Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15841Visninger
AA

15. 18. December - In the middle of nowhere

Prustende løftede jeg min kuffert op i bilen. Der lå i forvejen urimelige mange gaver, der fyldte et helved. Jeg smækkede bagklappen med lidt for megen kræft efter at studeret om alt var med. Uden at kigge mig omkring, satte jeg mig ind i min Audi. Lige meget hvad vidste jeg, hvor vidt der lå folk i krogene, der enden filmede mig, eller bare tog billeder. Sådan havde det været lige siden den dag, Niall og jeg blev set officielt sammen, da vi skulle på cafe. Og vores vante beklædte hænder, der var som smedet sammen den dag, gjorde det yderst tydeligt, hvor vidt der var noget kørende.

Derfor havde jeg haft flere kamerahold eller paparazzier efter mig lige siden den dag. Jeg undrede mig lidt over, der var ingen, der nævnte Niall’s og mit skænderi på åben gade. Det måtte åbenbart have været i skjul, eller så havde der alligevel ikke været nogen efter os på det tidspunkt.

Jeg kunne roligt afsløre for dig, hvor vidt jeg stadig var stødt over, Niall bare gik fra mig. I sidste ende burde det nærmest være mig, der gik fra ham. For trods alt var det mig, der fik afslag, og ikke ham. Hvor ironisk efter alt. Det var den samme ting sidste år: det var mig der blev svinet til, beskyldt for groft, og alligevel var det ham der skred.

Sådan måtte det åbenbart være imellem Niall og jeg. Han stak halen imellem benende, skyndte sig at flygte fra mig. Hvor jeg altid var den, der stod tilbage, som den mest sårede. Hvilken pragtfuld rolle jeg spillede… Du kunne forhåbentlig fornemme ironien ved mine tanker..?

Efter Niall forlod mig ved åben gade, havde han ellers ikke ringet siden. Det forvirrede mig en del, måtte jeg indrømme. Især fordi han denne dag skulle rejse til Irland. Og kom sikkert ikke hjem før ved nytårs tid. Det lignede ham ikke, at sådan bare fjern al kontakt lige pludselig. For mig var det også yderst besynderligt, eftersom vi blot for to dage siden, stod tæt op af hinanden, og nærmest var ved at kysse.

Var det så lige normalt, at lade sig rejse uden nogen opkald?

Selvfølgelig kunne jeg heller ikke regne med, Niall ikke havde ændret sig. Det var trods alt et år siden, vi havde haft ordentlig kontakt. Alt kunne ske på den tid.

Men da Niall ikke havde kontaktet mig, og alligevel rejste til Irland, valgte jeg også at tage en nem løsning. Jeg havde ringet min mor op, og meddelte allerede min ankomst denne dag. Hun havde oprigtigt lydt glad, hvilket varmede mit ellers så triste indre. Det var vel ingen hemmelighed, at det sårede mig det med Niall.

Jeg havde lige fået juleferie fra arbejdet, så der var ingen problemer der. Altså var det muligt for mig, at allerede tage ud på landet seks dage før jul. Det skulle nok blive hyggeligt! Jeg havde altid elsket at komme ud på landet til mine forældre. Min bedstemor gik i køkkenet med julebagning, hvilket var en af mine favorit ting omkring julen.

At bage var så hyggeligt!

Jeg havde også ringet til Emma, og forklaret hende hele situationen. Og som altid støttede hun mig. Det undrede måske ikke så mange. Jeg var derfor endnu mere taknemlig over for Emma, eftersom hun allerede kunne komme to dage efter, jeg var kommet ud på gården. Hendes job ville først have frigivet hende den toogtyvende, men hun havde vidst lavet en deal med en af hendes kollegaer. Hvilket selvfølgelig var meget heldigt.

Emmas kæreste Mark ville også komme ud med hans forældre juleaften. Jeg elskede at være i et stort selskab ved julen. Ikke fordi små selskaber ikke var gode, men jeg elskede bare lyden af flere samtaler kørende, folk der grinte og selvfølgelig at der lå ekstra mange gaver under juletræet. Det så også lidt flottere ud, end hvis der kun lå fem…

Jeg kunne ikke lade hver med at ærgre mig en del over, Niall og jeg skulle skilles sådan. Faktisk havde jeg enorm dårlig samvittighed over for Niall, da jeg følte det var min skyld, han blev så oprevet. Det var det sikkert også. Lige meget hvad og hvis skyld det var, havde jeg det altid med, at ligge skylden over på mine skuldrer. Dårlig vane, især hvis det så ikke var mig, der var problemet. Men sådan havde jeg altid gjort.

