Last First Kiss - One Direction

Jeg vælger ikke at skrive noget her.. Jeg tror bare i får mere ud af det hvis i bare læser første kapitel :) Hvis i ikke kan lide den er det heeeeeelt i orden ;)
Og hvis i kan! Så er i faktisk ret så dejlige! Det er i også hvis i ikke kan lide den.. Men også hvis i kan,, Okay.. Nu er jeg forvirret! <3
---- FARVEL! ----

Kage..<3

44Likes
41Kommentarer
4666Visninger
AA

10. 10.

Selenas synsvinkel

 

Mit valg om at slå op med Harry var egentlig let nok. Og alligevel savnede jeg ham mere end noget andet. Jeg ønskede sådan at mit barn ville vokse op med begge forældre.. Men det så ikke ud til at det ville blive opfyldt desværre. Harry var bare for umoden og på ingen måde klar til at få et barn. Perrie forsøgte hele tiden at få mig til at snakke med Harry men jeg kunne slet ikke overskue det. Zayn skrev til hende hele tiden og fortalte hvor meget Harry savnede mig. Jeg overvejede da også at ringe til ham. Hvis alt det her kunne løses ville det være perfekt.

"Tag nu derhjem Selena. Det går jo ikke det her.. Den der mave bliver større og større. Og en eller anden skal du have med på hospitalet for jeg skal fandeme ikke se den der komme ud af dig.. Så mister jeg jo lysten til selv at blive mor" Perrie jokede forsigtigt med mig. Hun ville ikke gøre mig mere ked af det. 

Harry havde ikke kontaktet mig siden sidst. Der var næsten gået en måned og der var ingen kontakt. Jeg besluttede mig for at tage hjem til ham og snakke.

 

Da jeg bankede på døren skete der ingenting.. "Kom nu" hviskede jeg lavt. Med det samme kunne jeg høre nogen der kom op af trappen bag mig. "Selena?" Jeg kunne let genkende Liams stemme og uden tøven løb jeg hen og krammede ham. "Sikke en mave du har fået" sagde han og så overrasket på mig. Jeg nikkede "Er Harry ikke hjemme?" han kiggede forvirret på mig. "Jeg troede ikke at du ville snakke med ham" sagde han og så skævt på mig. Jeg sendte ham et blik der forklarede at jeg ikke magtede det der. "Han er ude og handle med Zayn. Han kommer nok først senere - du ved.. med alle de fans de skal forbi" sagde han. "Men du kan komme med indenfor?" han låste døren til deres lejlighed op.

Woaaaw.. man kunne godt lugte at jeg ikke havde været her i lang tid. Her stank at mand. Det vil sige sved, øl og kaffe. "Er du sulten?" lyden af Liams stemme afbrød mine tanker. "Øhh ja lidt. Hvorfor?" spurgte jeg. "Tjah fordi at klokken er lidt over seks og du er gravid - så jeg tænkte på at lave aftensmad" sagde han og bevægede sig ud i køkkenet. Jeg fulgte langsomt efter ham og følelsen af at være hjemme strømmede ind over mig. Bare fordi jeg var uvenner med Harry betød det ikke at jeg ikke savnede ham og de andre drenge.

"Er der noget bestemt du har lyst til?" Lyden af Liams stemme fik mig tilbage til virkeligheden. "Næ.. Ikke som sådan. Men hvis det involvere kød så smutter jeg lige ud af køkkenet. Jeg får sådan en kvalme af lugten" Sagde jeg og trak på skuldrene. "Vil du helst have noget uden kød?" Spurgte Liam. "Kød er fint - jeg skal bare ikke være i nærheden når det bliver lavet" Svarede jeg og smilede forsigtigt. 

Jeg hyggede mig med Liam men Harry vandrede stadig rundt i mine tanker og jeg tænkte på hvor lang tid der ville gå før han dukkede op. "Så er der mad!" Råbte Liam inde fra stuen. Jeg kunne ikke undgå at smile lidt. Liam bragte en masse minder op. Jeg gik forsigtigt ind i stuen og satte mig ved spisebordet. "Det ser lækkert ud" roste jeg. Han havde lavet hakkebøf med bløde løg og bearnaise sauce. 

Imens vi sad og spiste smækkede døren bag os. Zayn kom gående ind i stuen og spærrede øjnene op da han så mig. "Selena! Hvad laver du her?" Spurgte han og omfavnede mig. "Jeg er her for at snakke med Harry" Fortalte jeg. "Hvor er han?" Liam kiggede underligt på Zayn. "Han sidder ude på trappen. Han fandt denne her babykjole og han brød sammen på vej op" tøvede Zayn. Begge drenge stirrede ventende på mig. "Jeg går nu" sukkede jeg og de åndede lettet op. 

Jeg åbnede døren ud til trappen og der sad Harry. Med hovedet i den lille lyserøde kjole. Tårerne løb ned af kinderne på ham. "Jeg kan ikke mere Zayn. Hun tager mig ikke tilbage. Jeg har brug for hende.. Jeg kan slet ikke fungere uden hende. Jeg er så ked af det jeg gjorde og jeg vil så gerne være en del af min lille piges liv." Sagde Harry og snøftede.

