Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15836Visninger
AA

3. 3rd December – Bambi on dangerous ice

”We wish you a mary Christmas and a happy new year.”

Den genkendelig sætning i en klassisk julesang var det set sidste jeg hørte, før jeg atter smækkede døren til opgangen I Emmas lejlighedskompleks. Som altid var der en gruppe på seks personer, der frivilligt stod og sang julesange. Det var blot en af tingende ved julen, som jeg ikke kunne lade hver med at holde af, for det bragte folk sammen, der stod foran de syngende og så til.

I det hele taget var julen den tid på året, som bragte alle sammen. På de mest mærkværdige måder. Og alligevel affejede man tanken, med et simpel hoved ryst, og tænkte slet ikke over grundene til forsamlingerne. De store fællesskaber der blev lavet, blot fordi, det endnu engang var juletiden.

For mit vedkommen vidste jeg dog allerede, at det aldrig rigtigt gjald for mig. Året efter Daniella brød kontakten til mig, ønskede jeg naivt og blindsindet, at hun ville komme til England. Give mig et opkald, en sms, eller bare et brev, der ellers forklarede grunden til den mistede kontakt. Eller bare fortalte, der var sket nogle tekniske fejl med det ene og det andet, som så ellers gjorde kontakten imellem os havde været brudt i et år.

Men der var jeg også kun 14 år, og havde ikke helt så mange livs erfaringer, som jeg ellers kunne prale med fire år efter. Jeg vidste, at det ikke var en fejl fra Daniellas side, det at bryde kontakten til mig. Der var ingen gode forklaringer på det, og intet der nogen sinde kunne få mig til at acceptere, det selviske valg hun havde taget. Hvis hun en dag kom tilbage, ville jeg ikke engang kunne tåle at se hende, uden at få brækfornemmelser.

Hun var direkte klam, Daniella. Løgne og atter løgne havde hun ikke gjort andet end at byde mig.

Jeg lavede et ryst på hoved, og spadserede ud fra elevatoren, der havde ledt mig op på niende sal – Hvor Emma holdte til med hendes fantastiske lejlighed. I hænderne havde jeg et håndtag til en kuffert og en håndtaske. En dyne havde jeg ikke taget med, da Emma altid havde en ekstra til mig, når jeg kom på besøg. Tit endte vores aftaler at vare i flere dage, da vi endte op med at sove sammen, og gentage de ting vi havde smit på gulvet aftnen inden, hvor vi faldt omkuld.

Ja, Emma var sådan en type veninde, man ikke kunne lade hver med at forsætte at elske. Vores venskab var et man aldrig blev træt af, og vi havde det umenneskeligt godt sammen.

Sådan var det bare.

”Alex!” hilste Emma højt, inden hun atter trak mig ind i en omfavnelse. Jeg fniste lavt, og mumlede et hej til hende, som hun umuligt kunne høre, efter som jeg var presset helt ind til hendes skulder.

Ja: jeg var lidt lav.

Og ja: jeg blev kaldt Alex, efter som det var hurtigere og nemmer at sige, end det lange navn Alexandra.

”Jeg har glædet mig som en sindssyg hele nattet og morgnen, så du har bare ikke at trække tiden meget mere,” fortalte jeg med hentydninger til overraskelsen, og så bebrejdende på Emma, da vi gik side om side ind på hendes soveværelse.

Som altid grinte Emma højt af mig, men jeg synes bestemt ikke det var sjovt. For jeg mente det rent faktisk, når jeg fortalte, at jeg havde ventet hele natten og morgnen på overraskelsen. Som fortalt tidligere; jeg elskede overraskelser!

”Okay okay, jeg skal nok fortælle det, men det bliver efter vi har spist frokost,” lovede Emma, og smed sig på sin store dobbeltseng. Jeg selv stillede perfektionistisk min kuffert over ved den side, jeg plejede at sove på, og min håndtaske blev pladseret oven på den. Kort efter gav sengen efter min vægt, og både Emma og jeg glukkede opmærksomt på fjernsynet der kørte. Emma kastede et sort joystick over til mig, og besværligt rejste vi os begge op, da der i stedet for reklamer, kørte Fifa 13’s kendte startside.

