Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15838Visninger
AA

19. 24. December - Christmas is a family time

For en gangs skyld stod jeg tidligt op. Men selve hovedgrunden var nu også at det var den 24. december. Hvilket selvfølgelig ville sige juleaftens dag! Jeg plejede altid at stå tidligt op og lave morgenboller til hele huset sammen med min bedstemor. Vi havde det med at vågne samtidigt den 24. Det lød måske rimeligt tilfældigt, men vi var trods alt også i familie.

Så jeg havde draget i et par sorte jeans og en almindelig lyserød striktrøje. Jeg havde været forsigtigt med ikke at larme, for Niall sov inden hos mig, og han var selvfølgelig ikke oppe klokken otte juledag – Det var kun mig og bedste, der var friske.

Niall havde snorket let, og set noget så kær ud. Faktisk havde jeg taget et billede af det med min Iphone. Selvom man normal sagde, man ikke måtte tage billeder af folk uden tilladelse. Nu var han trods alt også min sovende kæreste, så mon ikke det gik?

Apropos kæreste: så havde jeg stadig svært ved at fatte den tilte helt. Tænk Niall virkelig havde spurgt mig! Jeg var totalt glædestrålende, hvilket også var grunden til mine dobbelt så store smil, da jeg var gået ind i køkkenet til min bedstemor, der var ved at finde melet frem. Hun havde grint let af mig, da hun så mig big mamma smil, for det var nok ikke et helt almindeligt et af slagsen – det var nok et nyforelsket.

Hun havde kastet et forklæde til mig, og efter hun havde tændt radioen på lavt lyd, havde vi startet på dejen til morgenbollerne. Selvfølgelig havde vi små snakket en del, men ikke for højt. Værelserne lå måske lidt væk fra køkkenet, men ikke med så meget distance at man kunne råbe uden, der var nogen der blev vækket af det.

Da klokken rundede de ti, var folk endnu ikke vågne. Min bedstemor og jeg sad med tekopper i hænderne, og var både færdig med bollerne, der lå i en kurv under et viskestykke, ligeså med at dække bordet. Jeg så spørgende på min bedstemor.

”Må jeg vægge dem?”

Mit blik var bedene, og hun så skeptisk på mig.

”Er du sikker på det er en god ide?”

Jeg nikkede selvfølgelig ivrigt, og fik til sidst et skævt træk på smilebåndet samt tilladelse.

”Men gør det nu ikke for grundigt!” tilføjede hun, inden jeg ellers var løbet af sted. Jeg kunne hurtigt indrømme, jeg var noget af et barn, når jeg skulle vække folk juleaftens dag. For det skete ikke helt på rolig vis, hvilket ingen havde været kloge og husket på – eller stillet vækkeuret.

Mit første offer blev mine forældre – de var nogen af de sjoveste. Vi havde en del værelser, men det var også en stor gård. Selvom alt det, kunne jeg alligevel nemt finde rundt. Derfor tog det højest et minut, før jeg stod foran den velkendte lukket dør, der egentlig lignede alle de andres. Men måske var det fordi, jeg følte alle dørene var forskellige, da jeg kendte hvert eneste værelse ud og ind.

Jeg brasede døren op, og løb hen til mine forældres seng. Der kastede jeg mig over den, hvor min kære mor og far lå forskrækket og halv sløve under dynerne.

”Godmorgen sovetryner – det er den 24. december i dag! Juleaftens daaaaag,” råbte jeg op, og tog ikke spor hensyn til mine forældre, der tydeligvis skar tænder ved min høje stemme. Haha: jeg elskede det faktum, at jeg var skide frisk, mens de var totalt sløve og udmattet.

”Alexandra, stop det skrigeri altså,” lød det fra min far, der pillede sig klagende ind i øret. Jeg rystede kraftigt på hoved, og rullede ud af sengen igen, så de klagede.

”Nej, fordi det er den 24. december! Og der er morgenmad på bordet og friske boller,” svarede jeg flabet igen, og så storsmilende på mine lidende forældre.

”Så derfor skal i op – nu!”

Jeg fløjtede fornøjet, og hoppede lalleglad ud af døren. I værelset ved siden af sov Marks forældre, der tydeligvis var oppe og sikkert vågnet pga. mit skrigeri. I det mindste var der nogen, der kunne lytte på mig!

