Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15690Visninger
AA

5. 5 December - A maybe is chancing

“Det skal jeg nok, mor – Vi ses.”

Jeg trykkede hurtigt på den røde knap, og satte min hjemmetelefon på dens oplader. Ja, måske var det lidt mærkeligt, det at have en hjemmetelefon. En anelse gammeldags. Men jeg var vokset op med en, så det var det mest naturlige i verden, det at eje en.

Det var også praktisk at have en, når jeg var hjemme, og lavede lange samtaler med Emma. Hun havde også en, og da vi havde det samme telefon firma, ringede vi gratis fra fastnet til fastnet.

Utrolig effektivt by the way.

Klokken var der halv ti om morgnen, og jeg var allerede i tøjet. Jeg skulle på arbejde efter en times tid, hvilket begrundede tiden på dagen jeg atter var oppe. Der skulle altid være en meget god grund til, at jeg skulle stå tidligt op, for ellers fortrak jeg helst at ligge i min seng – og sove længe. Jeg var på en måde en blanding af et a-menneske og b-menneske, efter som jeg elskede at sove længe, men sagtens kunne stå tidligt op.

Jeg slubrede teen ind i munden, da den var let varm. Grunden til jeg netop havde snakket med min mor var, at vi skulle aftale tidspunkt og dato, jeg kom ud til hende, min far og bedstemor på landet. Jeg plejede altid at komme et par dage før jul, hvilket var som en tradition. Det år vidste jeg bare ikke lige, hvor tidligt det var, eftersom jeg lige skulle snakke med Emma. Jeg ville ufattelig gerne holde julen med mine forældre, og denne gang var der ingen latterlig kæreste til, at kunne ødelægge min den.

Selvom jeg burde føle en lettelse, var det eneste jeg kunne fornemme et ubegribeligt stort savn. Der kun kunne tilhøre en person; Niall. Jeg var komplet forvirret, og kunne slet ikke forstå hans handlinger. Hvilken person kom et år efter et brake up med dens kæreste, og ville snakke ud om tingene? Jeg havde personligt aldrig hørt noget lignende, skulle jeg hilse og fortælle dig.

Mit suk var højt og jeg kiggede opmærksomt ned på min macbook, mine forældre havde givet mig sidste jul. Det var nærmest det eneste gode, jeg ville tænke tilbage på derfra. Alt andet synes at være grusomt, og slet ikke værd at huske – Selvom det var som smedet ind i min hukommelse.

Mit blik søgte som sedvandelig twitter, som jeg altid tjekkede. Grunden til jeg overhoved ejede en twitter profil, var nok da jeg begyndte at få fans, da jeg kom sammen med Niall. Selvfølgelig fik jeg også en del hate, men jeg havde lært at skubbe de negative ting fra mig. Trods det havde været utrolig svært til tider, så havde jeg klaret det. Efter som jeg ikke var sammen med Niall, brugte jeg den bare til at skrive lidt omkring, hvad jeg selv lavede. Og for at være fuldstændig ærlig over for dig, stalkede jeg også Niall en del der inde. Jeg followede ham stadig, ligeså resten af drengene.

Du måtte gerne grine af mig, eller lave et underligt udtryk, for jeg vidste udmærket godt, hvor latterligt det lød. Dog havde jeg nu også fortalt dig tidligere, hvor lidt jeg var over ham. Ordentligt. Jeg havde lovet mig selv en stor gave, når jeg endelig kunne erklære mig fuldstændig ”kurret” af kærligheden til Niall, men den måtte jeg nok udsætte en del. Før december havde jeg været fuldstændig fastslået på, hvor vidt jeg ville være over ham sidst på måneden.

Men man skulle åbenbart ikke sætte forventningerne for højt, når man var mig.

Det gik som regel, efter erfaring, ikke særlig godt.

Jeg smækkede min skærm sammen og gik ud imod gangen, da jeg læste en tweet fra Niall.

”I still care ’bout you.”

Niall havde det med at sætte mit pis i kog alt for hurtigt, og det kunne jeg takke den latterlige kærlighed for. Hvad skulle man bruge den til? Hvad skulle jeg bruge den til? Jeg fik ikke andet end lort og møg tilbage. Og det smadrede en del på sin vej.

Jeg sukkede alt for tungt, før jeg atter lynede min jakke og svang min håndtaske over armen. Med et enkel snuptag havde jeg mine nøgler i hånden, og efterfulgt af et smæk samt klik, smuttede jeg hen imod elevatoren. Jeg ville tage bilen ind til centrum, selvom det var isglat på vejende. Og endda noget af en udfordring at finde en ordentlig parkering plads. Trods det tog jeg chancen.