Jeg smilte stort, da jeg fik mit ynglings hold - Manchester United.

Nu tænker du sikkert, det havde du slet ikke forventet af Emma og jeg. For Fifa er et fodboldspil, som mange vil mene var for drenge. Så var der bare lige den fact, at vi elskede at spille det, og jeg ejede også selv et eksemplar af spillet der hjemme.

Selvom jeg konstant tænkte på Niall, da vi gik i gang med kampen, forsatte jeg med løftet pande. Spillet Fifa havde vi altid spillet en del sammen, hvilket selvfølgelig medgjorde, at jeg sammenlignede spillet med Niall, hver gang jeg brugte det. Men jeg elskede det simpelthen for højt til at kunne stoppe med at spille, blot pga. tanker poppede op. De var ikke andet end irriterende flyvende sataner, jeg sagtens kunne fordrive ved at ignorer dem. Hvilket jeg selvfølgelig gjorde.

Hvem vil lade småting ødelægge så gode begivenheder?

Jeg ved ikke med dig, men det ville jeg ikke tillade.

Derfor formåede Emma og jeg at færdiggøre spillet fuldt ud, indtil vores maver fortalte os, hvor vidt de manglede indhold. Eftersom jeg var ved at gå helt i selvsving af nervøsitet, da Emma stadig holdte dagens begivenhed hemmelig, spiste jeg utrolig hurtigt. For Emma havde jo været ih så sød, at give mig en tidsperiode til, hvornår jeg ville få overraskelsen afvide. Og da det var efter frokost, så måtte det vel betyde når jeg var færdig..?

”Så nu skal du fortælle det!”

Jeg smilte stort af ren stolthed med hensyn til mit hurtige måltid.

Emma rystede grinende på hoved, og pegede ned på hendes ondsvage rugbrøds mad.

”Nej det er jo først når vi begge er færdige,” påpegede hun, og jeg kunne ikke lade hver med at se irriteret på hende. Forhelved, hvor var det bare provokerende, siger jeg dig!

Efter et stirre konkurrence som Emma vandt, lod jeg hende have ret, og kiggede på hende spise hendes mad. Og som var det bevidst, var hun endnu mere langsom, end hun plejede at være. Jeg prøvede virkelig at beholde selvkontrollen, så det medførte min mund blev til en smal streg, og øjne helt smalle. Da Emma ikke opfattede det som en befaling til at skynde sig, skar jeg ubevidst tænder.

Og det sidste hun gjorde, inden jeg reagerede, var at tage en af de sidste bider utroligt laaaaaangsomt.

Jeg gav et højt utålmodig udbrud fra mig.

Hvis du endnu ikke helt kunne forstå det, var jeg ikke så god til at vente på at få min afsløring på overraskelser. Det der nok var det mest irriterende ved det hele, var at Emma var langsom – med vilje.

Emma kiggede uskyldigt op fra sin tallerken. Hun smilte stort, da jeg gav hende et skarp blik, og endelig var der ingen mad på hendes tallerken. Da hun efterfølgende skulle til at række ud efter rugbrødet, tog jeg det hurtigt fra hende, med noget af et sigende blik. Hun havde allerede fået to rundommer, hvilket var, hvad hun altid plejede at spise.

Emmas latter fyldte rummet.

”Kom lad os tage ud af bordet,” bestemte hun, med en noget så utålmodig mig, der hurtigt løb ud med sin tallerken. Min irritation var stor, men viden fortalte mig, Emma nok skulle fortælle det – når alt var som hun nu bestemte. På den led at jeg skulle hjælpe med at tage ud af bordet, før jeg atter kunne få overraskelsen afvide.

Da vi nåede ud til gaderoben kunne Emma umuligt trække den længere, hvilket hun godt vidste.

”Okay vil du gerne vide det?”

