Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15836Visninger
AA

18. 23. December - Love and hate

 

Jeg vågnede op til et par blå øjne, der kiggede mørkt på mig. Forvirret lod jeg Niall trække mig endnu tættere til sig. Hans arme var let stramme om mig, og det virkede i det hele taget til noget var galt. Dog anede jeg ikke hvad, men det kunne umuligt være imellem os, hvis han lå sådan og krammede mig ind til sig. Jeg så op på ham med et spørgende blik, da han endelig kiggede ind i mine øjne.

Han sukkede tungt, og strøg hånden hen over mit hår i et kærtegn.

”Du havde mareridt. Lå og vred dig som led du, og råbte hendes navn,” Niall der før havde fjernet det mørke i blikket, lod det vende tilbage. For du også kunne følge med, kunne jeg fortælle hende, som Niall hentyd til, var Daniella.

Lige siden dagen inden, havde han som været i raseri anfald, fordi jeg havde fået den pakke. Jeg og mine forældre blev nød til at forklare dem alle ordentligt, hvad og hvem den pakke var fra, så alle forstod. Og da det også krævede at fortælle, at Daniella havde forladt mig uden ordentlig kontakt eller besked, blev alle ikke just glad for at høre det. Især ikke Niall. Jeg havde engang fortalt ham om min søster, som jeg ikke længere havde kontakt til, men aldrig hele og resten af historien.

Men den havde han nu fået, og han var ikke glad. Faktisk hadede han Daniella for det. Især fordi hun havde sendt mig den pakke, med de to ting der havde bundet os mest sammen. Skøjterne fordi hun havde brugt over halvdelen af vores barndom på, at lære mig at stå på skøjter. Efterfølgende havde vi gjort det hver vinter nede på søen, der ikke var mere end en km væk fra gården. Men det stoppede da hun rejste til Australien med hendes nye lover boy.

Ringen, der var en utrolig flot guldring, fordi det havde været vores søster ring. Vi havde sammen gået ned til den lokale smed, og få en lavet hver, som lige præcis havde den samme form, som hver vores højre ringfinger. Det var faktisk Daniellas ide. Som for at bekræfte at vi var søstre for altid.

Det at hun så sendte begge ting til mig bekræftede bare, hvor kasseret og smidt ud af hendes liv jeg var. Da jeg endelig var kommet mig over chokket dagen inden, var jeg brudt fuldstændig sammen. Det var helt umuligt at beskrive, hvor ondt det gjorde, at min egen søster - af kød og blod, sådan valgte mig fra. Og direkte sendte de eneste to ting, som vi stadig havde som bånd sammen. Jeg vidste, hun aldrig ville kunne skaffe sig af med det sjælebånd vi havde, som søster i kød og blod.

Ikke engang en enkel pakke uden afsender på, kunne fjerne den post som søster hun havde.

Jeg så det nærmest som en lille sød hævn, at hun ikke kunne fjerne det sidste physiske bånd, der medgjorde vi kunne kaldes søstre. Personligt ønskede jeg at få det fjernet, fordi det gjorde så ondt i forvejen, at vide vi stadig havde det physiske bånd, når Daniella alligevel valgte mig fra. Jeg kunne ikke fatte, min egen søster kunne gøre det imod mig, og det ville jeg nok heller aldrig kunne.

Niall havde ønsket at finde Daniellas telefon nummer, så han kunne få en grundig samtale med hende. Jeg vidste lige så godt som ham selv, at det var fuldstændig umuligt. På en eller anden måde var det ikke muligt for nogen af os, at kunne kontakte Daniella. Og tro mig, da jeg sagde, jeg havde prøvet. Op til flere hundrede gange havde jeg forsøgt at finde min kære søsters nye nummer, men det var som fjernet fra mit nærmeste cyberspace. Så efter to år, havde jeg droppet det.

”Det er sket før,” mumlede jeg Niall, for at berolige ham.

Jeg havde op til flere gange efter Daniella besluttede at cutte alt kontakt, haft vilde mareridt omkring hende. Aldrig vidste jeg, hvad der forgik i dem, men jeg vidste bare, hun var med og det var vildt. Virkelig uhyggeligt og skræmmende. Enden en af mine forældre eller min bedstemor måtte op klokken lort om natten, fordi jeg lå og skreg.

