Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15883Visninger
AA

2. 2nd December - I miss him

De mange julelys fik gaderne til at lyse op, som en pragt i sig selv. Jule musikken kom fra et ubevidst sted, men alligevel kunne man høre det ud over det meste af centrum. Jeg mistænkte lygtepælene for at være ansvarlige, med noget sortlignende højtalere der var pladseret rundt omkring.

Latter kunne høres, og børnegrin fik minder til at dumpe frem. Gode minder. Barndommen med leg og snebolde havde altid været en favorit ting for mig, når vi kommer til julen. Lyden af venner der snakkede, fik mig til at tænke på min veninde Emma, jeg også skulle købe julegave til. Den bekymring ville jeg dog gemme til senere hen på måneden, hvor jeg havde lagt en hel dag, hvor jeg fik overstået juleshoppingen.

Normalt var jeg ikke den pige, der elskede at shoppe i store mængder af gangen, men når det gjald julen, kunne det sagtens gå an.

Imens jeg passerede ned af endnu en ukendt gade, smilte jeg stort ved hjælp af tankernes kræft. Stemningen omkring mig var fantastisk, og i det øjeblik jeg stirrede op imod et rødt julehjerte i et vindue, synes intet at kunne ødelægge det.

Men det var der så alligevel, da livet elskede at drille mig.

Pine mig.

 Et højt hvin fik mig til at rette opmærksomheden på to mennesker. En dreng og en pige. Ukendte begge to. Drengen løb smilende efter pigen, hvor han endelig formåede at gribe hende fat om livet, og svinge hende sjovt rundt. Efter de kærlige øjne og bevægelser, kunne jeg tydeligt afsløre for mig selv, hvor vidt de var kæreste.

Mit smil forsvandt fuldstændig.

Mit hjerte bristede nærmest for hver eneste gang, jeg så et kærestepar. Og det pudsige ved det hele var, at det først var her ved juletid, det hele begyndte. Jeg kan så fortælle det på ingen måde var en overraskelse, da sidste jul var noget for sig. Det var en tid, en hel måned, der aldrig ville kunne gentages. Det var umuligt. Og jeg var nærmest grædefærdig over det, da sidste jul – sidste december- havde været den bedste nogen sinde.

Dengang var jeg kærester med Niall som i Horan, men det var ikke det der talte. Pointen var at vi lavede nogle ubeskrivelige følelsesfulde og glædesfulde minder, der aldrig ville kunne gentages på nogen måde. Problematikken var at vi nu var ex kærester, og jeg ikke havde snakket med ham i et år.

Men for at være ærlig, havde jeg indtil december, følt jeg var over ham. Niall. Han havde været et svin over for mig, sidste års jule aften, men den forklaring kunne jeg fortælle dig senere. Lige der, ville jeg bare gerne fokuserer på, hvorfor jeg hadede at se kærestepar.

Minder om vores tid sammen, gjorde mig fuldstændig ør i hoved, så det hele dunkede i smerte. Min mave trak sig sammen, og hjertet synes at briste om og om igen.

Jeg skyndte mig at gå videre væk fra kæresteparret, der pludselig besluttede sig at kysse. Et urimeligt stort rush kørte igennem mig, blot ved synet af det, og jeg fornemmede brækfornemmelser. Ikke fordi det var klamt, men fordi savnet synes at være overvældende.

Mine fine mørkeblå vans holdte overraskende godt på varmen, selvom det langt fra kunne kaldes vinterstøvler. Jeg havde endnu ikke anskaffet mig nogle nye, men jeg elskede nu også bare at vandre rundt i mine vans – helt ligesom jeg plejede.

Jeg åndede ud og så min egen ånde efterlade ’røg’. Eftertanken omkring hvor vidt jeg burde komme hjem, fik mig til at sætte tempoet op. Efter som jeg før havde været så ubeskrivelig glad, pga. julestemningen der var over det hele, gav jeg nu skylden til Niall, da han var grunden til mit nuværende triste humør. Den eneste grund til jeg vred mig som bare pokker, følte knuste stumper af hjertet skære ind i huden, var fordi Niall havde ødelagt sidste jul.

Og jeg hadede ham for det. Virkelig, jeg kunne ikke lade hver med at bebrejde ham, når jeg blev nød til at flygte, blot fordi jeg så et kærestepar. Og hvor jeg før i tiden, da jeg havde været sammen med Niall, kunne stå og beundre det i smug, hvor stor kærligheden kunne være. Hvor mange gode efterfølgere den kunne give. Den gang havde jeg selvfølgelig ikke tænkt over, hvad der ville ske for mit syn omkring dét, når Niall og jeg engang slog op. For selvfølgelig går man ikke rundt og tænker på ens brake up med ens kæreste, når man efter store mavefornemmelser at dømme, har det skide godt sammen.