Jeg smilte friskt til dem.

”Godmorgen!”

Akkurat nåede jeg at se de tilsmilende ansigter, før jeg lod døren stå åben, og hoppede videre ned af gangen.

Emma og Marks fik også en irriterende omgang, men den gik mest ud over Emma. Jeg havde nemlig taget et stykke gran fra juletræet inden, jeg skulle ind til dem. Videre gjorde jeg, som hun plejede med mig: satte mig på hende, og satte grannet foran hendes næse. Hun vågnede straks med opspærret øjne, og skreg så Marks også vågnede.

Jeg bemærkede Marks havde bar mave, og Emma kun undertøj, men kommenterede det ikke. Blot smilede jeg bare triumferet til dem begge.

”Godmorgen, det er i dag den 24. december! Der er morgenmad på bordet, og Emma? Hævnen er sød, ikke sandt?”

Mit grin var højt, da jeg forlod værelset. Jeg kunne fornemme Marks stadig overraskede ansigt, men ligeså Emmas irriterede. Men ja, sådan var hævnen jo – kunne man ikke tage sin egen medicin, så skulle man hellere stoppe med at genere andre med den.

Maura og Greg var vågnet af alt storhejet. Min moster og William fik jeg vækket på en pænere måde, men stadig tilføjet dato og morgenmad. Den sidste jeg manglede var Niall, der selvfølgelig stadig kunne sove igennem alt larmen. Han havde vidst lært en del ved at sove i så mange fly, tour busser og på hoteller med skrigende fans udenfor. For han sov stadig tungt, da jeg direkte sparkede døren op.

Jeg betragtede ham med et smil, da han direkte krammede min hovedpude ind til sig. Hvis ikke det var fordi, det ville ødelægge min plan, ville jeg have udbrudt et ”aww”.

I stedet gik jeg stille og roligt hen til dobbeltsengen, og satte mig oven på ham. Hans øjenlåg sitrede svagt, men han forholdte sig stadig i den sovende tilstand med den let åbne mund og lave snorken. Forsigtigt lænede jeg mig ned imod Niall, og kyssede ham på næsen dernæst panden. Faktisk kyssede jeg ham hele vejen rundt i hans ansigt. Da jeg nåede til hans mund, kyssede den og skulle til at trække mig, var der pludselig to par hænder mod min ryg, der holdte mig fast. Hans læber kyssede mig igen, og jeg kunne ikke lade hver med at trække på smilebåndet.

Da Niall endelig synes, han havde fået hans morgen kys, fik jeg lov til at trække mig. Jeg så grinende på en lettere træt Niall. Han smilte blot frækt til mig, og strejfede min læbe med sin pegefinger.

”Godmorgen – det er den 24. december, og hvis du ikke snart få din sexet røv ud af sengen, kommer ud og spiser morgenmad med os andre, ved jeg ikke, hvad jeg gør ved dig,” lød det overraskende selvsikkert fra mig.

Åh nu var jeg liiidt stolt over min sætning, aha! Den var da lidt genial…

”Hm det sidste lyder da meget frækt,” svarede Niall flabet, og trak mig ned til sig igen. Jeg støttede mig overrasket imod hans bryst, og kunne ikke lade hver med at le lavt.

”Sikkert, men du skal vælge det første.”

”Åh come on, babe, hvad med det sidste? Bebe?” lød det tiggende fra Niall, der havde noget af et glimt i øjet. Jeg rystede på hoved, kyssede ham hurtigt, og fik rejst mig fra ham. Hurtigt hoppede jeg ud af sengen, og sendte Niall et kærligt smil, da hans blik på mig var nedtrykt.

”Kom nu, skat, der er morgenmad! Jeg har endda bag boller sammen med bedste – og siden hvornår plejer du at sige nej til mad?” jeg så spørgende på Niall, der så ud til at ville give mig igen med noget perverst – du ved: bagt boller. (Selvom jeg ikke engang kunne se det man skulle misforstå). Men han stoppede sig selv, hoppede ud af sengen og smilte til mig. Jeg måtte dy mig for ikke, at nedstirre hans bare mave i stedet for hans ansigt.

”Fint fint, giv mig to sekunder, så skal jeg være der.”