Efter fem måneder med det, krævede min far jeg fik noget physisk hjælp. Jeg måtte snakke med nogle professionelle omkring det. Men hvem gider det, og blive udsat som en freak? Jeg gik den gang i skole, og derfor afslog jeg hurtigt. Til mit held stoppede mareridtene efterfølgende. Ellers ville min far have tvunget mig til noget hjælp.

Min pointe med alt dette var, at jeg ikke tog så lidt skade af det, Daniella gjorde imod mig. Vi havde trods alt været virkelig tætte søstre, og hun havde været som min bedre halvdel, selvom man plejer at sige det om kærester. Hun var som min anden halvdel, jeg bare skulle have ved mig, kontakt med, for ellers ville min verden ikke hænge sammen.

Og det gjorde den efterfølgende heller ikke da Daniella forlod mig.

Niall hævede det ene øjenbryn, med et bekymret blik. Jeg stoppede ham midt i en påbegyndende sætning, ved at kysse ham hårdt på munden. Det fik ham til at holde mund, og lade mig være for et stykke tid.

Efter at have ligget lidt hånd i hånd, besluttede vi os for at stå op. Jeg hoppede i min militær jump in, og satte mit hår i en knold. Niall tog også hans egen jump in på i grå på, og kørte hånden let igennem det morgen hår han ejede sig.

Hånd i hånd kom vi ned til morgenbordet, der for en gangs skyld ikke var så tidligt. Klokken var halv elve, den 23. december, og jeg var mega spændt på julen der blot var en dag væk. Trods Daniella havde været ih så sød, at sende mig et minde om hende, havde jeg altså ikke tænkt mig at lade mig slå ud af det. Jeg måtte være stærk – selvom det var virkelig svært. Men jeg vidste det, for min egen og de andres skyld, ville være bedst hvis jeg ikke begyndte at snakke om det. Eller græde. Det var december, der skulle hygges, og jeg ville ikke fjerne alt hyggen blot pga. Daniella.

”Godmorgen turtelduer, sovet godt?” lød det muntert fra Emma, der allerede sad med Mark ved sig. Jeg vidste ikke han og hans forældre allerede var kommet, men det var da hyggeligt! Så var alle næsten samlet, lige som jeg ønskede det skulle være.

Jeg nikkede smilende til Emma, og slap Niall for at give Mark et velkomstkram. Han smilte det nu efterhånden sædvanlige smil, jeg havde set et par gange.

”Hey Mark,” jeg smilte til ham, da vi havde givet slip på hinanden.

”Aye Alex. Hvordan har du det?” spurgte han med et smil, der tydeligvis viste interesse. Jeg skævede til Emma, der gav mig et blik det tydeligt fortalte, han skam godt vidste det. Mit suk ville ud, men jeg lod det ikke. Det ville også være forkert af os, hvis Mark og hans forældre skulle være her, uden at lade dem vide hvad der lå i gære. For det var tydeligt imellem disse mennesker, der overraskende alle sammen var stået op, at alt ikke var som det skulle være.

Derfor smilte jeg også skævt til Mark, og lod Niall fange min hånd igen.

”Jeg har det fint nok. Bedre end i går må jeg nu indrømme,” fortalte jeg. Han nikkede forstående, og det var tydeligt han følte med mig. Mark var nu en sød fyr, og efter jeg havde lært ham en del at kende, kunne jeg godt forstå, hvorfor Emma havde valgt ham. Hun havde det med, at have en god smag for fyre, hvilket hun selvfølgelig også havde denne gang.

”Aye Mark,” lød det glad fra Niall, der straks lavede håndtegn med Mark, der nu havde overladt sin opmærksomhed til Niall. Dog kunne jeg fornemme, jeg stadig havde en lille del af den, efter de sideblik jeg fik.

Jeg holdte stadig Niall i hånden, da jeg begyndte at snakke lavt med Emma. Hun var tydeligvis bekymret for mig, og kunne se der atter var noget nyt.

”Jeg havde bare mareridt,” mumlede jeg til hende, så hun fik et hævet øjenbryn i ansigtet. Spørgsmålet stod nærmest som skrevet i hendes hoved, hvorvidt om det var det samme, som jeg før i tiden havde fået – Omkring Daniella. Jeg nikkede stift. Emmas ansigt blev vendt i foragt, og hun rystede arrigt på hoved.

