Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15984Visninger
AA

4. 3rd and 4th December – Tears and snow

De krystalklare blå øjne måtte mindst være lige så store som tekopper. Især ved den måde han åbenlyst var chokket. Et eller andet sted var jeg glad for, at gøre noget som fik denne effekt på ham, men alligevel gjorde det mig små bange. Spørg mig ikke på hvilken måde, eller hvorfor, for jeg vidste det virkelig ikke. Måske skulle jeg heller ikke være så fiks på den, for jeg måtte mindst se lige så chokket – og direkte bange, ud som Niall gjorde.

Et eller andet sted ønskede jeg, så vitterligt meget, at dette ikke var Niall. Bare en eller anden bekendt, hvor mine tanker spillede mig nogle plus, blot pga. det uendelige savn til Niall. Jeg vidste det var naivt, men jeg krydsede fingre for, jeg endnu engang kvajede mig, og lavede hallucinationer omkring Niall’s ansigt.

”Alex?”

Og hans stemme…

Hurtigt kunne jeg godt tro om igen, for stemmen bekræftede forvirring omkring, hvor vidt det virkelig var Niall. Lyden af den smørbløde, let hæse, stemme fik mig til at blive hel svimmel. Også måden han udtalte mit kælenavn, gjorde mig helt ør i hoved, da følelserne der lå gemt deri var overvældende. Så dybe at jeg ikke kunne magte at forklare dem, læse dem, eller sætte navn og beskrivelse på dem.

Desuden; Niall fortjente ikke at få mig til, at have besvær omkring ham.

Jeg nikkede tamt, som var en anden ikke så kejtet måde at sige ”Hej Niall! Ja det er mig, Alex, din x kæreste, du lige er landet oven på. Er det ikke bare akavet?”

Der var lidt stilhed imens vi ellers bare så hinanden i øjne. Jeg kunne stadigvæk ikke fatte det helt. For det var ikke lige dét, jeg forventede mest, da jeg tog med Emma ud på skøjtebanen. Faktisk var hovedgrunden til at vi overhoved tog der ud, at jeg skulle glemme Niall – komme oven på endnu engang. Og imellem de planer, der forløb overraskende godt, havde jeg ikke lige set det komme, at jeg ville støde på Niall.

Som i bogstaveligt talt – Med stund, råb og skrig på isen, plus et par ømme kropsdele.

Jeg som altid havde haft en lorte balance uden lige, havde lige siden dag et med Daniellas skøjteundervisning, forventet jeg ville komme ud for mange uheld i fremtiden. Og først flere år efter, lige præcis den dag jeg mindst ville have det, skete det største uheld af dem alle. Og selvfølgelig skulle min kære x kæreste var indblandet.

Fabelagtigt!

Min ryg begyndte at klage en del. Endelig kunne jeg åbne munden, da gik op for mig, Niall slet ikke havde rykket sig ud af flækken. Og efter mine stød igennem ryggen, ville min krop utrolig gerne have flyttet hans vægt fra sig. Heldigvis havde han ikke landet direkte på min mave, for så havde alt luften sprunget ud af lungerne.

Og jeg ville højst sandsynligvis være helt blå i hoved.

”Øh Niall, kunne du tænke dig at rejse dig op? Det er ikke det mest behagelige sted at ligge,” fik jeg fremstammet, med kontrol over min stemme. For en gang skyld kunne jeg virke hård, uden at have det svage over mig, som jeg havde haft sidste juleaften.

Og apropos sidste juleaften, så strømmede alle minderne tilbage imod mig, da mine øjne atter mødte Niall’s. De formåede altid at se så uskyldige ud, men jeg vidste bedre. Især når alle fansene nærmest tilbad ham og de andre. De vidste ikke alt det, jeg gik rundt med. Og det var ikke fordi, de dedikeret skulle ønske sig det. Factene om Niall, minderne, var ikke just gode alle sammen.

Jeg vidste det var lidt forvirrende, men jeg måtte forklare det senere til dig.