Mit suk passerede mine læber, mens jeg holdte godt øje med vejen, for ikke at skride i sneen. Med et sving drejede jeg ud imod motorvejen, jeg desværre ikke kunne tage hele vejen ud til gården. De små landeveje skulle også bruges, og jeg kunne ikke undgå dem.

Man plejede at sige julen var kærlighedens tid. Som var der magi i luften. Jeg havde selv oplevet det, men da synes jeg ikke rigtig, at det kørte så godt op til selve dagen. Så jeg kunne ikke lade hver med at håbe, krydse alle mine fingre, for at julens kendetegn ville komme mig til gode. For det med Niall, kunne jeg simpelthen ikke slippe. Det stak i mit hjerte ved tanken om, at vi igen skulle være skilt ad. Julen var lige rundt om hjørnet, og jeg kunne ikke klare at tænke på, det dette år skulle være uden Niall.

Ikke at han skulle være ved min side, men i det mindste kunne vi være gode venner. Gerne mere hvis det var muligt. Det pinte mig ved tanken om at være uvenner med ham – især ved julen. Trods jeg nok for to måneder nærmest ville være overlykkelig over, hvis jeg var uvenner med ham ved juletid. Hvor ironisk alligevel. Tiden forandre alt så hurtigt. Måske lidt for hurtigt…

Det plagede mig en del, men alligevel formåede jeg ikke at lade det gå så vidt, at jeg i ren frustration kørte galt. Jeg skubbede alligevel tankerne fra mig, skruede op for julemusikken, og frydede mig over at jeg snart skulle se mine forældre og bedstemor igen. Det var efterhånden lang tid siden.

Desuden skulle jeg også prøve, at lade hver med at tænke for negativt hele tiden. Det var jo jul – man måtte ligesom selv også mærke, hvad der var negativt for humøret. Derfor prøvede jeg ud med det positive. Hvilket straks hjalp på humøret – stadigvæk havde jeg tankerne om Niall svævende ikke så langt væk, men alligevel med nok distance til, jeg kunne tillade mig at være glad.

Igen: det var trods alt snart jul!

Jeg skreg nok for syvende gang på den køretur. Som sagt skulle jeg køre på de små landeveje, og det var ikke alle steder blevet skrabet for den store mængde sne, der var rundt omkring. Det ville selvfølgelig sige at man hurtig kunne side fast i sneen, eller bare glide på noget ikke synligt is. Virkelig upraktisk, men sådan var det at være på landet.

Mit gentagende skrig var mest fordi, jeg hele tiden var ved at skride eller side fast i sneen. Det gav nogle ryk i bilen, som jeg havde det med at blive for let forskrækket over. Heldigvis da jeg skreg den syvende gang, var jeg nået så langt, at jeg kunne se gården tydeligt igennem nogle af de høje træer. Det gav en hvis ro, da hvis jeg sad fast, lige kunne gå hen til gården.

Hvem der atter bestemte menneskers uheldigheder og lykke, havde i hvert fald besluttet sig for, ikke at være for ond imod mig. Derfor skulle jeg udover være uvenner med Niall, ikke side fast i nogen sne for alvor, eller glide ud i grøften der lå i venstre side. Enormt dejligt at der også var lidt retfærdighed engang imellem. Udover jeg ikke synes det var særlig tit.

For hvor retfærdigt var det lige, at folk i Afrika skulle sulte, også over halvdelen af verden ikke skulle? Kunne du forstå, hvor jeg ville hen?

Lige meget hvad nåede jeg frem til gården. Med et sving kørte jeg hen ved siden af de andre biler, der holdte inde i den carport, min far engang havde lavet. Den var lang og stor, hvilket nok var meget praktisk. Og nej min ven du skulle intet misforstå, hvilket jeg havde en fornemmelse for, du meget gerne ville.