Jeg sukkede tungt, imens jeg lod en hånd løbe igennem mit lange blonde hår. Det var den anden december, og blot to dage siden jeg havde set frem til denne elskværdige måned. Men der havde jeg heller ikke haft den skærende følelse af had til kærlighed, da intet synes at minde mig om Niall.

Overhoved ikke.

Igen kunne jeg ikke lade hver med at bebrejde ham det.

Mine dybe tanker formåede at gøre mig endnu mere rasende, og jeg sparkede ud efter noget sne. En ting ved sne er, at det lader sig falde over alt – undtagen i vandpytter. En anden ting er, at det er et irriterende objekt, der dækker for det meste, så man egentlig ikke aner, hvad der ligger under. Der hvor jeg sparkede, skulle der selvfølgelig være pladseret en kantsten, der hørte til fortovet ved min side. Jeg skreg højt op, og gled i noget is der lå på vejen. Følelsen af at flyve få sekunder, affejede den kortvarige tanke om min numse, der derefter klagede ved en stor smerte.

Jeg ømmede mig.

Fuck hvor gjorde det ondt!

Mine øjne flakkede til alle sidder, i håb om ingen havde set det. Længere nede af vejen gik en mørk skikkelse med en hund, men personen så ikke ud til at ænse lille mig.

Jeg sukkede lettet.

Hvor var det dog alligevel pinligt!

På en eller anden kikset måde, kom jeg op på begge fødder – sikkert og med balancen i orden. Jeg bandede lavt til gud om, hvad fanden jeg havde gjort ham. I forvejen led jeg af et stort savn til Niall, og dog med store smerter og vrede med i købet. Jeg kunne ikke engang tåle at se to forelsket unge, og hele min verden var nærmest inde i mine tanker, blot fordi Niall elskede at hjemsøge dem – Lige pludselig. Lige præcis ved julemåneden december. Den måned vi plejede at kalde ”vores måned”.  Og imens alt det storhej skete inden i kroppen på mig, skulle jeg lige falde på røven.

Great, virkelig great.

Den eneste gode ting jeg kunne finde ved det hele var, at vejen hjem kun var en gåtur rundt om hjørnet, og hen i en elevator. Og det var jo virkelig bare en stor ting.

Behøves jeg at fortælle, hvor stor ironi jeg havde i blodet, ved den forrige bekendelse?

Endnu engang jokkede jeg afsted, og tænkte straks over, hvordan hele måneden mon ville gå. Det var anden dag i træk, jeg havde disse irriterende tanker og savn omkring kærlighed og Niall. Og som skulle jeg lige straffes lidt mere, vidste jeg også, at savnet til Niall ikke var en skid gengældt.

Denne jul skulle jo nok blive… et helved.

”Så endelig beslutter du dig at ringe.”

Min bedste veninde Emma besvarede hurtigt opkaldet, jeg havde besluttet mig for at lave, lige da jeg kom ind af døren til min lejlighed. Hun formåede altid at gøre alting positivt, når jeg ikke kunne. Emma elskede at grine og lave latterlige jokes med mig, så i det deprimerende humør jeg var i, kunne det ikke blive bedre.

Og hvem fik skylden for humøret?

Du har ret, det fik Niall selvfølgelig.

”Ja undskyld jeg ved, jeg lovede at ringe i går. Men det passede pludselig ikke så godt, da en hvis person besluttede sig for, at dukke op og dominere mine tanker,” forsvarede jeg naivt mig selv, imens jeg humpende fik et par uldsokker på.

Når julen var i gang som nu, skulle jeg altid være i hygge tøjet, når jeg nu end gang var alene. Også sidde med en kop varm te og se julefilm. Det var som en tradition jeg havde hjemmefra. Der plejede jeg dog bare at sidde med min storesøster foran den åbne pejs. Som end var mulig at have, da jeg boede på landet den gang. Ude i Larstynskids marker, som min moster plejede at kalde det, når hende og mine fætre kom fra centrum og til der ud juleaften.

”Niall?” gættede Emma, hvilket vækkede mig fra tankerne.

Jeg havde for resten valgt at gå direkte til sagen fordi, jeg vidste Emma ville kunne regne ud, der var noget galt. Og efter som hun havde kendt mig siden jeg var ti, kunne jeg intet skjule for hende. Faktisk var hun dejlig at have som veninde, for hun forstod mig utroligt godt.

Hun var som en bedre kopi af mig.

Så bare ikke direkte oversat, men du ved vel godt, hvad jeg mener.

Mit mumlen var en underlig form for bekræftelse, som Emma havde lært at leve med efter de sidste mange år. Den kom altid når jeg var nervøs, forvirret eller trist. I denne situation var det pga. den sidste ting, men okay; hvem ville ikke blive trist til mode, hvis man hele tiden blev mindet om sin ex kæreste? Som endda valgte at forlade en jule aften?

