Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15689Visninger
AA

11. 11 December –Even the dearest person hurts you

Forsigtigt lod jeg min hånd tage ned I håndtaget til lejligheden. Med et enkelt puf var døren åbnet helt op, med en knirkende efterfølger til lyd. Den fik hårende til at rejse sig på armene, og prikkende fornemmelser løbe ned af ryggen. Jeg vidste ikke hvordan noget ville gå – overhoved.

Det var ingen hemmelighed at jeg var nervøs. Grunden var simpelthen fordi, jeg skulle være sammen med Emma, og jeg vidste allerede inden, at hun havde bunker af spørgsmål. Måske lød det mærkeligt at jeg var nervøs, men det kunne godt tænke sig, at Emma reagerede på en uventet måde. Eller det vidste jeg ikke, jeg havde bare en fornemmelse. Og for at være fuldstændig ærlig over for dig, var det kun fordi, hun ikke rigtig havde været inde for rækkevidde, mens de svære valg omkring Niall skulle tages.

Det plejede hun at være.

Selvfølgelig kunne jeg sagtens tage mine egne beslutninger. Det havde jeg trods alt gjort. Men jeg følte mig altid mere sikker, når jeg havde Emmas støtte hos mig omkring mine valg. Ikke at jeg ville ændre på noget, af det jeg havde sagt, hvis hun nu ikke synes det var en god ide, men du kunne vel godt se, hvad jeg mente omkring den sag.

I så fald, nervøsiteten var der pga. de ukendte fremtids scener, der lå lige inden i den lejlighed foran mig. Emmas lejlighed.

Jeg trak vejret dybt, så ilten røg hele vejen ned i yderkanten af lungerne. Det skulle nok gå! Efterfølgerne ville nok ikke være så slemme, hvis de overhovedet var over på den dårlige side.

”Hey Em!” med højlydte bevægelser gjorde jeg min ankomst, der ikke havde ”nervøs” stående pladask i panden. På en eller anden måde hjalp tanken omkring, hvor vidt det egentlig gik godt i mit liv. Alting synes alligevel at gå sin gang ordentligt – eller så ordentligt det kunne blive.

”Alex!” Emma kom hoppende hen til mig i gangen, helt som var hun en ballerina, dog knap så elegant. Jeg lo lavt ved synet, og blev næsten væltet på jorden af en glædesbombe til Emma. Trods det kun var tre dage siden vi havde set hinanden, kunne jeg alligevel godt mærke, den manglende plads hun plejede at udfylde.

”Åh gud jeg har savnet dig, bætte,” fastslog Emma bestemt, og roede mig i håret.

Jeg gjorde store øjne, og hang min jakke på knagen. Fornærmet så jeg på hende, mens hun skubbede mig ind imod køkkenet. Sig mig, kaldte hun mig lige lille? Så lav var jeg da heller ikke..?!

”Jeg er ikke lille,” mit seriøse blik fik hende til at grine stort, inden vi begge havde sat os ned på barstolene. Måske var det bare mig, der havde en virkelig dårlig humor, eller så var det bare ikke sjovt.

Uden nærmere svar lod Emma mig være alene, og jeg så fortabt efter hende. Jeg følte mig en del lettere tilpas, da hun tilbage kom med to krus og en te kande. ”Du er mindre end mig, så jo,” Emma smilede beærende stort, hvorimod jeg fnyste højt og surt. For at være helt konkret, hadede jeg at være mindre end Emma. Selvom det måske var få fem-ti centimeter, betød det en del. Især når vi kom ind på diskussioner som denne, hvor jeg ligesom ikke rigtig havde brug for at være lavere.

Forståelse på nogen måde?

Det håbede jeg da på, du havde…

Rent faktisk burde jeg ikke have været så skide nervøs for, hvordan dette ville blive. Emma var overhoved ikke rasende på nogen måde, og hvis hun var, måtte jeg også indrømme, det ville være en lille smule for meget.  Uden om alle bekymringerne havde jeg det rent faktisk fint. Mine skuldre var helt afslappet, pulsen stille og rolig ligeså mit åndedrag.