Jeg slukkede selvfølgelig for motoren, før jeg steg ud af bilen. Sneen gik mig ikke så langt op, eftersom en af de gamle havde været ude og skrabe. Hvor fornuftigt af dem…

Jeg, der stadig havde skiftet mine vans ud med vinter støvler med kilehæl, formåede at gå forsigtigt hen over den lidt glatte sne belagte jord, og åbne op for bagagerummet. Min kuffert blev sat på jorden sammen med de tre poser fyldte med gaver. Jeg havde rigtig gået til den med julegaverne det år, men selvfølgelig var vi også en del mennesker. Jeg havde også et par gaver med, der ikke var til nogen af dem, men Niall og hans forældre samt bror. Jeg havde ikke fået dem givet til Niall, eftersom alting ligesom endte ret pludseligt.

Forsigtigt gik jeg ud fra carporten, og lod blikket glide rundt omkring. Jeg kunne roligt fortælle dig, hvor langt ude jeg var – der hvor kragerne vender, som man siger. Trods der var en del træer rundt om gården, var det alligevel muligt at kigge ud på markerne. De så ud til at gå ud i uendeligheder, og helt ude i det fjerne, kunne jeg ane en lille bitte gård, der helt sikkert var større end den så ud til.

Lugten af hø hang i luften, og sneen dalede lige så fint ned fra himlen. Det var dog utroligt – der lå meget mere sne ude på landet, end det gjorde inde i centrum. Men det var vel heller ikke så mærkeligt, da centrum var mere proppet, og sneen hurtigt blev trådt til slud.

Langsomt gik jeg hen imod hoved indgangen. Gården var utrolig stor, og havde tre linjer kunne man vel kalde det. Bedre forklaret, var den formet som en hestesko, trods den alligevel havde en enkel bygning ved siden af. Ud over carporten. Det var tydeligt at min bedstemor og mor havde haft gang i pynten, for selve udenfor var godt nok dekoreret flot op. Der hang flere gullige lyskæder på træerne, havenisser stående, julekranse på dørene og kravlenisser samt hjerte i vinduerne.

Jeg brasede døren op, så den nærmest smadrede op i væggen. Forlegent så jeg overrasket på døren, og den væltet stof nisse, der var ofret for min uvished. Normalt plejede hoveddøren nemlig at være mega besværlig at få op, hvilket var begrundelsen til min ellers så støjende ankomst. Den måtte have blevet smurt, ville jeg lige sige til mit forsvar! – og det var den ikke sidste gang jeg var der!

Ømt lukkede jeg døren, og agede den nærmest som et undskyld. Lige meget hvor mærkeligt det lød, gjorde jeg det, og selvfølgelig kunne jeg høre en mandlig latter. Jeg drejede hoved og kiggede direkte hen på min far, der så storgrinende på mig. Hm… han havde nok overværet mine kærtegn til den stakkels gamle dør.

”Far!”

Jeg sprang nærmest hen i hans favn, og trods min far var i de fyrre år, greb han mig. Nu lavede min far skam også en del fysiks, især udenfor hvor gården skulle holdes ved lige, ligeså planter og andre ting. Min far havde altid været en gør-det-selv-mand. Faktisk var han hele hovedgrunden til, vi havde købt gården. Min mor var også et havemenneske, men min far havde sat det meste i stand på gården. Nærmest totalt renoveret det, ikke til fuldstændig moderne, men mere sådan rimelig okay standard, der heller ikke var for moderne til en gård. Nyere, men stadig hyggeligt – lige som det skulle være.

”Hej min pige, hvor det hyggeligt du allerede kom nu!” min far smilte sit sædvanlig faderlige smil, jeg var så van til at se på. Det føltes så hjemmevant, normalt, behageligt og trygt at se på. Alle de ting det skulle være.

Jeg smilte stort.

”Jeg er også glad for at være her,” jeg lod min far hjælpe mig af med jakken, og han skævede til mine sko.

”Du skal ikke engang sige noget! Jeg har hørt på de den sidste halve uge!” truede jeg med en løftet pegefinger, hvilket selvfølgelig fik min far til at grine højt.

