Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15842Visninger
AA

13. 14. December - Work it out

Jeg havde netop lukket min mascara, da min telefon ringede. Uden at tjekke mig yderligere ud i spejlet, greb jeg min Iphone på kommoden. Harrys navn stod tydeligt på displayen, hvor der bag var et weird billede af ham, jeg engang havde taget da han var fuld.

Jup, jeg var virkelig sød.

”Aye Hazza, hvad så?”

Jeg gik hen til mit store spejl igen, for at sikre mig makeuppen sad fin nok. Det var kun en lille sort rest, jeg behøvede at fjerne, før jeg tilfreds kunne smile til mig selv i spejlet. Mit hår var sat op i en stram høj hestehale, og jeg havde et par stramme ledder bukser på. Sweateren var simpel og militærgrøn, og jeg havde få guldsmykker på.

”Hey Alex, jeg ville lige høre hvordan det gik. Er du spændt?”

Harrys stemme lød frisk, hvilket for en gangs skyld betød, han var gået tidligt i seng. Klokken var nemlig de tolv stykker, og normalt plejede han at stå op der. Eller senere.

I så fald, det Harry mente med spændt var, at jeg skulle mødes med Emma og hendes kæreste, Mark. Lige da jeg var taget hjem fra Niall, havde jeg ringet til Emma. Jeg havde vrøvlet der ud af, men underligt nok, kunne hun forstå hvad jeg mente. Og jeg havde faktisk grædt, fordi min samvittighed var så stor. Hvordan kunne man reagere dumt?

Vi havde i hvert fald fået det klaret nogen lunde ud. Men selvfølgelig skulle vi se hinanden face to face, for at få det hele på rette vej igen. Derfor havde vi aftalt at mødes, to dage efter, hvor jeg også skulle møde Mark – den berømte kæreste. Jeg glædede mig meget, og jeg nød vi inden da havde mulighed til, at snakke ud om det. Mark var nemlig på arbejde, og fik først fri klokken to eller noget. Så ham skulle vi mødes med inden i byen på Starbucks.

Det var også meget rart, at Emma og jeg lige kunne klargøre tingene inden, han kom. Så jeg ikke gav ham et forkert indtryk af mig. Det kunne jo være, at han ville opfatte det som, at jeg havde noget imod ham. Hvilket jeg selvfølgelig ikke havde! Han var for god sake den fyr, der havde gjort min bedsteveninde glad de sidste 10 ½ måneder. Hvorfor jeg tog den ½ med var, at jeg selvfølgelig skulle være helt præcis.

Så jeg var spændt, og havde selvfølgelig ringet til Harry. Niall havde Harry på en eller anden måde, forklaret at Emma havde fået en kæreste, som jeg først nu kendte til. Og jeg skulle måske lige sætte fokus på, Harry intet havde nævnt om mit udbrud på Emmer, eller hvorfor jeg først fik det afvide nu.

Jeg ønskede ikke at Niall skulle have det mere dårligt med sig selv, end han allerede havde omkring, den måde han forlod mig på. Men som min bedstemor sagde: fortid var fortid og man bliver nød til at tilgive og komme videre i livet.

Et undskyld var jo ikke bare fremstillet for, at det ikke skulle kunne accepteres samt tages imod.

”Det går fint tak. Jeg er lidt spændt, men mere nervøs. Tænk nu hvis Mark og jeg slet ikke kan sammen? Så står Emma virkelig i et dilemma, og jeg vil virkelig ikke have det til at ske!” jeg så fortvivlet på mit eget spejlbillede, før jeg trak min tykke vinterjakke på. Imens holdte jeg akavet telefonen med den ene hånd, så jeg var ret glad for, ingen var til stede i lejligheden. For den måde jeg fik min jakke på, var ikke noget man kunne kalde elegant eller flot.

Mere totalt klodset og fjollet.

