Fighter [1D]

Cara bor i det indre London. Hun hader sit liv, hun hader sig selv, hun hader alt og alle omkring sig. Hendes mor kan ikke få taget sig sammen til at lette sin røv og finde et arbejde, så Cara skal holde sammen på deres sølle tilværelse - og det ødelægger hende. Da hun føler sig allermest fortabt, og føler at ingen kan redde hende, tager hun grueligt fejl. For mirakler findes altså.

7Likes
2Kommentarer
739Visninger
AA

3. Nightmare

It sucks, because I was suddenly getting better, but now I'm not ...

”Til i morgen skal I læse side 67 til 71,” sagde mrs. Popp. Jeg sukkede kort og klappede historiebogen sammen. 1. verdenskrig, yay. Det var virkelig kedeligt. Som i virkelig kedeligt. Fra i morgen af skulle vi i det mindste se en film om det. Al den snak om Lenin gav mig hovedpine.
Jeg gabte kort og så op på uret. Én time igen. Det var heldigvis billedekunst. Verdens bedste fag, og samtidig det fag jeg var bedst i. Min mave rumlede kort da jeg rejste mig. Jeg burde have taget penge med til frokost.
Jeg slog hætten op, pakkede mine ting sammen og forlod lokalet. Mine ben førte mig til 3. sal, hvor valgfaget fandt sted. Jeg lænede op ad muren og betragtede de andre elever, der stod og tjattede til hinanden. De lo og smilede.
Hvornår smilede jeg sidst? Sådan ægte? tænkte jeg. Jeg snøftede irriteret og hankede op i min taske, da mr. Sullivan kom gående. Han sendte mig et stort smil. Jeg gengældte det svagt. Mr. Sullivan var min yndlingslærer og det vidste han udmærket godt.
Jeg gik ind i lokalet, der var prydet med de flotteste malerier og tegninger. Jeg bevægede mig ned imod det bagerste hjørne og satte mig. Der hørte jeg på en måde til. Jeg kastede et blik op på tavlen.
”Følelser” stod der. Mr. Sullivan satte sig på bordet foran os og kastede et blik ud i klasseværelset. Jeg var en smule forvirret. ”Følelser,” mumlede jeg for mig selv og så forvirret op på ham.
”Følelser,” gentog han, som om han havde hørt hvad jeg sagde. Han hoppede ned fra bordet, gik op imod tavlen og satte en ring rundt om ordet.
”Nogle mennesker får deres følelser ud ved at skrive. Andre ved at synge, synge den musik de skriver. Men vi? Vi gør noget helt tredje. Vi maler. Vi maler vores følelser ud på papiret. Kan I komme i tanke om nogle store kunstnere som gjorde dét, vi skal til at arbejde med?”
Jeg kiggede rundt i klassen. Ingen rakte hånden i vejret. Jeg rømmede mig og tog modet til mig. Jeg stak min hånd langsomt i vejret.
Jeg ved ikke om det bare var mig, men mr. Sullivan virkede lettere overrasket over min præstation ved at række hånden i vejret. ”Ja, Cara?” sagde han og sendte mig et smil.
”Jeg er ikke sikker, men gjorde Edvard Munch ikke det? Som en af de første?” Han smilede og nikkede.
”Det er helt rigtigt,” sagde han og blinkede til mig. Han fortsatte mig at snakke og jeg fik en rar følelse i maven af, at jeg endelig havde gjort noget rigtigt.

”Så derfor skal vi fremover arbejde med, at male vores følelser på lærredet,” sagde mr. Sullivan og gik rundt imellem os, imens vi pakkede sammen. Den sidste time havde prædiket for os omkring kunsten, at male sine følelser ned på lærredet. Jeg var begyndt at blive lidt smånervøs, for jeg var ikke vandt til at male følelserne på papiret. For hvis jeg skulle male mine følelser, var jeg så nødt til at male noget, der mine lidt om Helvede? Jeg gøs kort og smed mine notater ned til resten af bøgerne i tasken. Jeg tog hatten op igen og bevægede mig ud ad lokalet med en underlig fornemmelse af tomhed.
Nu manglede jeg bare at kæmpe mig igennem resten af ugen indtil det var weekend igen. Andre teenagers på skolen ville højst sandsynligt gå til fester, være sammen med vennerne eller bruge den på at lave lektier. Men mig? Næ, jeg skulle noget helt andet.
Jeg så på klokken og indså, at jeg skulle møde på arbejdet om en halv time.

*

Make-uppen var på plads. Tøjet var på plads. Håret var på plads. Jeg sukkede kort og kiggede ind i spejlet på mit værelse. Hvorfor gør jeg det her imod mig selv? tænkte jeg og snøfter kort. Jeg tørrer hurtigt tåren væk. Jeg skulle nødig ødelægge min make-up. Jeg bider mig selv i læben og kaster et blik rundt i det lille værelse. Det er klædt i lyserøde farver. Dette rum er nok det eneste der ikke har ændret sig siden min far forlod os. Det står som det gjorde. Bamsen Buller, som jeg fik til min 5-års fødselsdag. Billeder fra min første fodboldkamp med holdet. Min yndlings-cd fra jeg var lille. Alle minderne var herinde. Det var bare menneskerne der var i minderne, som havde ændret sig. Og her stod jeg altså. Cara, 17 år gammel. Jeg burde tage til en fest sådan en lørdag aften, ikke rende ud og hore, som andre ville kalde det. Dem som kun kender mit navn, og ikke min historie. Jeg lo kort af mig selv. Hvor latterlig var jeg ikke lige? Jeg kunne bare lade være. Nægte at gøre det her, tænkte jeg. Det har stået på alt for længe. Snart 1½ år. Nogle forfærdelige år. Jeg nikkede til mig selv. Jeg burde stoppe det, men så ville jeg sikkert blive smidt på gaden.
”Alt er bedre end her,” mumlede jeg for mig selv. Jeg stoppede tårerne og tog mig sammen. Du er stærk, tænkte jeg. Stærk nok. Så gik jeg ud til min mor, snuppede en jakke og rendte ned ad trapperne, denne gang i lidt mindre stiletter.

