang nogen nævnte dem, lige så vel det var psykisk.

Niall blev ved med at undskylde, men jeg hørte intet. Det komiske, uden at jeg havde lyst til at grine af det, ved det hele var, at det var Niall selv, der havde plaget mig til at mødes. Snakke ud. Og alligevel endte det med, at han sad og svinede mig til, og sårede mig endnu dybere end før. Hvis han virkelig gerne ville have mig tilbage, eller hvad det nu var, gjorde han chancerne endnu mere minimale.

Mine skridt ledte mig hurtigt ud imod gangen, imens Niall løb efter mig. Han sagde stadig undskyld, ikke mindst tikkede mig om at blive. Jeg lukkede det stadig ude, og trak hurtigt i mine støvler samt resten af udstyret. Mit blik ramte kort og koldt Niall.

”Ved du hvad? Jeg troede virkelig inderligt meget på, at dette havde været den rette beslutning, at jeg mødte op for at snakke med dig. Det værste ved det hele er nok, at jeg troede du var blevet klogere. Jeg har åbenbart været for sød imod dig, jeg burde slet ikke have været kommet,” strømmede det ud af min mund.

”Vent nu lige Alex-”

”Farvel Niall.”

Jeg smækkede døren bag mig, så juleklokken ringede midt i kransen, der hang på Niall’s dør. Hurtigt løb jeg ned af gangen, videre ned af trapperne og ud i det fri. Jeg skulle bare hjem og græde ud. Fatte hvad der lige var sket. Mit hjerte synes som om at være trampet på endnu engang, og hvis det ikke have været for min kalender på min telefon, ville jeg aldrig have forstillet mig, det var den dejlige julemåned december. Der plejede alting at være som en dans på røde roser, men for mig, var det dette år, som at stikke sig på glasskår.

Virkelig ulideligt.

Hvem kunne jeg takke?

Niall.

Åh gud, jeg havde virkelig brug for en god vens hjælp eller to.

__________________________________________________

Aye peopleee

- Glædelig 8 december! Jeg kæmper stadig med at indhente de forsømte kapitler, så jeg håber I kan bære over med mig i lidt mere tid ;)

Så, nu fik vi hele historien med, hvad der skete sidste juleaften imellem Alex & Niall. 

Hvad synes I om det? Var Niall endnu engang forkert på den, ved at flippe ud på Alex?

Tak fordi I læser med, liker, sætter denne movella på favoritlisten og de dejlige kommentarer I kommer med! Jeg smiler hver gang, der er nogen der skriver en kommentar, så endelig begynd på det, hvis I allerede ikke gør det! :D

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...