”Hvordan kan hun blive ved? Sende dig det på den måde, velvidne om du langt fra har haft det godt, siden hun rejste? Hvordan kan hun blive ved med at pine hendes egen lillesøster på den måde?” Emmas udtryk var vredt, men jeg vidste, der intet var at svare. For jeg vidste det ikke. Ingen vidste det. Kun Daniella selv, og hende fik jeg nok altid kontakt til.

Hvis jeg en dag overhoved mødte hende på gaden. 

Jeg endte med at trække på skulderne, selvom Emma nok ikke lagde mærke til det. Mens jeg stod over for hende, betragtede jeg hende dybt stå mit i et raserianfald. Hele hendes holdning var rank, og der så ikke ud til at være en eneste urenhed på hendes hud. Hendes brune hår viftede om ørene på hende, imens hun mumlede en del utydeligt, der helt klart ikke var uden bandeord. Jeg vidste, Emma var træt af det med Daniella – Det var vi alle sammen. Derfor så jeg det lidt som en fejl, at jeg havde fortalt hende om mit mareridt. Så hvidt som det så ud, bekymrede det hende en del.

Derfor ville jeg heller ikke sige det til nogen andre – det var nok at jeg havde pint Emma med det.

”Åh der er Alex – Skat kommer du ikke lige over og hilser på Marks forældre, Ruby og James?” lød min mors stemme, hvor jeg straks rettede hoved, så jeg så hen på hende. Hun havde i dagens datos anledning taget lidt finere tøj på, end hun normalt ville have påklædt sig selv med på en almindelig søndag.

Jeg så kort hen på Mark og Emma, der havde stoppet snakken, og næst kiggede på mig. Jeg mærkede at Niall var parat til at gå med mig, hvilket betød jeg nok hellere måtte adlyde. Mit lille smil sendte jeg min bedsteveninde og hendes kæreste, før jeg roligt gik hen imod mig mor, med Niall følgende efter med hans hånd i min. Hun smilte moderligt til mig, før hun gjorde tegn hen på et ægtepar, der så ud til at være lige så gamle som mine forældre. Ellers forlod hun os i forhold til køkkenet, der larmede lidt som altid.

De begge kiggede direkte hen på mig, og lyste op i et smil. Jeg endte med at smile tilbage, efter jeg kort havde været inde i min egen lille boble. Jeg gik hen til dem, med Niall låst fast til mig, og smilte større til dem.

”Hej I må være Marks forældre – Jeg er Alex,” hilste jeg neutralt, og gav dem hver min højre hånd. Til mit og Niall’s held var vi begge venstrehåndet, så jeg havde den højre hånd fri til at hilse.

”Ja det ved vi. Emma har fortalt os en del om dig, ligeså Mark her på det sidste,” lød det fra Marks mor, Ruby. Jeg nikkede tænkende. Det undrede mig ikke at Emma havde spyttet ud om mig, men også Mark? Jeg havde godt nok været heldig, at vi virkelig kunne sådan sammen. For ellers ville det være et helvede, som ingen af os nok ville have det til at være.

”Ja så?” jeg kiggede hen imod mine to venner, der ligefrem sad og strålede ved siden af hinanden i sofaen. Deres blikke lå på Niall og jeg, og da jeg kiggede der hen, smilte det bare uskyldigt. Hvilket forhåbentlig betød de intet… upassende havde sagt. Det var trods alt Marks forældre, og hvis jeg ikke tog meget fejl af Emmas og Marks forhold, skulle jeg nok se en del til dem.

”Og hvem har vi så her?” lød det fra Marks far, James, der kiggede på Niall med det samme imødekomne blik, Mark havde givet mig den første gang vi mødtes. Mit blik røg straks til Niall, der smilte stort og strakte hånden imod James.

”Niall, Alex’s…”

”Jamen halløj med dig!” lød det fra glad fra James, der trykkede Niall’s fremstrakte hånd fast. Jeg sukkede lidt ud, eftersom jeg ikke rigtig havde vidst, hvad Niall ville kalde sig selv. Min hvad? Ven? Kæreste? Ingen af tingende var vi, trods jeg ikke var i tvivl om, vi begge gerne ville være kærester. Men heller ingen af os havde lagt udtryk til at spørge den anden, og jeg nægtede at presse Niall yderligere, end jeg havde gjort, så han holdt jul med mig.

Jeg havde mine grænser.