Jeg grinte atter triumferet, og stillede mig op af dørkarmen. Mit blik betragtede Niall komme i noget tøj. Det tog ikke så lang tid, og da han var fuldstændig klar, stillede han sig hen foran mig. Let som ingen ting tog han fat i min hofte, og svang mig ind til sig. Mine læber mødte hans endnu engang. Eftersom bollerne nok ikke ville holde evigt varme, trak vi os igen. Jeg smilede til Niall, der tog sin varme hånd i min.

Jeg elskede bare julemorgner…

Dagen gik, og vi nåede endelig til aften. Jeg havde klædt om til noget finere, ligeså alle de andre. Min mor og bedstemor var for alvor gået i køkkenet, da vi skulle have julemaden klar. Kalkunen var for længst sat til at blive stegt, mens kartoflerne på panden blev godt varmet, og sovsen blev smagt til. Min bedstemor havde inden lavet buddingen for bunden, som vi skulle have til dessert.

Imens de to damer stod i køkkenet, helt klar med deres outfits de havde inden under deres forklæde, var vi andre gået ind på værelserne, for lige at fikse vores tøj som sagt. Jeg havde fundet en sort kjole frem, der var stropløs, som nærmest havde lette strimler i stoffet. Kjolen gik ned til knæene. Inden under havde jeg et par sorte nylonstrømper, og som det sidste et par sorte stiletter med sølv nitte ved hælen. For at indføre den traditionelle røde farve i mit look, havde jeg både rød neglelak på også rødt under skoen.

Min makeup var simpel, og mit hår var glattet. Jeg smilte overdrevet stort, da jeg så Niall’s resultat med en hvid skjorte, et par sorte jeans og et rødt slips. På en eller anden led matchede vi meget godt.

Niall gav mig også straks elevatorblikket, da jeg trådte ud fra mit skjul, der ellers var inde på badeværelset. Han smilede tilfredst, og var straks over for at kysse mig. Jeg troede aldrig, vi før havde været dybt forelsket i hinanden, som vi var denne gang. Derfor håbede og troede jeg på, vores forhold ville kunne holde længere denne gang.

”Du ser virkelig godt ud, smukke,” lød det seriøst fra Niall, der lod sin hånd røre let ved mit hår, og møde mit blik med kærlighed i sinde. Jeg smilte genert, men mumlede dog tak.

”Jeg kan da kun sige i lige måde, Mr. Sexy,” drillede jeg mere selvsikkert, og tog fat i hans slips. Han vippede med øjenbrynene, hvilket jeg slet ikke kunne tage seriøst, og flækkede af grin over. Niall smilte af mig, og kyssede mig igen, inden vi atter gik ud til bordet.

Jeg satte mig ned på stolen, Niall havde trukket ud til mig. Jeg havde ham på min venstre side, og så Emma på min højre. William sad over for mig, og Greg skråt over for mig. Jeg fornemmede noget i Williams blik, der tydeligt fortalte, der var noget, der gik ham på. Hvad det var, vidste jeg selvfølgelig ikke, men jeg havde tænkt mig at finde ud af det.

Lige meget hvad.

Da alle endelig sad ned til bordet, og maden var taget op på tallerkenerne, holdte min far en kort tale. Den handlede blot om, det var hyggeligt at vi alle sammen kunne komme. For en gangs skyld var det ham, der kunne fortælle planerne for aftnen. De var trods alt også ret simple, men det gjorde ikke så meget.

”Vi starter med at spise som nu. Så spiller vi en omgang pakke leg, spiser budding, synger nogle julesange ved træet også pakker vi gaver op. Efter det er gjort, er der ikke andet end hygge…” min far slog smilende ud med hånden, og kiggede på hver enkelt person ved det aflange bord.

”Nu har damerne her på gården lavet god mad, så lad os endelig spise det!”

Min mor og bedstemor smilte af min far. Der blev gjort som sagt, og snakken kørte godt omkring. Latter hørtes hele tiden, og stemningen var fantastisk. Jeg var glad, og det så alle ud til at være. Der var ingen bekymringer inden for rækkevidde, og selv William så ikke forkert ud i hoved mere. Mit smil var stort – det var jo jul!

