Last First Kiss ~ Last Christmas [1D] ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2013
  • Status: Færdig
Juletiden er der hvor kulden er uden for, og varmen fyld med hygge er inden for. Dufte af kanel og gran hænger overalt i luften, sammen med julegløkken. Julen er hvor kærligheden blomster, med gaver og kys. Alexandra Swan havde altid elsket denne tid, hvor hun før i tiden tilbragte den med hendes x kæreste - Niall Horan. Men efter som x parret sidste år, juleaften, lavede deres brakeup, kan Alexandra lige så godt vinke farvel til den part.
Hendes savn til Niall var i starten stort, men blev formindsket med tiden. Nu hvor juletiden er fremme, bruser minder tilbage imod hende, med alle de stunder hende og Niall havde sammen. Trods hun benægter sine følelser i maven, og ønsker at hade kærligheden, kan hun ikke. Alexandra er ikke i tvivl om, hvor vidt denne jul vil være et helved - Især uden Niall.
Men julen er jo kærlighedens tid, fuld af mirakler, og hvad nu hvis et enkelt skøjtetilfælde kunne ændre hele julemareridtet?
☃ Der kommer et kapitel hver anden dag xx ☃

133Likes
124Kommentarer
15847Visninger
AA

10. 10. December – The rumors don’t lie.

Med glæde spredt ud over alle organer i min krop, besluttede jeg mig for at løbe forsigtigt ind i varmen. Eftersom det var mandag, kaldte arbejdet i H&M, hvilket nok skulle blive hårdt. Der var nu fjorten dage til jul, og alle mennesker i London skulle efterhånden ud på juleindkøb. Og da det var H&M inden på Oxford Street, vi snakker om, var der selvfølgelig bunker af mennesker, der skulle købe til alle aldre.

Til gengæld fik vi solgt en del, men ændrede ikke på facten omkring, hvor vidt jeg med garanti gik direkte hjem i seng, når arbejdes dagen var over. Jeg kendte i forvejen til det hele, efter som jeg også arbejdede i H&M året inde ved juletid. Det var rent faktisk i november, jeg blev ansat, så jeg startede nærmest direkte ud med, at slide og slæbe i butikken. Dog var kollegaerne på jobbet noget så søde.

”Hey Alex!”

Jeg blev som altid modtaget med kindkys fra min kollega, også gode ven, Christian. Han smilede stort, og jeg kunne ikke lade hver med at grine lidt. Der skulle ingen ting til at få mig til at smile, eller bare grine lidt. Efter jeg igen var venner, og lidt mere, med Niall, synes alting at virke fantastisk.

”Var weekenden god?” spurgte Christian, og fulgte efter mig ind i medarbejdernes gaderobe. Christian var tydeligvis nysgerrig, og havde helt sikkert oplevet noget spændende, for ellers ville han ikke spørge så hurtigt.

”Den var fin nok. Bortset fra jeg var syg i går,” fortalte jeg, inden jeg ellers låste mit skab op. Min jakke hængte jeg på bøjlen der til, min taske stillede jeg på den lille hylde der var, og klikkede ellers mit medarbejder kort på min sweater og jeans. Telefonen røg i venstre for lomme, mens jeg pustede et par forvildet hår totter væk. Da jeg endelig kunne smække mit skab, og kigge på Christian, smilede han stort og så ventende på mig. Hvad havde jeg nu gjort?

”Og så du Niall imens du var syg?” spurgte han, til min store overraskelse.

”Hvad?” udbrød jeg paf.

”Ja han vækkede mig klokken ni om morgnen, og passede mig, da jeg var syg. Hvordan vidste du dog det?” forsatte jeg.

Nu skulle jeg måske lige fortælle dig, jeg kun nævnte til Christian, da vi havde været venner i en del tid. Det var pga. ham jeg fik jobbet, hvilket jeg for resten var ret taknemmelig for. Ellers ville jeg aldrig stå og lukke sådan noget ud til nogen, jeg ikke kendte særlig godt. For Niall var skam verdens kendt, og alle havde også lært mig at kende, da jeg datede ham. Hvem ville ikke lige spørge ind til noget omkring ham, hvis de pludselig mødte mig?

