Fighter [1D]

Cara bor i det indre London. Hun hader sit liv, hun hader sig selv, hun hader alt og alle omkring sig. Hendes mor kan ikke få taget sig sammen til at lette sin røv og finde et arbejde, så Cara skal holde sammen på deres sølle tilværelse - og det ødelægger hende. Da hun føler sig allermest fortabt, og føler at ingen kan redde hende, tager hun grueligt fejl. For mirakler findes altså.

7Likes
2Kommentarer
742Visninger
AA

4. Harry

I have lost the will to live
Simply nothing more to give
There is nothing more for me
Need the end to set me free


Jeg lod mine øjne glide langsomt op og ned ad hans krop. Han så mig en anelse velkendt ud, men jeg kunne ikke sætte et navn på ham. Jeg bed mig selv i læben, imens jeg betragtede hans ansigt. Han havde et væld af store krøller som fremhævede hans ansigt. Han sendte mig et lille skævt, medlidende smil og gik et skridt tættere på mig. Da han kom tættere på, lagde jeg mærke til at han havde blå-grønne øjne. Jeg bed mig endnu en gang i læben og bakkede et skridt, da han tog endnu et.
”Rolig,” sagde han og holdte sine hænder op, som om han overgav sig. ”Jeg vil ikke gøre dig noget ondt.” Jeg så på ham og målte hans ansigt.
”Det har jeg hørt alt for mange gange før,” sagde jeg og holdt et fast blik på ham. Han tårnede sig op over mig. Denne høje, ukendte og mystiske fyr, der havde taget mig med hjem. Kunne jeg stole på ham?
”Jeg lover dig, jeg gør intet,” sagde han og stod helt stille. Jeg målte ham med mine øjne, og tænkte så; denne her fyr havde hjulpet mig. Han havde taget mig med hjem til hans lejlighed, ladet mig sove i hans seng, ladet mig sove i hans hættetrøje og været sød ved mig. Som den første nogensinde.
Jeg sank en klump og trådte et skridt tættere på ham og bed mig endnu en gang i læben.
”Okay. Jeg tror dig.” Jeg sukkede og rakte min hånd frem til ham, en smule akavet. Han tog den og smilede skævt til mig.
”Harry,” sagde han. Jeg nikkede. Og smilede.
”Cara,” mumlede jeg og trak hånden til mig igen. Af en eller anden mærkelig grund var jeg skræmt. Han stod lige overfor mig – jeg kunne ikke lide det.
”Nå, men Cara,” begyndte han og sendte mig det smil, der gav mig myrekryb i maven. ”Skal jeg lave noget morgenmad til dig?” spurgte han og pegede bagud imod køkkenet. Jeg nikkede og sendte ham et stort smil denne gang. Jeg kunne godt mærke, at jeg var sulten.

”Fortæl mig hvad der skete,” sagde han, imens han stod og lavede scrambled eggs. Jeg samlede mine hænder om tekoppen for at varme dem. Jeg rømmede mig kort og så ned. Jeg kunne mærke han så på mig, men jeg var dybt koncentreret omkring sukkeret, som begyndte at opløse sig nede i koppen.
”Jeg fandt dig midt på gaden. Hvad skete der?” spurgte han igen. Han sendte mig et bekymret blik og rettede derefter opmærksomheden mod panden. Jeg havde fortsat mit blik på koppen.
”Behøver jeg?” spurgte jeg og sendte ham et trist blik. Han så på mig. Han rystede på hovedet og slog blikket ned. Han forstod, gjorde han ikke?
”Vi kan snakke om det senere,” sagde han. Han sendte mig et opmuntrende smil og fandt en tallerken til os hver. Så hældte han æggen, pølserne og pandekagerne på tallerknerne. Jeg snusede til duften og mærkede endnu en gang, at min mave rumlede kraftigt. Den kaldte ligefrem på maden.
”Mh, jeg tror det er mange år siden, jeg har set sådan en morgenmad,” sagde jeg, og sad parat med kniv og gaffel i hænderne, da Harry stillede tallerknen foran mig. Jeg gik med det samme i gang.
Harry sad bare og betragtede mig imens; han spiste ikke særlig meget af sin egen mad. Jeg kunne mærke hans blik hele tiden. Pludselig kunne jeg høre hans hæse grin. Jeg slog blikket op.
”Hvad?” hvæsede jeg lettere irriteret. Han lo bare og tog noget køkkenrulle.
”Du har noget lige …” sagde han og tørrede det væk fra min overlæbe, ”dér.” Han sendte mig et stort smil. Jeg slog blikket ned. Jeg var overbevist om, at jeg rødmede bare en lille smule.
Pludselig slog døren op ude i gangen og jeg fór sammen. Jeg mærkede angsten igen og frygten for, at nogen skulle angribe mig i mine lige nu så trygge omgivelser. En fyr med brunt hår, iklædt striber, jeans og TOMS, kom gående ind, helt afslappet.
”Har du savnet mig, Haz?!” spurgte han og rodede kort i Harrys hår. Harry himlede bare af ham, skubbede ham væk og spiste lidt mere. Fyren så over på mig. Han virkede en smule bekendt.
”Ah, har vi haft nattebesøg?” spurgte han og blinkede til mig. Jeg rødmede igen. Harry sendte ham et vredt blik og gumlede videre. ”Hvis du vil kalde det dét, så ja.” Harry så over på mig. Han sendte mig et beklagende blik.
”Hvor er mine manerer dog …” sagde fyren hurtigt, og rakte mig sin hånd. Jeg bed mig selv i læben og så fra hånden til hans ansigt. Jeg vidste ikke om jeg skulle tage den.
”Mit navn er Louis,” sagde han, da jeg endelig tog hans hånd og slap den, så hurtigt jeg kunne.
”Cara,” mumlede jeg og så ned i min mad.
”Han er godkendt, Cara. Han gør ikke noget,” sagde Harry hurtigt og så fra mig og til Louis. Jeg nikkede kort og bed mig selv i læben endnu en gang. Han forstod det ikke. Han forstod ikke hvordan jeg havde det.
”Ha! Som om jeg skulle springe på hende hvert øjeblik det skulle være,” lo Louis og klappede Harry på ryggen. Louis smed sig i sofaen og tændte fjernsynet. Der var en akavet stilhed.