Ved min side sukkede Emma pludselig. Mit i en bevægelse gik jeg i stå. Vi begge vidste hvad sukket betød, og jeg gentog det svagt, som var det på kommando.

”Jeg har fundet ud af det med Niall,” mit blik mødte Emmas, jeg har besluttet mig for, at give ham en chance til. Men vi starter som venner.”

For mig var det som at få løftet en mental byrde fra skulderne, så derfor rettede jeg også min ryg op. I realiteten forstod jeg ikke mig selv. Hvad var der overhoved at være bange for? Emma var ingen massemorder eller lignende, og var heller ej den sure type. Jeg havde kendt hende i så mange år, og alligevel kunne jeg blive bange for hende? Nervøs omkring hende? Hold da helt ferie jeg måtte have slået hoved i søvne.

Og det var skam sket før – at jeg havde slået mit hoved, imens jeg sov. Hvordan dét gik til, var en ting der var ukendt, men jeg var i hvert fald faldet ud af sengen, og ikke taget fra, så jeg slog mit hoved direkte ned i gulvet. En random ting jeg lige syntes, du skulle have med på vejen.

”Hold da op!” Emma så med store øjne på mig. Hendes overraskelse var større end jeg havde forventet, så måske havde hun ikke set bladende? På den anden side var hendes forældres hus ikke langt ude på landet, at de intet internet eller superbrus ejede.

”Så kan jeg bedre forstå de mange forsider… Der har været så mange billeder og rygter omkring det, og da jeg så det på min mors computer, troede jeg ærligt at det var redigerede billeder,” forsatte Emma, dernæst affejede mine latterlige tanker omkring, hvorvidt Emma kunne være uinformeret omkring det hele i forvejen.

Mit smil var skævt, mens jeg med blikket nede i min te, mumlede nogle ord.

”Du synes måske ikke det lignede mig, at gøre sådan noget dumt-”

”Alex, det er ikke dumt. Og nej faktisk ligner det dig ikke, men jeg kan lettet læne mig tilbage, og være lidt små stolt over, du selv kan se hvad der er rigtigt at gøre,” Emma afbrød mig med ord, der hurtigt fik mit hoved til at vænne teen i ryggen, og møde hendes blik med overraskelse.

Det rørte mig virkelig, at hun sagde det sådan.

Jeg havde håbede på, hun var positiv over for mit valg, men jeg havde aldrig set det komme, at hun var modtagelig over for det. Lettelsen bredte sig over min krop, og som var det muligt, blev jeg atter mere veltilpas, end jeg lige var blevet.

”Hm… jeg måtte jo få røven ud af sædet, ellers vidste jeg bare, hvor vidt jeg ville blive skide ked af det, hvis jeg ikke greb chancen, når den var der,” fortalte jeg.

Emma grinte af mig. Tilfreds over situationen slubrede jeg lavt af teen. Måske var det slet ikke sådan et dårligt valg, jeg hidtil havde taget omkring Niall. Ifølge Emma var det fuldstændig det rigtige, og mine mavefornemmelser sagde det samme.

”Det skal nok gå godt. Jeg kan bare fornemme det et eller andet sted. Hvorfor skulle i ellers støde sådan på hinanden på skøjtebanen, hvis det ikke var fordi, det var ment som et tegn på, i skulle prøve igen?” Emma så storsmilende på mig, hvilket fik mig til at spekulere nærmere over det.

Ja, det var rent faktisk ret tilfældigt, det at Niall og jeg bogstaveligt talt stødte på hinanden. Især et år efter vores brud, hvor alting gik i spåner. Lige der hvor jeg mest gik og tænkte på ham, og nærmest ikke kunne lade hver med at se en ting, uden det førte til sammenligner omkring Niall. Det hele var alt for tilfældigt til, at der ikke var en betydning omkring det hele.

Jeg var glad for, jeg havde takket ja til at starte på en frisk med Niall. Det var helt sikkert. Hele julen så også så meget lysere ud, end den havde gjort den 1. december. Og det kunne jeg takke Niall for, heldigvis med gode miner.

Det var en god ting, at han var grunden til det. Jeg følte det allerede som om, hele min december måned var reddet, og vi var ikke engang ved enden endnu.