”Det lyder ikke så værst. Jeg er sikker på det nok skal gå fint, Emma ville ikke have valgt en idiot til kæreste, som hun vidste, ikke ville kunne klinge bare lidt med hendes bedsteveninde. Emma har trods alt hendes krav til en fyr,” lød det forsikrende fra Harry. Jeg kunne ikke lade hver med at le en smule, og dansede nærmest hen af gulvet, for at stå på hoved i mit skab – I søgen efter mine vinterstøvler med kilehæle.

”Desuden skal du nok få charmeret dig ind på ham! For hvem kan ikke lide Alexandras humor?” Harrys tone gjorde at jeg grinte højt, og hermed banke mit hoved ind i væggen. Jeg ømmede mig lavt med små bandende ord. Jeg kunne ikke finde de pokkers sko, og jeg bankede hoved ind i væggen. Great. Endelig når jeg fik taget mig sammen til, at tage andre sko på end mine vans, kunne jeg ikke finde de eneste, jeg havde lyst til at have på!

By the way, så var den eneste grund til, jeg ikke tog mine vans på, at jeg havde trådt i lidt for meget sneen med dem. Hermed var de blevet helt våde, gennemblødte, og efterfølgende ødelagte. Virkelig sørgeligt ja, men jeg havde også grædt lidt – en enkel krokodille tåre, eller hvad man nu siger. Og jeg ville ikke engang købe et par nye før efter jul, da jeg havde det løfte, ikke at bruge penge på mig selv i december – kun gaver.

Og jeg holdte altid mine ord…

Men hold da kæft det var svært denne ene gang…

”Hvad laver du?” spurgte Harry nysgerrigt.

”Finder mine vinterstøvler med kilehæl. Det går bare ikke så godt i søgen, for jeg kan ikke rigtig finde dem.” Jeg så irriterede ind i skabet. Hvor fanden var de ondsvage lorte sko?

”Har du skiftet dine vans ud med noget andet?” lød det overraskende fra Harry, der nærmest var ved at få et heart attack lød det til.

”Nej dumpap, men mine vans er ødelagte – fuldstændig gennemblødte og kan ikke laves. Og eftersom jeg har den lorte regel eller løfte, med ikke at købe ting til mig selv i julen, må jeg ligesom finde på noget andet!” vrissede jeg nærmest af ham. Ja, det var virkelig trist det med mine vans!

”Rolig tiger, jeg kan godt høre du er i sorg… må dine vans rest in peace,” lød det drillende fra Harry, der bare slet ikke var spor morsom. Jeg sukkede lydløst, men sprang glad op, da jeg endelig fik øje på mine sko. Det tog så også bare ti minutter at finde dem…

”Got them!” råbte jeg til Harry, der ømmede sig i den anden ende af røret.

Så kunne han lære, at han ikke skulle gøre grin med mine vans.

”Skulle det lige præcis være dine kilehæle, siden du ikke ville give op?” Harry spurgte noget så dumt, og jeg rystede på hoved af ham.

”Hazza min ven, du nok noget af det dummeste at høre på. Som du selv siger, ville jeg ikke give op i søgningen på mine kilehæle. Så er det nok fordi det lige præcis skal være dem, kan du ikke høre det? Det hænger ligesom lidt sammen…”

”Når når, man er lidt skrap i munden i dag! Men hvorfor lige kilehæle?”

Jeg sukkede tungt, og bandt snørebåndende der sad på skoen. Med en lettere elegance rejste jeg mig op, med en kurs imod min pakkede taske. Med en enkelt tilføjelse af min Ipad og høretelefoner, gik jeg ud imod gangen, stadig med Harry i røret.

”Jo hvis du absolut skal være så nysgerrig i dag, og vil have et svar, så er svaret nok min lorte højde. Prøv lige at tænk over det her: Emma finder altid høje fyrer! Og jeg gider altså ikke ligne en dværg ved siden af ham Mark, hvis han er høj!”