Som forventet var Niall nærmest helt rød i hoved, da han forlegent mumlede et ups. Hvis det ikke var fordi, jeg ikke var dement og huskede alt omkring sidste jul, ville jeg have grint og puffede blidt til ham. Eller nej, i det hele taget ville jeg ikke gøre det – overhoved. For vi var ikke sammen mere, Niall og jeg. Vi var ikke noget par, og der var intet ”os”.

Det var som en lettelse da Niall flyttede sig fra min krop, og kejtet kom på benende. Jeg fnes lavt, selvom jeg havde lovet mig selv at lade hver. Derfor kiggede jeg også bare koldt på Niall, da han reagerede på mit grin. Forvirringen i hans øjne gav mig kvalme, og da han rakte hånden ned til mig, puffede jeg den væk og kom på benene ved hjælp af egen træning. For jeg havde faldet en del, da jeg ”tog timer” hos Daniella, og hun havde åbenbart en fantastisk elegant metode at komme op på begge ben. Så den brugte jeg, og mærkede tydeligt Niall’s blik brænde ind i min hud.

”Så… hvordan går det?” spurgte han pludseligt, efter en kort pause hvor ingen af os ellers havde sagt noget.

Jeg lagde hoved på skrå, for at kigge nærmere på ham. Niall havde næsten ikke forandret sig, bortset fra de mere markeret træk. Selvom jeg ønskede det modsatte, måtte jeg indrømme, han så godt ud. Håret sad som altid godt, og den næsten usynlige bøjle fandt jeg stadig tiltrækkende.

Spørg mig endelig ikke hvorfor.

”Fint,” svarede jeg, kort og koldt.

Egentlig havde jeg intet til overs for ham, men jeg havde fået påført gode manere af mine forældre, og svarede ham trods mine mavefornemmelser sagde nej.

Jeg tog ham i at iagttage mig, før han sukkede tungt.

”Er du stadigvæk sur-”

”Hvad tror du helt ærligt selv, Niall?” vrissede jeg hårdt, og kiggede på ham med lynende øjne.

Jeg forstod ham ærligt talt ikke. Det var ham der gik, og alligevel var det ham, der tilbage kom og nærmest tiggede om min opmærksomhed. I bund og grund gav det ingen mening for mig.

Måske skulle jeg sige, Niall havde kontaktet mig efter julen; en gang. Nytårs aften hvor han var fuld. Virkelig respektfuldt overfor mig, huh? Jeg kunne ikke andet en blive endnu mere ked af det, men også sur. Det føltes den gang som om, han bare lejede rundt med mig, fordi han vidste hvor svag jeg var. Hvor forelsket jeg var. Kærlighed gør en svag – virkelig sårbar.

Det var så en lille forklaring til dig, da spørgsmålet Niall stillede selvfølgelig lød lidt mærkeligt. Efter som det var ham der havde været sur, nej rasende, da han forlod mig sidste jul. Hvis jeg ikke havde været i den position som jeg var i, ville jeg nok have grint. Eller noget andet i den stil.

”Undskyld,” mumlede Niall lavt.

Jeg sukkede tungt og rystede på hoved.

Det var lige meget – han var lige meget.

Forsigtigt lod jeg mine hænder børste et par raster af noget is af min numse, og jeg opfattede stadig Niall’s blik på mig. For at være ærligt vidste jeg slet ikke, hvordan jeg skulle opfører mig. Jeg kunne stadigvæk ikke fatte at Niall stod foran mig, og det var ham der havde væltet mig ned på isen. Alt sammen et år efter vi slog op, og selvom det kun var et år, var alting alligevel forandret. Måske ikke uden på – men inden i.

Jeg var alt det, jeg ikke havde været for et år siden: trist, rasende, knust, ulykkelig og ked af det. Alt sammen pga. den person, der året inden havde formået, at give mig alt det modsatte. Mine øjne var ikke mere fulde af julelys som de plejede, og hjertet bankede heller aldrig hurtigere, når jeg så nogen fra det modsatte køn.

Jeg var forandret, ja.

Og Niall?

