Selvmord på hospitalet

Et selvmord finder sted.

12Likes
7Kommentarer
607Visninger

1. Kapitlet.

Vi løb stadig. Løb fra bygningen. Eller hvad, der nu var tilbage af den. Ild kom ud af vinduerne, ild steg op fra taget. Hvorfor gjorde vi det også? Hvorfor alt den ballade, og så for ingenting? Vi kunne høre brandbilerne komme.. Vi løb ind til siden, så de ikke kunne se os. Deres skarpe blinklys blændede os, da de susede forbi ude på vejen. Nu var de væk, og vi var afsted igen. Vi blev ved med at løbe, og ingen havde sagt noget indtil.. "Er du syg det var sjovt" sagde Kevin så. Jeg selv var rimelig utilpas med situationen. Jeg mener.. at vi har sat en hel fabrik i brand... Det ligner slet ikke mig. "Dennis?" spurgte Kevin, "er du okay?". "Ja, men hvad, hvis de opdager det? Hvad nu hvis..". "Stop så! Der er ingen chance for, at de finder ud af, at det var os! Det hele brænder? Hvordan skulle de nogen sinde finde ud det?". Han havde en god pointe. Men jeg synes nu stadig, at det var forkert gjort. Altså, vi kan ikke komme i fængsel, sådan 'for real'. Vi er begge to kun 14. "Lad os tage hjem til mig", sagde Kevin. "Naarh.. Jeg tror, at jeg bare tager hjem til mig selv", svarede jeg. Vi gik resten af vejen, og der var ingen, der sagde noget igen. "Nå, men jeg smutter hjem Dennis" sagde Kevin. "og husk! INGEN må vide noget om det her, ellers får du med mig at bestille!". "Jaja man! Jeg siger ikke noget, det ved du godt!" Jeg er lidt bange for Kevin. Han er stor og muskuløs, og har mange venner, som ville hjælpe ham, når han står i en dårlig situation. "Ja, du har ret, vi ses" sagde han og løb hjemad. 
Da jeg kom hjem, stod min mor i køkkenet og lavede mad. "Hej skat" råbte hun. "Hej mor" svarede jeg på en lidt flabet måde. Hun kom ud i gangen. "Hvor har du væ... Hvordan er det du ser ud?!". Først nu opdagede jeg, at mit tøj var helt mudret og revnet nogle få steder. "Øhm.. Jeg har været sammen med Kevin, og vi øhm.. Var over hos øhm..". "Hvad er der sket!?" råbte hun lige ind i hovedet på mig. Hun havde lugtet lunten. "Du stinker jo også af røg!" sagde hun. "okay mor!" sagde jeg så. "Må jeg godt komme forbi nu?". Hun stod og blokerede vejen til mit værelse. Jeg vidste godt, at hun ville have mig til at spytte ud. "Ikke før du fortæller mig, hvad der er sket" sagde hun. Jeg havde virkelig lyst til at fortælle hende det hele. Jeg elsker min mor, og jeg plejer altid at fortælle hende sandheden. "Mig og øhm.. mig og Kevin... vi har.. vi har øhm.." skulle jeg virkelig sige det?.. Ja.. "Vi har sat ild til træfabrikken på Hardesvej.. Undskyld..". Hun stod og gloede lidt tid. Jeg troede, at hun ville blive rasende, men hun tog det faktisk helt roligt. "Okay... Jamen skat, hvorfor.. Hvorfor gøre det?". Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare så jeg løj og sagde: "Kevin sagde,at jeg skulle. Og hvis ikke jeg gjorde det, ville han.." Min mor afbrød mig. "Kevin!? Kom her skat" sagde hun og hentydede til at hun ville give mig et kram. 