”Okay okay! Jeg har intet sagt! Men det klær dig nu med andre sko og-”

”Shut up, dad!” jeg afbrød ham, med et rasende blik, og selvfølgelig skulle han bare grine igen. Han tog mine ting og smuttede igen, mens jeg stod og fumlede med skoende. Åh hvor var det irriterende! Hvorfor skulle alle kommenterer det? Og hvorfor skulle mine vans overhoved blive ødelagt?

Jeg trissede langt om længe ind i stuen, efter jeg havde rettet lidt på håret, tjekket makeuppen i det spejl, der hang i gangen. Da jeg trådte der ind, ramte duften af hjemmebag, og julemusik, mig lige i hoved og ind i ørene. Min ellers så irriterede mine blev erstattet med en lykkelig en. Jeg fløj nærmest ind i køkkenet, hvor min mor og bedstemor stod. Hver især havde de deres egen specielle tekop, og fredeligt stod de og snakkede.

Dog rettede min mor blikket hen på mig, som den første. Min bedstemor gentog hendes bevægelse, og de begge to mest elsket kvinder i mit liv, så storsmilende på mig, med noget af en ubeskrivelig stor glæde i sindet. Det var lige til at hoppe op af glæde, blot ved at se, hvor glad man kunne gøre dem. Bare ved at komme ud og besøge dem, stå foran dem med et smil, var alt hvad der skulle til.

Og det var derfor, jeg elskede familie!

”Hej smukke!” min mor var hurtigt henne ved mig, og trak mig ind i et savnet, velkendt kram. Smilende lagde jeg armene om min mor, jeg ikke kunne beskrive som andet end en fantastisk kvinde. Jeg elskede hende virkelig højt, og hun havde virkelig hjulpet mig igennem mine tab – især med Danielle.

”Hey mor,” jeg mumlede det ned i hendes skulder. Det var som om jeg fik et rush af følelser igennem mig, blot ved at stå i min mors favn. Derfor lød jeg måske også en del grødet, da jeg sagde hej. Min mor trak mig også ud foran sig, for at se om jeg var okay.

”Jeg har det fint,” besvarede jeg hendes tanker med.

Dog så hun skråt på mig, men jeg gav slip på hende, og lod mig omfavne min bedstemor. Hun grinte svagt og strøg mig over håret, med sin ene bløde hånd. Det var tydeligt hendes grin igen passerede hendes læber, fordi jeg knugede hende lidt hårdt ind til mig.

Men kendte du ikke det, at man havde været alt for lang tid hjemme fra, og når man endelig kommer hjem, kan man ikke lade hver med at kramme de gamle for vildt? Selvom jeg var flyttet hjemmefra, elskede jeg stadig at komme hjemme på gården, og jeg gjorde det så snart jeg fik mulighed til det.

”Jamen dog sveske, der er vidst en der har savnet os,” lød det kærligt fra min bedstemor. Som det hele tiden havde været, kunne jeg ikke lade hver med at smile. Trods jeg nærmest ikke kunne holde mine tårer inde. Som før fortalt var det hele meget overvældene. Jeg kunne ikke lade hver med, at lade det med Niall komme ind over det hele, blot fordi… ja… hvorfor? Jeg anede det ikke, og det skræmte mig på en mærkelig måde.

”Jeg har også savnet jer, bedste.”

Både min mor og bedstemor kiggede grundigt på mig.

”Søde skat, du har jo tårer i øjne! Hvad er der galt?” min mor så bekymret på mig, hvor min bedstemor gjorde trop. Det fik mig til at bryde fuldstændig sammen. Jeg vidste stadig ikke hvorfor. Eller hvordan jeg var endt med at have det sådan. Det kom lige som jeg havde besluttet mig for, at ligge det fra mig.

Hvad helved skete der for mig?

”Hvad er der ikke galt?” jeg så knust på dem, med et halvhjertet smil. Hvorefter jeg blev ledt over i sofaen, hvor jeg efter befaling begyndte at fortælle. Hvordan vi mødtes igen og igen Niall og jeg, hvor gode venner vi var blevet igen. Hvordan det var på vores date, og hvad der endte med at ske, samt grundende.