Han var vel bare… Niall. Eller, jeg vidste det rent faktisk ikke, måtte jeg indrømme. Det var tydeligt at se, hvordan han havde det – hvis man gad. Og det gad jeg ikke. Min tid med ham var over, og jeg ville ikke bruge endnu flere kræfter på, at undersøge hans dyrebare indre. Jeg havde ingen energi til det, eller overskud, og jeg kunne ikke lade hver med at føle mig en smule træt, blot ved at stå og snakke med Niall.

”Det fint nok…”

Overraskende nok var det mig da sagde det, og jeg måtte nu indrømme for dig, at det kom som noget af et chok for os begge. Jeg var endnu engang taknemmelig over mine frosne røde kinder, for mit blod løb ud til kinderne, men grunden var simpel. Jeg følte mig idiotisk, som i virkelig idiotisk, da jeg havde lovet mig selv, bare at være en kold skid over for ham – Ligesom han havde været over for mig. Men hvis man kendte mig godt nok, ville man også vide, det ikke lå til mit speciale – Især ikke når det var imod Niall. Og den simple grundt til jeg ikke kunne det over for Niall var; at han stadig havde mit hjerte.

Og jeg vidste det allerede dér, da jeg var så erfaringsfuld til at oversætte mine følelser inden i mig. Alt tyede på en idiotisk sygdom ved navn forelskelse. Jeg hadede Niall så uendelig meget for at påføre mig den.

”Hør Alex, jeg er altså virkelig ked af det der skete sidste år. Jeg ved ikke hvad der gik ad mig og-”

”Niall!”

”Alex!”

Niall blev afbrudt af råben fra begge sidder. Emma redede mig for at blive gjort sort under øjne, da tårerne pressede på. Heldigvis stoppede Niall, efter synet af Emma og råbene. Dog fik han også nogen over på sin side. For bag ham kom fire genkendelige drenge løbende på skøjter – eller noget. Louis og Zayn kunne sagtens finde ud af det, men det gik ikke så godt for Harry og Liam. De kom halv skvattende efter, med deres hænder der greb fat i de andre to. Jeg tror ikke rigtig de opfattede, hvem Niall snakkede med. Emma derimod vidste med de samme, hvem jeg snakkede med, da hun noget mere elegant kom glidende hen af isen, end de andre fire drenge kunne prale med.

Jeg kunne nærmest smile, ved den lille følelse af sejr – blot pga. det.

Ja, jeg vidste skam godt det lød mærkeligt, men jeg var i et mærkeligt humør, og efter min lamme sætning til Niall, kunne jeg godt bruge noget, der overgik ham.

Emma nåede lige præcis at ligge sin hånd beroligende på min skulder, inden resten af Niall’s venner kom kluntende ved siden af ham. Deres øjne gled forvirret over på Niall, men da de ramte mig, var de direkte lammet. Harry måtte vidst have fået noget af et chok, for han mistede balancen, og var nær faldet på næsen, hvis hans trofaste ven Louis ikke havde grebet ham i armen.

Igen var Emma fornuftig anlagt, og nikkede til drengene. Selv Niall fik et nik og et mikro smil, men det var også nok. For mig fortjente han intet, og derfor stirrede jeg direkte vredt på ham. De andre drenge gav jeg stor set ingen opmærksomhed, indtil Harry afbrød tavshedens klager.

”Alex! Emma! Ej, hvor tilfældigt,” udbrød han med et smil.

Jeg lagde forvirret hoved på skrå, og så sært på ham. Sig mig, havde han slet ikke opfattet, hvilken stemning der var? Men fordi Harry var Harry, også en af mine venner jeg havde savnet en del, smilte jeg dog skævt til ham.

Jeg spekulerede pludselig en del over noget. Havde Niall fortalt alt hvad der skete sidste jul?

Det generede mig ikke, hvis han havde, men alligevel tog jeg mig selv i at tænke nærmere over det. Hvad mon de andre drenge sagde til det? Havde de mon ændret deres syn på mig..?

