Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15887Visninger
AA

12. 12. December - Chill out with the boys

Jeg sparkede hårdt til en rusten dåse, der lå og flød på gaden. Hele min krop var total udmattet, og jeg ønskede bare at tage et smut forbi pizzeriaet, købe en varm pizza med hjem, i stedet for selv at stå og lave mad. Dagen havde været utrolig hård på arbejdet, men det var intet nyt ved juletiden. Alle skulle ud og købe gaver. Stemningen ville have været fantastisk på arbejdet, hvis det ikke var fordi, jeg stadig var skide ked af det pga. det med Emma. Hele mit humør var nede i bundkælderen, men jeg prøvede så godt som muligt, at forholde facaden oppe. Mine kollegaer, og lige så kunderne, skulle ikke blive påvirket af mit skidte humør. Det kunne jeg ikke byde nogen.

I sidste ende kunne alle se igennem mig, hvilket jeg måske ikke fandt super rart. Men ved kunderne medførte det, at jeg fik strålende smil og replikken ”god jul”. Det formåede virkelig at gøre arbejdsdagen lidt bedre, og kollegaerne var ekstra søde. Selvom ingen vidste, hvad der var galt, lod de sig ikke spørger ind til det, men behandlede mig bare ekstra godt med omsorg. Det var rart at vide, hvor vidt ens kollegaer også tænkte på en.

Det var lidt ligesom en lille familie, kunne man vel godt kalde det. Os i H&M havde et mærkeligt bånd, og klingede sjovt sammen. Da jeg startede med at arbejde der, havde jeg aldrig oplevet noget lignende. Faktisk troede jeg i starten bare, at det var sådan de var for nye tilkomne. Men efterfølgende lærte jeg, at når man først var accepteret af dem, var det som en ny lille familie. Hvilket langt fra var normalt på en arbejdsplads.

Men som fortalt omkring Ben, så havde alle sin lille rolle i det hele.

Christian havde selvfølgelig lige fra da jeg mødte, trukket mig i armen for at snakke. Jeg var også kommet med røde øjne, der ellers var gemt bag et par mørke solbriller. Men hvem ville heller ikke gemmeskue at der var noget galt, hvis folk gik med solbriller om vinteren? Det var ikke det mest normale, måske når der var klar himmel, men når vejret var gråt, kiggede folk alligevel en del.

Min fantastiske ven havde forstået mig, da forklaringen omkring mit humør kom ud. Jeg kunne se han var overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg ikke var flippet endnu mere skråt på Emma. Men det betød skam ikke, at det ikke var en god ting. Faktisk, var Christian ret stolt over mig, eller hvad man skal sige. ”Det ville alle andre piger ikke have gjort, men derimod startet en bitchfight” havde Christian sagt med et smørret smil. Og jeg havde faktisk selv grint lidt, for det var jo rigtigt. Ud over det måtte han alligevel indrømme, jeg måske overreagerede en lille smule.

Og jeg vidste det egentlig godt.

Den ting Emma havde tiet med, ville alle andre piger flippe helt ud over, hvis det var dem i mit sted. Men jeg var mig. Hermed anderledes. Når jeg sagde, jeg ikke var som andre piger, kunne du vel også koble det sammen med den fact, at jeg spillede fifa. Det var ikke mange der gjorde det, men det gjorde jeg. Det var ikke mange piger der ville gribe chancen så hurtigt, hvis ens x kæreste kom tilbage. De fleste ville spille divaer, men det gjorde jeg ikke. Jeg greb chancerne, når de var der.

Emmas handling var selvfølgelig sårende, men på den anden side, tænkte hun også på mig. Ikke at jeg sagde det var okay, men hun troede jo, at det ville være bedre for mig, hvis jeg ikke vidste noget om hendes lykke, når jeg var ulykkelig. Samtidigt ville det have været på sin plads, hvis hun havde sagt det senere, hvor jeg ligesom var i bedring. Jeg ville have forstået det, været fin nok med det, hvis hun havde sagt det der. Men det her med at hun ligefrem aldrig sagde noget, at jeg skulle finde ud af det ti måneder senere, var ikke lige noget der kunne råbes hurra for.