Desuden: måske var det rent faktisk bestemt, at Niall og jeg skulle være sammen? Måske var det bare meningen, at vi skulle have noget at gøre med hinanden? Det var vel ikke uden grund, vi skulle støde sådan på hinanden.

I så fald, Emma og jeg snakkede videre, og humøret var højt. Jeg hyggede mig virkelig sammen med Emma, men hvad havde jeg ellers forventet? Det var trods alt min bedsteveninde, jeg var sammen med.

”Sådan der!” mit råb var højt og jeg dansede direkte rundt i ring. Emma lo højt af mig, med et hoved ryst, mens hun lavede videre på hendes julehjerte. Nu skulle du høre, hvad der atter var i gære. Jeg havde lært at lave et julehjerte! Aldrig i mit liv havde jeg lært det, eller kunne finde ud af det, trods der var utrolig mange der havde forsøgt at lære mig det, var det første gang det lykkes. Og guess what? Jeg var virkelig stolt over det! Det måtte jeg simpelthen fejre!

”Tag det roligt det bare et julehjerte, bætte,” jeg rakte tunge af Emma, der sad med et drillende smil om læberne. Med en stolt følelse i maven trak jeg min kære Iphone op. Et enkelt klik efter var et billede taget af det berømte julehjerte, hvor det ellers blev delt på Twitter og Instagram. Emmas blik landede imens på min Iphone. Hun rystede på hoved af mig.

”Du skør,” selvom hun mumlede det, hørte jeg det udmærket godt. Flabet smilede jeg dog bare stort, og frydede mig over mit resultat efter… en halv times arbejde. Ja, så lang tid tog det for mig, at lave et simpelt julehjerte, der var nået så kompliceret end det så ud til.

Jeg fortalte det til dig af rene erfaringer.  

Ligeglad omkring hvilke konsekvenser det ville få, nakkede jeg Emmas telefon. Med koden printet ind i hukommelsen røg mine fingre hen over tallene, hvor jeg kort efter fik adgang til Emmas telefon. Jeg vidste, hun endnu ikke havde lagt mærke til, at jeg sad med hendes mobil, hvilket fik mig til at storsmile. Nogen gange kunne Emma virkelig godt være langsomt reagerende.

Det sjove ved det hele var, at vores telefoner lignede hinanden ufattelig meget, så det skulle nok tage endnu længere tid for hende, at regne den ud.

Opmærksomt tastede jeg mig frem til hendes billeder, og gled dem nysgerrigt igennem. Det var lang tid siden, jeg havde kigget på dem, og hver eneste gang i de sidste måneders tid, havde Emma været hurtig til at snuppe sin telefon fra mig, hvis jeg nævnte mine tanker for hende. Jeg følte det lidt som om, hun skjulte noget for mig, men jeg vidste allerede inden, det blot var mig der var naiv. Emma og jeg holdte intet hemmeligt for hinanden, ud over gaver og that kinda stuff, så den mulighed var udelukket, at hun skjulte noget.

Hvis der var noget på de billeder, jeg ikke skulle se, vidste jeg helt ærligt ikke, hvad det skulle være. Emma ville have fortalt mig det, hvis det lige pludselig var fordi, hun sås med en dreng eller ny veninde. Ikke fordi det ragede mig så meget med en ny veninde, men for det meste, plejede hun at nævne, hvis hun havde fundet sig en til. Emma var ekstra god til det med at få startet et godt venskab, hvilket jeg misundte hende lidt for. Det virkede til hun gjorde det fint, nærmest helt naturlig samt fejlfrit, hvor jeg selv var lidt klodset til det.

Sådan var det, og jeg gjorde det på min måde.

Den måtte være okay god, for den virkede hver eneste gang, jeg forsøgte mig med den.

”Haha hvor ser du sjov ud!” jeg råbte det nærmest op, med et så uforventet grin, at Emma hoppede op i barstolen. Hvilket jeg selvfølgelig grinte endnu mere af. Jeg sad og havde fundet et virkelig funny billede af Emma, der med en handikap grimasse, lå ned i et par blade. Det var ikke hende selv der havde taget billede, kunne jeg se, men det var heller ikke pointen. Eller det der betød noget. Hoved humlen var, at hun så megaaa sjov ud!