Harry grinte af mig. Det var lige præcis dét, han ville høre. Jeg sukkede for syvende gang inden for en time, og fik fat i mine vanter og hvide strikket pandebånd. Med nøglerne i hånden smækkede jeg døren efter mig, låste, og gik imod elevatoren, mens Harry snakkede der ud af.

”Når ja, men alle kan ikke være heldige, bætte. Men jeg må smutte nu, arbejdet kalder! Du ringer bare hvis der er noget, og tænk endelig ikke over, at vi måske skal tage nogle rekorder om, hvis du ringer på de forkerte tidspunkter!”

Jeg lukkede kort øjne med et smil, dernæst rystede jeg på hoved af Harry. Han var virkelig skør, som i virkelig.

”Det er godt med dig, Hazza, vi ses.”

Endelig kunne jeg ligge på, og proppe min Iphone ned i min elskede taske. Med brug af mange kræfter, fik jeg skubbet hoveddøren op til lejlighedskomplekset. Da jeg gik ud ramte kulden mig som en selvfølge. Mit smil var stort, da jeg passerede de mange travle mennesker. Selvom det var fredag, havde jeg fri. Jeg havde et par fridage til gode, eftersom jeg havde afløst mange vagter i butikken, da en af de andre medarbejder Stella, havde været syg i en stor periode.

Så det hele passede meget godt den fredag i december. Jeg glædede mig virkelig til at se Emma, uden nogen sure miner eller andre negativiteter. Der skulle selvfølgelig lige snakkes lidt ekstra ud, eftersom alt ikke kunne klares over en telefon. Og som plus i det hele, skulle jeg endelig møde hendes berømte kæreste. Selvom jeg havde set billeder af ham, var det nu noget andet at se ham sådan rigtigt.

Jeg var ikke i tvivl om, vi nok skulle hygge os, trods jeg var nervøs.

Men hvem ville ikke være det i mit sted?

”Emma!”

Jeg hoppede glad hen til hende, og sprang op på ryggen af hende. Hun var åbenbart ikke klar på det, så vi faldt skrigende ned i sneen. Heldigvis var det græs, der var under sneen og ikke fliser. Vores latter blandede sig sammen, og det var tydeligt, folk også kiggede lidt på os – med smil. Jeg elskede at få folk til at smile, så det passede mig utrolig godt.

”Åh gud, Alex, du må ikke bare skræmme mig sådan!” Emma lavede ingen seriøse miner, da hun sagde det, men vi begge vidste vel også godt, det ville kollapse ret hurtigt, hvis hun prøvede.

”Sorry, Em,” jeg smilede undskyldende til hende, trods jeg havde den ”jeg har ikke gjort noget” facade på. Jeg fik som altid hovedrystet, før vi kantede os op på begge ben igen. Heldigvis var jeg klog og tog min tykke vinterjakke på, luffer, tørklæde og strik pandebånd, så jeg frøs ikke, ligesom jeg havde gjort for tog dage siden.

Nu var jeg trods alt også okay med Emma igen.

”Ih jeg har glædet mig lige siden onsdag til det her! Det bliver så hyggeligt, og Mark er virkelig spændt på at møde dig!” lød det glad fra Emma. Jeg smilte større end før, og nikkede for mig selv.

”Jeg har virkelig også glædet mig en del. Og undskyld endnu engang for det hele… jeg overdrev, og gik fuldstændig i bananas. Det var på ingen måde fair over for dig, og det ved jeg også nu,” jeg så undskyldende på Emma, der bare rystede på hoved. Forsigtigt tog hun min hånd, gav den et klem og så sødt på mig.

”Det kan godt være, du gik over stregen, men vi var vel lige gode om det. Så længe vi er okay igen, så kan vi bare ligge det bag os.”

Jeg nikkede enigt, og lod mig trække hen til en bod med brændte mandler. Min mund løb allerede i vand, og jeg var ikke alene om det, så det ud til på Emma.

”To poser,” lød det venligt fra hende, hvor jeg ellers fandt min pung frem.