Alt i alt var jeg inden i små rasende, trods jeg ikke viste det. Sådan var jeg bare ikke, flippede ud på folk pga. så lidt. Der skulle urimeligt meget til, før jeg virkelig gav efter med vreden inden i. Denne ting med Emma var ikke så stor, at jeg skulle til at nærmest hugge hoved af hende. Og videre sagt omkring det, kunne du vel godt fornemme hvor meget der skulle til. Det var ikke små ting, jeg gav efter ved vreden.

I så fald, jeg havde ikke snakket med Emma siden dagen inden. Og det havde jeg heller ikke tænkt mig, at gøre før om fredagen eller noget. Det kunne godt være jeg ikke flippede ud på folk, men jeg forstod hvordan man skulle drive dem til vanvid, ved at bryde kontakten i nogle dage. Men var det ikke bedre end at lukke en masse shit ud, som ikke ville gøre andet en smerte?

Desuden kontaktede jeg jo folk igen, og jeg havde ikke tænkt mig at bære den totalt af over for Emma. Hun var trods alt min bedsteveninde, og alle laver fejl. Den eneste grund til jeg overhoved ikke ringede til hende, var nok at jeg skulle tænke over det. Uden om det var jeg altså ikke klar til, at sige god for hendes handlinger dagen efter afsløringen. Sådan forgik det ikke. Faktisk vidste jeg, der ikke ville gå særlig lang tid, før jeg kunne affinde mig helt med det. Men som fortalt, skulle jeg lige summe i fred over det.

Jeg vidste også godt, det var totalt mærkeligt, og som i virkelig den mærkeligste måde at reagere på. Men sådan var jeg bare, og jeg havde ikke fundet andet en gavn i min reaktions metode.

Lysende i Londons gader var ufattelig smukke, mens jeg vandrede der ud af. Sneen dalede flot ned for himlen, men lagde sig ej på den våde jord. Det var lidt forvirrende med vejret i England. Så var det minus grader, sneen dalede ned fra himlen, også blev det plus grader og sneen tøede, med regn ned i stænger i stedet for. Denne aften var det tilfældet med minusgrader, og jeg tvivlede ikke på, hvor vidt sneen alligevel ville blive liggende på et tidspunkt.

Langt væk lød det musik, der helt sikkert tilhørte en eller anden klub der havde åben. Trods det var onsdag, var klubberne i centrum åbne til hverdag. Underligt nok var det en julesang i remix, og hvis jeg ikke tog fejl, var det ”Let It Snow”. Mit smil var svagt, men inden i var jeg nu alligevel trist til mode. Det med Emma tog alligevel meget på mig, eftersom hun trods alt var min bedste veninde.

Jeg stillede mig selv det samme spørgsmål igen og igen.

Hvordan kunne hun gøre det?

Selvom jeg hade fået forklaringen, kunne jeg slet ikke få det til at hænge sammen med, hvor vidt det skulle gøre mig godt. Måske var det fordi, det i sidste ende gjorde det modsatte..?

Du kunne vel godt høre, jeg var totalt forvirret.

Da jeg kiggede op, landede en snefnug på min næse. Da jeg kiggede mig omkring, var jeg pludselig nået meget længere, end jeg sidst havde kigget mig frem til. Det gik hurtigt op for mig, hvor jeg var henne, da et gadenavn stod henne på et skilt. Straks kiggede jeg automatisk yderligere op, hvor mit blik ramte det velkendte vindue. Grunden til genkendelsen var den pude der var op af ruden, som jeg selv havde fået pladseret der. Lyset i ruden bekendtgjorde spørgsmålet, hvor vidt der var nogen hjemme.