Men indtil videre fandt jeg det fint nok med, det vi nu end var. Dog havde det intet konkret navn, men det kunne også være lige meget. Så længe vi var glade, det var det, der betød noget.

Ruby smilte også til Niall, og gav ham hånden.

Pludselig kom min moster hen til os, med en tekop i hånden. Hende vidste jeg slet ikke var kommet! Jeg smilede stort ved synet, og krammede hende hurtigt. Jeg havde virkelig savnet hende!

”Hey skat, hvordan går det?” lo min moster Karen. Jeg smilte stort og fik hurtigt besvaret hende med et fantastisk. Trods jeg også kunne se på hende, at min mor havde fortalt hende om Daniella. Men det var jo sandt nok, når jeg sagde, jeg havde det godt. For Niall hjalp mig med humøret, hvilket skulle tilføjes at være en stor hjælp.

”Og jamen goddag med dig Niall! Hvordan har du det?” lød det glad fra min moster, der straks også krammede Niall, jeg havde givet slip på. Han smilte stort, og jeg kunne sagtens se at han følte sig yderst hjemme.

”Fint fint, det er dejligt med noget ferie. Hvad med dig, Karen?” spurgte han interesseret. Jeg lod mig efterfølgende blande ind i samtalen imellem Niall og min moster. Hun mindede mig forfærdelig meget om William, men det kunne heller ikke undgås – Han var trods alt hendes søn. Men jeg fejede det hurtigt væk, da jeg intet til overs for ham.

Vi snakkede med min moster og Marks forældre, indtil Greg kom slentrende og forlangte os alle at spise morgenmad sammen. Han havde vidst snakket med min bedstemor, for vi plejede at have den tradition lillejuleaften, at vi alle spiste måltiderne sammen. Så blev der ellers lavet en original Engelsk morgenmad. Denne gang havde Maura og min mor gået i køkkenet, og efter Niall’s lange foredrag om hvor god i et køkken hans mor var, skulle det nok blive en god blanding med min mor.

Begge kvinder havde talentet med mad.

Ja, det skulle nok blive godt!

Hjerteslag. Dunk for dunk lød det ved mit øre. Det var utrolig beroligende, og gjorde mig ufattelig tryg. Som var det hjem, der dunkede for mit øre. Med flammerne dansende foran øjne, blev min krop endnu varmere. Jeg puttede mig lidt tættere ind til den muskuløse krop, der straks spændte ledt ved min bevægelse. Den varme og trygge arm omkring mig, strammede svagt sit greb, som var den bange for at slippe mig. Jeg følte mig hjemme, og jeg vidste, der ikke var andre personer, der kunne få mig til at føle sådan end Niall.

Vi lå som smedet op af hinanden på den to mands sofa, der var fremstillet ved den åbne pejs. Jeg lå og lyttede til Niall’s hjerteslag, som - han flere gange havde mumlet, kun bankede for mig. Hvor rørt mon jeg blev? Jeg smeltede nærmest som smør, hver eneste gang jeg fik det mumlet ind i mit øre.

Niall lod sin højre hånd ligge og nusse mig svagt, mens vi begge kiggede imod de varme flammer. De var dødens farlige, hvis de begyndte af røre en, men hvis ikke, var de direkte smukke at kigge på. Farverne der strålede op fra flammerne var mærkværdige, men alligevel utrolig smukke. Tit var noget der var smukt også farligt. Det havde jeg allerede lært som spæd – ligesom så mange andre småbørn.

Men jeg følte mig ikke truet af flammerne, sådan som vi lå ikke langt fra kaminen. Niall var ved mig, gjorde mig tryg.

De jule sokker min bedstemor havde lavet, hang flot sat fast over pejsen. Helt som man så på film. Vi havde nærmest en stenhylde, der hvor pejsen var, da vi havde fået bygget sten oven over, som en slags afrunding. Der stod flere nisse på ski, skøjter og jeg vidste ikke hvad derpå. Virkelig hyggeligt at ligge og kigge på. Især da ildens lys nåede hele vejen der op, og lyste det lille nisselandskab op.

Jeg lå og kunne ikke lade hver med at tænke på Daniella, hvilket jeg selvfølgelig godt vidste, var en virkelig dårlig ide. Men hvad kunne jeg gøre? Det var ikke altid nemt at styre end tankegange, hvilket du nok ville kunne forstå mig ret i.