Den eneste grund til jeg fortalte det til disse to elsket kvinder, var nok at jeg vidste, de var der for mig. Kunne forstå mig og trøste mig. Hvilket var det jeg havde brug for. Måske lød det opmærksomhedskrævende, men sådan var det slet ikke ment. Jeg stolede på min bedstemor og mor. De havde altid været der for mig, så hvorfor skulle de ikke være det nu?

”Åh søde!”

Min bedstemor så medfølende på mig, hvorefter min mor trak mig ind i et kram. Jeg græd, så svag jeg var. En værre svagpisser, var lige, hvad jeg var. Måske var det derfor, Niall bare skred? Fordi han ikke gad høre på mit flæberi, hvis han forklarede mig, han ikke ville holde jul med mig?

”Også lige op til jul…” mumlede min mor forfærdet ned i mit hår. Jeg nikkede, og et eller andet sted var jeg glad for, de ikke begyndte at svine Niall til. Ved nærmere eftertanke lød det mere end velkomment fra min bedstemor, med min mors enighed, at han og hans familie var velkommen.

Kunne du nu forstå, hvorfor vi blev så mange til jul?

”Bare vent og se, Alexandra. Måske ringer han alligevel til dig på et tidspunkt? Det er trods alt julen, hvor det er kærlighedens tid. Mon ikke der sker et lille mirakel?” min bedstemor fik mig til at smile svagt, ved mindet om hun og hendes forældre samt søskende altid havde troet på, der ville komme julemirakler – kærligheds mirakler. Jeg selv vidste ikke helt, om jeg skulle lade mig tro, men man havde vel lov til at krydse fingre?

”Du skal ikke sætte forventningerne for høje, min skat, ellers blive du bare skuffet,” lød det indblandende fra min mor, der aldrig havde troet på hendes mors gamle skrøner. Jeg rystede let på hoved, og lænede mig tilbage i sofaen. Det var udmattende at være ked af det. Virkelig meget faktisk.

”Skal vi gå ud og lave honninghjerterne færdige? Måske hjælper det på den lille nissepiges humør?” lød det fra min bedstemor. Jeg rynkede panden og lod mig grine let. Nissepige? Jeg havde ikke engang nissehue på!

Okay, jeg skulle måske ikke lave nogle tanker for hurtige, for kort efter havde jeg en varm hue på hoved, mens min fars smilende ansigt var på hoved foran mit. Jeg skar en grimasse, som alle de tre voksne fandt morsom.

”Ja, nu kan du godt tolereres som en nissepige!” lød det jokene fra min far, jeg prikkede direkte på næsen. Han havde altid hadet det, og rynkede utilfreds på den.

Jeg rejste mig op og nikkede friskt med hoved.

”Lad os lave arbejdet færdigt folkens! Julemanden skal have noget mere til hans mave!” skyndte jeg på min bedstemor og mor, mens jeg pegede på min far, da jeg nævnte julemanden. Han lavede store øjne, og løb efter mig, imens de to kvinder i sofaen grinte højt.

Jeg skreg højt, da min far var underlig hurtig, og greb fat i mig. Allerede inden vidste jeg, det ville koste min en kildetur, det at kalde ham for en julemand – men han havde også en lille topmave…

”Far, giv slip!”

Det var faktisk min telefon der blev min redning, for min far gav slip, da han troede det var hans egen. Jeg skyndte mig at tage min frem fra lommen, besvare uden at kigge på displayen, da det var som et slags hælde at snakke i telefon.

”Hallo det er Alex?”

Min far kiggede mut på mig, og som en utilfreds lille hund, gik daffende han ud i køkkenet, hvor min bedstemor og mor stod med dej og musik. Jeg selv var blevet ledt næsten hele vejen hen til brændeovnen, hvilket utroligt nok gav en stor varme, trods det var et par meter væk.

”Hey Alex, det er Niall.”

Jeg stivnede mit i en bevægelse. Niall? Som i min Niall? Niall-Niall? Shit!

Det var nærmest som om at få den sygeste energi i kroppen, blot ved at høre hans stemme. Og faktummet at han virkelig ringede til mig… jeg sværger, jeg kunne dø af glæde!