Lejligheden var Niall’s. Det kunne jeg lige så godt afsløre for dig, så du ikke blev så forvirret. Lysten til at tage der op, var pludselig stor. Men hvad nu hvis han havde besøg?

Jeg tog en hurtig beslutning, da sneen dalede endnu mere ned, og kulden gav mig gåsehud over det hele. Hurtigt gik jeg hen til hoved indgangen. Det var ikke som hos mig, og derfor kunne jeg bare lukke mig selv ind, blot ved at åbne døren. Allerede i opgangen var varmen enorm. Jeg skuttede mig under temperatursforskellen, mens jeg satte kursen imod elevatoren. Kort efter stod jeg på syvende sal, foran Niall’s dør, der havde den sædvanlige oppyntning. En krans med teksten ”Merry Christmas”, hvor den yderligere havde lidt pynt og en lilla sløjfe. Efter oplevelser og hukommelsen vidste jeg, den var fra hans mor, der altid gav ham sådan en med hjem, når de sås første gang i juletiden ved starten af december.

Jeg mærkede først skammen over min pludselige ankomst, da jeg netop ringede på. Men det var der intet at gøre ved, nu havde jeg ligesom forstyrret.

Drengelatter lød inde i lejligheden, men de stoppede da klokken lød, og lette trin kom imod døren. Jeg vidste allerede inden døren var åben, at det var resten af drengene fra bandet, der var på besøg. Det kunne jeg straks genkende på latteren, men egentlig generede det mig ikke så meget.

Døren åbnede og frem kom Niall. Hans øjne lyste straks op, som et lysende juletræ.

”Hey Alex! Ej hvor hyggeligt, hvad laver du her?”

Niall’s sædvanlige smil poppede frem i ansigtet på ham, og jeg kunne ikke lade hver med at gengælde det. Lige siden vi havde besluttet at starte på en frisk, blev jeg ikke andet end glad, når jeg så ham.

”Jo altså, jeg har lige fået fri fra arbejde, og da jeg gik forbi din lejlighed begyndte det at sne. Så tænkte jeg at tage chancen og besøge dig. Men altså jeg ville ikke presse på, så hvis ikke det passer godt så-”

”Ej det er da hyggeligt! Det er nu også skide koldt uden for, du ligner også en frossen pin. Kom inden for, Alex, drengene er her også,” afbrød Niall mig, smilte stort og flyttede sig, så jeg fik adgang til at komme ind. Jeg smilte stort, og tog imod tilbuddet. Varmen omringede mig hurtigt, og jeg indså varmen i gangen var småting. Det måtte virkelig være koldt uden for, hvis jeg allerede synes gangen var som en kakkelovn.

Niall omfavnede mig, da han havde sat min jakke på en bøjle. Igen fik jeg bekræftet min tanke omkring, hvor vidt det måtte være koldere uden for end som så. Niall var utrolig varm, hvilket jeg desværre ikke kunne prale af at jeg var. Uden mit tørklæde var jeg helt øm i halsen, med min tynde vinterjakke i stedet for den tykke var jeg ikke fyldt op med varme, og med et par glemte vanter var jeg heller ikke for godt kørende. Alle tingende lignede slet ikke noget, jeg ville kunne finde på at glemme. Det hele synes virkelig at køre på skinner, siden jeg var oppe og skændes med Emma.

”Uh du jo helt kold girl!” mumlede Niall ned i min skulder, mens han kørte armene op og ned af mine arme. Jeg lukkede kort øjne, og nød at stå i hans favn. Det var første gang den dag, der var noget der synes at lindre den indre sorg, jeg gik rundt med.

”Kom lad os gå ind i stuen. Drengene bliver ellevilde for at se dig!” Niall smilte sødt til mig, før jeg ellers blev trukket med ind i den larmende stue. Selvfølgelig sad alle drengene og spillede fifa, hvilket forklarede råbene. Man levede sig helt ind i spillet, især når man var mange.

”Lads, se hvem stod ude foran døren,” Niall lagde armen om mig, mens drengenes hoveder vendte sig opmærksomt om.