Da det var ved at blive frokosttid, var Louis igen taget af sted. Han skulle være sammen med sin ven, Stan, som var i byen her i weekenden. Harry og jeg sad i sofaen. Tv’et kørte i baggrunden. Det var en genudsendelse af en af de mange dokumentarer om Susan Boyle. Jeg gabte en smule. Min krop var træt og jeg følte mig en smule svimmel, men jeg prøvede bare at ignorere det. Harry lod sin ene finger løbe hen over et af de blå mærker på mine ben. Han ventede helt klart på, at jeg ville sige det. Sige hvad der var sket.
”Harry?” sagde jeg. Han rettede opmærksomheden mod mig. Han var så sød imod mig. Og han kendte mig ikke engang. Jeg fugtede mine læber og så på ham. Jeg havde mine ben liggende han over hans skød i den store sofa. Jeg sank en klump og snøftede lidt. Jeg skulle ikke græde. Ikke nu. Jeg følte mig altid så svag når jeg græd. Jeg kunne ikke lide at lukke det hele ud.
”Hvis jeg skal fortælle dig hvad der skete, bliver du nødt til at kende hele historien,” mumlede jeg, og pillede ved hættetrøjen. Jeg snøftede endnu en gang og begyndte.
”Da jeg var 10 år, flyttede mine forældre og jeg selv her til London. Vi boede i et parcelhus lidt ude for byen. Da vi flyttede, betød det også at jeg skulle flytte skole. Jeg passede ikke ind og jeg blev mobbet en hel del.” Harry sad bare og lyttede. Jeg kunne godt lide det.
”Mine forældre begyndte at skændes en hel del. Jeg følte ikke, at jeg ville sige, at jeg blev mobbet. Du ved, jeg var pinligt berørt over det. De skulle ikke have mere at tænke på.”
Jeg så ud ad vinduet igen og derefter på Harry.
”En dag forlod min far os. Min mor brød fuldstændig sammen. Jeg vidste det ikke dengang, men han havde fundet en anden kvinde. Min mor lukkede sig fuldstændig inde i sig selv, og da hun mistede sit job, gik det helt galt. Jeg var 13 da hun mistede jobbet. Lige gammel nok til at arbejde.” Harry lyttede stadig bare. Hans grønne øjne borede sig ind i mig.
”Jeg fandt et job på det lokale bibliotek. Jeg tjente ikke særlig meget, men det var nok til lidt mad. Min mor lå altid bare på sofaen med øl og fastfood, hvilket pengene for det meste gik til. Jeg skulle selv sørge for familien.” Jeg sank endnu en klump og tårerne pressede sig på.
”Og så blev vi smidt på gaden. Vi kunne ikke betale huslejen, så vi fandt en meget billig lejlighed i det snavsede område af byen. Der findes ikke mange billige lejligheder her, men vi var heldige. På det tidspunkt var jeg 14.”
Harry lænede sig frem og tog min hånd. Jeg sendte ham et lille opmuntrende smil. Som om det var ham, der havde brug for at blive opmuntret. Jeg tog en dyb indånding og skulle til at fortsætte. Nu var det, at hele sandheden kom. Min byrde. Den der lå og pressede på konstant. Jeg trak mine ben op under mig.
”Da jeg var omkring 15½ kom jeg op i et stort skænderi med min mor. Hun mente ikke, at jeg tjente penge nok. Det var min skyld det hele, sagde hun. Det var mig der var skyld i, at vi boede hvor vi gjorde. Hun slog mig. Og befalede mig at blive …” Jeg lukkede øjnene. Jeg havde ikke lyst til at sige det. Ordet ville ikke komme ud af min mund. ”… prostitueret.” Harry spærrede øjnene op og så vildt på mig. Han virkede rasende.
”I går var jeg på vej til et af mine jobs, hvis man kan kalde det. Jeg bevægede mig igennem en mørk gyde, sådan som de gør i film. Og jeg blev overfaldet. Han rørte ved mig …” Nu flød tårerne. Jeg kunne ikke stoppe dem igen. Jeg kunne ikke mere. Det var så pinligt det hele, hvis jeg nu bare havde blevet hjemme, som jeg havde overvejet, ville det aldrig være sket. Det var min skyld. Hvorfor var jeg også klædt som jeg var? Pis og lort!
”Jeg er bare så pisse træt af at lade som om alt er okay, for det er det bare ikke …” hulkede jeg.
Jeg mærkede pludselig et par stærke arme omkring min krop. Harry havde trukket mig ind til sig og vuggede mig frem og tilbage som en baby. Jeg snøftede og græd ind imod hans brystkasse. Mine hænder rystede. Harry kyssede mig på håret og prøvede at berolige mig.
”Cara, jeg ved godt du ikke kan lide det jeg siger nu, men vi bliver nødt til at tage til lægen. Der er ikke andet for. Du har skader flere steder, og også psykisk. Jeg mener, det er sådan en forfærdelig oplevelse. Jeg ved godt jeg ikke forstår hvad du har været igennem, men jeg vil så gerne hjælpe dig.”
Jeg nikkede; det var nok det bedste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...