Horizon - One Direction Fan Fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2012
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Igang
Hazel Genevieve Banks, den pragteksemplariske datter af Alfred Banks, ejer af hotelkæden Banks Hotels, har alt hvad hun kunne ønske sig; kærlige forældre, perfekte karakterer, en doktor som bror og en lys fremtid foran sig. Intet mangler hun, så hvorfor er det lige, at hun ikke kan tvinge sine tanke fra ham, drengen med tatoveringerne? Hun ved godt, at hun ikke burde. Alle folk hun nogensinde har mødt, ved, at hun ikke burde. Alligevel kan hun ikke helt lade være. For første gang i hendes liv, har hun mistet kontrollen.

62Likes
45Kommentarer
2978Visninger
AA

5. Del tre

 

Del tre

Hazel

 

”Hvad så med den her?”

Beatrice holdt en mørkeblå kjole op foran min rynkede næse, der udstrålede en klar utilfredshed.

”Vi har allerede set på den der – og jeg købte den ikke,” svarede jeg og trak opgivende på skuldrene, fordi det at finde en kjole til ferniseringen af hotellet i Los Angeles viste sig at være sværere end forventet.

Min veninde spidsede læberne imens hun snoede en tot gyldenbrunt hår om sin slanke finger. ”Jeg tror ikke helt, at det her er den rigtige butik,” sagde hun tænksomt.

Virkelig, tænkte jeg sarkastisk, men undlod at sige det.

Efter at være blevet slæbt ind i tre andre butikker, hvor ingen af os fandt noget der bare kunne komme i betragtning til at være den perfekte kjole, var jeg så småt ved at give op. ”Hvorfor er det lige, vi ikke bare tager til LA? Der er så mange flere butikker.”

”Fordi,” begyndte Beatrice og satte sig elegant ned på stolen overfor mig, ”vi skal støtte op om det lokale.”

Jeg lagde hovedet på skrå og tog en tår af min iskaffe, inden jeg smilede misbilligende og stillede min taske fra mig. ”Hvis du siger det.”

”Det gør jeg i hvert fald.”

Efterfølgende brugte vi omkring en halv time på at diskutere, hvilken butik der skulle være vores næste stop, indtil Beatrice fik mig overbevist om, at det var muligt at finde en kjole i Manhattan Beach, så da vi ikke havde mere i glassene, rejste vi os og kørte fra butikscenteret, der efterhånden var blevet fyldt med mennesker. På vej til den sydligere del af byen, der egentlig ikke var så overdrevent stor, at den burde have en sydlig del, kørte vi langs vejen med udsigt til havet. Jeg kunne ikke lade være med spejde efter det gule træhus, hvor drengen med tatoveringerne, Harry, arbejdede. Vi havde ikke engang snakket ordenligt sammen, jeg vidste absolut intet om ham. Alligevel blev billeder af ham ved med at dukke op i min bevidsthed. Jeg blev ved med at se de tonede muskler bevæge sig under den solbrændte hud og de mærkelige tatoveringer.  

”Hazel?”

”Mm?” mumlede jeg fraværende.

”Hvad med Rose?”

”Hvad med hende?”

”Nej, butikken, din torsk. Skal vi se, hvad de har i Rose?” spurgte hun med et suk.

Jeg blinkede hurtigt for at få mine tanker fra Harry. Jeg var på shopping med Beatrice, så jeg skulle give hende opmærksomhed, ikke sidde og tænke på alt muligt andet. Specielt ikke en dreng. Specielt ikke den dreng.

”Ja, okay.”

”Hører du overhovedet efter hvad jeg siger til dig.”

 ”Ja – ja jeg gør. Undskyld. Jeg er bare lidt stresset.”

Beatrice smilede til mig fra førersædet, inden hun drejede til venstre og parkerede bilen foran en butik med en enorm glasfacade og ordene ’Rose’ slynget hen over vinduet i kursiv, hvid skrift.

Da vi trådte ind ad døre fløj ekspedientens hoved op og hun smilede varmt til os. ”Noget jeg kan hjælpe jer med?”

”Ja, egentlig. Vi – ”

”Vi kigger bare lidt, ellers tak,” afbrød jeg og trak Beatrice med om bag et tøjstativ.