”Der stod i går på internettet, at man havde set ham komme til din lejlighed om morgnen, og først forlade den her sent i går aftes. Er det begyndt at gå godt imellem jer igen?” fortalte Christian

Jeg nikkede tænkende, og det undrede mig ikke så meget. Medierne ligeså fansene var gode til at opfatte, hvad drengene fra bandet gik rundt og lavede. Og da man på en eller anden måde havde fundet ud af, hvor jeg boede, vidste man vel også at det var mig, Niall skulle hen til, hvis man så ham stå foran mit lejlighedskompleks. Det var kinda indlysende på en eller anden led.

”Ja vi har fundet ud af det. Nu prøver vi så ellers bare at være venner, som vi var inden alt rodet,” forklarede jeg, mens vi side om side gik ud til kassen. Christian nikkede smilende, og var tydeligvis glad på mine vegne. Det gav han også udtryk for, da han forsatte med at snakke.

”Det var godt. Alt det imellem jer har præget dig en del det sidste år, og nu hvor i ses igen, kan man hurtigt se forandringerne.”

Jeg grinte let, og smilte venlig til en pige, der kom med en sweater i hånden. Faktisk var det den samme jeg havde på, men jeg havde også fået den fra jobbet. Den var hvid med sorte kors, det omvente af den jeg haft på tidligere på måneden. Den var utrolig blød og behagelig, og det var helt klart en af min favorit sweaters. I det hele taget elskede jeg sweaters, og kunne ikke forstille mig et liv uden én af dem.

Måske lød det overdrevet, men sådan var jeg.

”Har i den her i str. Small?” lød det venligt fra pigen, der oven i købet smilede til Christian og mig. Det var en ud af få unge, der kom i butikken, der rent faktisk ikke fakede det hele, eller bare var uhøflige. Som du vel nok hørte, gik jeg meget op i, om folk behandlede en ordentlig, når man stod i en butik. Men det var primært fordi, hvis man ikke blev behandlet ordentligt af kunderne, havde man heller ikke så meget lyst til at møde på arbejde.

Jeg mødte Christians blik, og fik lokket ham ud i depotet.

”Christian tjekker lige, for faktisk ved jeg det ikke,” svarede jeg venligt, og nikkede til pigen. Hun smilte blot og nikkede let.

”Er du egentlig ikke Alexander Swan? Niall’s x kæreste?” spurgte hun pludseligt, og så afventende på mig.

Jeg nikkede med et lille smil.

Hun smilede stort tilbage, og viftede med sin mobil.

”Jeg elsker dig og din stil! Må jeg ikke få et billede med dig?” spurgte hun, og så på ingen måde overdrevet på mig. Det glædede mig egentlig at hun ikke bare sagde, at hun elskede Niall, men mig. Det kunne til tider godt være ret irriterende kun, at blive genkendt som ”Niall Horan’s x kæreste”. Jeg var jo bare mig, og havde alle mulige andre ting at lave, som jeg kunne være kendt for, end den position med at være x kæresten.

Jeg hoppede over disken, efter som jeg ikke magtede at gå uden om, trods vi rent faktisk ikke måtte hoppe over den. Men der var alligevel ingen der så det, eller i hvert fald rettede på mig. Det skadede heller ikke at gøre en undtagelse en gang imellem.

”Okay, men så på to betingelser!”

Pigen nikkede.

”Et: jeg skal lige have dit navn. To: vi skal også lave et fjolle billede,” bad jeg, og så små grinende på hende, da hun så overrasket på mig. Havde hun da forventet noget andet, eller..?

”Ej undskyld, jeg havde bare ikke forventet du ville være normal! Det er selvfølgelig på en god måde, jeg siger det. For jeg er faktisk en stor fan af dig og… nu vrøvler jeg, men jeg hedder i hvert fald Stephanie, og vi kan godt tage et fjolle billede også,” lød det tumlende fra hende, der så hed Stephanie, og hun rødmede flovt.

Jeg grinte blot.

”Det fint, Stephanie! Jeg tager det som en kompliment, ligesom du mente det som,” sagde jeg storsmilende.

Hun smilede stort, og rakte hendes Iphone ud foran os. Først smilede jeg oprigtigt, hvor efter jeg lavede et weird ting med min mund. Vi nåede akkurat at være færdige, inden Christian kom og rakte Stephanie trøjen.

”Skal du have hjælp med noget andet, eller skal du købe den?” spurgte jeg venligt med et lille smil. Jeg elskede at møde fans – der rent faktisk var mine egne, og ikke kun One Directions.