Vi havde lige præcis spist maden, og sad yderligere med en stor samtale kørende, da William trak sin stol ud. Der var ingen der kiggede på ham, men jeg gjorde. Der var noget over ham igen, der gjorde mig bekymret. Men hvad det var, måtte jeg jo vente og se. For han bankede let i sit glas, så alle så opmærksomt på ham. Ja, han skulle helt sikkert til at sige noget. Og efter hans ansigts udtryk, var det måske ikke det bedste.

Jeg sank nervøst en klump i halsen.

Der var ingen bud på hvad William nu havde i ærmet.

”I kan vel alle sammen godt huske, dét jeg fortalte i går.” William fik en masse ja og nik tilbage, ligeså medlidenheds kommentarer. Han smilede skævt, og nikkede som tak for noget, jeg ikke engang opfattede blev sagt. Allerede dér kunne du vel forstå, jeg var ret spændt på, hvad han ville sige – Så spændt at jeg lukkede alt andet end Williams stemme ude.

”Jeg sagde det nok ikke, men hentyd nok til, jeg ikke havde været i kontakt med nogen af jer fra familien. Hvilket måske ikke er helt rigtigt. For det næste jeg siger nu, ved jeg personen også selv, ønsker I alle skal vide, men jeg synes personligt også selv I fortjener det. Især dig, Alex, da det meste er henvendt til dig,” William mødte mit blik, og jeg stivnede kort.

Min kære fætter sukkede kort, før han tog en dyb indånding.

”Daniella besøgte mig den 18. december, da jeg var på afvænningscenteret, lige to dage inden jeg fik lov til at tage der fra,” lød det fra William, der ærlig talt tog pusten fra mig. Min far der netop var ved at drikke noget af den juleøl, der var hjemme brag fra Irland af Maura, hostede højt efter at have slugt væsken. Min mor så chokeret på William, og min moster blev nød til at ligge en hånd på hendes skulder.

Jeg vidste alle var overrasket, selv Mark og hans forældre, der ikke engang kendte Daniella personligt. De havde åbenbart taget situationen utroligt godt til sig, hvilket vel var fint nok, men lidt weird.

Men hvad fanden lavede Daniella hos William? Hvad skulle hun med ham, det var jo ikke fordi, det var hendes bror, vel? Hvad jeg mente med det, var, hun måske burde have kommet til mig, hvis hun absolut skulle opsøge nogen fra familien. Hvis hun på en eller anden måde havde fundet ud af, William var på et afvænningscenter, dermed ikke havde det særligt godt, hvorfor så opsøge ham? Måske ville det hjælpe ham, eller måske bare gøre ham vred – Hun kunne jo ikke vide, hvordan han ville reagere. Så hvorfor tage chancen?

Og hvorfor overhoved rejse hele vejen fra Australien til Chicago?

Jeg måtte vel indrømme, ud fra mine tanker, jeg var lidt jaloux på William. Lige meget hvor mærkeligt det lød, så ønskede jeg inderst inde, det var mig, hun havde opsøgt. Men hvem ville ikke tænke sådan i mit sted? Jeg havde så meget at sige til hende, råbe af hende, fortælle hende af oplevelser, hvis hun ellers bare ringede til mig – besøgte mig. Bare gav mig en enkel sms, så jeg ligesom vidste, hun ikke havde glemt mig!

Emma lagde straks hånden på min skulder, for at sikre sig jeg ikke blev helt væk i tankerne. Uden at have lagt mærke til det, mumlede Niall mit navn gang efter gang i mit øre. Jeg tog mig selv i at se direkte tomt ud i luften, og rystede hurtigt på hoved for at komme ordentligt til mig selv. Alle sad og kigget bekymret på mig – inklusiv William, der havde den dårlige samvittighed, men alligevel bestemtheden i blikket.

Lige meget hvordan det lød, kunne jeg bare se det på ham, at han følte sig forpligtet til at sige det. Jeg var selvfølgelig glad for, han sagde det. Ingen tvivl om det! Men jeg synes nu alligevel, det var lidt mærkeligt, han ligefrem havde det forpligtende udtryk.

Hvad havde Daniella mon sagt til ham?

”Hvad sagde hun til dig?” endte jeg med at spørger, og kigge opmærksomt op på William. Han rettede kort ryggen, kiggede kort rundt, før jeg atter fik hele hans opmærksomhed.

