Fighter [1D]

Cara bor i det indre London. Hun hader sit liv, hun hader sig selv, hun hader alt og alle omkring sig. Hendes mor kan ikke få taget sig sammen til at lette sin røv og finde et arbejde, så Cara skal holde sammen på deres sølle tilværelse - og det ødelægger hende. Da hun føler sig allermest fortabt, og føler at ingen kan redde hende, tager hun grueligt fejl. For mirakler findes altså.

7Likes
2Kommentarer
781Visninger
AA

2. Cara

People were created to be loved. Things were created to being used. The reason why this world is in chaos is that the things are being loved and the people are being used.

Jeg lod mit blik glide ned over min krop. Jeg sukkede dybt og kiggede ind i spejlet. Grim, tænkte jeg med det samme og snøftede kort. Jeg bed mig selv i læben og ledte efter den røde læbestift. Jeg sendte mig selv et opmuntrende smil i spejlet, men droppede det bare med det samme. Hvad skulle det hjælpe?
Jeg malede læberne røde og tog et ekstra lag mascara på. Jeg trak lidt ned i min superstramme kjole. Så langt ned, at man kunne se min push-up bh, som fremhævede de bryster, jeg ikke havde. Så trak jeg lidt op i netstrømperne og sank en klump. Jeg sukkede og låste døren op. Klikket lød højt i mine ører. Jeg stavrede ud på de høje hæle og tog min fake pelsjakke, som jeg i øvrigt havde stjålet i sidste uge. Min mor lå på sofaen. Jeg rømmede mig kort.
”Endelig kunne du fedte dig færdig,” mumlede hun med pizza i munden. ”Klokken er allerede 22:00. Skynd dig, forhelvede!” Jeg så ned ad mig selv og igen op på min mor. Hun var omringet af tomme øldåser og gammelt fastfood. Hun så et dødssygt quiz-program i tv. På en fredag aften, helt ærligt.
”Er det fint nok?” spurgte jeg og kiggede endnu en gang ned ad mig selv. Min mor så kort op på mig. Hun var dybt ligeglad. Hun mumlede bare et eller andet med, at jeg bare skulle skride. Jeg bed mig selv i læben og lukkede øjnene. Så bevægede jeg mig hen imod døren.
”Husk, masser af penge!” råbte hun idet jeg smækkede med døren. Jeg rystede på hovedet og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg sparkede til døren og skreg af hende endnu engang. Måske ville jeg vække gamle mrs. Smith ved siden af, men so what. Så begav jeg mig ned ad trappen.
Jeg endte ude på vejen og smuttede til venstre. Jeg måtte hellere tage det bedste sted. Maslow Avenue. Der var godt nok en del konkurrence, men det var der de rigeste kom. Og det var de rigeste jeg var ude efter. Mine fødder gjorde allerede ondt efter blot 5 minutters gang, men hælene var også gigantiske. Jeg var slet ikke vant til så høje hæle.
Jeg passerede et par ældre, og fulde, fyre, som fløjtede højlydt efter mig. Jeg himlede bare og fortsatte. Fuck det her liv, tænkte jeg. Det er ikke det værd. Du fortjener ikke det her!
Måske fortjente jeg det ikke, men sådan var det altså bare. Hver dag er det en kamp, at få mig selv til at stå op. Endnu en dag i Helvede. Yay, eller noget. Ville ønske jeg bare kunne ende det.
Jeg trak frakken lidt tættere omkring mig. Det kunne godt være, det var en pelsfrakke, men den hjalp altså ikke særlig meget i oktober måned. Ikke det mindste. Jeg skælvede kort og gemte mig i pelsen.

Endelig endte jeg ved Maslow Avenue. Et par piger stod længere nede af vejen. Jeg åbnede frakken en smule og stak mit ben ud. Nu skulle jeg bare vendte lidt. Pludselig kom en stor sort bil kørende forbi. Den kørte en anelse langsommere, og stoppede foran mig. Jeg sendte føreren et stort smil, idet han rullede vinduet ned. Jeg lænede mig ind ad vinduet og snakkede lidt frem og tilbage med føreren. Rig var herren vidst. Jeg satte mig ind på bagsædet og manden kørte mig til stedet, hvor jeg skulle tjene denne aften.