Jeg magtede pludselig ikke så meget den dag.

 

Da julen var der hvor alle var ude og shoppe gaver ind, havde vi i H&M utrolig travlt. Jeg var faktisk ikke så glad for jobbet, efter som jeg følte folk var enormt ubehøvlet til tider, men jeg lod mig ikke slå ud af den grund. Et job var vejen til penge, og eftersom jeg havde brug for pengene, tog jeg de negative ting med i købet omkring jobbet.

Der var heldigvis pyntet flot op inden i den dobbelt så store forretning. Julemusikken kørte i alle højtalerne, der var i butikken, og mit humør steg gradvist blot pga. sådan en lille ting. Jeg var nem at få glad, især ved juletid, for det eneste man skulle var; at sørge for den rette stemning. Så kunne jeg både grine, smile og danse med nissehue – Spørg selv Emma.

Jeg stod og småsnakkede med en kollega, der hed Christian. Hvilket mindede utrolig meget om Christmas, men det var vel også fordi, Jesus hed Christus til efternavn – Eller noget der hen af. Jeg var ikke så klog omkring det nye testamente, så jeg overlod det hele til den slidte halvdel af hjernen, der indeholdte halve resultater. Anyways, Christian havde det, ligesom jeg havde det – At han behøvede jobbet, men egentlig helst ville være fri for det. Måske var der så noget om, den mistanke om de sure kunder.

Det kunne jo være, det ikke blot var mig, der var skør…

I så fald formåede vi begge at få en god samtale kørende, der så gav det sidste skub hen imod den rette retning. Derfor var tiden i stand til at gå lidt hurtigere, end den ville have gjort, hvis en af os var alene på job.

”Alex!” råbte Christian ude fra depotet.

Jeg stod netop og var i gang med en kunde, der rent faktisk var sød, og kiggede forvirret hen imod døråbningen, hvor råbet kom fra.

”Hvad sker der Chris?” råbte jeg tilbage.

Som svar lød der en masse buldren, og et ordentlig brag fik både mig og den yngre pige til at spjætte. Jeg kiggede undskyldende på hende, mumlede et ”to sekunder”, og spurtede ellers ud imod depotet. Det kunne umuligt være noget godt, der end var sket, med det gigantiske brag Christian formåede at lave…

Og som gættet var synet der mødte mig, heller ikke noget at råbe hurra for. Flere bunker tøj og bøjler var endt ned i hoved på Christian, der med opsplittede øjne sad og så helt lost ud. Jeg slog hurtigt en hånd for munden, og måbede bag den. Aldrig havde jeg set noget lignende! Christians udtryk, eller nok mere grimasse, gjorde det hele en del sjovere. Jeg fremtrak hurtigt min Iphone fra lommen, og tog et par billeder af ham, med et ordentligt fnis.

”Vil du komme og hjælpe, eller leger du paparazzi i stedet for?” spurgte Christian, tydeligvis irriteret over, han netop havde ydmyget sig selv.

Jeg fejede ud med hånden, imens jeg tastede løst på skærmen. Med det sidste tryk, var billede endt på min twitter og instagram, hvor jeg vidste det nok skulle blive set.

”Din klodsmajor,” mumlede jeg smilende, og fjernede let samt hurtigt tøjet fra ham. Bøjlerne blev kasten hen i en tom papkasse, som helt sikkert havde været brugt til dem i forvejen. Christian virkede utilfreds omkring hans nye kælenavn, men han var selv uden om den. Det måtte du da indrømme?!

”Op med dig kammerat.”

Jeg gav Christian en hånd, og fik ved hjælp fra ham, stablet hans store krop på benende igen. Han sukkede lettet og børstede lidt fnuller og støv af sig, imens hans ansigt tydeligvis lå i foragt.

”Næste gang er det altså Patrick der tager bøjlerne ned. Jeg kan altså ikke multitaske, med både at holde balance og finde den rigtige farve på bøjlerne!” fastslog Christian barsk, og lød som en der lige havde været igennem 2. Verdens Krig. Jeg rystede let på hoved, og gav ham en lammer over skulderen.

Christian ømmede sig.

”Hey hvad-”

”Drop det nu, Chris. Jeg ved godt du stod med mobilen samtidigt, jeg er skam ikke dum,” afbrød jeg, med noget af en kendsgerning. Christian gav mig tydeligt blikket, der spurgte om, hvordan fanden jeg havde set det. Jeg trak bare på skulderne, som var det en vanesag, og ellers løb jeg ud til kunden med Christian i hælende.