Men som var Niall min helt, reddede han mig for en alt for dyb bebrejdelses omgang, ved at kigge direkte ned på mig. Jeg kiggede automatisk op, og så ham smile til mig. Ildens lys fik ham til at se helt gylden ud, og den spejlede sig næsten i hans krystal blå øjne. De glimtede og gav mig intet andet end varme og kærlighed.

”Alex?” han hviskede nærmest mit navn, og tog fat i min hånd. Niall’s stemme lød seriøs, derfor rettede jeg mig op i sofaen, så jeg stadig sad med benene oppe i front imod ham.

”Vi har haft dette her gang længe nu, og som du hørte med Marks far, så vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle kalde os. For vi er ikke venner. Vi er ikke kærester – vi er lige midt i mellem,” lød det fra ham, da han vidste, han havde min fulde opmærksomhed.

Jeg sank ryggen nervøst, men flyttede ej mit blik fra den blonde skønhed. Mit nik var svagt, og det var nok virkelig tydeligt, at jeg var nervøs omkring, hvad han i sidste endte mente og ville sige. Derfor fjernede Niall også sin arm og tog mine hænder i sine. Han klemte dem, som for at berolige mig. Trods det plejede at fjerne al nervøsitet, blev en del stadig tilbage.

”Men jeg ønsker det ikke sådan. Jeg ønsker ikke, at jeg ikke er sikker på, at vi er sammen. At du er min.”

Jeg åbnede mine øjne mere, og så nærmest glad på ham. Det var så tydeligt, at vide, hvor vi skulle hen med denne samtale. Jeg vidste, han endnu ikke havde spurgt, men jeg var allerede klar på at overfalde ham.

”Derfor vil jeg være sikret. Alex, vil du være min kæreste?”

Jeg sværger, jeg skreg halv hviskende op, og kastede mig som tænkt over ham. Hele min krop reagerede totalt sygt på det hele, og jeg turde nærmest ikke tro det. Virkelig, det var helt ufatteligt!

Det var som en drøm der endelig gik i opfyldelse. Noget der var taget ud for et juleeventyr, der næsten var for godt til at være sandt. Jeg troede aldrig, at jeg skulle have så meget lykke på en gang, uden der kom noget dårligt efterfølgende.

Derfor var jeg virkelig oppe og køre, og selvfølgelig vidste du vel allerede godt hvad jeg svarede…

”Ja, ja og atter ja. Selvfølgelig, Niall,” jeg mumlede det godt nok ind i hans øre, men det var ikke uden lykken i stemmen. Den overdøvede stort set alt andet, og jeg kunne tydeligt mærke Niall’s latter. Vi begge svævede nærmest på den lyserøde sky, og jeg kunne ikke forstille mig noget, der skulle kunne ødelægge det.

Men jeg Alexandra Swan havde det altid med, at skulle få det dårlige kastet i hoved, når jeg endelig var lykkelig. Derfor skulle jeg også have det, når jeg endelig var komplet lykkelig. Der lød virkelig høje stemme ude fra gangen. Niall og jeg vendte os om, og kiggede forvirret over sofaens ryg. Alle sad i stuen bortset fra Emma og min moster, der sikkert var de larmende ude i gangen. Min mor rynkede forvirret panden, og rejste sig op. Vi alle lignede spørgsmåls tegn, eftersom de umuligt kunne skændes. Der lød også en drenge stemme imellem dem, hvilket gav mig myrekryb - Angst tanker.

Min mor skulle til at åbne døren til gangen, men hun nåede det ikke, da den straks blev åbnet af Emma. Hun så ud til at være helt rød i hoved af rent raseri. Bag hende kom min moster, der bestemt ikke så særlig glad ud. Nærmere lige så vred som Emma, men også skuffet.

Hvem fanden var det, der var kommet?

Det fik jeg hurtigt svar på, da en høj skikkelse kom bag dem. Det lettere lyse hår var ikke til at tage fejl af, og de grønlige øjne vi langt fra havde tilfældes, fik mig til at synke en klump. Hans øjne gled hen over den chokeret menneske samling, men også forvirrede. Der var et par stykker, der ikke kendte ham, så som Niall’s mor og bror ligeså Mark og hans forældre.

