Fighter [1D]

Cara bor i det indre London. Hun hader sit liv, hun hader sig selv, hun hader alt og alle omkring sig. Hendes mor kan ikke få taget sig sammen til at lette sin røv og finde et arbejde, så Cara skal holde sammen på deres sølle tilværelse - og det ødelægger hende. Da hun føler sig allermest fortabt, og føler at ingen kan redde hende, tager hun grueligt fejl. For mirakler findes altså.

7Likes
2Kommentarer
745Visninger
AA

5. Bleed

 

I bleed my heart out on this paper for you
So you can see what I can't say
I'm dying here (I'm dying here)
'Cause I can't say what I want to
I bleed my heart out just for you



Vi bevægede os ud ad baggangen på hospitalet. Harry havde et godt tag i min hånd, og kiggede sig forsvarligt omkring, før vi satte os ind i bilen. Jeg forstod ikke helt alt dette ståhej, jeg mener, vi kunne vel bare gå ud ad den normale gang, ligesom alle andre mennesker!
Det havde gået fint inde på hospitalet. Jeg var blevet grundigt undersøgt, og de mente ikke, at jeg havde nogle slemme skader, andet end psykisk. Det var dét vi skulle rette op på nu.
Harry havde været der hele tiden. Han havde ikke rigtig sagt noget, kun beskrivelsen af hvordan jeg så ud, da han havde fundet mig. De havde også kontaktet politiet, men jeg var ikke til megen hjælp, eftersom jeg hele tiden begyndte at græde og ikke kunne forklare noget som helst. Der havde jo været helt mørkt, og jeg så ikke gerningsmandens ansigt.
Jeg spændte min sele i bilen og Harry bad chaufføren drejede ud på vejen. Knægten havde simpelthen chauffør på. Han forklarede mig, at han glædede sig meget til han fyldte 18, så han kunne få kørekort selv. Jeg nikkede. Det var som at være fri som en fugl, mente han. Han lo lidt. Jeg smilede bare til ham og så taknemmeligt på ham. Han havde været så sød imod mig. Et nul som mig.
Jeg pillede lidt ved selen, og betragtede menneskerne vi kørte forbi. Et par piger kom løbende forbi bilen og skreg og skreg. Harry lo bare og vinkede til dem. Jeg fattede det stadigvæk ikke helt.
”Jeg vil gerne hjem, Harry,” sagde jeg så. Han så forskræmt på mig. Han lænede sig en smule hen imod mig. ”Du må blive hos mig så længe du har lyst til,” mumlede han så, en smule trist. Han så på mig med dét blik. Sådan et blik, jeg aldrig havde set før. Det virkede som om han holdt af mig; men det kunne jo ikke passe. Jeg sank en klump og så ud ad forruden. Jeg rystede på hovedet. Jeg forstod ingenting. Han var så fandens sød imod mig! Tårerne vældede op i mine øjne, da jeg kom til at tænke på min mors reaktion. Ville hun slå mig? Råbe af mig?
”Det er alt sammen meget sødt, Harry, meget. Du har hjulpet mig mere end noget andet menneske i hele mit liv.” Jeg lagde en hånd oven på hans og så på ham.
”Men, det er bedst jeg tager hjem,” mumlede jeg og trak min hånd til mig igen. Harry nikkede, spurgte mig om adressen og bad chaufføren køre os dertil.