”Alex, er det min telefon?”

Jeg nikkede og holdte mig for maven, mens jeg viste hende det humoristiske billede. Hendes øjne blev store, og hvis jeg ikke havde haft gode reflekser, ville jeg umuligt kunne nå at fjerne telefonen væk fra hendes afstand, da hun greb ud efter den.

”Giv mig den, bætte,” Emma så seriøst på mig, men jeg tog det ikke sådan, da hun brugte det irriterende kaldenavn.

Jeg rystede kraftigt på hoved. Hurtigt hoppede jeg ned af barstolen, da Emma langede ud med hånden, for at få fat i hendes telefon. Da hun fulgte efter, gik jeg et par skridt bag ud, mens jeg kiggede videre på billederne, dog med opmærksomheden to steder.

”Jeg mener det, Alex, giv mig min mobil!” lød det panisk fra Emma.

Atter rynkede jeg panden, med et lille smil, da jeg pludselig fandt hende… en anelse skrækslagen? Bange? Okay det var det samme, samme betydning, men du kunne vel godt regne ud, hvad jeg hentyd til. Hvorfor lød hun sådan? Var mine tanker virkelig ikke så naive, som jeg bildte mig ind, og havde Emma virkelig noget at skjule? Og hvorfor i alverden ændrede hun egentlig ikke hendes kode, hvis jeg ikke måtte gå ind på hendes mobil?

”Hvorfor? Du har da intet at skjule over for mig, Ems, vi er bedste veninder! Jeg kan selv tage nøgenbilleder, hvis det er det,” jeg grinte højt over min egen sætning. Hold da op, tænk hvis det var dét Emma skjulte?! Haha ej det kunne umuligt være sådan noget, men alligevel var muligheden stadig åben, da jeg spekulerede over mulighederne.

”Drop det, Alex, hvad tror du om mig? Jeg vil bare gerne have min mobil-”

”Jamen det må vente, for jeg er lige i gang med noget. Du kan tage min, den ligger på køkkenbordet,” afbrød jeg og sendte hende et strålende smil, inden jeg vendte blikket ned på telefonen.

Der var utrolig mange billeder fra en have, jeg ikke lige kunne genkende. Men Emma var selvfølgelig nem at sætte navn på. Det så ikke ud til at være særlig gamle billeder. Kun fra omkring den tid før december, hvor sneen ikke var kommet. Måske i starten af november, hvis jeg ikke tog helt fejl.

”Alex jeg mener det,” Emma lød virkelig alvorlig, men jeg tog det ikke til mig. Det var sikkert bare noget, hun troede, jeg kunne finde på at gøre grin med, hvis jeg så det. Og hvis det var tilfældet af et virkelig wired billede, ville jeg da selvfølgelig holde latteren i mig, hvis det generede Emma.

Hvad man dog ikke gør for bedste veninder…

”Alex-”

”Hvem er det? Han er da lækker!” spurgte jeg grinende, da et billeder kom op med Emma, der stod smilende ved siden af en fyr, der havde armen om hendes hofte.

”Alex stop, det-”

”Hvad fanden..?”

 Jeg så med store øjne samt rynket pande på Iphone, hvor kvaliteten var enorm god. Efterårs farver lyste mig i ansigtet, men det var ikke det jeg fokuserede mest på. Jeg var gledet videre hen i billederne, og pludselig var der noget uventet. Det var et forelsket par, der stod med tungerne nede i halsende på hinanden, godt i gang med et hedt kys. Jeg ville finde det utrolig sødt, hvis ikke det var fordi, jeg kendte den ene af personerne. Emma. Hun stod med armene om en utrolig lækker fyr, der holdt om hendes hofte med den ene hånd, og den anden hånd holdte han kameraet.

Mine øjne måtte være store som tekopper, og jeg havde nær tabt telefonen på gulvet, hvis Emma ikke havde taget den ud af min slappe hånd. Hvad var det lige jeg havde set…?

Emma sukkede tungt, med et undskyldende blik på mig.