Alle så overrasket på mig – og helt sikkert også Niall’s arm omkring mig.

”Alex!” råbte Zayn pludseligt, og var - som en usædvanlighed, den første der sprang mig i møde. Jeg lod mig grine oprigtigt, før Zayn hev mig fra Niall. Det lod til at de andre drenge endelig indså, jeg ligesom var der. For de råbte hilsende op, og møvede sig let frem for at snakke og give en hilsende krammer.

”Lang tid siden giiiiiirl,” Louis hoppede nærmest ind i mig, hvilket fik mig til at gribe fat i kraven på ham. Med et hoved ryst grinte jeg igen, og trak ham ind i min favn. Liam skubbede Louis væk, for at give mig et stort samt fast kram, der kun var Liam der kunne fremstille.

”Hallo Daddy Direction,” jokede jeg, med et blink til en rystende Liam, der bare kyssede mig på kinden, ligesom alle de andre.

”Aleeeex!”

”Hazzaaa!”

Som fortalt for lang tid siden, havde Harry og jeg klingret ret godt sammen. Rent faktisk var det igennem Harry, at jeg mødte Niall, hvis jeg ikke havde fortalt dig det. Trods Harry ikke havde kontakten mig sådan rigtigt, efter Niall slog op med mig, var jeg ikke sur på ham pga. det. Det var trods alt hans bedsteven, vi snakkede om.

Jeg slog armene om Harry, der nærmest tog luften fra mig. Det havde de alle andre også gjort, men Harry pressede ekstra hårdt. Som var han bange for, jeg skulle løbe væk fra ham. Jeg havde ingen tanker omkring det, skulle jeg måske tilføje, men jeg lod ham. Det var nu også meget rart for mig, at få et på tætte knus en gang i mellem.

”Har du spist aftensmad? Vi tænker at ringe efter pizza,” Niall så spørgende på mig, med sin telefon i den ene hånd og pizzabladet i den andet. Jeg smilede stort, og rystede på hoved. Det at spise pizza med alle drengene, ville være som at skrue tiden tilbage til, hvor jeg var sammen med Niall, og vi tit lavede pizza aftner ham, jeg og de andre drenge – tit med Eleanor og Danielle indblandet.

”Jeg skal bare have-”

”Hawaii pizzaen med ekstra ananas. Got it!” lød det automatisk fra Niall, der tydeligvis kendte mig alt for godt. De andre drengede grinte højt, mens Niall rødmede en del, og jeg smilede beæret. Så han kunne altså stadig den bestilling i hoved. Jeg måtte virkelig give ham det, at han ikke glemte noget som helst.

En Hawaii pizza med ekstra ananas var min ynglings pizza, og efter tre ganges spisning af pizza med Niall, havde han lært den bestilling uden ad. Og nu et år efter, hvor han ikke skulle bestille den for mig, sad den lige på tungen.

Personligt synes jeg det var ret sødt…

”Præcis, Nialler. Du har lært det,” kom det smilende fra mig.

Jeg fik et stort sødt smil tilbage fra Niall, og jeg fornemmede drengens blikke være ekstra på vagt. Lige meget hvad vidste jeg, det var det rigtige valg, at banke på oppe hos Niall. Emma var forsvundet for min tankegang. Jeg havde ellers hele dagen gået og været helt forvirret omkring, hvad jeg helt konkret skulle gøre. Havde jeg nu egentlig reageret fuldstændig forkert eller hvad?

For en kort stund ville jeg sætte problemerne med Emma på pause, og nyde det selskab med de mange drenge, jeg måtte undværer i et års tid.

Det var nu altid meget dejligt at være genforenet.

”Jeg er prop mæt,” lød det sukkende fra Louis, der holdte sig for maven, som var han bange for den sprang. Jeg fnes lavt, men skjulte mig i Niall’s skulder, eftersom jeg kunne fornemme et dræberblik fra Louis. Og som jokene kørte lige den aften, var jeg lige pludselig ”bange” for Louis dræberblikke. Ja, man skulle jo finde et sjov emne, og mærkelig jokes, så denne aften var det altså at jeg havde angst for Louis blikke.