”Åh… jeg tænkte det nok ville komme,” sagde Emma stille, men det var nok mere en bekræftelse til sig selv og sine teorier.

Det undrede mig ikke så meget, at hun kunne have forudset det, men jeg pillede alligevel uroligt i det bløde tæppe. Dens varme, der synes at køre min hud tilpas, formåede ikke at nå hele vejen ind til hjertet. Der var skam koldt og knust. Hvilket irriterede mig pokkers meget, efter som jeg ellers den sidste halvdel af året, havde afgjort mig fuldstændig over Niall. Efter et yderligere halvt år med tårer, raseri udbrud og hjerteskærende tanker.

Alt i alt synes jeg ikke det var fair, at det var mig der skulle igennem alt smerten, når det udelukkende var ham der gik. Skulle han ikke føle skyldfølelse på nogen måde, eller havde han kasten den over på mig, via en eller anden irsk besværgelse?

”Hvor værst er det?”

Jeg tænkte let over det.

”Så værst at jeg nærmest løb væk ved synet af et kærestepar,” besvarede jeg, og undlod bevidst facten omkring mit stund ved at falde – Jeg ville helst gerne beholde den lille rest af værdighed, jeg havde tilbage.

Emma sukkede tungt, og jeg kunne lige forstille mig hende sidde på sin hjørnesofa, fødderne oppe med en skål pepernøder i favnen, med noget af en bedrøvet aura.

Jeg kom til at tænke tilbage på den gang, hvor jeg selv sad sådan, men hvor det bare var Emma der var ramt af kærestesorg. Vi havde været igennem en del sammen, Emma og jeg, men alligevel formåede vi altid at komme videre og være stærke – sammen. Altid. Og tit var hun den eneste positive eller gode ting, jeg kunne finde frem omkring mit liv.

Emma havde altid været der i forhold til visse andre. Fx min søster, Daniella. Vi mistede kontakten efter hun flyttede til Australien, og det var fem år siden. Lige siden havde hun ikke kontaktet mig, og jeg havde for længst opgivet det. Hun havde højt og helligt lovet mig, at selvom distancen var stor, ville hun altid være der. Og hvad skete der med det løfte? Hun brød det, og sked nærmest på det. Hendes elskede job med dyr og hendes dyrebare kæreste, var åbenbart for vigtige til, at kunne holde kontakten med hendes lillesøster – af samme kød og blod.

Ligesom min fætter, William, to år ældre end jeg selv. Han valgte også at bryde alt kontakt, efter som at han flyttede til Chicago. Der var der både nye venner, område og livskvaliteter, og ind imellem det synes jeg åbenbart ikke at passe ind. Efter hele 18 år sammen, valgte han at sige stop, og smide det tætte forhold vi havde ud, som var det gammelt mad - Der helt klart kunne forbedres med nyt.

Ja, folk havde det med at forlade mig. Det med min fætter William var to år siden, og selvom det føltes det lige så lang tid, som det var med min søster Daniella. Tiden heler alle sår, siger man, men det havde den altså ikke gjort særlig godt ved mig. Dybt inden i mig var der rifter, der var som brændt fast i mit hjerte. Stadigvæk selvom Niall havde knust det.

Imellem alt dette var Emma der stadig. Ligeså mine forældre og min bedstemor Harriet – Som jeg for resten så hver måned, da jeg kom ud på landet, hvor de alle tre stadig boede. Men i så fald var Emma blevet, imens de andre valgte at forlade mig igennem årenes løb.

Aktivt tog jeg varmen fra teen. I fjernsynet kørte der ”Alene Hjemme” hvilket absolut blev en af mine favoritter, når man kommer til julefilm. Det var en klassiker, jeg selv den dag med det humør, kunne sidde og smile for mig selv over. Måske virker det lidt ensomt og trist, det at smile for sig selv, men for mig var det ingen ting. Faktisk var jeg lidt ligeglad, for når noget var sjovt, måtte man gerne smile. Især når det var ved juletid.

Mit kalenderlys det brændte lige så fint på sofabordet, bevidste nedtællingen til jul var begyndt, og flammen kæmpede sig ned til 2 tallet. Julelysene jeg havde sat op på mine planter på min altan, gav den milde gullige farve, der ved hjælp af lidt sne gjorde pynten fuldendt.

Jeg tænkte allerede over, hvor jeg skulle holde jul henne, hvilket nok blev ude på landet. Sammen med de personer der stadig holdt kontakten ved lige. Før i tiden havde jeg også regnet med, at min egen søster ville være en del af den flok. Især min fætter.

Især Niall.