Jeg kiggede dumt på hende, da jeg rettede mig op, efter at have bundet mine vans. Endnu engang var de i brug, og endnu engang kunne jeg fortælle dig, hvor varme de var for mig at have på - Uden ironi.

”Behøves jeg at svare?”

Hun nikkede hurtigt og rakte mig min jakke, med noget af et drillende smil om læberne. Jeg sukkede og hev lidt ekstra hårdt til min jakke, da jeg tog den fra hende.

”Fint! Ja det vil jeg gerne, dumme Emma,” svarede jeg, hvilket selvfølgelig medførte et utilfredst blik fra Emma.

”Nu får du det ikke afvide fordi du kaldte mig dum-”

”Emma!”

Jeg kiggede nu med en vrede i øjne, der kunne bortforklares af min spænding, der for resten gjorde direkte ondt nede i maven. Hun vidste, hvor meget det pinte mig, så hvorfor gjorde hun det overhoved?

Emmas grin fik mig til at fjerne det seriøse blik. Dog kun fordi jeg vidste, hun endelig ville komme med det.

”Okay her er planen; vi skal ud og skøjte på skøjtebanen der er lavet i centrum!” hvinede hun lykkeligt, helt begejstret over hendes egen plan.

Jeg kiggede med store øjne på hende. Det kunne hun ikke mene? Jeg havde ikke skøjtet i flere år! Og det medførte med garanti skader på numsen og resten af mine kropsdele.

Desuden var sidste gang, jeg var ude og skøjte sammen med min søster. Det var desværre også hende der havde æren af at kunne sige, at hun lærte mig den populære aktivitet, der altid var i julen. Minderne stod klart for mig, hvor mange gange hun reddede mig for at falde på røven, og op til tyve gange faldt med ned på isen. Hvis det ikke var fordi, Daniella havde forladt mig – afskåret mig fra hendes liv, på den måde som hun havde, ville jeg have smilt stort med et grin.

Problemet var bare, at de gode minder, gjorde mig ret trist.

Emma måtte kunne tyde mine tanker som altid, og klappede mig trøstende på skulderen. Hun vidste, hun havde valgt en øm ting, men det var med garanti ikke uden grund. Og jeg bebrejdede hende intet.

”Du skal jo ud på isen før eller siden. Desuden skaber vi nogle gode og nye minder!” lød det friskt og oprigtigt fra Emma.

Jeg smilede.

Emma havde som altid ret – Nu skulle jeg ud og vise omverden, at Bambi fandtes, bare som et menneske, og var lige så kiks på skøjter som filmende viser.

Det skulle nok blive sjovt.

”Så er det nu!” sagde Emma begejstret og trak mig over imod kiosken, hvor man lånte skøjterne.

Jeg skuttede mig kort, efter som kulden nærmest rev mig i kinderne. Vejret var virkelig køligt i London, og vi var nede på frostgradernes punkter. Det undrede mig ikke, at de kunne holde isen fast. Underligt nok gjorde vejret også, at der var en del mennesker, der ligesom Emma og jeg var mødt op på den udendørs skøjtebane. Med sne dalende ned fra himlen, julemusik fra højtalere rundt omkring og julelys i træerne der var plantet rundt omkring skøjtebanen, kunne stemningen ikke blive julet nok.

Det undrede mig ikke spor meget, hvorfor alle menneskerne der var der, havde store smil på læberne. Dagen var oplagt til at have endnu engang julehygge, der lige så godt kunne forgå uden for, som inden for i de varme stuer med tæpper og te.

”Str. 37 og 39,” lød det fra venligt fra Emma, der nok var den mest imødekomne og høflige pige, jeg hidtil havde lært at kende. Lige meget hvad sendte hun smil til folk på gaden, selvom hun ikke engang kendte noget til dem. Jeg havde lært så meget af min bedste veninde, og det var også hendes skyld, at jeg formåede at gøre det samme – være smilende. Eller jeg var i bund og grund en smilende person, men Emma var grunden til, at jeg havde noget at smile over.

Hun var mit lys i mørket.