Så kunne det heller ikke blive mærkeligere…

Mens vi sad og spiste, havde jeg fundet en film frem, som vi skulle se. Den hed ”Love Actually” hvilket var en kærligheds julefilm. En jeg for resten elskede. Drengene så ud til at være friske på at se den, trods de måske normalt ville protestere og sat en gyser på i stedet. Men det gjorde de altså ikke, men nærmest råbte ja, hvilket var virkelig besart. Enden var det fordi det var jul, de var friske på en kærligheds julefilm, eller så en eller anden virkelig ukendt grund. Måske havde de fået et gok i nøden?

Jeg havde fået lokket Harry til at sætte filmen på, eftersom jeg sad virkelig godt tilrette. Med et tæppe over mig, halv lå jeg op af Niall, der automatisk havde armen om mig. Lidt ligesom da han passede mig, da jeg var syg. Drengene havde kigget lidt, men på ingen dårlig måde.  Jeg kunne sagtens ane de små skjulte smil, de talende blikke der gik uden om Niall og jeg, men jeg lod som om, jeg ikke så det.

Hvad skulle der være imod det?

Det var vel fint nok, at de havde en positiv mening omkring Niall og jeg. For hvis jeg ikke tog meget fejl, ville de sikkert elske, hvis vi kom sammen igen. Og det vidste jeg rent faktisk, eftersom Eleanor fortalte mig det. Og hun havde også fortalt, de ikke havde snakket så meget til Niall, lige efter han forlod mig, hvilket også bekræftede min teori omkring, hvordan de havde det omkring mig. De kunne virkelig godt lide mig, det gav Niall også udtryk for, da jeg kom inden for den dag.

Og jeg kunne ikke lade hver med at fryde mig ekstra meget over det.

”Er det egentlig travlt på arbejdet?” lød det spørgende fra Liam, der havde Harrys fødder på sine lår. Hm… man kunne altid diskutere indbyrdes, hvor vidt drenge kunne være tætte, men jeg synes nu det var ret sødt… især på den måde disse fem var det. De kendte hinanden lige så godt som deres egne baglommer, og lod altid til at vide, hvor grænserne var hos hinanden. Jeg blev altid glad over at se, hvordan disse fem drenge tog sig af hinanden.

Det var virkelig en humørbombe at overvære.

”Der er vildt travlt! Men det er også jul… dog er det travlere end vi har regnet med, så vi får også ekstra personer ind fra småbyernes butikker,” fortalte jeg, mens for reklamerne kørte på den 40 tommers fladskærms fjernsyn.

Hvorfor havde jeg ikke sådan et…

”Hold da op. Bliver du stadig genkendt nogen gange, når du sådan står ved kassen eller lignende?” Harry så interesseret på mig, ligeså de andre. Det spørgsmål mindede mig om mandagen, hvor jeg måtte tage hjem, pga. den store mængde spørgsmål og pres.

Jeg nikkede.

”Det sker tit. Nogen gange mere end andre, men det er ikke værst.”

Nu var jeg virkelig gavmild, da jeg fortalte dem om det. For jeg ønskede ikke at de skulle føle skyldfølelse over det – især ikke Niall, der nok ville være den værste. Jeg havde selv valgt at blande mig med de kendte, så måtte man tage skraldet efterfølgende. Selvom det tit kunne være belastende, virkelig for meget, gjorde jeg det med rejst pande.

Lige meget hvad behøvede drengene ikke at vide, det var i grænseoverskridende mængder, så jeg slet ikke kunne gå på arbejde. Det ville bringe mere ulykke end gavn, hvis du kunne forstå mig ret.