Mit hjerte synes at springe et slag over, da hans øjne mødte mine. Savnet var tydeligt at se, men lige så skammen. Jeg var lige glad, for det eneste jeg ejede til ham, var vrede og had.

Intet andet.

Mine tanker fumlede rundt i hinanden, og jeg mærkede Niall’s bekymret blik på mig. Men jeg lod mig ikke møde det, dog fastholdte jeg min øjenkontakt med den genkendelig.

William – min fætter.

Hvad.fuck.lavede.han.her?

Jeg kom mig over chokket, da han sagde mit navn. Hurtigt rejste jeg mig op, velvidne om at Niall var ikke særlig langt fra mig, gik jeg hen imod William. Hans øjne fulgte mig og skulle til at kramme mig, da jeg nåede foran ham, men tog afværgende hånden op. Williams arme fald slapt ned, og han sukkede, da han sikkert indså vi langt fra var på god fod.

Men hvad fanden havde han regnet med?

”Hvad laver du her, William?” spurgte jeg kold, og så med et stoneface på ham. Normalt ville jeg aldrig give nogen sådan en velkomst, om de så var lede kællinger eller andet. Men denne her situation var anderledes. Vi havde ikke snakket i to hele år, fordi han valgte at afbryde kontakten, efter han rejste til Chicago. Sikkert fordi jeg ikke var god nok til ham mere. Også stod han der foran mig, to år efter vi sidst så og snakkede med hinanden, og troede alt var okay. At han bare kunne komme her, og tro jeg vil overfalde ham med et kram.

Jeg vil såmænd bare gerne holde jul med min familie. Må jeg ikke det?” hans ord fik mit hoved til ligge let på skråt, for virkelig at se om det var hans alvor. Troede han virkelig, at han bare kunne komme randende på den måde, to år efter vi havde set hinanden eller snakket? Åbenbart.

”William du er ikke…”

”Jo mor, lad mig nu lige forklare det til de andre, så skal du nok også få dit spørgsmål besvaret,” vrissede William af hans mor, og kiggede ikke engang på hende, men holdte sit blik på mig.

”Så du tror du bare kan forklare dig ud af det her? William, du skal virkelig være naiv, hvis du nogen sinde tror din grund er god. Tror du virkelig du kan komme frem med en god undskyldning, for at stikke halen mellem benende og ikke tage kontakt til os i to år?” jeg så hårdt på ham, og tog min hånd i siden for virkelig at give udtryk for, hvor vred jeg var.

Faktisk mente jeg ikke selv, jeg gav ham beviser nok på, hvor indebrændt, såret og flintrende gal jeg var. For det var nok noget mere, end han nogen sinde kunne forstille sig.

Han så mildt på mig og nikkede.

”Ja, Alex det tror jeg. Hvis du og de andre ellers vil lade mig forklare,” svarede han, og stoppede sit blik ved Niall. Hans mundvige gik let op, men gled så ned igen, da han så Niall’s reaktion. Jeg var ikke den eneste, der havde været offer for Williams stilhed over i Chicago. Niall havde også lært ham godt og kende, og været virkelig gode venner med ham – det havde alle drengene. Derfor forstod de mig også meget godt, da jeg fortalte hvordan jeg havde det, da William aldrig ringede eller kom på besøg.

Alt det han ellers havde lovet.

Mit indre var i en kamp om jeg virkelig gad høre på Williams forklaring. Undskyldning. Hvis jeg ikke tog meget fejl, ville det sikkert bare være mega lamt, noget jeg slet ikke gad høre på. Han havde gjort nok imod mig. Jeg havde haft nok smerte inde for familien. Det hele burde forsvinde meget snart.

Alle var stille, og det lod til jeg var den, der skulle svare min kære fætter. Jeg rynkede panden, for at nå frem til en ordentlig konklusion. Til sidst ende jeg med at vrisse mit svar:” Fint! Men du skal ikke regne med din forklaring bliver accepteret af nogen af os,” vrissede jeg.

Williams ansigt fortrak en enkel bevægelse, der nok ville have været starten på et taknemmeligt smil, hvis ikke det var fordi, han stoppede sig selv. I stedet nikkede han blot seriøst, og kiggede fra de andre til mig igen. Det var hele tiden mig der skulle have hans blik – Det sårede, flove og undskyldende blik.