Jeg plejede normalt aldrig at tænke på, hvad andre sagde om mig, men alligevel var det noget andet, når det var dem. Drengene. Selvom de var via Niall, jeg havde lært dem at kende, følte jeg mig da stadig knyttet til dem. Og det rørte mig heller ikke, at de ikke havde kontaktet mig så meget siden Niall’s og mit brake up, for selvfølgelig ville det være akavet for Niall, hvis de begyndte at hænge ud med hans x kæreste. Hende han rasede ud på, og forlod kold og alene juleaften.

Ja se dér kunne man snakke om akavet situationer.

”Hvordan har i det?” spurgte Louis, og lagde helt sikkert op til en sludder.

Jeg kiggede stivnende på Emma, og vidste ærligt talt ikke, hvad fanden vi skulle gøre. Jeg var på kanten til at gå helt i selvsving, og jeg kunne ikke undgå at kigge på Niall. Hver eneste gang det skete var det som en kniv der skar i hjertet.

Hvorfor. skulle. dette. ske?

Jeg troede alle omkring mig fornemmede, hvor utilpas jeg følte mig. Da mine øjne var forræderisk endnu engang og mødte Niall’s, var de fyldt med bebrejdelse. Mit fnys kunne jeg ikke holde tilbage, og følte mig nærmest stærkere ved et enkelt tryk fra Emma, der havde noget af en effekt på mig.

”Fint nok,” svarede jeg venligt på Louis’ spørgsmål, og forsatte yderligere.

”Men vi må smutte.”

Jeg kiggede kort på dem alle, før Emma og jeg kørte hen imod udgangen. Bag mig fornemmede jeg stemmer der var i munden på hinanden, men jeg kunne ikke skelne ord ud fra lydende, da det nærmest var et kaos. Min krop var helt spændt, og jeg fornemmede tydeligt, hvor vidt min selvbeherskelse var klar til at falde, så kaosset inden i mig kunne få dets udbrud. Men det måtte vente til, at Emma og jeg var nået ud fra skøjtebanens område og ind i Emmas bil.

”Alex!”

Niall’s stemme skar sig igennem luften, da jeg netop var i gang med at følge efter Emma – hen imod skøjte kiosken. Opmærksomt så jeg mig over skulderen, da en hånd lagde sig derpå. For hundrede gang den dag mødte mine øjne et par krystalfarvet blå.

En kuldegysning løb igennem mig.

Min krop spjættede kort.

Hvor jeg dog hadede flashbacks…

”Hør, kan vi ikke mødes her i løbet af ugen? Vi har virkelig brug for at snakket det her igennem,” lød det seriøst fra Niall.

Jeg rynkede brynene, og rystede kraftigt på hoved.

No way, der var intet vi havde at diskutere omkring! ”Vi” var fortid, og jeg skulle ikke bruge noget af min december måned på at snakke med Niall. Det kunne han godt glemme!

”For det første,” startede jeg langsomt ud med, og vendte mig helt om.

”Så er der intet ”vi” mere.”

Jeg kiggede over skulderen, og så Emma stå og vente tålmodigt bag mig.

”Det er du selv skyld i. For det andet: os to, Niall, har intet at snakke om. Hvis du ikke har glemt det, så droppede du mig. Hvilket så slet ikke hænger sammen med, at du et år efter lige pludselig vil ”snakke” om tingende,” sluttede jeg af med, og Niall krympede sig over mit tonefald.

Jeg var virkelig irriteret, og godt træt af ham. Han skulle ikke have æren af, at kunne lege med mig og mine følelser endnu engang. Selvom jeg savnede Niall, ville jeg ikke ”snakke” med ham. For jeg vidste allerede der, hvad vi skulle snakke om.

Og hvis han ville snakke med mig omkring dét, kunne han have gjort det for flere måneder siden. Ikke et år efter, hvor jeg var videre i livet. Eller det havde jeg været – indtil det blev den 1. december.

”Jamen -”

”Drop det Niall, det er din egen fejl!” svarede jeg vredt, og vendte ham i ryggen, for at gå grædefærdig over til Emma.