”Måske burde du få en bodyguard så de ikke-”

”Ej Niall, tag det roligt! Vi har fire vagter i den ene butik, mon ikke det er nok?” afbrød jeg, og så blidt på ham. Niall rynkede på næsen, hvilket betød han var uenig. Det var typisk, men heldigvis var der andre end mig, der var med i samtalen.

”Nialler, det skal nok gå fint, når de allerede har så meget styr på vagter, alarmer og videoovervågning. Alex skal nok klare sig,” lød det betrykkende for Louis, der lige redede mig for en omgang diskussion med Niall, der var overbeskyttende.

Og der kunne jeg hurtigt kalde ham ”far”, hvis han begyndte at provokere mig ekstra meget. Hvilket Niall selvfølgelig ikke fandt sjovt, så det var godt der var andre omkring os. Og jeg snakkede af ren erfaring, for vi havde været igennem de samtaler før i tiden.

”Hvordan går det med Emma?” Harry så smilende på mig, men det blegnede da han så mit udtryk. Jeg måtte ligne en der netop havde fået det værste spørgsmål ever, hvilket jeg også var. Jeg havde det lige så rart og hyggeligt, men det skulle ikke varer helt ved. Selvfølgelig ikke hvad havde jeg regnet med?

”Vi er ikke lige på talefod lige nu…”

Alle så overrasket på mig.

Det var ikke så normalt, at Emma og jeg var uvenner. Selvfølgelig blev vi uenige til tider, men så anderledes piger vi var, tilgav vi hurtigt hinanden. Egentlig forstod jeg ikke mig selv… hvorfor tilgav jeg hende ikke bare? Når man så nærmere på det, var det måske ikke så slemt… Eller var det?

”Hvad hvorfor?”

De spørgende blikke fik mig til at tvivle på, om jeg havde lyst til at åbne op for det. På en eller anden led, vidste jeg ikke helt, om det var det bedste, når det var Niall’s og mit brake up, der var hoved grunden til Emmas valg. Og jeg vidste det ville være bedst, hvis jeg heller ikke udstillede Emma for dem alle sammen.

”Det bare… pige problemer.” Jeg endte med at tage den mest simple forklaring, for ikke at få nogen ud i fedtefadet – som ikke burde være der. Emma havde egentlig ikke været så forkert på den. Det indså jeg mere og mere.

”Pige problemer?” Zayn så med et løftet øjenbryn på mig. Ja okay, det var måske heller ikke så normalt for Emma og jeg, at have dedikeret pige problemer. Vi plejede ofte at være lidt som drenge, når man kom til at skændes. Vi lagde ikke så meget i det, hvis den anden gjorde noget galt.

Eller, det havde jeg netop gjort dagen inden. Hvilket også var totalt mærkeligt, men jeg vidste heller ikke helt, hvad der gik af mig. Det sagde bare klik inden i. Og jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Det var vel normalt, at få en kæreste og vente lidt med at sige det, var det ikke? Eller nej måske ikke…

Jeg var forvirret.

Harry så afmålende på mig, mens Niall fik de andre på andre tanker, med at grine over et eller andet i den startet film. Niall kunne vidst også fornemme, at jeg ikke var just glad for, at fortælle dem om det. Det han så ikke vidste, var, at det var mere ham, jeg ikke ønskede at fortælle det til.

Det ville være det samme som at sige, det var hans skyld.

Inderligt ønskede jeg at fortælle det til… Harry. Hvilket jeg også ville gøre. Derfor mumlede jeg noget med at gå på toilettet, og da jeg gik forbi Harry, prikkede jeg ham på skulderen for at signalere, han skulle komme med. Besynderligt nok kiggede ingen underligt på os, hvilket fik mig til at være lidt mistænksom.

Spørg mig ikke hvorfor.

Med Harry bag mig, gik jeg ud på toilettet. Harry låste døren efter os, og så bekymret på mig. Allerede inden jeg havde sagt noget, havde han fornemmelser omkring, hvad det var jeg ville sige. Et bevis eller reminder på hvor tætte og gode venner, Harry og jeg var. Der var skam også en grund til, jeg lige præcis valgte Harry frem for en af de andre.