”Undskyld, det var ikke meningen at du skulle se det. Jeg ville have vist dig det, fortalt dig det, på en anden måde.”

Jeg så blankt på hende, og kunne stadig ikke rigtig fatte det. Havde Emma en kæreste? Uden jeg vidste noget omkring det?

Det var som om jeg var gået fuldstændig i stå, og ikke rigtig kunne vågne. Min verden var som sat på pause. Tingende bevægede sig ikke, alle lyde var lukket ude. Jeg fornemmede Emma stå og snakke til mig, sikkert finde på en eller anden latterlig undskyldning, men jeg hørte ikke efter. Jeg magtede det ikke. Det var ikke det jeg behøvede at høre - ubrugelige undskyldninger. For jeg vidste besked, vidste hvad der var sket.

Emma havde en kæreste, og jeg havde været uvidne omkring det i sikkert en eller to måneder. Lige meget hvad, følte jeg mig total svigtet. Jeg kunne ikke fatte hun i alt den tid, med så mange muligheder, havde valgt at holde sin kæft omkring det. Selvfølgelig vidste jeg skam godt, jeg ikke kunne kræve at få det afvide, selvom vi var bedste veninder, men stadigvæk kunne hun godt informere mig omkring det!

Især når det så seriøst ud på det billede…

”… jeg ved, jeg burde have sagt det men-”

”Men hvad, Emma? Ville du ikke have, at jeg skulle blandes ind i dit kærligheds liv, ligesom jeg blander dig ind i mit ynkelige?” mit blik var rasende, selvom jeg måske ikke havde den store ret til, at være sur på hende. Selvfølgelig var det hendes eget valg, men det irriterede mig grænseløst, hvor vidt hun bare havde tiet omkring det forhold, hun åbenbart havde med en dreng. Især når jeg som fortalt, havde snakket ud om mit.

”Nej, men du var lige blevet droppet af Niall, så hvordan havde du tænkt dig, at jeg kunne få mig selv til at fortælle dig, om hvor lykkelig mit kærligheds liv er? Især når du sejler i din egen hjemmelavet sø af tårer, og lige er blevet droppet. Hvilken veninde ville jeg ikke være?”

Emma så seriøst og opgivende på mig, og jeg slog ud med armen.

”Forhelved Emma, jeg ville sgu da være glad på dine vegne! Det var da lige meget at jeg havde kærestesorg, for jeg ville da alligevel blive glad på dine vegne. Du er for god sake min bedste veninde, og der er intet jeg heller vil vide, hvis du har fundet dig en fyr! Selvom jeg glider rundt i min egen sø af snot, eller hvad du kaldte det. Er det ikke bedre at du fortæller mig det, i stedet for at holde din kæft så længe, at jeg selv skal finde ud af det?”

For at være ærlig skar det virkelig ind i mit hjerte, at Emma havde holdt mig ude fra hendes kærligheds liv. Og grunden havde simpelthen været, at jeg var i kærestesorg. Great, hvilken fabelagtig begrundelse! Hvad troede hun om mig? At jeg ville rive hoved af hende, blot fordi hun havde fundet sig en fyr, mens jeg netop havde mistet min? Hvilken veninde ville jeg ikke være?

”Jeg prøvede at beskytte dig, Alex! Tror du det ville gøre din situation meget bedre, at du efter et brake up lige får smasket i hoved, at din bedsteveninde for resten lige har fundet en fyr? Du havde nok ikke lige brug for at vide, hvor lykkelig jeg gik rundt og var, mens du var ked af det-”

”Det var netop det jeg behøvede at vide! At min bedsteveninde var lykkelig, når jeg ikke havde æren af at være det. Du har ingen ide om, hvor meget det ville have lettet!” mit blik var såret, lige så meget som mit hjerte var. Det var lige til at tude over, at Emma ikke havde betroet mig den fantastiske nyhed, at hun havde fundet sig en fyr.

Emma så direkte ulykkeligt på mig, men jeg havde ikke tid til at tage mig af det. Travlheden omkring hvor vidt hun havde uinformeret mig omkring dét, gjorde mig blind for alle andre ting, end de spørgsmål der gled inde i hjernen på mig. Som billeder med tekst, der skrev hver eneste spørgsmål. Der var så ufattelig mange – ork ja, det var det rene kaos. Alligevel var der kun et spørgsmål, et eneste ene spørgsmål, der formåede at ryge igennem nål øjet – ud af min mund.