Bilen holdte ind til højre. Harry og jeg hoppede ud. Han insisterede på at gå med op, men jeg var ikke meget for det. Vores lejlighed var ingenting i forhold til Harrys. Og så var min mor der jo også … Han gik lige bag mig hele vejen op ad trappen. Det føltes som en evighed før jeg kom op til døren. Jeg og så på skiltet.
Alexa Hadlington og Cara Hadlington stod der. Jeg lagde min hånd på håndtaget, skubbede det ned og gik ind. Vi gik direkte ind i stuen. Gardinerne var trukket for og her lugtede klamt af cigaretter og gammelt mad. Min mor farede op fra sofaen da jeg trådte ind i rummet. Hun så rasende ud.
Her kommer det, tænkte jeg og så op på Harry.
”Hvor helvede har du været, pigebarn?!” skreg hun op. Harry så lettere forskræmt ud; sikkert endnu mere end mig. Jeg bakkede et skridt tilbage da hun kom hen imod os. Hun hævede hånden og slog mig. Jeg krympede mig sammen. Det brændte på min kind, efter lussingen. Jeg græd ikke, jeg havde prøvet det virkelig mange gange, men det betød ikke at det gjorde mindre ondt. Jeg fugtede mine læber og gloede på min mor. Harry stod lige bag mig og så til. Jeg så på ham; han var mundlam.
”Lå herhjemme … Ventede på dig … Kom aldrig … Blev bare væk … Møgunge!” skreg hun op imens hun gik foran mig og prædikede. Hendes ånde lugtede af alkohol. Tårerne væltede ned ad mine kinder. Det var hendes skyld det hele. Alt var hendes skyld. Jeg snøftede kort.
”Er du klar over hvad der overhovedet skete?” spurgte jeg stille. Nu ventede jeg bare på den næste lussing. Jeg lukkede øjnene og en tåre gled nedover min kind. Jeg så såret på hende. Hun var min mor. Sådan burde en mor ikke behandle hendes barn. Hun burde være forstående, omsorgsfuld og burde slet ikke slå.
”Jeg er fucking ligeglad!” råbte hun. ”Du har bare at gå ud og tjene nogle penge igen i aften, ellers er der jo ingen mad resten af ugen!” Jeg rystede på hovedet af hende.
”Det er der jo alligevel ikke …” mumlede jeg. Hun sendte mig et ondskabsfuldt blik. Hendes øjne lynede og jeg krympede mig sammen under hendes blik. Jeg bed mig selv i læben og så op på Harry.
”Jeg var på vej til Maslow Avenue som jeg skulle,” begyndte jeg. ”Jeg skød genvej igennem en gyde. Jeg blev overfaldt. Det var overfaldsvoldtægt, mor,” sagde jeg. Flere tårer kom og jeg stod bare og så på hendes ligegyldige ansigtsudtryk. Hun var virkelig ligeglad. Hun var ligeglad med mig, hendes datter.
Hun ænsede ikke engang Harry; nej, hendes blik var plantet på mig. Det var min skyld der ikke var mad på bordet. Det var min skyld hun ikke fik mere end 10 øl om dagen. Det var min skyld, at hun ikke fik al den fastfood hun ville. For alt er jo min skyld, er det ikke?
”Harry, det er nok bedst du går nu …” mumlede jeg og skubbede blidt til ham. Han sendte mig det dér triste blik der fik mig til at få dårlig samvittighed og gennemtænke det hele lidt mere. Men nu blev han nødt til at gå. Min mor var mere rasende end nogensinde før. Harry rystede på hovedet, sendte mit mor et ondskabsfuldt blik og lagde armene om mig. Han gav et varmt og langt kram. Da han slap mig, omfavnede kulden mig i stedet. Han gik ud ad døren.
Min mor skreg endnu mere af mig, nu hvor Harry havde forladt lejligheden. Jeg hørte ikke noget af det, mærkede bare slagene. Et efter et haglede de ned over mig som bomber. Jeg græd ikke. Det gjorde ondt, men jeg følte at jeg havde grædt nok nu. Og min mor skulle ikke have den fornøjelse at se, at det faktisk gjorde ondt.
Til sidst bad hun mig skride ind på mit værelse. ”Hellere end gerne!” skreg jeg efter hende og smækkede med døren. Jeg knækkede sammen bag døren og nu kom de længe ventede tårer. Jeg følte mig altid så svag når jeg. Så sølle og ynkelig. Det hele var bare for meget.
Jeg greb barberbladet og skar stille og roligt ned i min hud på min venstre arm. Hårdere og hårdere for hvert snitsår. Tårerne trillede endnu, men denne gang var det ikke fordi det gjorde ondt indeni. Blodet piblede frem i store dråber, samlede sig og flød derefter ned ad armen. De faldne tårer blandede sig med blodet. Jeg havde gjort det mange gange før. Når det gjorde for ondt til at gøre noget andet, var det på en måde den eneste løsning. Jeg smed irriteret barberbladet fra mig og krympede mig sammen. Jeg ville ikke mere. Det skulle være slut nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...