Det var ham jeg havde mødt først, været venner med i længst tid. Han kendte til flere ting med mig indblandet, end de andre drenge gjorde. Selvfølgelig var det en god ting, for så havde Harry også bedre muligheder for at hjælpe mig. Forstå mig.

”Emma har fået en kæreste,” startede jeg ud med at sige.

Harry smilede stort, men stoppede lidt, da han så mit udtryk.

”Er det ikke godt eller..?” han så forvirret på mig, eftersom jeg jo skulle se skide glad ud, pga. min bedsteveninde havde fået en kæreste. Men det var jeg inderst inde også, dog var det ikke lige dét, jeg fokuserede på.

”Jo selvfølgelig er det godt! Men det har hun haft siden marts måned, og det er først nu jeg finder ud af det. Blot fordi jeg ser et billede, af hende og ham fyrren stå og kysse, hun har på sin telefon. Faktisk måtte jeg ikke engang kigge på hendes billeder, eller bare telefon, men jeg gjorde det alligevel.”

Jeg sukkede tungt, og trak vejret dybt for at forsætte.

”Ellers ville jeg slet ikke have fået det afvide. Emma sagde, hun intet havde sagt, fordi jeg var ulykkelig da det skete. Fuldstændig knust pga. Niall slog op. Derfor ville hun ikke smaske op i hoved på mig, at hun havde fundet sig en fyr, når jeg lige havde mistet min. Efterfølgende kunne hun simpelthen ikke få sig selv til det, eller finde ud af hvordan hun skulle gøre det, så jeg måtte kigge mig frem til det,” jeg så op på Harry efter at have begloet gulvet. Det var lidt kejtet fortalt, men jeg anede heller ikke, hvordan jeg skulle få det rigtigt sagt.

Jeg var stadig i lidt chok over det hele.

Harry så med store øjne på mig.

”Og hvad skete der så bagefter? Sagde du det var okay, efter at have sagt nogle småting, eller hvad?” hans spørgsmål kom bag på mig, for det lod helt sikkert til, at det ikke ville normalt, at reagere spor voldsomt. Derfor sendte jeg også Harry et flovt blik.

”Nej altså… jeg rasede lidt ud, blev måske lidt for sur, og forlod hendes lejlighed.”

Harry så skævt på mig, og lagde hånden på min arm. Han rystede let på hoved, med et lille suk. Det så virkelig ud til, han ønskede at sige noget, men ikke kunne få sig selv til det. Eller ikke vidste hvordan han skulle sige det.

”Alex…”

Jeg så afventende på ham, da han gav min arm et klem, med den hånd der stadig havde et greb omkring min arm.

”Du skulle måske ikke have reageret voldsomt. Jeg mener, altså selvfølgelig har du lov til at være oprevet. Det er slet ikke det! Men det er trods alt Emmas eget valg, og hun gjorde det bare for at beskytte dig. Selvom jeg godt ved, du nu står og siger, du ville ønske at få det afvide den gang, passer det måske ikke helt. Hvis jeg kender dig ret, ville du blive lidt mut eller rasende, hvis Emma sagde det da du var knust.” Harrys blik gennemborede mit, og samvittigheden tittede frem, mens Harry yderligere forsatte.

”Det ville bestemt ikke være rart for nogen, at få afvide ens bedsteven eller veninde har fået en kæreste, når man selv ligger med kærestesorg, pga. ens kæreste lige har droppet en. Og det ved du godt inderst inde. Jeg er sikker på, Emma ikke gjorde det for at gøre skade på dig, eller sårer dig. Selvfølgelig kunne hun have fortalt dig det senere på året, men stadigvæk kan man ikke bebrejde hende det. Ville du ikke også synes, det ville være svært, hvis det var dig i hendes sted?”