Vi kunne hurtigt få skideballer, hvis vi ikke var ude i butikken, når folk havde brug for vejledning. Hvilket ingen af os ønskede – Det gjorde ingen i det hele taget.

Jeg endte med at ånde lettet op, da en af de andre kollegaer Patrick, havde overtaget min kunde. Han var i fuld gang med en professionel hjælp, og efter pigens udtryk, gjorde han det afsindigt godt. Jeg lo lavt for mig selv, imens jeg gik ud imod omklædningsrummet. Christian og Patrick var de eneste to gutter der arbejde i H&M, og pigerne sværmede nærmest om dem, hver gang de sagde noget. Det var som at se et par fans der smeltede over et par kendte drenge, de faktisk slet ikke kendte.

Mine tanker faldt selvfølgelig over på One Direction, hvilket gav det næste pidsstop ved Niall. Det gnavede dybt inden i mig, omkring morgendagens aftale, han havde drøftet for mig i brevet. Jeg havde stadigvæk ikke afklaret med mig selv, om jeg tog afsted, eller brændte ham af. Det var forvirrende, især da jeg på den ene side ville tage af sted og den anden ikke. Jeg synes på den ene side, at jeg burde tage af sted fordi, jeg dermed viste jeg, at jeg var stærk nok til at tage emnet op.

Snakke med ham.

Men på den anden side synes jeg det var en dum ide, da Niall kunne have kommet med den ide for flere måneder siden, end først et helt år efter. Personligt synes jeg det var dårlig stil, dårlig manere, og jeg magtede næsten ikke at snakke med idioten, da jeg ikke mente, jeg skyldte ham en skid. For det gjorde jeg ikke, det kunne vi vel godt blive enige om. Jeg vidste godt, jeg sagde det tit, men det var ham der skred fra mig af, og ikke mig der skred fra ham.

Sådan hang historien slet ikke sammen.

Hvilket betød jeg ikke behøvede at møde op – Jeg ikke behøvede at snakke med ham overhovedet.

Men hvis det hele virkelig hang sådan sammen, hvorfor følte jeg så stadig trang til at tage af sted og møde Niall? Hvorfor bekymrede jeg mig stadig om ham, hvis han var ligegyldig? Igen var kærligheden et stort svagpunkt for mig, og jeg hadede det endnu mere, end jeg hidtil havde gjort.

Monotont fik jeg givet en pige sit skilt med antallet på tøjet, før jeg atter lod mit blik glide ned på min Iphone. Man måtte gerne have mobilerne fremme på jobbet, så længe man stadig lavede noget effektivt. Hvilket jeg så gjorde, skulle jeg måske tilføje. Så derfor tjekkede jeg mine nonfikationer, jeg havde på billede, jeg havde været så utrolig genial at ligge ud. Både på Twitter og Instagram fik jeg mig noget af en grimasse i ansigtet, da kommentarerne fløj ind.

”@Alexandra.Swan.x.like.o : It’s that your new boyfriend?”

”@Alexandra.Swan.x.like.o: Are you over Niall?”

”@Alexandra.Swan.x.like.o: Cute boyfriend you have there :I”

”@Alexandra.Swan.x.like.o: Oh god what ‘bout Niall?”

”@Alexandra.Swan.x.like.o: Are you already over Niall?”

Jeg rynkede på brynene ved den sidste. Om jeg allerede var over Niall. Hallo var alle helt væk eller noget, det var et år siden vi havde slået op! Måske var jeg alligevel ikke kommet mig over ham, men jeg kunne da sagtens have været det – Uden det ville have været for hurtigt. Spørgsmålet virkede som et Niall selv kunne stille, og jeg synes det var halvkomisk, hvor vidt folk ikke kunne se, hvor længe et år var i den sammenhæng.

Og man kunne skam godt have en drenge ven, uden det var ens kæreste?!

Med et hoved ryst lod jeg mobilen glide tilbage i lommen, og kiggede opmærksomt op, da en kunde snakkede til mig. Stemmen havde været let mørk, også alligevel ikke. Jeg kiggede op med et venligt oprigtigt smil, men det stivnede da jeg så personen. Ikke fordi det var dårligt, for jeg havde intet imod ham, men det kom som et chok for mig.

”Alex!” udbrød Louis med et stort smil.

Jeg smilede stort tilbage.

”Aye Louis.”

Jeg lod mig trække ind i et kram over disken, der var pladseret til tøj og andre former for mærkelige ting. Mit smil var stort, og jeg havde, som fortalt, intet imod Louis. Igen, de andre drenge havde intet gjort mig, bortset fra at vælge deres bedsteven frem for mig. Jeg tog det bare ikke så tungt, da jeg kunne have sagt mig selv det. Nu vidste jeg skam heller ikke, hvad Niall havde fortalt dem omkring vores brud. Eller hans scene med at vende mig i ryggen, tage sine ting med sig, og ræse væk fra mig i hans bil – Imens jeg stod grædende tilbage, med makeup ned af kinderne.