Vi fik begge de omtalte størrelser, og efter at have betalt, begav vi os hen imod skøjtebanen. Ude ved sidelinjen var der opsat bænke, hvor man kunne side og tage skøjterne på. Jeg kiggede ned på skøjterne i min hånd. Heldigvis var det et par hvide, som var noget mere flotte end de store og klodset blå, man også kunne være uheldig og få udleveret.

Med et bump sad både Emma og jeg på en ledig bænk, og var godt i gang med sko skiftet. Jeg stillede mine vans pænt ved siden af min håndtaske, jeg havde fået med i farten ud af døren. Den kølige luft sværmede om mine fødder, og jeg mærkede gåsehuden brede sig op af armene. Allerede inden havde jeg afgjort, hvor koldt det var, men alligevel føltes det til at være dobbelt så koldt, som jeg havde det med alt overtøjet på.

Skøjterne var dog opvarmet inden i kiosken, så jeg smilede nærmest af nydelse, blot ved den minimale varme mine fødder fik derfra. Uden af skære mig på skøjterne, fik jeg dem begge på og bandt dem. Emma ved min side var allerede oppe på begge ben, og så ventende ned på mig med et stort smil.

”Skal vi?” spurgte hun og nikkede hen imod skøjtebanen, der måske var et par meter fra os.

Jeg sank en klump, men nikkede alligevel.

Det gjalde jo bare om at springe ud i det, og lade tingene komme. Ikke spekulerer for meget over mine bevægelser.

Sammen gik vi hen til isen, og åbnede lågen der var en af de få indgange, i det hegn der var rundt om banen. Træ-hegnet var ikke så højt, men det skulle bare være der for folk kunne støtte sig lidt til det, hvis det endnu var nødvendigt.

Uden jeg rigtig registrerede det ordentligt, var jeg ude på isen, og gled elegant afsted ved siden af Emma. Jeg var nærmest helt chokket over mig selv, da jeg lige så nemt kunne lade skøjterne køre afsted. Jeg var åbenbart ikke Bambi på glat is alligevel. Uden rigtig at høre det ordentligt, jublede Emma ved min side, og fortalte hvor god jeg var. Mit nik var bekræftende, men min bevidsthed var et helt andet sted.

”Bliv lige her i to sekunder,” bad jeg, og fik et uforstået nik fra Emma.

Men hun forstod vidst straks, da jeg gled hen over isen, og… ja, hvad var det egentlig jeg gjorde? Min søster Daniella gik en gang til skøjtning, hvilket var derfor hun lærte mig det. Hun lærte forskellige tricks, hvilket hun også fik mig til at kunne. Så som det eneste jeg turde gøre, med så mange mennesker omkring mig, var at dreje hurtigt rundt og slutte med et skarpt sving der skrabede lidt af isen op. Jeg endte over ved Emma igen, og hun klappede smilende af mig.

”Sådan! Se du kan jo sagtens stadigvæk,” sagde hun begejstret.

Jeg nikkede og fornemmede et par blikke fra nogle rundt omkring. Det undrede mig ikke så meget, efter som jeg lige havde gjort noget… ikke så let, foran en masse. Mine kinder var i forvejen let røde af kulden, hvilket jeg takkede gud for, for ellers ville jeg ligne en tomat.

Mig og opmærksomhed var ikke så gode venner… især når vi kom til noget, som jeg kunne finde ud af, og egentlig ikke var så glad at prale med. På den anden side kunne jeg vel bare lade hver med at gøre det på en offentlig skøjtebane, hvis jeg ville undgå blikke fra folk. Derfor klagede jeg heller ikke åbenlyst, men tænkte det bare i stedet for.

Og selvom jeg ikke var venner med opmærksomheden, var jeg dog smilende og glad, blot fordi det føltes så velkendt og rigtigt. Derfor smilte jeg som sagt også bare, ignorerede blikkende rundt omkring, og tog Emma i hånden for at skøjte videre.