Men selv de personer jeg holdte mest af, kunne åbenbart ikke se grunden til, at have mig som en del af deres omgangskreds. Hvilket ledte mig tilbage til de gamle, der altid ville være der. Selv mine forældre og bedstemor ville være villige til, at gøre det samme for Daniella som for mig, hvis hun besluttede sig for at komme tilbage. Og det sagde en del.

Men det fik mig også til at føle det hele som om, jeg ikke var god nok. Fx da Niall sidste jul droppede mig, følte jeg han havde indset, jeg ikke var god nok til ham. Ikke ejede nok af de kvaliteter han krævede, og jeg følte i den grad, at jeg ikke kunne holde på nogen som helst. Især fordi jeg blot et år inden havde mistet William, og fire år inden Daniella.

Forstil jer at blive droppet af din egen familie, hvordan det lige vil føles. Også kort efter af din kæreste, juleaften. Mon ikke det tager urimeligt meget på en, så man nærmest ikke kan forstå, hvordan ens bedsteveninde igennem ni år, stadig kan holde ved – Og ikke skride ligesom de andre.

Derfor var det også, at jeg efter det med Niall, nærmest gik ned og hjem. Det var med et held, at jeg havde gjort mit sidste år på gymnasium færdigt, for jeg var virkelig så synderknust, at det tog flere uger at blive nogen lunde okay igen. Men så videre et halvt år at komme helt over ham, som sagt tidligere.

Trofast ved min side havde Emma stået, så sød og forstående som hun nu end var, og hjulpet mig videre. Hun var den eneste der gjorde det, og den eneste der kunne. Mine forældre og bedstemor havde ikke sådan et slags forhold med mig, som jeg havde med Emma.

Og jeg følte virkelig, at jeg skyldte Emma så meget, efter som hun var den person, der aldrig var forsvundet ud af den blå luft. Det var også grunden til, at jeg dette år til jul, ønskede at finde den perfekte julegave til hende, men også få lokket hende til at holde jul sammen – på en eller anden mærkelig løsning.

”Jeg har en ide,” lød det pludseligt fra Emma, da straks lød optimistisk.

Optimistisk kunne for resten lige så godt kunne være hendes mellemnavn, da kendetegnet på Emma Wilson var dét. Sammen med alt det andet positive, jeg enden havde eller kunne beskrive hende med.

”Kom med det."

Jeg svarede, før jeg tænkte, men det var som en udfordring i sig selv at kunne lade hver.

”I morgen mødes vi hjemme hos mig, hvor efter vi tager et sted hen – Som jeg finder på. Og du tager diverse ting med over til mig, for så når vi kommer hjem igen, laver vi sleep over med de sedvanelige ting. Er det en aftale?” lød det begejstret fra Emma, der netop formåede at redde min aften.

Hvis du så mine øjne, var de sikkert tændt op som tusind julelys, i ren spænding og nysgerrighed. Det lød som om på Emma, at hun allerede der vidste, hvad vi skulle. Og jeg elskede overrasker, for det gjorde mig helt oppe på dupperne af glæde – Hvilket selvfølelig fjernede alt det grå, jeg gav Niall skylden til at være ansvarlig for.

Og Emma vidste selvfølgelig, hvordan jeg havde det med overraskelser, hvilket var derfor hun besluttede at lave en. Eftersom jeg først opdagede hendes snuhed senere, kunne jeg ikke lade hver med at synes, min bedsteveninde var genial.

Så sød som hun nu end var, gav hun mig en ledetråd til morgendagens hemmelige begivenhed.

”Vi skal være uden for, så tag godt med tøj på!” havde den lydt.

Udenfor, tænkte jeg. Hvad kunne man lave udenfor?

Eller jeg skulle måske stille mig selv spørgsmålet; hvad kunne man ikke lave udenfor?

I så fald formåede Emma endnu engang at redde aftnen, men pinte mig, som fanden selv, med overraskelsen eller hemmeligheden. Jeg var allerede spændt og oppe og køre som et lille barn jule aften. Jeg kunne hyperventilere, men gjorde det dog ikke. Det var med nød og næppe at jeg kunne formå, at trække vejret stille uden at lade tankerne tage selvsving. Emmas opfindsomme hjerne elskede at være kreativ, og vi skulle tit på nye ”eventyr”, som jeg plejede at kalde det.

Men denne gang var ikke til at vide, efter som beslutningen hun havde taget, var som ud af den blå luft, uden nogen konkret sammenhæng.

Hvad mon vi skulle?

_____________________________________________________

Aye people! 

Tak til jer som allerede har liket historien, sat på favoritlisten og her er første kapitel!

Hvad synes i? :)

Og hvad mon Emma og Alex skal i morgen?

Tak til jer som allerede nu læser med!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...