Hun kiggede bebrejdende på mig, hvortil jeg bare rystede på hovedet og gav mig til at kigge efter kjoler.

”Jeg forstår dig ikke altid, Hazel,” mumlede hun. Imens hun også gik i krig med tøjet foran sig. Det varede ikke længe, inden vi havde fundet en hel bunke kjoler, som jeg fik med ind i omklædningsrummet.

Den første sad ikke pænt omkring mine bryster, den næste fik mig til at se buddet ud, den tredje var for kort, den fjerde for sød – jeg var ved at give op, da jeg hørte Beas telefon ringe. Hun tog den hurtigt og imens jeg ventede på, at hun kunne bedømme kjole nummer fem, drejede jeg rundt om mig selv og kiggede mig over skulderen, så jeg kunne se, hvordan jeg så ud bagfra.

Med en utilfreds trækning om læberne lynede jeg kjolen op, da min veninde stak sit hoved gennem forhænget.

”Jeg er virkelig ked af det, søde,” undskyldte hun med oprigtig beklagelse i øjnene, ”men jeg er nødt til at gå. Mine forældre får gæster og jeg har lovet at være hjemme.”

Jeg sendte hende et opmuntrende smil og trak på skuldrende. ”Det gør ikke noget – jeg kan godt klare mig selv.”

Beatrice bed sig i underlæben, inden hun sendte mig endnu et undskyldende smil og trak hovedet til sig. ”Og det skal ikke være den kjole, for resten.”

Med et opgivende grin lænede jeg hovedet op ad den cremefarvede væg, der var en anelse lyserød. Der var stadig to kjoler tilbage, så jeg kunne lige så godt bare få dem prøvet. Vi havde jo udvalgt dem af en grund.

Den sjette var gulvlang og sort, med en form for sjal bagtil. Den var meget elegant og sad pænt på min krop, men et eller andet over den føltes bare forkert. Imens jeg var ved at trække i den syvende og sidste kjole, hørte jeg dørklokkens ringen og ekspedienten, der tilbød sin hjælp. Det var ikke helt til at placere stemme, da byens lyde flød ind af den åbne dør.

Jeg præsterede at få lynet kjolen med besvær og vendte mig om, hvor et spejlbillede mødte mig.

Kjolen var perfekt. Dens sarte, rosa stof var let, forsiden var pyntet med masser af små, glimtende metalplader, der dannede et romantisk mønster. Den sad tæt, men ikke stramt – var hverken for lang eller for kort.

Da jeg smilende trådte ud af prøverummet, kunne jeg ikke få øje på ekspedienten nogle steder i butikken. Undersøgende bevægede jeg mig op mod disken, hvor hendes sorte hår ikke var at finde. Derfor trippede jeg rundt om hjørnet og ind i accessories-afdelingen, hvor jeg med det samme fik øje på hende. Hun stod med ryggen til mig og var i gang med at vise en masse forskellige armbånd frem til en mand, hvis hår jeg, for mindre end en time siden, havde haft i tankerne.

”Hvis du er ude efter noget lidt mere rustikt – men stadig elegant – vil jeg anbefale disse modeller. Turkiserne, stenene, gør det en smule råt, men farven er virkelig smuk. Jeg kan personligt bedst lide de sølv, men det er jo en smagssag,” forklarede ekspedienten entusiastisk og holdt en sølv armring frem, som var pyntet med store turkiser og snirklede mønstre.

Harry tog armbåndet og snittede ekspedientens hånd. Et sus gik gennem min mave ved tanken om ham og hans hånd, der strejfede min.

Med en dyb indånding kørte jeg hånden gennem mit hår og rystede på hovedet, for at klare mit hoved for de tanker.

Han var en køn dreng. Eller en køn mand, for selvom jeg ikke vidste hvor gammel han var, var jeg ret sikker på, at han måtte være omkring de 20. Måske 21. Men han var køn og hans stemme var behagelig, andet var der ikke. Der var ingen grund til, at jeg skulle få sommerfugle i maven ved at tænke på, at han rørte ved min hånd. Derfor bestemte jeg mig også for, at det var sidste gang, at det ville ske. Vi var praktisk talt fremmede for hinanden, det kunne ikke nytte noget at tænke at tænke sådan om ham.