Hvilket vi gjorde, imens vi snakkede om lidt og hvert. Vi grinte som altid, og alt i alt gik det hele meget godt, samtidigt med at skøjte rundt. Emmas ide med at skøjte og være sammen, fjernede alle bekymringer og tanker omkring Niall, som jeg dagen inden havde været unormalt meget plaget af.

Så Emmas ”mission” lykkes – endnu engang.

Og jeg var taknemmelig – endnu engang.

Alt i alt var der nogen ting, der bare ikke forandrede sig.

Ligesom facten at alle falder en gang på røven, når de skøjter. Selv den bedste falder en gang. Hvilket selvfølgelig skete for Emma. Hun prøvede forgæves at lege mig, hvilket gjorde så hun fløj op i luften, men ikke landede på fødderne, men i stedet numsen. Hendes lille skrig fik mig til at skraldgrine, blot fordi hun lavede den mærkeligste grimasse.

Mit grin fik hende til at grine, og med tårer i øjne, fik vi i sammenarbejde fået hende op på begge fødder – atter med balancen i top. Emma ømmede sig forståeligt meget, imens jeg små fnes og prikkede hende på næsen.

”Det er gengæld for den pinsel, du har ført på mig det sidste døgn, blot pga. denne overraskelse,” fortalte jeg, med en humor i klasse.

Eller jeg ved ikke, om hun syntes, at jeg var sjov, men det gjorde jeg altså. Og det gjorde du vel forhåbentlig også. Hvis ikke kunne jeg dog acceptere det.

”Åh hold da op!” lo Emma og puffede blidt til mig. Heldigvis, for hvis hendes puf havde været hårdt, ville vi begge falde på røven. Og det gavnede ingen i sidste ende.

Jeg smilte skævt til Emma, og løb endnu engang ned af banen og lavede violetten, som Daniella vidst havde kaldt den. Jeg kaldte den snurretoppen, da man snurrede rundt – ligesom en snurretop. Og selve navnet var også opfundet, da jeg den gang havde lærte tricket, fået en snurretop i adventsgave. Det hang nu meget godt sammen i sidste ende.

”Bravo!”

Emma lavede tommel up til mig, med et grin jeg knap nok kunne høre. Jeg smilte og kørte lidt bagud uden at vide, hvad der ville ske som det næste. For bag mig kom en kørende med lidt for meget fart, og efter det paniske råb, var det ikke under kontrol. Først tænkte jeg at personen blot ville køre hen til træ-hegnet der var længere henne, men det viste sig at være en fuldstændig forkert tanke. I forvejen var jeg pludselig blevet helt usikker på isen, hvilket ikke hjalp på storhejen bag mig. Før jeg vidste af det, fløj jeg ned imod isen, og jeg mærkede panikken sprede sig i kroppen. Adrenalinen affyrede mit skrig, der var noget så skingert.

Men jeg tænkte ikke så meget over det, i det moment jeg faldt.

Bag mig lød en forskrækket råb, og før jeg vidst af det, landede jeg direkte ned på isen med en krop direkte oven på mig. Smerten var overvældende og jeg stoppede ikke den jamrende lyd, der passerede min mund. Hele min krop føltes helt lam, da den nærmest var i chok. Jeg var så forskrækket, da jeg ikke lige regnede med, at jeg mistede balancen sammentidigt med, at en landede på mig.

Jeg åbnede mine øjne, der ubevidst havde lukket sig selv i ren smerte. Et par lyseblå øjne stirrede chokeret ind i mine, og et kort øjeblik fandt jeg dem yderst flotte. Indtil jeg så det blonde hår, og opdagede det velkendte ved det hele.

Shit.

Det var bare løgn!

”Niall?” 

__________________________________________ 

Hallo people - og glædelig 3 december! :D

Så nu kommer vi til det spændende! Hvad mon der sker i næste kapitel? Bliver det fuldstændig akavet, og hvordan reagere Alex og Niall mon på hinandens selskab?

Tror i Alex får et bitchflip på Niall? - ikke at jeg siger hun gør det ;)

Hvad mon der sker i det hele taget?

Tak til alle der følger med!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...