Jeg blev stående i døren og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg gik hen til ham. "Jeg ville sætte mig ned.. Men med denne her mave kommer jeg aldrig op igen" Harry kiggede op og fik et chok. "Selena" smilede han. Han lagde hånden på min mave og med det samme sparkede hun. Han rejste sig op. 

 

Harrys Synsvinkel

 

Synet af Selena tog pusten fra mig. Hendes babymave var blevet meget større og hun så så smuk ud. Jeg lagde hånden på hendes mave og mærkede et spark. Det var min datter der sparkede. Et liv lavet af to mennesker - og jeg var den ene. Jeg håbede sådan at Selena ville tilgive mig så jeg kunne blive en del af deres liv. Jeg rejste mig op. "Jeg er så ked af det" Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage - Selvom jeg egentlig helst ville. Hun tøvede. Jeg måtte ikke tabe den her igen. 

Hun gjorde mig så nervøs. "I'm half a heart without you" sang jeg stille i hendes høre. Hun greb fat om hovedet på mig og trak mig ind til sig. Hun pressede læberne mod mine og holdt min hånd. Det hele var fantastisk og jeg kunne nu mærke hvor meget jeg egentlig havde savnet hende.

Med et skubbede hun mig væk. "Undskyld" sagde hun "Jeg kan ikke det her" hun løb ned af trappen.

 

Selenas Synsvinkel

 

Jeg løb ned af trappen og ud af døren. Da jeg kom ud faldt jeg til jorden. Jeg brød fuldstændig sammen. Døren bag mig åbnede. 

Et par maskuline arme lagde sig om mig. "Hold nu op" sagde han. "Du må ikke give slip på mig" lød det fra Harry

I samme øjeblik kunne jeg mærke noget rigtig smertefuldt i maven. "Av" sagde jeg. Det fortsatte og blev mere og mere smertefuldt. Jeg kiggede på jorden under mig og så en stor våd plet. "Vandet er gået" Jeg trak vejret meget voldsomt og blev meget bange. Det her var halvanden måned før tid. Jeg ville miste min baby. Harry var gået i chok ved siden af mig. "Harry! Vi skal på hospitalet nu! Ellers mister vi hende" Råbte jeg og skubbede ham. Smerterne var så voldsomme at jeg ikke kunne gå. Zayn og Liam kom løbene ude på gaden. De havde hørt mig råbe. Jeg græd. "Vandet er gået " Sagde jeg snøftende. Liam kiggede på mig og vidste godt hvad jeg tænkte. "Det er for tidligt" konstaterede han. "Alt for tidligt" Rettede jeg. Zayn og Liam hev mig ind i bilen og hjalp Harry om til mig. Han så bekymret på mig med tårer i øjnene. "Det skal nok gå" Sagde han og lagde hånden på min hånd. 

 

Vi ankom til hospitalet og Louis, Niall og Perrie stod ude foran. Zayn havde ringet til dem og fortalt hvad der var sket. Perrie løb hen til bilen og hjalp mig ud. "Jeg er her. Jeg skal nok hjælpe. Vil du have Harry med ind?" Spurgte hun og lagde armen om mig. Jeg nikkede og støttede mig til hende. Veerne var så kraftige at jeg skulle stå helt stille hvergang der kom en. Jeg blev kørt ind på fødegangen og kiggede bekymret på alle lægerne. Jeg rev fat i Harry. "Kan du huske hende der?" Spurgte jeg surt og nikkede over mod jordmoderen fra scanningen. 

En anden jordmoder kom hen. "Selena og Harry. Jeg skal lige snakke med jer. Som i ved er det her for tidligt men da du er 6 cm åben bliver vi nødt til at tage hende ud. Hendes puls er ikke så høj og det kan skyldes at navlestrengen er rundt om halsen på hende - derfor skal hun ud."

"Bliver hun okay?" Spurgte Harry og trykkede min hånd. Hun tøvede og nikkede. "Det er jeg sikker på" sagde hun og gik. Lyden af hendes lille usandhed rungede i mine øre. "Vi mister hende" sagde jeg og kiggede på Harry. Han tørrede tårerne væk fra hans kind. "Nej vi gør ej. Det kan vi ikke" Det var tydeligt at se på ham at han også hørte hendes løgn. 

"Jeg skal bede dig om at presse nu" sagde jordmoderen. Perrie og Harry stod og holdte mig i hånden. Jeg pressede og nærmest skreg. 

7 presseveer senere var hun ude. "I har fået en fin lille pige" sagde lægen og kiggede sig forvirret omkring. Jeg hørte ikke nogen barnegråd. Han stod med min datter i hænderne. "Vi skal have hjælp" råbte han og en masse læger kom ind. De forsvandt med min datter og jeg kunne ikke gøre andet end at vente. Harry sad ved siden af mig og kiggede ud i luften. "Det skal nok gå - Jeg er sikker på hun er okay" Trøstede Perrie. Jeg kiggede på hende. "Du så hende selv." Sagde jeg. Jeg fik et tæppe over mig og da jeg var blevet vasket kom resten af drengene ind. "Hvor er hun?" Smilede Louis. De smilede allesammen bortset fra Liam. 

I samme øjeblik kom lægen ind. Han havde et helt bestemt udtryk i øjnene.

Jeg vidste godt hvad det udtryk betød

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...