Jeg skulle lige til at åbne munden for at gøre dem opmærksom på min tilstedeværelse, da Harry sagde: ”Jeg tror, at jeg tager det.” Begge vendte de sig om og begge opspilede de deres øjne ved synet af mig.

”Hej,” sagde jeg og lød en smule forpustet. ”Det… øh… det var altså ikke fordi jeg ville lytte efter jer. Jeg ville bare gerne sige, at jeg har bestemt mig for en kjole.”

Ekspedienten sendte mig et strålende smil. ”Endelig, hva’?”

Jeg nikkede skyldigt, selvom jeg ikke havde gjort noget, og blev pludselig meget selvbevidst, da hun strøg forbi mig og lod mig tilbage med Harry, der smilede fåret til mig.

”Tre gange på en uge,” grinede han og fjernede nogle krøller fra sin pande.

”Ja,” medstemte jeg med et øjenbrynsløft, jeg ikke helt ved hvad skulle til for.

Harrys grønne øjne mødte mine, imens to smilehuller borrede sig ind i hans kinder. ”Hvor heldig har man lov at være?”

Til min store ærgrelse skyllede varmen op i mine kinder. Fortumlet grinede jeg genert til ham og drejede en halv gang rundt om mig selv, så jeg kunne komme op og betale for min kjole. Bag mig kunne jeg høre Harry klukke hæst. Imens jeg betalte for min kjole, var jeg alt for opmærksom på, at han stod lige bag ved mig. Det var som om jeg kunne mærke varmen fra hans krop, selvom han stod mindst en meter fra mig.

”Det bliver to– ”

”Tak,” skyndte jeg mig at sige og pressede mit kort ned i dankortterminalen. Jeg ville ikke have, at Harry skulle vide, hvor meget min kjole havde kostet. Jeg gav mig selv en mental lussing imens jeg tastede min kode, hvorefter ekspedienten rakte mig en pose med min kjole.

Jeg havde lige vendt mig om og var trådt til side, da jeg kom i tanke om, at jeg var kørt med Beatrice og derfor nødt til at gå hele vejen hjem.

”Pis,” mumlede jeg på en udånding og kiggede ned på mine plateausandaler, som i allerhøjeste grad ikke var beregnet til at gå flere kilometer i.

”Hva’ så?” spurgte Harry og drejede hovedet i min retning. Han var over ti centimeter højere end mig, så jeg var nødt til at lægge min nakke lidt tilbage, for at se ham i øjnene.

”Jeg,” begyndte jeg og rømmede mig, ”jeg havde bare glemt, at min veninde havde kørt mig herned. ”

”Har du langt hjem?” Han rakte ekspedienten nogle pengesedler imens han snakkede til mig.

Det var en rar følelse; det at hans opmærksomhed var rettet mod mig, selvom han var i gang med noget andet.

Hazle, tænkte jeg irettesættende, stop det.

”Et par kilometer,” svarede jeg og trak på mine skuldre.

”Altså,” nåede han at sige, inden han blev rakt en lille boks med armbåndet i. Han takkede ekspedienten som smilede tilbage til ham, inden han igen kiggede ned på mig. ”Jeg kan sagtens køre dig.”

Jeg måtte tage mig gevaldigt meget sammen for ikke at trække vejret ind i små stød, da det sank ind, hvad han havde tilbudt mig.

”Det behøver du virkelig ikke – ”

”Men jeg vil gerne,” afbrød han. ”Desuden skal ingen gå så langt i sådanne sko der.”

Et luftigt grin undslap mine læber, for jeg havde selv tænkt præcis det samme. Godt nok er sko med træsåler er pæne, men praktiske er de i hvert fald ikke.

”Okay så. Tak.” Jeg smilede strålende til ham, inden han førte mig ud af døren og et par meter ned ad gaden, hvor der holdte en slidt, gul Toyota Corolla der lignede et levn fra 80’erne.

Jeg kiggede på den med løftede øjenbryn, hvilket Harry lagde mærke til. ”Et af verdens syv vidundere.”

