God, save me.

Jeg har ikke en gang gjort dem noget, så hvad er deres problem?

Novellen handler om en pige der lever et ungt, men barsk liv inden for mobning. Hun har det så skidt med at alle er ligeglade med hende, at hun til sidst tager en bestutning, der kan gøre ende på hele hendes liv.

2Likes
1Kommentarer
165Visninger

1. Pain

Jeg lå og var klar til dø, men et eller andet i mig sagde,at jeg skulle lade være.
Jeg var i badekarret og havde tændt for vandet, pillerne lå klar på kanten, nu manglede jeg kun at sluge dem.. og så var det hele forbi. Smerten - Mobberiet - Ligeglade forældre - Og mit liv.

...

Jeg vågnede tidligt torsdag morgen og gad ikke stå op.. bare tanken om at skulle i skole drev mig til vanvid.
Jeg havde ikke lyst til at skulle i skole, blive til grin overfor alle lige så snart jeg træder ind af døren, blive trådt på (bogstavlig talt), og at blive kaldt de groveste og grimmeste ting man kun kan drømme om!

Men jeg gjorde det alligevel, jeg vidste at hvis jeg ikke gjorde det inden længe ville mor komme ind og råbe mig i ansigtet og sige at jeg skulle stå op. Det havde hun gjort før. Mange gange! Så jeg havde efterhånden lært det.
Jeg steg ud af sengen, og gik i bad.. det tog mig ikke så lang tid, men jeg trak alligevel tiden ud med at spise min morgenmad meget langsomt, så jeg ikke behøvede at komme tidligere på skolen.

Mor og far vidste godt at jeg ikke havde det så godt i skolen, eller bare i det hele taget, men det var faktisk ret så ligeglade.. det betød ikke noget som helst for dem, så de ignorerede mig bare for det meste når jeg prøvede at fortælle hvordan jeg havde det. De var nogle rigtig skodforældre.

Efter at jeg langsomt var blevet færdig med min morgenmad, tog jeg langt om længe i skole. Det var et helvede, folk stirrede på mig som om at jeg var komplet idiot, og begyndte allerede som det samme at kalde mig alle mulige ting! 
Jeg var meget træt af alt det her, og satte mig efter den "lange" tur gennem gangen, mig ind på mit plads. Selv derinde var folk fuldstændig ligeglad med mig, der var ikke en eneste der lod til at være den mindste smule interesseret i mig.
Så jeg sad bare og stirrede ned i bordet og nærmest bad til at den her dag bare ville slutte hurtigst muligt!

I det lille frikvarter sad jeg for mig selv. Igen - Og det samme i det store. Folk var da komplet ligeglad med mig, jeg var bare en sort plet i deres verden. Jeg fandtes ikke, og jeg var fuldstændig lige meget for dem. 
Jeg havde det som om at deres verden bare var perfekt, at intet var galt, og at det bare var mig alt var galt med, men når jeg tænkte videre over det var jeg præcis ligesom dem. Faktum var bare at de ikke så det på den måde.. og derfor var det mig der altid blev stemplet ned.

Derfor havde jeg meget tit tænkt på hvorfor at jeg ikke bare sluttede det hele. Gjorde en ende på hverdagen og en ende på den energi folk altid skulle bruge på at "sætte mig på plads". Jeg kunne ligeså godt tage skridtet, så ville det hele være forbi, og det ville alligevel ikke betyde noget for en eneste person i denne her verden.

Endelig sluttede skole dagen, og alligevel ikke. der var nogle idioter der syntes at jeg lige skulle sparkes "lidt" til. Det gjorde selvfølgelig ondt, og der var rødt over alt efter at de var gået.. men der var intet nyt i det, jeg var blevet vandt til det efterhånden.
Jeg kom hjem med meget besvær, og havde det selvfølgelig meget dårligt, da jeg lagde mig på min seng vred jeg mig i smerter, og forstod igen ikke hvorfor folk gjorde de tig imod mig. Hvad var deres problem? Hvad havde jeg nogensinde gjort dem? INTET, jeg havde aldrig så meget som snakket til/med de fleste der smadrede mig, men de synes absolut at det var så skide sjovt at det lige var mig der skulle trampes på hver dag.Det var for latterligt og det var de også.

Langt om længe var det blevet aften og jeg kunne sove, jeg havde ikke så meget som trådt ud af værelset siden jeg kom hjem, ikke engang da mor eller far kom hjem. De kom heller ikke op til mig, for som sagt var de da også fuldstændig ligeglade med mig. Hvorfor skulle gud også lige præcis placere mig lige midt i helvede?

...

Da jeg vågnede næste morgen, og mor og far var taget afsted, gik jeg ud på badeværelset fandt nogle smertestillende piller.
Hvis Gud fandtes - og var med mig, ville han fjerne den smerte jeg havde både inden i og uden på... Ellers skulle jeg nok gøre det selv...

Jeg lå og var klar til dø, men et eller andet i mig sagde,at jeg skulle lade være.
Jeg var i badekarret og havde tændt for vandet, pillerne lå klar på kanten, nu manglede jeg kun at sluge dem.. og så var det hele forbi. Smerten - Mobberiet - Ligeglade forældre - Og mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...