”Oh hej. Um… Niall… omkring det i søndags, så er jeg altså ked af jeg blev ved med at snakke og presse dig. Og jeg ved-”

”Søde, drop det, det er okay. Jeg var selv ikke særlig god på den. Helt ærligt, jeg forlod dig på åben gade! Du må altså virkelig meget undskylde, Alex, jeg ved ikke lige, hvad der gik ad mig. Jeg tror bare, jeg var bange for, vi ville komme ud i samme situation som sidste år – hvilket jeg ikke ønsker! Men det giver mig ingen ret til at forlade dig på den måde! Kan du tilgive mig?”

Jeg stod som lammet, og glippede overrasket med øjne. Stod han lige hele vejen over i Irland og tog alt skylden for vores skænderi? Undskyldte som jeg vidste ikke hvad, og spurgte om jeg kunne tilgive ham?

”Selvfølgelig kan jeg tilgive dig, fjolle! Det var lige så meget mig, der blev ved med at presse på, fordi jeg sådan ønsker at du og din familie skal være her sammen med os andre. Jeg ved mine forældre også synes det, men det kan være lige meget. Min pointe er, at der skal to til at skændes, og jeg har lige så meget skyld på mig. Så kan du tilgive mig?” jeg fumlede måske lidt over ordene, men det lød til på Niall, jeg havde fået det rigtige budskab ind.

”Selvfølgelig tilgiver jeg dig! Jeg vil intet andet.”

Jeg smilte stort.

”Jeg er ked af, jeg sådan ødelagde vores date. Skal vi prøve at gå på en ny en efter jul? Så skal jeg nok være sødere!” lovede Niall, med en bedende stemme.

”Selvfølgelig,” svarede jeg som en refleks.

”Jeg er ked af, jeg ikke kan være det til jul. Alle billetter er udsolgt til England,” lød det sukkende fra Niall. Hurtigt rystede jeg på hoved.

”Niall, det er fint! Du har gjort nok, faktisk har du lige redet min jul ved at ringe. Ser du, jeg troede aldrig du ville ringe, fordi du var rejst til Irland. Så det du ringede er en gave i sig selv,” jeg smilede sikkert vildt stort, hvilket fik alle tre voksne til at kigge på mig i smug, ude fra det lidt larmende køkken.

Niall grinte med hans fantastiske grin. Mine ben blev nærmest som gummi.

”Åh da da, men du skal også have din rigtige gave snart!”

Jeg nikkede for mig selv.

”Niall?”

”Ja?”

”Jeg håber du kan få en billet hjem snart, for jeg savner dig allerede,” indrømmede jeg svagt, så hans latter lød igen. ”Jeg savner også dig, Alex. Men jeg lover dig, vi ses virkelig snart!”

Jeg smilte endnu engang – som fik jeg hundrede pund pr gang.

”Jeg ved det. Men jeg må smutte nu, vi skal lave nogle honninghjerter færdige. Kan du hilse omkring dig? Især din mor?”

”Det skal jeg nok, og i lige måde! Især din mor!”

Jeg grinte og tænkte hvor typisk Niall det var.

”Vi ses Nialler, og god jul!”

”Vi ses babe!”

Da vi havde lagt på, lod jeg min Iphone glide ned i lommen. I et minut stod jeg bare og kiggede chokket ud i luften. Uden noget træk i ansigtet. Men pludselig mærkede jeg det største smil poppe frem, og jeg skreg glad, hoppede rundt i stuen og hujede som aldrig før. For alvor kiggede de voksne ordentligt på mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, vidste de hvad der var på færre. Derfor smilte det også de smil, Niall og jeg plejede at lave – de store big mama smil.

Min bedstemor havde ret – der fandtes for alvor julemirakler!

_________________________________

Aye loves!

Nu har jeg lidt travlt med det næste kapitel, så jeg vil gøre min A/N lidt kortere.

Niall ringede til Alex, og de blev hurtigt gode venner. Trods det kan Niall ikke komme til England med hans familie. Men tror i virkelig at de to turdeldure skal tilbringe julen hver for sig? Eller opstår der flere julemirakler for Alex?

I morgen er det nytårs aften! Hola jeg glæder mig, og jeg kan hilse at sige, movellaen her slutter i morgen - forhåbentlig når jeg de sidste ting ;)

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...