Harrys spørgsmål fik mig til at forstå, hvordan Emma havde tænkt. Jeg nikkede som svar, mens kvalmen kom frem. Det var helt klart den dårlige samvittighed, for at jeg bare havde raset ud på Emma. Jeg havde endda forladt hende grædende! Hvad fanden skete der for mig?

Jeg var den værste veninde ever!

”Du skal ikke bebrejde dig selv, for alle reagere nogen gange anderledes, end de egentlig burde. Alex, søde, du må forstå, at folk nogle gange holder ting lidt tæt ind til sig, hvis de ikke er helt sikre på at fortælle det. Eller ikke ved hvordan de skal fortælle det. Du valgte også at undlade at fortælle Niall, at det måske var ham, der egentlig var skyld i Emma intet sagde. Og det var vel også fordi, du ønskede at skåne ham, eller bare ikke vidste hvordan, du skulle sige det, uden han ville reagere forkert.”

Simpelthen, jeg kunne kramme Harry til døde! Hans ord var så fornuftige, at det varmede. Jeg kunne endelig se hele problemet og situationen ordentligt. Hvordan Emma måtte have det. Hvilken latterlig fejl det var, at jeg reagerede, som jeg gjorde.

Og med Harrys sammenligning, gjorde det lige det ekstra skub. Alle lagde skjul på nogle ting, fordi man vidste, det ikke ville være det rette for den anden person at vide, eller bare få i hoved det øjeblik. Jeg havde på en måde gjort det samme som Emma, så på det område var jeg ikke meget bedre.

Nogen ting holdte mig tæt til sig. Valgte man at holde skjul for andre, eller skåne folk for at vide i en bestemt periode. Simpelthen for at beskytte dem. Hvilket var det Emma havde gjort. Hun havde på ingen måde ønsket, at jeg skulle blive såret. Det var tydeligvis heller ikke meningen, jeg skulle opdage det på den måde, men simpelthen fået det fortalt af hende.

Alle de erfaringer, facts og viden kunne jeg takke min bedsteven, Harry, for at vide. Kende til. Han havde virkelig fået mig til at åbne øjne. Lette hele min krop, og måske også frelse min december måned. Hvis jeg ikke havde fået dét der afvide, ville jeg måske have aflyst tankerne om juleaften med Emma. Hvilket også bare bevidste, at jeg havde taklet hele situationen forkert.

”Tusind tak, Hazza. Du den bedste!” jeg smilede stort, og trak Harry ind i et fast kram. Min nu varme krop stødte imod hans, og jeg kunne nemt dufte hans søde parfume. Eller bare den betrykkende samt velkendt Harry duft, jeg virkelig havde savnet.

”Det var så lidt, Alex. Det går ikke at to af mine ynglings piger går, og misforstår hinanden,” han lo hæst derefter. Jeg smilede stort, lod Harry kysse mig i håret – for jeg var jo bætte… -.-

Da vi gik ud til de andre drenge, var jeg i den gode kategori af humør. Med verdens største smil på læberne, satte jeg mig tæt op af Niall, og lod ham trække et tæppe hen over mig. Jeg mumlede noget veltilfredst, og puttede mig nærmest op af ham.

Mit blik ramte Harry, der også havde sat sig ned, med fødderne oppe på Liam. Hans grønne øjne mødte mine, og han smilte ekstra stort, da han opdagede hvordan Niall og jeg lå.

Jeg elskede december.

___________________________

Aye loves!

Så Alex indså hun måske ikke havde reageret på den bedste måde, over for Emma...

Og Harry var så sød at hjælpe hende - what a friend! :D

Niall og Alex sad jo utrolig tæt op af hinanden, og Alex tænker lidt over, om de mon skal komme sammen igen - Hvad synes i? Skal hun gå et skridt videre?

Jeg vil lige sige, at jeg i de næste kapitler springe en dag over... undtagen ved efter den 22 december, hvor der så efterfølgende kommer den 23 også 24 december ;)

Uhh det er dagen for dagen! Arg, jeg glæder mig sådan til juleaften!

xxx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...