”Jeg vil gerne købe den.”

Christian nikkede, og lod mig hoppe over disken, men gav mig et hoved ryst. Jeg rakte bare barnligt tunge, fjernede hurtigt alarmen fra sweateren, bippede den ind, og fandt en pose til den. Stephanie betalte og forlod os med et smil, videre sagt at vi måtte have en god dag – og tak for billederne.

Det var nu meget hyggeligt, at møde nogle fans.

Da jeg løb side om side med Christian hen til kassen, var der nærmest proppet op med mennesker. Patrick havde tilkaldt os, eftersom han mente, der var så mange, at han havde brug for forstærkninger. Selvfølgelig var Christian og jeg løbet af sted, men vi havde dog bare troet, at Patrick overdrev endnu engang. For ja; drengen havde det med at overdrive til tider.

Men denne gang overdrev han altså ikke. Der var dusin vis af piger, der stod i en lang kø for, at komme til at betale deres tøj. Jeg spekulerede over, hvorfor ingen af dem var i skole, men det kunne selvfølgelig være det var tilkomne, eller nogen der allerede var gået ud af skolen. Anyways, jeg undrede mig i hvert fald over, det store mængde antal af piger.

Og for at gøre det hele lidt mere sjover, stod Patrick som den eneste mandlige alt mylderet. Hele vejen oppe ved kassen, og havde sit charmerende smil på læberne, trods han så ud til at anstrenge sig en del.

”Bro!” råbte Christian grinende, da vi endelige kom frem til kassen.  Jeg selv så drillende på Patrick, der alligevel udstrålede sin stressede jeg, ved at give mig et muggent blik. Der var en der vidst klistrede en sød facade på, for at gøre kunderne glade, kunne man så lige se…

Sjovt puffede jeg til min kollega, og lod derefter mit blik lede til den næste pige i køen. Jeg tror der var ingen der, før jeg kiggede på pigen, havde registreret, at der var en ny kasse der var åben. Ikke om jeg kunne tro mine egne øjne, da pigerne nærmest kastede sig over hinanden, blot for at få en plads i køen. Med store øjne kiggede jeg hen på Christian, der oplevede det samme som jeg. Hans øjne mødte mine, og de fortalte tydeligvis det samme budskab, som mine egne udsendte.

Det var ud over alle grænser – ingen af os havde oplevet noget lignende.

”Oh my god er du ikke Alex?” gispede nummer to pige, der fik sin tur til at betale.

Jeg lagde hoved på skrå, og pegede på mit navne skilt.

”Øm… jo, det er godt set min ven,” lo jeg, alligevel lidt flabet på den. Men helt ærligt så kunne jeg ikke lade hver. Der var trods alt et navneskidt på brystet af mig, så mon ikke om hun kunne få besvaret hendes spørgsmål, blot ved at kigge på det?

”Fuck hvor vildt, jeg står foran Niall Horan’s kæreste!” hun lavede store øjne, og jeg gjorde straks det samme. Hvad var det lige hun sagde..?

”Undskyld, men vi er altså ikke kæreste mere,” sagde jeg venligt, og bippede hendes bunke tøj ind på computeren. Egentlig hadede jeg, når nogen skulle blande mit privatliv ind i det hele, når jeg tydeligvis stod i det offentlige og var på job. Der kunne jeg trods alt ikke bare skride, fordi en kunde pressede sig på. Virkelig irriterende, hvis du gerne ville vide det helt konkret…

”Hvorfor var han så set hjemme hos dig i går-”

”Man kan godt være sammen, uden at være kærester.”

Jeg så venligt på hende, men inden i var jeg ved at rive håret af mig selv. Hvorfor fanden kunne jeg ikke bare have en almindelig arbejdes dag?

”Så i er venner igen?”, pigen smilede som var det lige det bedste i verden.

Jeg nikkede smilende, og rakte hende posen.

”Ha’ en god dag.”

Jeg prustede lettet ud, da hun endelig smuttede. Var det overhoved lovligt at spørge så meget ind til en persons privatliv..?