Niall kunne ligeså godt have fortalt noget andet, så som det var mig der var problemet. Hvilket godt kunne ligne ham en smule, eftersom han hadede at få skæld ud – Men hvem gjorde ikke det?

”Undskyld. Det omkring Niall i går: jeg ved han var ret påtrængende og-”

”Lou, stop! Du skal ikke undskylde pga. Niall’s opførsel. Den må han selv klare, i har jo ingen magt over, hvad han gør,” cuttede jeg ham af med.

Jeg sendte ham et lille smil, men han rystede kraftigt på hoved, og så trist på mig.

”Det er ikke kun dét, jeg undskylder over for. Vi har slet ikke kontaktet dig, efter dig og Niall slog op, hvilket er fuldstændig latterligt, for du er jo også vores ven-”

”Louis det er oka-”

”Nej hør nu på mig, Alexandra!”

Louis så seriøst på mig, og havde taget hånden foran min mund, så jeg ikke kunne snakke videre. Jeg så forvirret og overrasket på ham, men Louis tog sig, som altid, ikke af det. Hans øjne udtrykte seriøsitet og sorg, hvilket jeg blev helt trist over. Jeg vidste han mente det der ville komme ud af hans mund, for han brugte kun mit fornavn, når det var noget han virkelig mente.

Og det var altid dét, der fik mig til at shutte up.

”Det er ikke okay. Du har jo været fuldstændig knust siden, hvor jeg burde have været der. Hvor alle drengene burde have været der. Og det var vi ikke, så hvordan kan du overhoved stå og sige det er okay? Vi har sgu da svigtet dig dér, hvor du behøvede os mest!”

”Louis, i er Niall’s venner, jeg har da aldrig forventet i ville vælge mig frem for Niall,” sagde jeg, da jeg fik fjernet hans hånd, og var helt afklaret med min mening.

”Ja måske, men vi er også dine venner!” lød det fra en oprevet Louis, der åbenbart hadede at høre mig snakke på den måde. Jeg stivnede let og knep øjne sammen. Min forvirring var igen inden i mig, og jeg kunne ikke fatte det helt. Det Louis stod og hentyd til var…

”Så i ville rent faktisk vælge mig frem for Niall, hvis problemet opstod igen?”

Louis nikkede hurtigt, med en tilføjelse:

”Vi ville i hvert fald aldrig lade dig i stikken, som vi har gjort det sidste år.”

Jeg var fuldstændig mundlam. Mit hjerte var så rørt, og jeg kunne slet ikke fatte det. Tænk de alle virkelig havde skyldfølelse over, at de havde valgt Niall frem for mig. Så måtte Niall virkelig have fortalt hele sandheden omkring sidste jul, for hvis han ikke havde det, ville Louis aldrig stå og snakke sådan til mig. Jeg fik en stor klump i halsen, og kunne ikke få et ord ud af munden.

Mit blik lå taknemmeligt på Louis.

Måske havde ham og drengene ikke været der, hvor jeg behøvede dem mest, men jeg havde heller aldrig forventet det af dem. Og det at Louis så stod, åbenlyst og ærligt, med alle de ord… det rørte mig virkelig, og jeg kunne slet ikke forstå dem – drengene altså. Men det var vel også lige meget, så længe jeg havde forstået ordene ret.

Jeg trak Louis ind i et kram, og mumlede nogle ubestemte ord, der alt i alt var takkende. Det virkede på Louis, som om han forstod dem. Da jeg atter trak mig fra ham igen, smilede jeg stort til ham, og slog hænderne mod hinanden og nikkede imod tøjet.

”Når; skal du prøve det med min vejledning eller hvad?”

 

Efter en arbejdsdag på 5 en halv timer gik jeg smadret ind på Starbucks cafe, med Louis og Harry på mine sidder. Efter jeg havde hjulpet Louis med tøjet, var Harry kommet daffende, efter som de var i byen sammen. Da var klokken tre, og de havde insisterede på at blive og vente på mig, så vi kunne få en krop kaffe sammen. Selvom kaffe ikke var min favorit drik, tog jeg med alligevel, da jeg vidste man på Starbucks kunne få en varm kakao – med lidt kaffe i. Det gjorde mig ikke det store.