Resten af dagen blev der ikke snakket mere om det. Faktisk var hun overraskende ligeglad med, at hendes søn havde sat ild til en fabrik. Næste dag, da jeg kom hjem fra skole, sad Kevin, Kevins forældre og Kevins brødre sammen med min mor rundt om spisebordet. Det kunne ikke tegne godt. "Hej" sagde de alle sammen i kor, Kevin med en sur stemme. Jeg havde på fornemmelsen, at min mor havde snakket med dem om det, der nu var sket. Åh nej! Min løgn. Derfor lød Kevin sur. 

Jeg satte mig ned sammen med resten af dem. Vi havde en lang snak om det. Heldigvis kom min mor ikke ind på, at Kevin var skyld i, at jeg gjorde det. Altså, det var han jo ikke. Ja, faktisk ved jeg ikke, hvorfor jeg gjorde det. 
De tog hjem og min mor kiggede underligt på mig. Ja, faktisk var hun bare underlig resten af dagen. Og opførte sig som om hun selv var skyldig. Gad vide hvad hun havde gjort? Jeg var bange.. Meget bange. Hvad skal der mon ske. Skal jeg på et eller andet hjem? Hvad fanden skal der ske!

Næste dag, også på vej hjem fra skole mødte jeg Kevin.. Og et par af hans venner. "Dennis? Det du har gjort, skal du bøde for. Forstår du?" sagde han. Jeg stod lidt. Jeg skal dø.. Jeg skal så meget dø. Jeg har stukket ham èn gang, og nu vil han sikre sig, at det ikke sker igen. Uden at tænke smed jeg min taske over mod dem og løb i den anden retning. Løb som aldrig før. Vi havde løbet langt nu, og jeg var færdig. Men Kevin og hans venner var lige bag mig. Jeg kunne ikke mere. Jeg sænkede farten, men løb stadig alt hvad jeg kunne. De indhentede mig. De var nu helt oppe på siden af mig. Den ene kastede sig over mig og vi faldt ned på asfalten. "Du er færdig knægt" råbte den ene. Jeg lå bare der, imens de sparkede og slog mig. Jeg kunne intet stille op. To unge mænd så det, og løb hen imod os. Kevin og de andre drenge løb væk. "Vi kommer igen Dennis! Bare vent!" råbte Kevin efter mig, mens han løb. Den ene mand løb efter dem lidt tid, men måtte stoppe. Den anden løb direkte hen til mig. "Er du okay" spurgte han mig. Nej jeg var ikke. Jeg troede, at jeg havde brækket knogler i hele min krop, men skulle selvfølgelig virke cool: "Ja, jeg.." Men så var det som om jeg ikke kunne snakke mere. Min hals føltes underlig. Manden ringede efter en ambulance. I lang tid kunne jeg ikke huske, hvad der var sket. Jeg huskede bare, at jeg vågnede på hospitalet. Jeg husker også Kevins ord: "vi kommer igen" Bare vent!". Lige meget hvad, kunne jeg intet stille op. Der var ingen læger til stede i rummet. Jeg havde ondt og ville råbe efter en, men min stemme, min hals! Det gjorde ondt, så ondt, at jeg ikke kunne. Jeg tænkte over tingene. Hvorfor leve nu? Jeg er død alligevel. Så snart jeg kommer ud herfra, er de efter mig igen. Jeg var blevet stum. Jeg havde brækket nogle ribben. Hvorfor leve? Jeg så mig omkring i rummet. Ja, faktisk kunne jeg tage livet af mig selv lige nu og her. Jeg kunne trække slangerne fra maskinen, som hjalp mig med at trække vejret. Og hvis ikke det var nok.. Var der masser af nåle og.. En skalpel? Hvorfor ligger den her? Det var en oplagt chance, men hvad nu hvis alt kom til at gå godt? Nej, det ville aldrig ske. Jeg kunne høre en læges skridt komme hen mod døren. Der var ikke mere tid til at tænke. Jeg rev slangerne af maskinen, og.. Jeg kunne næsten ikke rejse mig... Jeg kunne lige nå skalpellen... Nu var den eneste og letteste chance for at gøre en ende på det hele. Lægen var lige uden foran døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...