”Hun kom for at se til mig, da hun som sagt åbenbart vidste jeg kæmpede med at blive clean fra stoffer. Selvfølgelig var det egentlig det, hun i første omgang fik bildt mig ind, men jeg kunne se der også var noget andet. En anden og større hovedrund. Hun endte med at fortælle dét, hun rigtig kom for.

Hun fortalte, hvorfor hun ikke havde kontaktet nogen af os. Mere konkret dig, Alex. Eller når jeg siger fortalte, var det ikke alt hun kunne afsløre. Faktisk så det ud til hun sagde mere, end hun i det hele taget burde.

Hendes kæreste, Victor, er vidst kommet ud i nogle problemer. Daniella kunne kun fortælle, at de var efterfulgt og flygtede rundt i verden. Hun har ikke kontaktet dig, Alex, fordi hun ikke vil få dig i problemer. Hun nænner ikke hendes lillesøster skal rodes ud i noget, der slet ikke er ufarligt. Faktisk gælder det sådan for jer alle. Det er ikke fordi, hun har glemt jer. Faktisk græd hun end del, da hun måtte fortælle mig alt det her. Hvis det stod til hende, boede de fredeligt i Australien eller her i England. Men det kan ikke lade sig gøre.

Hun sagde, jeg skulle fortælle dig, Alex, at hun elsker dig. Ringen og skøjterne hun har sendt til dig, er ikke som et signal til hun ikke gider dig, eller du er ude af hendes liv. Det er tegn. Et tegn på hun stadig elsker dig, men blev nød til at sende dig tingende, da hun ikke selv kunne have dem. Daniella bad mig om at bede dig om at passe på dem, indtil hun en dag selv kan komme og hente dem igen.

Det er ikke fordi hun hader dig, Alex. Hun elsker dig af hele sit hjerte. Og jeg mener det, din søster sad ærligtalt og brølede, så vagterne på afvænningscenteret troede, jeg havde gjort hende noget. Hun elsker dig, Daniella elsker dig stadig. Godt nok kontakter hun ingen af jer, dig, eller besøger jer heller ikke, men hun gør det for at beskytte jer. Det sagde hun selv.

Måske kunne hun ikke fortælle, hvad Victor havde fået dem rodet ud i, men lad os alle blive enige om, det ikke er noget uden blod og jagt. Derfor bedte hun mig også fortælle dig, at hvis hun ikke ville besøge dig her i dette liv, ville i nok ses i et andet.”

Jeg sad med begge hænder for munden. Sagde intet. Gjorde intet. Lod bare tårerne løbe, uden at tørre dem væk. Det ville bare ødelægge min makeup, trods det alligevel ikke var grunden til jeg lod hver. Jeg var utrolig rørt, trist, glad, berørt og alt muligt andet pga. det William lige stod og sagde.

Selv mine forældre sad med tårer ned af kinderne, min mor mere end min far, men pointen i det hele var det samme. Vi alle fik den sandhed af vide, som vi alle havde gået og håbet på ville komme frem på et tidspunkt. Måske var det ikke hele sandheden, men som det lød til, var det den tætteste forklaring vi kom på sandheden.

Daniella var virkelig rodet ud i noget – Victor, hendes kæreste, havde altså ikke været helt klog. Jeg følte et stort had til ham for at hive min eneste og mest elsket søster ind i sådan noget rod. Der var intet jeg kunne gøre ved det, men jeg vidste også, det ville være for sent.

Lige meget hvad var jeg bare glad for, der var en til at overbringe en besked fra Daniella til mig. Selvom jeg måske var lidt små jaloux på William, da han jo havde mødt og snakket med Daniella, var jeg nu alligevel taknemlig over han sagde det. At han var den, der snakkede med Daniella. For hvis det havde været mig selv, ville jeg nok aldrig have nået frem til den information.

”Hvorfor skrev hun ikke bare alt det der i et brev sammen med den pakke, hun alligevel sendte til Alex?” Emma så forvirret på William, og udstrålede intet had på nogen måde, blot nysgerrighed.