Der var godt gang i den i Londons gader. Jeg passerede flere fulde mænd på min vej til Maslow Avenue. Der var musik i gaderne. Lysene var trafikken blændede mig. Jeg sukkede kort og kiggede ned i jorden. Ingen skulle se mig i den her mundering, for jeg var en helt anden person om aftenen.
Jeg bevægede mig igennem en mørk gyde for at skyde genvej; jo før jeg nåede til Maslow, jo før ville jeg være hjemme igen. Jeg bevægede mig langsomt igennem gyden og bad for, at jeg snart nåede ud på den anden side. Jeg hørte skridt bag mig, men ignorerede det allerførst. En rotte pilede frem foran mine fødder. Jeg udstødte et lille skrig, idet skridtene bag mig blev endnu mere tydelige. Jeg vendte mig om og forventede, at én eller anden ville angribe mig. Skridtene stoppede. Jeg rystede på hovedet af mig selv.
”Naive pigebarn,” mumlede jeg så og fortsatte min gang. Pludselig begyndte skridtene igen. Jeg stoppede selv op og vendte og drejede mig.
”Hallo?” sagde jeg forskræmt. Pludselig var der en der lagde en hånd foran min mund.

*

Jeg stavrede ud fra den mørke gyde, forskræmt, frysende og vaklende. Jeg hulkede højlydt og prøvede at gå så normalt som overhovedet muligt. Jeg kunne ikke mere. Det hele var så forfærdeligt. Jeg kunne ikke klare det mere. Hvorfor ville det ikke bare gå væk?
Jeg bed mig selv i hånden. Det gjorde så ondt overalt, og jeg ville bare stoppe min hulken. Jeg følte mig så forfærdeligt svag, svagere end nogensinde. Mine ben gjorde ondt, mit mellemgulv, alt i mig gjorde ondt. Jeg ville bare sætte mig ned og dø. Forsvinde. Det ville helt klart være bedre på den anden side.
Mine tanker fløj rundt som tusindvis af fortidens spøgelser. Jeg kunne ikke tænke klart; jeg følte mig svimmel, mit hoved dunkede af sted. Jeg stønnede kort da mine ben gav efter under mig. Tårerne strømmede bare ned ad mine kinder. Min hals var øm.
Jeg tænkte tilbage på de sidste hændelser, men det fik det bare til at gøre endnu mere ondt. Jeg mærkede den kolde, våde jord under mig. Kulden smøg sig op ad mine bare arme og ben; den bed i mig og fik mig til at føle mig endnu mere uduelig og forfærdelig til mode.
”Hjælp,” mumlede jeg kort da det hele blev sort.

*

Jeg hørte svage stemmer da jeg begyndte at komme til bevidsthed igen. Mine øjne slog sig langsomt op og jeg kiggede rundt. Det her rum kunne jeg ikke genkende og jeg anede ikke hvor jeg var. Jeg mumlede nogle ord, jeg ikke engang selv kunne tyde.
”Hvor er jeg?” fik jeg så fremstammet. Jeg blinkede kort, eftersom lyset fra vinduet blændede mig en hel del. Jeg spottede mine sko og kjole i et hjørne. Hvordan var jeg havnet her? Hvad skete der i går?
Jeg tænkte pludselig tilbage. Jeg fik en smule kvalme og mærkede hovedpinen endnu engang. Men nu var jeg altså nysgerrig om hvor jeg var – og også en anelse bange.
Jeg smed dynen til side og svang mine ben ud over sengen. Jeg så ned ad mig selv. En masse fine blå mærker prydede mine ben. Lilla, blå, gule, grønne. Jeg listede hen ad det fine trægulv og hen forbi et spejl. Jeg så på mig selv og fik et mindre chok.
”Hvad i alv …” mumlede jeg og førte min højre hånd op til mit ansigt. Jeg så hærget ud; make-uppen hang ned ad mine kinder og mine øjne var helt røde. Jeg snøftede kort og så endnu en gang ned ad mig selv. Jeg havde en stor, lilla Jack Wills hættetrøje på. Gad vide, hvem der ejede den. Jeg pustede en lok hår væk og åbnede døren ud til en stor stue.
”Hallo?” sagde jeg forsigtigt og listede videre ind. Jeg snøftede kort – dårlig vane, tænkte jeg, og fortsatte ind. Det var en stor lejlighed. Der var et flot syn ud over London. Jeg bevægede mig over til vinduespartiet og betragtede udsigten. Sådan en udsigt var der ikke fra vores lejlighed. Hvis man kiggede ud ad mit vindue på værelset, ville man glo lige ind i en mur på en anden lejlighedsbygning. Jeg sukkede kort og lagde min hånd imod ruden. Jeg pressede næsen imod vinduet og betragtede de røde busser nede på gaderne. Jeg tillod mig at sende et lille smil til byen. Selv efter hvad den havde fået mig til at gennemgå.
”Ah, du er vågen!” hørte jeg en stemme bag mig. Jeg fór sammen og vendte mig om for at se, hvem det kunne være.

Dette er ikke min første 1D fanfic, men min første lidt 'anderledes' med et alvorligt emne som dette. Jeg modtager MEGET gerne ris og ros, virkelig-virkelig gerne! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...