Lige som jeg troede det værste var overstået, var det næste ti i køen fans, der fangirlede ud over, hvem jeg var. Jeg var ved at gå ud at mit gode skind, for jeg kunne ligesom ikke rigtig forlade min post ved kassen, være kold i røven over for kunderne, eller ignorere dem. Hver eneste gang et nyt spørgsmål tikkede ind, skar jeg tænder. Det var kun med den første pige, hvor jeg svarede på alle hendes spørgsmål, for resten af gangene sagde jeg ellers bare, det havde jeg ikke lyst til at svare på.

Ærligt talt følte jeg mig, som en der var til interview. Og det var absolut ikke rart. Hermed skulle jeg aldrig blive kendt. Selvom jeg måske allerede var det, men jeg ville ikke frivilligt melde mig til det…

”Okay nu får jeg nok! Kassen er lukket, og du tager over Christian,” udbrød jeg da endnu en pige kom frem, og spurgte ind til Niall og jeg. Igen og igen skulle jeg gentage min ”vil ikke besvare” sætning, og det burde slet ikke være sådan man skulle have det, når man gik på arbejde.

Christian og Patrick kiggede overrasket på mig, men jeg skred uden ord ud i gaderoben. Træt satte jeg mig ned i en sofa der var der. Udmattet tog jeg hoved imod hænderne, mens blodet dunkede inden bag panden. Det frustrerede mig virkelig med alle de spørgsmål. Endnu mere at jeg ikke bare kunne vende dem i ryggen, ignorere dem, for jeg var som sagt ansat til at stå og vejlede kunderne.

Hvordan skulle jeg overhoved kunne gøre det, når alle de kunder, der kom til mig den dag, var fan af One Direction, og stillede mig bunker af spørgsmål?

”Alexandra?” Min chef kom gående ind i omklædningen, og jeg sukkede lydløst med hoved nede i hænderne. Selvfølgelig skulle han komme nu. Hvis jeg ikke tog meget fejl, ville han bare skælde mig ud for, at skride fra arbejde ude for pauserne.

”Hvad er der, Ben?” sukkede jeg træt.

Jeg løftede mit hoved fra hænderne, og så på min 38 år chef Ben, der måske var omkring de 190 cm høj. Hvorfor du skulle have den detalje med, var vel nok, at jeg skulle kigge ekstra meget op ad. Ellers var facten bare random, lige så vel den næste, der lød på han havde sort hår.

Virkelig gode informationer jeg kom med.

”Patrick sagde du gik her ud, pga. noget med nogle fans. Er du okay?”

Jeg må indrømme, hvor overrasket jeg var over, at han ikke blot skældte mig ud. Det plejede han at gøre, efter som jeg elskede at lave spas og forbudte ting, blot for at gøre arbejdes dagen lidt sjovere for mine kollegaer – ligeså mig selv.

Men nu stod Ben simpelthen med et bekymret blik, uden irritation eller skraphed, hvilket ikke var ret ofte for mit vedkomne. Ikke at jeg ikke kunne lide den side af ham, men det var overhoved ikke ofte, jeg fik lov at opleve den. Måske fordi jeg var ret… ja…

Ingen kommentar.

Ben vidste lige så vel som alle de andre kollegaer, at jeg havde datet Niall fra One Direction. Det stod desuden på internettet, ligeså vel i gamle ugeblade, så der var ingen hemmelig dér. Men det var kun Ben der vidste, jeg tit blev lidt plaget af nogle af drengenes fans. Det var ikke så ofte, men lidt for tit kunne der godt komme en hater til mig eller to. Sagtens kunne der også komme fans, der brød sig om mig. Det kunne godt blive for meget for mig, for som jeg havde fortalt dig, var jeg på job, og havde ikke så meget overskud til sådan nogle ting.

Derfor var Ben også halvinvolveret i det, eftersom haterne blev smidt ud af butikken, hvis de begyndte at genere mig. Jeg tror Ben kaldte det chikane, men jeg var ikke sikker, og lige glad omkring det. Så længe jeg slap for at høre på grove ting, jeg ikke bare kunne flygte fra, eftersom jeg jo var på arbejde, var jeg tilfreds og kunne arbejde flittigt.

Så man kunne vel godt kalde Ben min ”rednings mand” på det punkt, at han kunne smide pigerne ud af butikken. Især fordi han på en eller anden måde, altid formåede at nå frem i tide, når tingene stod på.

”Jeg har det fint,” sukkede jeg tungt og slog ud med hånden.