Allerede få meter fra hende kunne jeg skimte hendes bekymret og medfølende udtryk. Det fortalte mig tydeligt, hvor vidt hun var der for mig. Jeg var allerede virkelig taknemmelig, for min klump i halsen advarede mig om, hvor svag og knust jeg ville komme til at være.

Og jeg kunne ikke være det, uden at have Emma ved min side.

Alt andet plejede at gå galt.

”Kom, lad os tage hjem,” lød det sødt fra Emma, der afleverede vores skøjter, og lagde armen om mig. Blot den ene berøring fik tårerne til at løbe. Mine snøft var lave, men grunden til det var, at vi stadig gik i offentligheden. Først da vi satte os ind i bilen, begyndte jeg at hulke højt med snøft og grynte lyde.

Virkelig charmerende.

Måske ikke, men jeg var ligeglad, ligeså var Emma. Det eneste det handlede om var, at jeg græd og var trist. Alt det jeg ikke skulle være, og den dag havde været planlagt for at undgå.

Jeg følte mit hjerte var i endnu et par flere hundrede dele end før. Niall formåede virkelig at gøre den bedste måned på året, til et værre helved. Mareridt. Jeg græd ufattelig meget over ham, mere end jeg skulle, men alligevel blev de små dråber ved med at trille. Jeg forstod ikke, hvordan og hvorfor en person kunne betyde så meget for mig.

Og det fandt jeg nok heller aldrig ud af, blev jeg enig med mig selv om, da jeg lukkede mine øjne, da Emma og jeg var hoppet i seng.

Det fandt jeg aldrig ud af.

4th December

Jeg vågnede til duften af gran.

Ja du læste rigtigt: gran.

Om jeg kunne forstå det, kunne jeg klart svare nej til. Det var virkelig mærkeligt, og forvirret rynkede jeg på næsen, imens jeg for en sikkerhedsskyld holdte begge øjne lukket. Allerede inden de var åbne, kunne jeg fornemme lyset i rummet, og tanken strejfede mig at jeg var udenfor.

For det var jo mega lyst – og duftede af gran.

Måske var jeg i en skov?

Forvirret over det hele spærrede jeg øjne op, og kiggede direkte ind i et par velkendte brune. Emma var lænet ind over mig, med noget af et drilagtigt smil på læberne. På hoved havde hun en nissehue, og foran min næse var gerningsmanden, der påførte den julet duft – et stykke gran.

Var Emma blevet skør, eller faldet ud af sengen til morgen..?

Latteren der tilhørte Emma, var nok pga. min grimasse jeg lavede. Mit smil var lille, og træt gned jeg mig i øjne. Mine øjne var nærmest tørret ud, da jeg havde grædt alt for meget aftnen inden. Ved tankerne flyvende omkring dagen tidligere fik mig til at få en stor klump i halsen, og sætte en mur op der smadrede den negative påbegyndende tankegang.

Jeg måtte ikke lade ham ødelægge mit humør – eller morgen.

”Et stykke gran og en nissehue. Emma du er for alvor gået for forstanden,” fastslog jeg, og puffede til hende, så hun røg ned fra min mave, og trillede ned på gulvet. Hendes fnis var lavt, hvilket forsikrede mig om, hun intet var kommet til. Gabende strakte jeg mig så mange steder i kroppen gav knæk lyde fra sig.

Mit smil blev større, da jeg joggede ud i køkkenet, med en løbende Emma efter mig. Hendes nissehue var en fra den lange udgave, så den svingede rundt omkring, da hun som en på fem spurtede rundt omkring mig. Jeg kunne ikke lade hver med at grine. Selvom Emma var noget så ansvarlig, positiv og alle de andre modne ting, var hun skam også oppe og køre som en femårige – ret tit. Hun elskede at have det sjovt, selvom hun tit virkede som den alt for seriøse type.

”Jeg har lavet morgenmad!” fortalte Emma stolt, og hoppede op på min ryg.

Jeg skreg forskrækket, og holdte fast på hende, imens jeg gik hen til komfuret, hvor der ved siden af lå maden – pandekager. Tekanden var pladseret bag tallerknen, og jeg nikkede anerkendende til Emma.

”Er den rigtige te?”