Vi gik videre efter at have betalt, og snakkede lidt. Vi begge havde taget vores ene vante af, for ellers kunne vi ikke spise de delikate mandler. De smagte for resten virkelig godt, og var noget af det bedste jeg vidste!

”Jeg tænkte på, om vi skulle holde jul sammen i år? Ude hos mine forældre på gården, så kunne dine forældre og lille søster også komme. Ligeså Mark,” forslog jeg, med et afventende blik på Emma.

”Jo det kan vi godt. Hvis jeg ikke tager meget fejl, har din mor og min mor allerede aftalt det. Og vi kan jo lige spørger Mark, når han engang kommer,” lød svaret.

Jeg smilte og rullede med øjne. Det var typisk min mor og Emmas mor. Hvis Emma og jeg ikke aftalte det først, så sørgede de to damer at få gang i aftalerne. Emmas og mine forældre var også blevet gode venner, eftersom Emma og jeg sås lige så meget i barndommen, som vi gjorde nu. Måske endda mere hvilket selvfølgelig medførte begge par forældre så hinanden.

Det var nu også meget rart, at de sådan var venner.

”Skal Niall med i år?”

Jeg trak på skulderne.

”Jeg ved det ikke rigtigt. Vi har ikke taget det sidste skridt videre endnu, og jeg regner med, han skal hjem til Irland for at holde jul med hans mor, far og bror. Jeg ved heller ikke rigtigt, om mine forældre ville elske at han kom. Sidste gang endte trods alt ikke så godt…”

Emma slog ud med hånden, da jeg så noget så nedtrykt ud.

”Sludder, de skal nok give ham lov. De er bare overbeskyttende over for dig, men de skal nok give ham lov. Især hvis jeg siger et par fine ord omkring Niall,” lød det selvsikkert fra Emma, der fik mig til at grine.

”Det er godt med dig, Em.”

Jeg tog en ekstra stor mandel i munden, og kunne nærmest ikke tygge den, pga. den var så stor. Emma så sjovt til, mens jeg kæmpede for at den tygget, uden det så for weird ud. Men det lykkes vidst ikke rigtigt.

”Drop det, og spist den nu bare!”

Jeg slugte mandlen i chok, da jeg ikke forventede Emma ville sige noget, hvilket gav mig en underlig følelse i halsen. Kort efter hikkede jeg, med et irriteret blik på min veninde. Emma grinte højt, mens jeg surmulende måtte folde min mandelpose sammen, for at ligge den ned i min taske. Jeg kunne umuligt spise mandler, samtidigt med jeg havde hikke – se det ville blot blive ubehageligt og virkelig komisk. Og jeg havde ikke lyst til at stilles endnu mere ud.

Med et irriterende blik på Emma, lod jeg mig selv tage min vibrerende telefon nede i tasken. Det var dog pudsigt hvor spændende jeg var at ringe til, når jeg endelig skulle noget. Stadig med en grinende Emma, kiggede jeg på displayen, hvor navnet stod med et billede bag.

”Aye Nialler,” jeg hikkede lige efter, og fandt det virkelig irriterende. Dog, jeg smilte over hele facet, hvilket fik Emma til at grine endnu mere. Folk måtte tro vi var fuldkommen tosset, sådan som Emma gik og grinte ned af gaden, og jeg smilende som en idiot. Vi var virkelig et perfekt match, Emma og jeg.

”Hola my loveee, du har da hikke! Hvad laver du, siden det er sket?”

Jeg rystede på hoved, da Emma lavede hjerte og kyssemund. Come on, get older…

”Jeg er i byen med Emma, og spiste lige en brændt mandel. Lige om lidt kommer Mark. Det ved du også godt, fjolle,” svarede jeg. Hurtigt slog jeg Emma over armen, da hun blev ved med de irriterende tegn.

”Når ja, det er også rigtigt, men jeg tænkte mere på hikken. Ellers jeg tænkte, klokken er nu et, og jeg får fri om en time. Så ville det være okay, hvis jeg joinede jer?”