Jeg slog øjnene op og kiggede på uret ved min side. 3:17. Det var på tide at tage hjemad. Den dybe vejrtrækning ved min side, skræmte mig fra vid og sans. Jeg måtte væk. Sådan var det altid. Jeg var skræmt. Jeg skubbede dynen til side og ledte efter mine sko. Jeg tog kjolen på igen og snuppede pengene på bordet. Jeg nåede ikke at tjekke dem igennem; det eneste jeg vidste, var at jeg måtte væk. Jeg snøftede kort og kiggede mig over skulderen. Manden var sidst i 50’erne. Jeg vrængede på næsen og sendte ham et dræberblik. Idiot, tænkte jeg og bevægede mig ud ad soveværelset.
Jeg betragtede huset imens jeg gik igennem dets lange gange. Det var et flot hus, det var der ingen tvivl om, Tænk at bo sådan et sted! Sådan et sted, der kun hører hjemme i eventyr. Vil jeg mon nogensinde bo sådan et sted? tænkte jeg. Min mave slog kolbøtter, da jeg gennemtænkte det. Næppe. Aldrig nogensinde. Jeg vil være bundet til den snoldede lejlighed jeg boede i sammen med min mor. Jeg så ned på mine bare fødder. Stiletterne var forfærdelige; jeg kunne ikke 5 minutter mere med dem. Nej tak.
Jeg nåede hen til døren, åbnede den langsomt og lod den lukke bag mig.

Jeg fulgte regndråberne glide ned over ruden, ligesom jeg altid gjorde da jeg var lille. De løb om kap med hinanden og mindede mig gruefuldt meget om hvordan jeg havde det lige nu. Mørkt. Trist. Jeg snøftede kort, idet en tåre bevægede sig ned over mine kinder. Jeg nikkede. Sådan var mit liv. Mørkt. Trist. Sådan var det bare. Jeg kunne ikke ændre det. Ingen kunne.
Jeg stak hånden ned i min bh, og fiskede et par pengesedler op. Tja, der havde vel været en okay fangst. Det kunne være bedre, men det var okay. Jeg mærkede en smerte i mit mellemgulv. Den smerte, der altid var der. Jeg sukkede endnu en gang, og tørrede min tåre væk. Alene, sådan var jeg.
Folk gloede på mig i bussen. Hvad sad de og tænkte lige nu? Dømte de mig?
”Luder,” tænkte de sikkert. Og den ældre dame foran mig ville sikkert være forarget over at sidde i den samme bus som mig. Sådan var det. Og jeg var efterhånden ret vant til det.

*

Mit navn er Cara. Jeg er 17 år gammel og bor i det indre London med min mor. I har måske allerede gættet det. Jeg arbejder som prostitueret. Eller luder, hvis I vil kalde det dét. Min mor kan ikke få taget sig sammen til at lette sin røv og finde sig et arbejde, så jeg forsørger vores sølle familie, hvis man overhovedet kan kalde det en familie. Jeg arbejder efter skoletid i Tesco lidt længere ned ad gaden. Så alle kan grine lidt mere af mig.
Nej, jeg er ikke den populære type. Ikke pigen med håret, som kan forføre enhver dreng ved at kaste med det. Ikke pigen med de flotteste øjne. Heller ikke den flotteste krop. Næ, ingen af delene.
Jeg går på en skole for indlæringshæmmede og folk, der har brug for mere indlæring før de fortsætter. Jeg er ikke normal, men jeg accepterer det vel.
 
