Mirabili

"Hvor...Hvor er jeg?" hviskede jeg med en stemme der drev af frygt og uvished. Drengen kiggede på mig om jeg var et rumvæsen der lige var trådt ud af en flyvende talerken. "Hvor du er? Jamen du er da i Mirabili! Eventyrets land" udbrød han og i dette nu gik det faktisk først op for mig hvordan stedet her så ud...

George lever et helt normalt og regulært liv i London med sin mor og far. Men måske er livet lige en tand for normalt. For han føler sig overset. Overlagt til sig selv. Og da forældrene ikke engang har tid til at være hjemme til Jul beslutter han sig for at nu skal det være nok. Han gider ikke dette liv mere hvor ingen tager sig af ham. Han prøver i starten på at ryge lidt men det for ham bare til at hoste og hvis man ikke kan gøre oprør mod sine forældre hvad så? Jo så tager man da bare sit liv! Men det ser ud til at det er lidt svære en som sagt...

3Likes
0Kommentarer
391Visninger
AA

1. Welcome to my life.

 

 Suset.  Det var det første jeg lagde mærke til da jeg sprang ud fra den store bro over Themsen. Det sus jeg fik i maven er og bliver det værste jeg længe har prøvet. At vide at du i 10 lange sekunder skal plages med denne rædselsfulde krampe i maven bare for til sidst lige så elegant at lande og være stendød.  Ja det var måske en lidt dramatisk måde at starte denne historie på og jeg er ked af hvis du allerede har fået et indtryk af at jeg måske er en lidt… Energisk  fortælle men bær over med mig. En dreng på min alder har vel sådan nogle stunder hvor han bare bliver nød til at udleve drømmen om at kaste en ukendt læser (Det er så dig) ud i en medrivende historie som du sikkert med største fornøjelse vil nyde. Hvis ikke er jeg ked af at sige at der må være noget galt. Men for at vende tilbage til hvor vi startede eller skulle vi måske starte fra før starten?

 

Mit navn er George. George Westingson. Klasisk navn jeg ved det godt men nogen skulle jo have det. Du kan måske hvis du er lidt kvik i pæren regne ud fra disse få informationer  at jeg er fra England. Nærmer betegnet London.  Skøn by helt og aldeles. Sådan et sted som jeg tit høre at børn og teenagers drømmer om at vokse op og jo jeg indrømmer da gerne at den også op til flere gange har fortryllet mig.  De mange gamle gader der snor sig som lange slanger ned gennem hele byen ud over Themsen der med små mellemrum giver et skulb fra sig og gør dig klar over at den faktisk er til stede for ser du når man har boet i byen hele sit liv kommer man nemt til at glemme selv de største ting.  Big Ben for eksempel. Alle turister kommer strømmene til London for at se det store ur men når du bor her er det vel lige så normalt som et hvert andet hus.  Men altså jeg bor her i London med min mor og min far. Jep du hørte rigtigt jeg er enebarn og har ingen andre søskende hvilket nok også så vidt jeg ved er det enebarn betyder.  Nogle gange er det fedt at jeg er enebarn for så er gaverne til jul også altid størrer men nogle gange er det også et ensomt liv. Når man står op går ned i køkkenet og skænker sig selv en kop dampende te og sætter sig til rette ved det lange egetræs bord kan det ind i mellem godt virke som om man er det eneste levende væsen i denne verden. Når man sådan kan høre det store ur tikke med korte mellem rum inde fra stuen eller når lyden af en dryppende vandhane når ens øre ja så føler jeg mig faktisk lidt som en trist sjæl. Alene. Forladt. Overset af resten af befolkningen. Men det vender man sig hurtigt til. Min far hedder Simon og arbejder inden for den akitektoniske verden. A bussines man som han kalder sig selv. Han har arbejdet der siden altid og jeg tror heller ikke jeg ville kunne se ham i et andet arbejde, Min mor Laura er sygeplejeske men ikke destumindre også en meget travl dame. Det er sjældte jeg ser både hende og min far. De har altid gang i et eller andet som jeg endten (Efter deres mening) er for lille til eller også er de på deres arbejde. Men helt ærligt jeg er trods alt 15 år. De kan da for pokker ikke længere kalde mig et barn! Men det gør de altså og det irritere mig på det groveste.  Nogen gange mener de at jeg er stor nok til at tage toget selv og tjene mine egne penge men det der med at tage på bar eller gå ud med en pige nej nej det må jeg vente med til jeg bliver lidt ældre. Jeg holder det ikke ud mere! Jeg siger op som søn! Og det er også som om de slet ikke læger mærke til mig mere. Som om at jeg bare er endnu en ting der bare høre til  byen. At jeg bare er endnu en del af den selvvandelige hverdag som ikke kræver mere opmærksomhed end en kande te. Det er et trist liv hvis jeg selv må sige det. Men lad mig fortælle lidt mere om mig selv (Selvom det nok til tider kan lyde mere som et dating program end en historie).

Jeg går på Royal Liberty School for fine Gentlemens. Desvære er der lige en tand for mange Gentlemens....Det er nemlig en ren drenge skole! Ved i godt hvor svært det er? Så mange drenge samlet på et sted også er der ingen piger. Det skulle ikke undre mig hvis vi alle en dag springer ud som bøsser. Men ak ja..Det er noget af et job at finde kærester her omkring. Selv for os fornuftige drenge. Vi er en af de klogeste skoler i hele London og en af dem der har det højeste gennemsnit men hvad hjælper det når man gerne vil score piger. Ak og ve.. Arme mig. Mit udseende er ikke det helt store at prale af..Håret er brunt øjnene er blå. Klare blå. Ikke den der normale blå farve. Nej de er klare blå. Som havet. Ikke som Themsen som jo altid har den samme lorte brune farve. Nej jeg taler hav som i det Caribiske hav! En helt klar farve der nærmest glimter. Ellers ligner jeg nok enhver anden dreng. Hvad mere kan jeg fortælle? Hmm... Jeg kan godt lide at skrive historier. Helst historier hvor magiske og ufoglemmelige ting kan ske. Når man lever et så kedeligt liv som jeg gør så har man ikke andet end det sjov man selv laver og når jeg så tilmed skal være alene hjemme næsten vær dag må jeg jo få tiden til at gå på en eller anden måde. Men...Mit liv er ensom. Jeg savner en ven. Et andet sted. Det skulle heller ikke ane mig at mine forældre ikke har tid til at være hjemme juleaften. Men sådan er det at være George Westingson.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...