”Selvfølgelig,” svarede jeg lidt for hurtigt, så jeg hikkede igen, og Emma kiggede forvirret på mig. Jeg mimede et to sekunder, før jeg atter lyttede til Niall.

”Okay, så. Men skal vi mødes ved Starbucks så?”

”Jup!”

”Så ses vi, hon.”

Emma kiggede afventende på mig, da jeg lagde min Iphone ned i tasken. Jeg smilede provokerende, men måtte tage mig sammen og rive Emma ind til siden, da en hestevogn var ved at køre hende ned. Spørg mig ikke hvor den kom fra, men den var der lige pludselig. Emme skreg forskrækket op, hvilket resulterede i at hesten prustede.

Jeg så lettende på Emma, da hestene ikke så ud til at ville gå amok i chok. Folk kiggede igen på os, men det var efterhånden blevet en vane sag.

”Hold da op det var tæt på!” jeg pustede lettet ud, og slap mit stramme tag i Emma.

”Ja, men hvad sagde Niall?” spurgte Emma, der nærmest allerede havde glemt, vi var ved at blive trampet ned af nogle heste. Det var lidt mærkeligt, hvordan man lige kunne se bort fra det, men Emma kunne en masse. Mærkelig ting og til tider blev jeg overrasket over, hvor meget der egentlig var af evner.

”Han spurgte om det var okay, han kom og mødtes med os ved Starbucks, når han får fri. Jeg sagde bare ja, eftersom jeg regnede med et var okay,” svarede jeg med et smil.

Emma nikkede for sig selv, og smilet hun sendte mig bekræftede min teori, hvor vidt det var okay Niall kom. Så havde både Emma og jeg en fyr til stede.

Side om side satte vi kursen mod Starbucks, hvor vi både skulle mødes med Mark og Niall. Snakken kørte som altid, og jeg følte mig som en let fugl. Det hele var som at flyve igennem luften. Lettelsen og det lille rush i maven pga. selskabet med Emma, og senere Mark samt Niall. Glæden ved synet af jul, der hang overalt i krogende. Jeg var kvidrende som en fugl, og fri som en fugl i væremåden. Aldrig havde jeg tænkt sådan på det, men når tanken strejfede mig, så det hele pludselig indlysende ud.

Kaffe duften gjorde mig rolig. Mens jeg fandt et bord, bestilte Emma vores første kopper kaffe. Der blev fundet en plads ved vinduet ud til vejen, hvor begge drenge ikke kunne undgå at se os. Jeg smed min taske inderst på sædet, før jeg ellers åbnede min jakke, trak mit pande bånd samt luffer af, og satte mig ned på bænken.

Der var småsnakken rundt omkring, og stemningen på cafeen virkede god. Julemusikken kørte svagt i højtalerne, du lige præcis kunne ane oppe i loftet, eller nede under bordene. Det var umuligt for mig ikke at føle mig veltilpas.

Alting virkede så dejlig fredeligt og hyggeligt – ligesom december burde være.

”Så er der kaffe.” Emma kom muntert hen til bordet, med to kopper kaffe. Duften af let karamel ramte min næse, da hun havde valgt Caramel Brulée Latte. Kort fortalt var det kaffe med et lag cream på toppen, og noget karamel sovs oven på creamen. Det var en af mine favoritter, og jeg smilte stort ved synet samt duften.

”Thanks,” mumlede jeg, før jeg tog en forsigtig slurk af den varme kaffe. Emma slog sig ned foran mig, og snakken kørte videre, som var der alverdens ting vi ikke vidste, eller havde fået fortalt endnu.

Tiden gik, og pludselig ringede klokken og døren gik op. Ind kom en flot, høj og smilende dreng, der straks fik øje på Emma og jeg. Han smilte større og Emma der ikke kunne se ham, nikkede jeg til som signal. Da hun vendte sig, jeg sværger; der lyste nærmest julelys i øjne på hende. En gnist blev tændt, og det var… virkelig svært at beskrive. Hun så over lykkelig ud, det var nok den nemmeste måde at side det på.