”Men det er bare lidt hårdt, når jeg ikke kan ignorere deres spørgsmål omkring Niall og jeg, da jeg medarbejder her, og skal betjene dem. Og de ved jeg ikke bare kan vælge, at skride helt væk fra dem, for jeg er jo på arbejde. Det at de ligesom ikke respektere jeg er på job, er lidt trættende.”

Jeg var hel ærlig over for Ben, eftersom jeg synes han skulle vide klar besked. Det var trods alt ham, der også sørgede for, vi medarbejder i butikken havde det godt som muligt. At vi ikke følte os krænket ned på nogen måde.

Det var virkelig rart at vide, der var en mand i alt dette her, der kunne hjælpe og gøre noget ved problemerne der til tider opstod.

Ben nikkede tænkende samt forstående. Hans brune øjne røg fra mig, til ned på hans nye Rolex ur, han fik af alle os kollegaer i fødselsdags gave.

”Der er ret mange kunder i dag, og der kommer med garanti flere efter klokken et af piger. Måske du skulle tage hjem, for efter internettet at dømme, køre der store debatter omkring dig og Niall lige nu,” fortalte Ben, og smilede skævt til mig.

Jeg sukkede atter tungt, og fandt det virkelig upraktisk, at der skulle gøres så meget ud af Niall’s og mit forhold. Bare fordi vi var blevet set sammen, kørte medierne op. Der havde starten på året, efter Niall’s og mit brake up, været en periode, hvor jeg simpelthen måtte blive hjemme fra job, blot pga. presset af kunderne, der var fans af One Direction, var alt for stort for mig.

Ikke fordi jeg hadede deres fans af den grund, men der kunne man se, hvor langt de alle sammen kunne gå. Hvor langt det hele kunne gå.

”Okay, så tror jeg at jeg glider i dækning fra medierne,” mumlede jeg til Ben, der trods alt havde gode ører, og hørte mine ord. Han nikkede, tydeligvis med en mening der sagde, mit valg var fornuftigt. Ham og de andre kollegaer tog det utrolig pænt, når jeg som denne dag, blev nød til at gå hjem pga. fans. De var alle sammen utrolig søde.

I det hele taget elskede jeg virkelig at arbejde i H&M!

”Vi ses dudes!” Jeg vinkede til Christian, Patrick og nu en anden pige ved navn Patricia, der stod ved kassen, mens jeg i glidende fart forbi passede dem. De vinkede tilbage. Ellers løb jeg så hurtigt muligt ud af butikken og hen til min bil. På vejen var der nogle blikke, der brændte lidt for meget i nakken på mig, og jeg vidste, jeg ikke skulle hen og kigge i kiosken med diverse sladder blade.

Jeg ville bare blive for omtumlet af det hele.

På vejen hjem kørte jeg forbi Nandos, velvidne om jeg intet andet ønskede at spise, som jeg havde der hjemme. Niall havde lært mig mange ting omkring mad, hvor de bedste spisesteder var, og selvfølgelig havde jeg været i lære omkring Nandos.

Da jeg tænkte på Niall, tænkte jeg også på, hvad fanden Emma ville sige. Hun ville komme hjem om morgnen næste dag, og hvis jeg ikke tog meget fejl, havde hun utrolig mange spørgsmål, hun gerne ville have besvaret. Især med de mange forsider, som Ben åbenbart vidste fandtes.

Jeg overvejede ikke engang at tjekke selv.

Nu skulle jeg bare hjem, og spise noget frokost, eftersom min arbejdes dag lige var spoleret af fans. Faktisk gjorde det mig intet, at jeg fik min arbejdes dag spoleret. For at være ærlig; så havde jeg lige brug for en ekstra dag hjemme, efter jeg havde været sløj hele søndagen.

Directioners var nu meget søde <333.

Jeg skyldte dem noget, efter den tjeneste de ubevidste havde givet mig.

______________________________________________

Hola loves!

Endnu et kapitel, der bliver det eneste i dag - busy day ;)

I hvert fald skal jeg snart have indhentet de forsømte kapitler, og hvis jeg ikke når det de første par dage, bliver det i hvert fald efter torsdag :)

Hvad tror I Emma vil sige til Alex pludselig beslutning omkring fred med Niall?

Bliver hun sur eller skide glad?

Tak fordi I læser med, og er så søde til at være tålmodige! <3 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...