”Grunden til jeg ikke har kontakten nogen af jer er, at jeg har været på et stofafvænnings center i Chicago,” lød det fra William, der chokeret os alle. Jeg gispede, og tog hånden op for munden med store øjne. Stof-stofafvænning? Havde han været på stoffer?

Da ingen så ud til at ville afbryde William, og da han vidste, han havde alles opmærksomhed, forsatte han med forklaringen.

”I flere måneder inden jeg tog til Chicago, havde jeg været afhængig af hash, svampe og andre umenneskelige stoffer. Jeg startede en gang til en fest med at prøve det, og efter to snif kunne jeg ikke stoppe igen. Det var som om hjernen blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle have mere. Ellers ville jeg ikke overleve. Og jeg blev ved. Jeg ville virkelig gerne stoppe, det ville jeg, men jeg kunne ikke.”

William sukkede tungt, for ligesom at samle energi til at forsætte. Det var tydeligvis hårdt for ham at stå frem på den måde, og fortælle os alle om hans svage periode. For at være helt ærlig var jeg helt mundlam, og stod stadig med chokeret øjne på min fætter. Jeg huskede ham aldrig som den person, der kom ud i sådan nogle ting, men det kunne ske for alle og en hver.

Jeg mærkede tårerne i mine øjne, da jeg indså, jeg rent faktisk havde lagt mærke til forandringerne op til hans rejse. De mørke rander, det mærkelige humør og uforskammet opførsel. Min moster sagde, det bare var hormonerne der gik i sving. Jeg var 16 år og stadig u viden omkring stoffers efterfølger, hvilket så forklarede hvorfor jeg ikke havde indset det.

”En dag kom hjem skæv, og min mor opdagede det stadig stod på. Efter en lang diskussion endte min mor op med at ville sende mig til Chicago, hvor et godt afvænnings center ligger. Vi sagde intet til jer andre, fordi jeg var flov. Har i nogen anelse om, hvor flovt det er, at man ikke har nok selvkontrol til at kunne stå imod sådan noget? Jeg fik min mor til at love at holde mund, så i skal ikke begynde og beskylde hende for noget – Hun gjorde bare, som hendes svage søn bad om.”

Jeg lod tårerne samle sig endnu mere i øjne, da jeg så direkte på min fætter. Han havde været så meget mere igennem, end jeg nogensinde ville have troet på. Virkelig, jeg ville aldrig have ladet den mistanke falde mig ind, hvis William ikke havde stået sådan, og fortalt os alle hans forklaring – Selv Mark og hans familie, som han ikke engang kendte til. Og Niall’s bror og mor. Han var så modig, min fætter.

”Jeg endte flere gange med at komme ud af centeret også tilbage igen. Da jeg endelig var afvænnet, så jeg friheden som en chance til, at gå efter de savnet stoffer. Efter så mange gange med at komme ud og ind af centeret end jeg har fingre til, endte jeg med at indse noget. Jeg ville aldrig komme tilbage til mit rigtige liv hos jer, her i England, hvis ikke jeg begyndte at tage mig sammen. Stoppe fuldstændig med stofferne, også når jeg var ude for centeret igen. Og den eneste måde jeg kunne det, var at tænke på jer – min familie. I har sikkert alle sammen tænkt over, hvor fanden jeg var henne i verden, når jeg ikke kontaktede jer.

Jeg valgte også at lade hver med at ringe til jer, fordi jeg simpelthen ikke ville kunne holde til det. Det vil få min skam til at ødelægge alt igen, når jeg prøvede på at blive afvænnet. Man kunne godt kontakte familie der, ja, men jeg valgte i stedet at lade hver, og vente til når jeg kom hjem.

I har i sidste ende været min redning for mig selv og stofferne – især dig, Alex.”

Da han endelig så ud til at være færdig, begyndte jeg at hulke. Hurtigt sprang jeg hen i Williams favn, og lod mig trykke min ind til min savnede fætter. Det var så urealistisk at han var her.

Jeg hørte ham mumle et undskyld, men jeg affejede det hurtigt med, at sige han var tilgivet. Hvordan kunne jeg gøre andet? Han var min fætter, og trods han ikke sagde noget om sin tilstand til mig, elskede jeg ham stadig som min egen bror.