”Hvor lang tid har det stået på?”

”Siden marts måned, der omkring.”

Jeg rystede på hoved, og greb min telefon samt taske. Fornuften fortalte mig hurtigt, hvor vidt jeg måtte smutte. Emma skulle ikke være offer for mit raserianfald, trods hun havde holdt mig ude. Jeg vidste, jeg havde brug for at komme lidt væk, og facten omkring hvor lang tid hendes forhold havde været hemmeligt for mig, fik mig til at klikke inden i. Der var ingen mulighed for mig, at kunne tænke klart. Hele min krop, bare mig, var fuldstændig overvældet.

”Alex, undskyld! Du må ikke gå! Jeg ved godt, jeg burde have sagt noget, men jeg vidste bare ikke hvordan, jeg skulle få det sagt ordentligt flere måneder efter,” Emma så med tårer i øjne på mig, og greb ud efter mig med hånden.

”Ems, bare… jeg bliver nød til det, ellers siger jeg bare en masse, som jeg kommer til at fortryde bag efter,” det var egentlig utroligt, hvor meget selv kontrol jeg havde i forhold til, hvilket svigt det var. Emma var bare alt for tæt på mig til, at jeg ville kunne lade mig selv sårer hende, trods hun netop havde såret mig. Jeg var på ingen måde ude efter gengæld, derfor valgte jeg også den sikre vej, min fornemmelser i maven kendte til.

Måske lød det virkelig underligt for dig. Men det var det skam også. Jeg reagerede ufattelig underligt, det kunne jeg også selv se. Dog vidste jeg, uden om den fact, hvor godt handlet det var. Der var ingen grund til at flippe mere ud, end jeg allerede havde gjort. Som nævnt for Emma, ville der i sidste ende ikke komme andet ud af det, end jeg ville få lukket en masse shit ud, jeg senere hen ville fortryde for groft.

Ja, jeg kendte virkelig godt til mine reaktioner, til mig selv og mulige handlinger. Måske lidt for godt, eller bare mærkelig godt. Anyways, lige meget hvad var det utrolig nyttigt.

”Men-”

”Nej, Emma. Vi ses.”

Jeg vandrede ud i gangen, og efterlod en grædefærdig Emma. Hurtigt trak jeg i sko og tøj, efterlod lejligheden med den svage julemusik, der midt i det hele ejede svage hulk. Måske var det forkert af mig bare at smutte. Jeg ville ikke byde min veninde den ulidelighed, at høre det ene skældsord efter det andet. Jeg ville ikke skade hendes og mit venskab, for jeg vidste det ville ske, hvis jeg blev i lejligheden.

Igennem de tre dage Emma ikke havde været hjemme, havde jeg fundet ud af, hvordan jeg skulle takle svære situationer. Hvor vidt jeg selv måtte tænke på andre end blot mig selv. Ikke fordi jeg ikke gjorde det i første omgang, men ligesom tænke videre, hvis jeg nu sagde det ene, hvad der dernæst ville medføre. Emma skulle ikke have samme følelse, som jeg gik rundt med inden i.

Jeg brugte ikke ordsproget ”An eye for an eye”.

Og nej, det var ikke kun fordi, det var jul.

Men fordi jeg var klog nok til, at kunne sige fra, når følelsen af kaos kom frem i mig.

________________________________________

Aye guys - glædelig juleferie!

Så nu har jeg nemlig endelig fri fra skole, og kan skrive de forsømte kapitler! Men må nu sige, at hvis jeg ikke kan nå det, springer jeg måske et par datoer over - Det må jeg lige se an i morgen ;')

Og prøv lige at tænk over det her! 

Det er dagen før dagen før dagen! 

Got it?

Lige meget, i så fald er den 24 nær, og jeg er fuld i gang med at skrive. Tak til jer alle som læser med, og fandt lige ud af at movellaen her ligger på side et af månedens mest populære historier! 

Thaaaanks, love you all!!!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...