I hvert fald endte vi som sagt på Starbucks, og slog os ned inden i varmen. Vi satte os ved et bord med fire stole, hvor den fjerde blev brugt til drenges poser – Sjovt nok, var det for en gangs skyld ikke pigen, der ejede tøjet i poserne. Det morede mig en del, men der skulle heller ikke så meget til, efter som jeg allerede var i et strålende godt humør. Jeg var sammen med Louis og Harry, så jeg følte mig hel. Drengene var stadig mine venner, selvom jeg, som fortalt tidligere, ikke brød mig om Niall.

Drengene opførte sig normalt overfor mig, ligesom de altid havde gjort. Mere end nogle andre personer, formåede de at få mig til at grine konstant. Niall var den eneste, der før i tiden, havde formået det. Dog havde han også brugt feje tricks, men det talte vel stadigvæk.

”Så hvad skal I to så i morgen?” spurgte jeg nysgerrigt.

Louis smilede stort og Harry grinte let.

”Jeg skal være sammen med Eleanor,” fortalte Louis, med det største forelsket smil, klasket op i ansigtet. Jeg fnes lavt, velvidne om, hvor godt det gik for Louis’ og Eleanors forhold. Informationen kom nok for de billeder, jeg havde set af dem sammen. De var virkelig cute!

”Og jeg skal besøge Gemma. Det er efterhånden lang tid siden,” afslørede Harry, og smilte allerede ved tanken om at tilbringe tiden med hans storesøster. Jeg forstod ham godt, og blot ved tanken omkring det, savnede jeg min egen. Jeg vidste det var dumt, eftersom hun intet var værd, efter den måde hun havde behandlet mig på – Smit mig ud af hendes liv.

”Hvad med dig?” spurgte begge drenge i munden på hinanden.

Jeg sukkede tungt.

Måske havde jeg ikke lige overvejet mit eget spørgsmål nøje igennem, for nu skulle jeg selv svare på det samme. Dog måtte jeg vel bare fortælle det, som det end var.

”Måske, skal jeg mødes med Niall ved London Eye. Kun hvis jeg beslutter mig for at tage af sted, hvilket jeg ikke rigtigt har fundet ud af, om jeg vil,” fortalte jeg.

Harry og Louis så overraskede på mig.

”Så du vil tage af sted og snakke ud om tingende?” spurgte Louis.

Jeg så små irriteret på ham.

”Lou, hør nu ordentligt efter! Jeg sagde måske, for jeg ved det ikke endnu,” svarede jeg, og tog en forsigtig tår af min kakao – der var hvid. Krusset havde juledesignet, Starbucks var rigtig kendt for. Rigtig julet efter som der var snehvid sne uden for. Sne var også bare hvidt, det kunne vel ikke blive i en anden farve? Kun hvis noget tissede på det…

Louis lavede en ups lyd, og Harry så forstående på mig.

”Måske er det meget klogt du tager afsted. Jeg mener; i har aldrig få snakket det igennem. Og ja, jeg ved godt det er sent at komme og vil snakke det igennem… men i det mindste forslår han det?” kom det blidt fra Harry, der tydeligvis ikke mente noget af det han sagde, på andre måder end gode.

Jeg så på ham med hoved på skrå. Mit udtryk var sikkert tænkende. Det kunne måske være, at Harry havde fat i noget? For jeg måtte indrømme, jeg rent faktisk aldrig havde set det komme, det med at Niall kom og ville have det glattet ud. Jeg havde rent faktisk bare troet på, han var for kold i røven til det. Men det lignede nu heller ikke Niall, at være kold i røven. Drengen havde altid været et blødt menneske. Vi havde trods alt været kærester i et halvandet år inden vi slog op.

Måske skulle jeg møde op, snakke ud med ham om det, bare så alt den tid ikke føltes som spild?

”Du har ret, Harry. Jeg tror jeg tager afsted,” røg det ud af munden på mig, med en stor taknemmelighed. Begge drenge smilte stort, og jeg fandt det yderst creepy, efter som deres smil var overdrevne store.

Jeg lo.

Jeg vidste godt, jeg havde alt for mange ”måske tanker”, men måske var det den rette beslutning. Desuden kunne jeg altid smutte, hvis jeg fandt Niall’s selskab alt for… meget. Det skulle nok gå.

Håbede jeg da.

_________________________________________

Halløjsa people! :')

Undskyld for der ikke kom et kapitel i går - Jeg kom alt for sent hjem til at kunne publicere det... Anyways, vil prøve at få indhentet de to forsømte kapitler, her i weekenden ;)

Hvordan tror i det kommer til at gå for Alex og Niall imorgen? Går Alex mon fra Niall på et tidspunkt, fordi det hele bliver for meget?

Tak til alle jer der læser med!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...