”Mark!” Emma krammede ham fast ind til sig, mens jeg bare smilede som en idiot. Det gjorde jeg tit, men ja… sådan var jeg.

”Hey Emma. Og du må være Alexandra?”

Jeg nikkede med den sædvanlige ”Bare kald mig Alex” replik. Den brugte jeg tit, når jeg skulle møde nye folk. Det var lidt rare for mig, at de kaldte mig Alex, eftersom jeg ligesom følte det mere hjemmevandt.

”Jeg er Mark, og jeg har hørt så meget om dig!” Mark lyste op i et imødekomne smil, og jeg smilte flovt tilbage, med et sideblik på Emma. Man kunne aldrig vide, hvad pigen havde lukket ud. Skulle vi sammen krydse fingre for, det ikke var noget alt for pinligt?

”I lige måde,” jeg gav ham hånden, og lod ham følge med øjne, da Emma gjorde plads til ham over på hendes side. Det mørke hår og den let mørkere hud, var helt klart noget Emma var faldet for. De blå øjne lyste flot lyseblåt op, og jeg tvivlede ikke på, hvor smukke de måtte se ud ved sommertid. Alt i alt virkede han nu meget sød, og så ret pæn ud, så ind til videre var han godkendt.

”Hov, jeg smutter lige op og henter en kop kaffe til dig. Bliv endelig siddende,” Emma rejste sig, gav Mark et smil, før hun smuttede uden han nåede at protestere. Han sukkede med åbenmund, og så smilende på mig.

”Ja, man når aldrig at sige noget, før hun allerede er smuttet. Men det kender du vel alt til?”

Jeg grinte let og nikkede.

”I den grad. Hvorfor tror du jeg har øvet mig på, at være skide hurtigt til at hente tingene, når jeg er sammen med Emma?” jeg smilede let, og så på Mark, mens han grinte.

”Ja, det har Emma godt sagt. Og hun bliver altid så irriteret over det, men jeg må indrømme det er godt klaret,” Mark nikkede sjovt samt anerkendende. Jeg smilede stort og nikkede. Det vidste jeg godt, og derfor elskede jeg også at være hurtigere end Emma, i så mange situationer.

”Og hun indser aldrig, at jeg bliver ved med at være hurtigere. Især når hun altid bliver så provokeret af det,” sagde jeg smilende.

Mark nikkede og så ud til at morer sig.

”Hvor mange år var det dig og Emma har kendt hinanden?”

”Siden vi var fire.”

Mit svar var hurtigt, for jeg fik det spørgsmål virkelig tit. Jeg anede aldrig hvorfor, men det kunne vel også være lidt lige meget. Måske var det fordi, folk fandt det yderst interessant at vi kendte hinanden virkelig godt, og vi tit lød som ying og yang – på den gode måde.

”Hvem tog initiativet?”

”Mig. Emma var en lille forsigtig mus dengang, hvorimod jeg var springende som en abe,” grinte jeg, hvor Mark deltog i grine anfaldet.

”Emma har ret. Du har den sjoveste humor og sjoveste samtaleemner,” lød det sjovt fra Mark. Jeg gjorde et begæret udfald med hånden.

”Er glad for jeg lever op til forventningerne, sir.”

Mark grinte af mig, og samtalen forsatte lige så random. Det blev hurtigt offentliggjort, hvor vidt han var godkendt, og da Emma kom tilbage med Marks kaffe, så hun ud til at være ret tilfreds.

Det lod til Mark allerede godt vidste, jeg først lige havde fået deres forhold afvide, og af hvilke grunde. Hermed kendte han også til mit forhold med Niall, så det var ret afslappende, da jeg nævnte han kom. Heldigvis var Mark den type af drenge, der ikke begyndte at hate på andre kendte teenager drenge. Dem havde jeg mødt mange af, og det ville hurtigt skære i den ellers gode pakke, Mark havde sig.