Et piget fnis sneg sig mellem mine læber inden jeg kunne nå at stoppe det.

 

Det viste sig, at Harry var en rigtig gentleman. Han åbnede døren for mig, spurgte om han skulle stille mine ting på bagsædet, insisterede på at køre mig til døren. Turen hjem var hyggelig og lidt efter lidt løsnede jeg mere op. Vi startede med at snakke om vejret og endte med at snakke om mine søskende.

”Så din søster er model?”

Jeg nikkede. ”Jeps, en vaskeægte en af slagsen.”

”Tror du, at du kunne introducere mig?”

Mine øjne blev store og min mund poppede åben. ”Hva – ”

”Det var for sjov,” grinede han. Et stort smil bredte sig på hans lyserøde læber.

”Det var ikke sjovt,” mumlede jeg og havde mest af alt lyst til at daske til hans skulder.

”Det var lidt sjovt.”

Uden at svare gled mit blik ud ad forruden, hvor solen hang lavt og gav genskin i havet. Husene langs vejen fik en særligt gylden glød, så det lignede, at det var dem, der badede gaden i det smukke lys.

”Så din søster er model og din bror er læge, hvad med dig?” spurgte Harry lidt efter. Han lød oprigtigt interesseret, som om det var noget, han brændte for at vide. ”Hvad laver du?”

Mine kinder blussede straks op. Jeg forsøgte at holde mit blik på mine negle, da jeg svarede ham. ”Jeg går stadig i skole. Sidste år.”

Gennem bakspejlet kunne jeg se Harrys øjne udvide sig den mindste smule, inden han fik hold på sig selv og kastede et hurtigt blik på mig. ”Virkelig? Jeg kunne have svoret på, at du var 20.”

”Tak?” svarede jeg tøvende, for jeg vidste ikke, om jeg skulle tage det som en kompliment. Det kunne være positivt at blive betragtet som værende ældre, mere moden, men med at være ældre fulgte også udtryk som kedelig og tør, og det var noget af det sidste, jeg ønskede, at Harry skulle se mig som.

”Intet problem,” grinede han. ”Men det forhindrer dig jo ikke i at svare på mit spørgsmål?”

Jeg åndede lettet op. Han havde ment det godt.

Tænksomt bed jeg mig i underlæben og lagde hovedet tilbage. ”Jeg er meget interesseret i medieverdenen, så jeg har ligesom haft tanker på en form for producer.”

”Ikke noget med Tv-vært?”

Jeg rystede på hovedet. ”Det er ikke lige, hvad jeg har i tankerne. Hvad med dig? Har du et drømme job – eller satser du på at sælge kildevand resten af livet?”

Hans hæse latter fyldte den lille bil, inden han svarede. ”Jeg læser fransk på universitet lige nu. Og græsk mytologi, men jeg ved ikke, hvad jeg vil med det. Det virkede som en god idé for to år siden.”

”Fransk? Virkelig?” spurgte jeg eftertænksomt, imens jeg drejede mig i sædet for bedre at kunne se ham.

”Mm,” mumlede han, da han drejede til venstre.

Den lille, fornuftige stemme der altid talte mig dumme beslutninger råbte og skreg i mit baghoved, imens en plan så småt begyndte at tage form.

Det var åndsvagt. Det var virkelig, virkelig dumt, men der var noget over Harry, der tryllebandt mig, der fik mig til at ville vide mere. Hvis han var en bog, ville jeg memorere hver eneste side. Jeg ville læse den, nærstudere den, uden at vide om jeg skulle kløve den igennem eller tage min tid. Han var interessant, sjov, charmerende, og jeg kunne ikke hjælpe det. Jeg kunne ikke gøre for det. 

_________________________________________________________

Endnu et kapitel. Det kom hurtigere end det andet, men det tog mig alligevel over tre uger at få det skrevet. Jeg håber, at dem af jer, der stadig følge med, vil synes om det. Et lille spørgsmål til jer; hvad tror I, at Hazels plan indebærer?

Der vil komme links til tøj i kommentarene. Næste del vil også være starten på kapitel to.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...