”Selvfølgelig er det det!” lød det bestemt omme fra min ryg.

Selvom jeg var mindre end hende, højde mæssigt, kunne jeg sagtens bære hende. Emma var slank og vejede nærmest ingen ting.

”Skal vi ikke se en julefilm?” spurgte jeg bedende, og kiggede hen imod det store fjernsyn.

Vi havde sat os ind i stuen på sofaen, hvor vi ellers spiste morgenmaden, som vi plejede. Teen gav lige det sidste must, og jeg havde meget bedre i forhold til dagen inden. Niall var forløbelig glemt, men alligevel var han i bagtankerne. Jeg magtede ikke at tage ham frem igen, og lod ham derfor bare forblive der omme og svæve. Det var trods alt den 4. december, hvilket betød det var 20 dage til juleaften. Den dag hvor Niall og jeg slog op… Okay jeg skulle skam nok prøve at lade hver med at bringe Niall på banen, men det var efterhånden svært.

”Jo lad os det!” istemte Emma og tændte fjernsynet, som svar på mit spørgsmål. Hendes Appel TV var slået til, derfor kunne hun gå direkte, med den lille fjernbetjening, hen på hendes film – uden at rejse sig. De var lagt hen på fjernsynet, og på den måde sparede Emma en del plads. Jeg skulle måske tilføje, hun havde over trehundrede film, og hvordan hun var nået op på så mange, skyldtes hendes far. Han fik hele tiden nogen nye, som så røg videre til Emma.

”Skal vi tage Elf?” spurgte Emma, som var klar over det var en af mine favoritter. Jeg nikkede hurtigt, og kort efter var filmen sat på, og Emma havde givet mig en nissehue.

Og der sad vi så, Emma og jeg, to bedste veninder med pandekager og te til morgenmad, nissehuer på hovederne og så julefilmen Elf. Du har vel set den? Det var den der handlede om en mand der var en Elf, og var endt i storbyen.

I så fald hyggede jeg mig, og kunne ikke forstille mig en anden bedre måde, at bruge den 4. december på. Emma var som altid dejlig at være sammen med, og med nissehuer på hovederne grinte vi, og jokede vi, som var vi fem år. Måske lød det mærkeligt for dig, men for mig, kunne det ikke blive mere ”normalt”. Jeg elskede de sjove moments, Emma og jeg formåede at lave, og vi lavede altid nogle anderledes og nye.

Det var hyggeligt.

Og faktisk endte vi med at side hele dagen indenfor, foran fjernsynet med julefilm kørende. Pandekagerne blev dog udskiftet med pepernøder, og teen måtte fornyes af flere omgange. Emma og jeg sad stadig i nattøj, og havde på ingen måde lavet miner til at klæde om til noget mere fornemt. For os var det med i hele ideen, det at sidde indenfor en hel dag, og se julefilm med nattøj på. Sådan var det bare.

Og sådan ville det forblive.

Sneen dalede ned udendørs, og jeg hadede tanken om, at skulle hjem på et tidspunkt. Jeg ville forfærdelig gerne blive, men Emma skulle til julefrokost dagen efter med hele familien. Og efter som jeg ikke ville stresse hende med min tilstedeværelse, valgte jeg at tage hjem.

Klokken var rundet de fem stykker, da den sidste film endte, og jeg rejste mig op fra sofaen. Mine ben svajede kort, men det gik fint nok.

”Det har været super hyggeligt!” fastslog jeg bestemt, da jeg atter stod i gangen, med alt overtøjet på og tingende pakket.

”Selvfølgelig har det det; det er det altid,” istemte Emma smilende, og trak mig ind i et kram.

”Du ringer bare, hvis der sker noget,” forsatte hun, og hentyd til problemet med Niall.

Jeg nikkede blot, selvom jeg ikke ville holde det – i hvert fald ikke dagen efter, hvor hun skulle til julefrokost. Der gad jeg absolut ikke laste mine problemer over på hendes skuldre.

”Vi ses.”