Måske gik der en lille time efter Mark var kommet, at Niall kom vandrende ind på Starbucks. Med hætte over hoved, solbriller for at dække øjne, vendte han sig rundt imod vores bord. Som kunne han allerede høre, hvor vi sad.

Jeg måtte virkelig have reageret tydeligt nok, for både Emma og Mark vendte sig rundt i stedet, for at se på Niall. Den velkendte irske dreng smilede stort, og var hurtig henne ved os. På vejen smed han solbrillerne, puttede dem i lommen og fejede hætten af.

”Hey gyes,” hilste han glad, og lod mig få første ret til et fast kram, og et lille kys på kinden. Kysset føltes til at brænde ind i huden på mig. Niall’s dejlig duft sværmede sig om mig, selv da vi trak os, så han kunne hilse på de andre.

”Em!” Niall smilte stort, og krammede en smilende Emma.

”Aye Nialler. Det her er min kæreste Mark. Og Mark det er den berømte, og meget omtalt af Alex, Niall.” Jeg rakte surt tunge til Emma, der bare rullede provokerende med øjne. De to fyrer smilede imødekomne til hinanden, og gav hinanden hånden.

”Niall.”

”Mark.”

Jeg smilte for mig selv, før jeg flyttede min taske, og lod mig gøre plads til Niall. Han satte sig ind på min side, og pegede på de tomme kaffekopper.

”Hva’ skal jeg gå op og bestille nogle flere?”

Der blev nikket, og jeg samlede kopperne sammen.

”Jeg går med.”

På vejen smed jeg pap kopperne ud, og lod Niall ligge hånden på min lænd, dernæst skubbe mig frem af. Jeg kunne slet ikke styre min glæde, blot ved at Niall endelig var her. Det var lidt som en dobbelt date, føltes det som. Men det var ikke fordi, jeg havde noget imod det.

Vi fik vores nummer to gang kaffe, og atter sad vi alle fire snakkende ved bordet. Stemningen var utrolig god. Niall’s hånd havde sneget sig hen på mit lår, hvor den trykt og varmt lå. Til tider nussede han mig svagt, hvilket bare gjorde mig gladere.

I det hele taget synes jeg, denne aftale imellem os alle fire, gik utrolig godt. Mark var en sød fyr, som jeg sagtens kunne acceptere. Det lod til Niall og ham klingede fint sammen, og Emma var bare… Emma. Sød, sjov, venlig og cute.

Denne dobbeltdate, jeg besluttede mig for at kalde det, var yderst hyggelig. Den gjorde også at jeg blev mere sikker omkring, hvor henne Niall og jeg lå. Hvor vidt vi havde taget et lille skridt videre, hvilket vi havde. Fremtiden med ham blev lysere og lysere. Følelserne for ham blev stærkere.

Jeg håbede inderligt meget på, at vi også kunne holde juleaften sammen. Selvom jeg vidste, det nok ikke ville blive muligt, eftersom Niall sikkert gerne ville hjem til Irland og hans familie. Hvor jeg havde det samme behov. Lige meget hvad det blev til, vidste jeg, denne jul var en af de bedste.

Alting kom på sine pladser.

Der kunne intet uventet ske, ikke lige efter hvad det så ud til. Hvilket jeg heller ikke håbede på.

___________________________________________

Hey loves - og glædelig jul!

Jeg vil måske udgive et kapitel senere, men det er altså kun et måske. Det er trods alt juleaften i dag, hvilket medføre familie hygge ;)

Hvad tror i så nu? Vil Niall og Alex blive et par snart?

Og kommer der virkelig ingen uventet ting frem, som Alex går og håber på?

Eller titter der flere uventet problemer frem..?

Tak fordi i læser med, og så skide fantastiske læsere - love you!

And Merry Christmas! 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...