I dette øjeblik sad jeg ved spisebordet. Mandag morgen. Tv’et kørte, min mor havde startet hendes daglige rutine. Drik lidt flere øl, æd lidt mere pizza. Synk sammen foran tv’et. Jeg sukkede og tog en skefuld cornflakes. De smagte papagtigt, men det er vel klart, nu hvor der kun var ¼ af mælken tilbage. Jeg sukkede og hældte lidt mere sukker på.
Weekenden havde været forfærdelig, men jeg havde da fået lidt penge ud af det. Eller, rettere sagt, det havde min mor. Det var hende der fik pengene, det var hende der skulle bruge dem. Altid mig der tog ansvaret. Hvorfor gjorde jeg det egentlig? Jeg kunne vel bare lade være. Flytte ind hos en ven. Eller … vent. Jeg har ingen venner …
Klokken var ved at nærme sig halv 7. Jeg måtte droppe morgenmaden og skynde mig af sted. Jeg rejste mig, smed skålen i vasken og gik ud på badeværelset. Jeg kiggede på mig selv. Jeg var en helt anden person i hverdagene end i weekenden. Min make-up. Mit tøj. Selv min personlighed var anderledes. Jeg sukkede og tog tandbørsten. Jeg pressede en lille smule tandpasta ud på børsten og børstede løs. Minutterne tikkede, jeg skulle også nå ned til busskuret!
”Jeg smutter nu!” sagde jeg og tog min taske og jakke i ét snuptag. Jeg tog et æble fra bordet og løb ned ad trappen. Jeg bed i æblet, og saften bredte sig i min mund.
Da jeg nåede ud på gaden, så jeg et glimt af en stor, rød bus. Den kørte direkte forbi mig, hen imod busstoppestedet. Jeg satte i løb, bange for ikke at nå det. Bussen holdte ind, og nåede det lige. Jeg smed æblet i en busk og gik ind.
Jeg satte mig allerbagerst. Så var der ikke nogen der kunne smide noget i nakken på mig, eller grine bag min ryg. Jeg lænede kinden imod det kolde vindue, betragtede bussen køre væk fra lejligheden. Jeg snøftede kort og trak min taske op på skødet. Et par fyre stavrede ned igennem bussen.
”Næ, se! Det er jo Cara Hadlington!” sagde den ene så. Allerførst kunne jeg ikke genkende fyren, men lagde så mærke til, at det var Gabe Sully. Jeg himlede kort med øjnene og sukkede. Det var ham, der mobbede mig i 7. klasse. Ham der altid rev i mine fletninger og mente, at det var barnligt at have fletninger. Det var det vel også. Han havde sit slæng bag sig, Brian og James. Jeg ignorerede dem bare og fandt min MP3 afspiller frem. Der var musik på den fra lige siden jeg var lille. Jeg fik den af min far lige inden han forlod os. Som en undskyldning, måske. Jeg ved det ikke. Men det var i hvert fald før alt ændrede sig. Før min mor blev … blev fjern. Jeg sukkede kort og lukkede øjnene idet jeg startede musikken.
Velkendte toner fra sangen Free Fallin’ flød ud i mine ører. Jeg smilede kort og lænede hovedet op ad ruden. Det var den mest smukke og simple sang jeg kendte. John Mayers cover var perfekt; verdens bedste sang. Jeg sukkede dybt og bussen stoppede. Fremme.
Jeg var nervøs for at stige af her. Gabe og hans bullies ville sikkert gøre grin af mig. Jeg mener, jeg går på en skole for indlæringshæmmede. Jeg har brug for mere undervisning. Jeg er dum til alt. Matematik, engelsk, historie, fysik. Jeg har altid været et let offer. Jeg rejste mig, trak hue fra min hættetrøje godt op over hovedet og bevægede mig ned gangen, idet nogen spændte ben for mig. Jeg faldt pladask, så lang jeg var. Hvor pinligt, tænkte jeg.
Jeg løftede hovedet en anelse og så, at det var Gabe. Selvfølgelig, hvem skulle det ellers være? Et par piger, nogle rigtige bitches som jeg også havde gået i klasse med, grinede længere fremme.
Jeg rejste mig. Tårerne pressede sig endnu engang på da jeg forlod bussen.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...