Da jeg endelig besluttede mig for at give ham luft, kom de andre til og skulle hilse. Niall var hurtigt til at give sin ven et gutter kram, trods det måske var lidt tættere, end fyre normalt ville gøre det. Emma var også henne hos William, og gav ham en noget bedre velkomst, end hun før i gangen havde gjort. Jeg trak mig længere tilbage, og holdte Niall i hånden.

Mit blik ramte min moster, som havde tårer i øjne ligesom jeg. Stoltheden lyste hende ud af dem, og hun knurrede sin søn ind til sig. Det var tydeligt, at begrundelsen var at han havde vundet over trangen til stoffer. Bare denne situation, og det faktum, at min egen fætter havde endt så langt ude med stoffer, fik mig endnu mindre lyst til at prøve det. Selv til fester hvis jeg var fuld, vidste jeg, jeg kunne sige fra.

Sådan en fortælling glemte man ikke lige – selv ikke i fuld tilstand.

William blev præsenteret for Marks forældre, lige så Mark, som tydeligvis havde stor respekt for ham. Maura og Greg hilste også på William, og i det hele taget behandlede de alle fem William, ligesom de behandlede os andre. Det varmede om mit hjerte, at de virkelig kunne affinde sig med det. Men nu var det heller ikke fordi, Will var nogen kriminel eller noget. Han havde bare været en misbruger.

Og forhåbentlig kunne han ligge fortiden bag sig.

Vi alle pyntede i fællesskab juletræet. Som vores tradition lød, skulle skålen med pebernødder stå fremme og blive genopfyldt. Det var Niall utrolig glad for, og spiste hele tiden af den, så den blev ekstra hurtig tømt. Julemusikken lød også i musikanlægget, og jeg dansede af og til omkring sammen med nogle tilfældige, jeg hev fat i. William så allerede ud til at være faldet ordentlig til, og det glædede mig.

Jeg snakkede også en del med ham, og med hans mange jokes indså jeg også, hvor meget jeg egentlig havde savnet ham. Det var tydeligvis mere, end jeg hidtil troede.

I det hele taget var det rart at være samlet med de nærmeste. Smilende lå på alle ansigter, og jeg endte tit med at stå tæt op af Niall. Vi var som klistret til hinanden. Af og til sneg vi os til et par kys, som de andre ikke så. Eller sådan tænkte vi, men det kunne selvfølgelig ikke undgås. Egentlig var det også lige meget om de så det eller ej, vi havde vidst også sagt på en eller anden måde, at vi var kærester.

Jeg gik i køkkenet og lavede mad sammen med min moster. Der var ingen akavede tavsheder - overhoved ikke. Jeg bebrejdede hende intet med ikke at fortælle, hvad der var med William. Hvis han ikke havde villet have at vi skulle vide det, så var det jo bare godt, at hun holde det tæt til sig. Måske følte jeg mig lidt forrådt, når jeg op til flere gange havde grædt med hende, eller bare i hendes favn. Men det var småting, for det der betød noget var, at vi alle var samlet en gang for alle.

Desuden var det lillejuleaftens dag, der skulle man heller ikke blive for vred på hinanden.

Det eneste der plagede mig var det med Daniella. Hvorfor hun gjorde som hun gjorde. Og hvorfor hun overhoved sendte mig den pakke. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage det som et hån, eller et tegn på hun ikke havde glemt mig. Lige meget hvad prøvede jeg at ligge det fra mig, så jeg ikke endte i tårer og snot. Det var lillejuleaften – dagen før dagen. Det skulle man ikke være trist.

Og den der sad med skæbnen og andre handlinger i sin hule hånd, var åbenbart enige med mig, for jeg tænkte ikke på Daniella resten af den aften.

Jeg fik en pause for hende – for et stykke tid.

___________________________________

Hola loves!

Nu får I et ekstra langt kapitel, blot fordi der var meget, der skulle ske. Og fordi der har været andre kapitler, hvor de ikke har været så lange.

Jeg kan lige afsløre dette kapitel I lige har læst er på over 5600 ord :I

Haha, men det næste og sidste kapitel bliver heller ikke så langt, som dette her.

Men hvad siger I til det? Havde I forventet William kom, og at han direkte havde været på stofafvænning i Chicago? Og synes I Alex gjorde rigtigt i at tilgive ham for den no contact periode?

Tak fordi I er jeeeeer - og stadig læser trods december er over ;D 

I stille for resten bare spørgsmål, hvis der er noget, I ikke forstå eller vil have på det rene.

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...