Jeg lod døren smække bag mig, og gik hen imod elevatoren – ligesom jeg dagen inden havde gjort. Da jeg havde gået hen til Emma, skulle jeg også gå hjem. Jeg havde intet imod det, bortset fra at min krop var ret smadret. Grunden var jo selvfølgelig, at vi ingen ting havde lavet hele dagen.

Der var måske et lille stort stykke imellem Emma og jeg, men jeg havde altid godt af lidt motion. Desuden var vintervejret hyggeligt at gå i; især nå det sneede. Det var super rart, og jeg elskede det.

Jeg slap også et lille fnis løs, da jeg trådte uden for, og en snefnug ramte mig på næsen. Mine øjne gled omkring mig imens jeg gik, og alt var hvidt. Hvidt, hvidt og atter hvidt. På træerne var der, som mange steder, lyskæder i blide farver, der ikke virkede for overdrevet. Mit lille suk var af ren lettelse, da der fjernede sig en mini byrde fra mine skuldre. Og grunden var bare det, at komme uden for, og rense mine tanker lidt igennem med den friske vind.

Endelig lod jeg mig tænke forsigtigt på Niall. Hvordan kunne det mon være, at han pludselig var så ked af det, når det tydeligvis var hans eget valg at forlade mig? Hvorfor kom han først et år efter, og ville have snakket tingende ud? Det gav jo ingen mening, distancen imellem episoden - imellem os, var jo ufattelig stor, og jeg var lige ved at tage det som en joke, da han sagde det.

Jeg forstod ham virkelig ikke.

Niall var yderst så forvirrende, men alligevel vidste jeg, han mente, hvad han havde sagt til mig. Det ændrede så bare ikke facten omkring, hvor vidt det var for sent at komme ranende med undskyldninger m.m.

Varsomt trådte jeg op af de let glatte trapper, efter som lejlighedernes elevator var ude af drift – igen. Det skete alt for tit, selvom selve bygningen ikke var spor gammel – ergo elevatoren.

Da jeg låste døren op, efter at have kæmpet mig op på niende sal, trådte jeg træt inden for. Nøglerne kastede jeg uden videre hen i nøglekurven, og børste mine sko af på måtten. Lyden af papir ridse ned i måttens hår, fik mig til at skære tænder, og kigge overrasket ned på mine fødder. Jeg flyttede dem, og en kuvert kom til syne.

Jeg rynkede panden i forundring.

Hvem sender breve nu om dage?

Det fandt jeg så ud af, da jeg åbnede den. Med det samme kunne jeg genkende hans håndskrift og allerede inden i mig selv, sukkede jeg irriteret. Kunne man da ikke engang få lov til at have en hel dag, uden han skulle spolere den?

Hej Alex.

Efter som du ikke var hjemme, da jeg kom, skriver jeg det bare til dig i et brev – Så ved jeg du har fået beskeden. Jeg ved, du har givet udtryk for, du ikke gider, men vi bliver altså nød til at snakke. Det er vigtigt. Vi bliver nød til at få dette på rette spor igen, før det hele bliver ødelagt for alvor. Jeg venter på dig ved London Eye klokken 12:45 den 6. december.

Jeg håber, at du ikke brænder mig af…

-          Niall

Pladask satte jeg mig ned på min barstol, og kiggede med smalle øjne på brevet. Efter en dato oppe i hjørnet, var brevet skrevet den 4. december.

Jeg sukkede tungt.

Igen, det var hans egen fejl, at vi ikke havde fået dette glattet ud på nogen måde. Det var ham der ikke havde kontakten mig noget før.

Skulle jeg mon tage af sted eller lade hver?

_______________________________________________

Hallo people - Glædelig 5 december!

Jeg ved godt, jeg er lidt bagud med historien - med hensyn til datoerne. 

Men bare rolig; alle 24 kapitler skal nok komme :D

- Hvad synes i? Skal Alex tage afsted og møde Niall eller ej? 

Hvorfor mon han først kontakter hende efter et år?

Jeg siger jer, jeg har skovlet alt for meget sne i dag! Der kommer jo bare større og større mængder af det... O.o

- Men det er da hyggeligt!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...