”Det ville være for risikabelt, hvis pakken blev stjålet på posthuset, og nogen der måske ikke skulle have læst det, så dermed læste brevet. Det ville få Alex i knibe. Daniella sagde det allerede var en stor resiko at løbe, det at hun selv postede pakken, og lige frem havde skrevet Alex’s personlige informationer,” svarede William, og smilede til en forstående Emma.

”Vil det egentlig sige, hun heller aldrig har prøvet at ringe til Alex på en enegangs telefon eller noget? De kan ellers ikke spores,” lød det spørgende fra Greg, der ikke helt kunne forstå, hvorfor Daniella ikke havde brugt den idé.

William smilede skævt, og kiggede til sin ene side på Greg.

”Det har hun faktisk. Hvis jeg ikke tager meget fejl, gjorde hun det her i december måned. Hun sagde bare intet, selvom hun både kunne høre Alex og Niall snakke. Jeg mener hun også nævnte noget om, at Alex havde fået sig en god fyr, der både kunne beskytte hende, da Niall advarede hende noget så kraftigt at lade Alex være. Dog måtte hun også indrømme, at Niall’s ellers så gode ide, ikke ville have fået en morder til at gå – Især ikke når det var Niall Horan fra One Direction, der sådan truede over telefon,” lød det små grinende fra William, der kiggede fra Greg og hen på Niall og jeg. Emma grinte ved min side, og de andre ved bordet lod sig også smile. Niall kiggede lidt forlegent på mig, men alligevel med et smil.

Gud, så havde det været hende, der havde ringet! Jeg havde forbundet hende med en mistanke, da bølgerne lød i baggrunden i opkaldet. Men jeg havde aldrig gættet, det virkelig havde været hende!

”Ja, hun har altid været god til det med humor og genkendelse i stemmen,” lød det fra min moster, der smilte let.

”Hvorfor sagde hun egentlig intet, da hun ringede?” spurgte Niall forvirret, da han havde ladet min mosters kommentar summe lidt i luften.

”Hun ønskede vidst bare at høre Alex’s stemme. Også fandt hun vidst også ud af, man måske ikke kunne forklare alt over telefon,” svarede William.

Jeg kiggede atter op på min fætter, der stadig stod rank og flot op. Det var ikke til at fatte, han netop havde løftet en mental byrde fra hele min sjæl og krop. Måske ville jeg altid være bekymret for Daniella, for det var jeg virkelig inderst inde. Det hele mindede jo som noget fra en spion film!

Men dog havde jeg i det mindste fået opklaret en ting: Jeg var ikke helt forladt af min søster.

Hurtigt rejste jeg mig op fra min stol. Jeg fik hurtigt kantet mig rundt om bordet, og trykkede mig ind til William. Hurtigt lagde han armene om mig, og jeg kunne ikke lade hver med at græde. Af lykke og af sorg – både og. Han havde givet mig lykken, blot ved at fortælle mig det Daniella havde sagt. Jeg havde fået sorgen ved at hun var på flugt, fordi hendes idiot til kæreste havde rodet dem begge ud i værre lort.

Jeg var utrolig bange for, hun aldrig ville komme hjem igen. Blev dræbt. Og jeg kunne ikke engang vide om, hun stadig var i live. Det var direkte forfærdeligt, og jeg hadede det. Men oven i vidste jeg stadig, hun elskede mig.

Det var i et stort rod og kaos mine tanker, meninger og følelser. Og dog var der alligevel stadig en ro over min sjæl, der havde fået fjernet en stor last. Ja, måske kunne Daniella være død, eller så var hun stadig i live. Lige meget hvad vidste jeg, at jeg ville se hende igen. Om det var i dette liv eller et andet, gjorde ingen forskel. Jeg følte mig igen tæt med hende, og det var dét der betød noget.

Og jeg var virkelig taknemlig for, jeg havde sådan en fætter som William.

Efter Williams lille tale, eller mere fortælling, var vi alle på en eller anden led et tand gladere end før. Selvfølgelig kunne jeg godt se, mine forældre og de andre var bekymret, men de havde det nok ligesom jeg. Var lettet over at få noget sandt og virkeligt af vide, i stedet for at gå uvidne rundt. Jeg vidste ikke med dig, men jeg havde det bedre med, at have den indre bekymring end det store had til Daniella ligeså uvished.

Vi var netop færdige med pakke legen og buddingen, da vi atter sang julesalmerne. Niall og jeg sad ved siden af hinanden i sofaen, da pakkerne skulle åbnes. Niall havde armen om mig, trykkede mig tæt til sig, mens jeg støttede mig til hans lå med min venstre hånd.

Mit blik mødte Emmas, der smilende sad lige så tæt med Mark. De så utrolig søde ud sammen, og jeg var virkelig glad for Emma endelig havde ladet mig lære Mark at kende. Det lod også til hun var meget mere afslappet nu, hvor vi havde mødt hinanden, og kunne tjatte til hinanden som normale venner.

Maura var den første, der var oppe og tage en pakke. Vi lavede det sådan, at den der fik en pakke skulle op og hente en til en anden. Så det ligesom gik på skift at folk fik en gave, i stedet for der var ”en to tre løb”. Det blev alt for vildt, og desuden var den anden metode meget hyggeligere.

Min bedstemor havde lavet en kande te. Sofabordet var fyldt op med tekopper til alle, tekanden, sakse – hvis gaveindpakningen drillede, levende lys og skåle med godter i. Niall havde for starten af taget en skål i sit skød, da han ellers skulle bukke sig frem for at tage. Og ja, det ville nok blive irriterende i længden for os begge, for vi vidste på forhånd, hvorvidt han skulle have meget. Niall blev ikke kaldt for madglad for ingenting, vel?

Marks far havde tændt musikanlægget, der ellers kørte på svag lyd i baggrunden. Til sjove eller betydningsfulde gaver fulgte der diskussioner med. Der var altid lige en der kendte en julehistorie til, der havde sammenhæng til lige præcis dén gave, en person netop havde åbnet.

Fx da jeg fik et flot smykke sæt af Niall, med både ring, halskæde og armbånd, kendte Emmas mor Georgia lige en historie, der mindede til vores situation, fra da hun var barn. – For resten var jeg blevet ellevild med gaven fra Niall. Jeg selv havde købt ham tre flotte poloer, han havde ønsket sig, da vi var ude sammen i London. Heldigvis var han også blevet glad for dem.

Hvis jeg zoomede ud og så hele sceneriet, så det ud som en klassisk hyggelig forsamling. Familie og venner der var samlet til juleaften, hyggede, spiste godter, grinte, åbnede gaver og fortalte historier, de kunne realiter til noget, der pludselig skete. Kærlighed hang i luften imellem et par mennesker, og jokes blev fyrede af.

Jeg var virkelig glad for min juleaften alligevel endte godt. Min december måned endte ikke som det julemareridt, jeg ellers havde troet det ville blive til at starte med. Alle mine nærmeste og kæreste var samlet med mig, og vi holdte tilsammen en fantastisk jul ude på gården.

Niall var endnu engang i mit selskab juleaften med titlen som min kæreste. Denne gang løb han bare ingen steder. Denne gang endte vi ikke op i et skænderi, eller slog op. Nej, vi var lykkelige sammen, og jeg krydsede finger for, det ville vare i længere tid denne gang.

Jeg havde held i kærligheden denne jul, hvilket var en lettelse. Min henrykkelse var stor, og jeg kunne ikke være lykkeligere. William var endelig inde for rækkevidde igen, og jeg havde fået en stor sandhed, jeg aldrig ville have troet komme. Men den kom, og jeg var glad for William var ærlig. Emma var også ved mig denne jul, hvilket var virkelig dejligt.

Måske var Daniella ikke i selskabet, men det gik mig ikke så meget på, som det plejede at gøre. Jeg havde fået så klar besked om det hele som muligt, så meget at det stadig var sikkert, hvilket jeg kunne takke William for at være budbringer for. Jeg var stadig virkelig bekymret for Daniella, trods min byrde i sjælen var løftet. Jeg anede ikke om hun stadig var i live, eller hvor henne i universet hun var. Måske ville jeg aldrig høre fra hende igen. Men jeg vidste, vi engang ville ses igen – om det så var i dødsriget.

Alt i alt følte jeg mig helt forsamlet med det, som jeg kaldte familie. Daniella var der måske ikke fysisk, men hun var i mit hjerte.

Jeg smilte stort til alle i stuen.

Det var rigtigt hvad de sagde: julen bragte virkelig familien sammen i sidste ende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...