Horizon - One Direction Fan Fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2012
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Igang
Hazel Genevieve Banks, den pragteksemplariske datter af Alfred Banks, ejer af hotelkæden Banks Hotels, har alt hvad hun kunne ønske sig; kærlige forældre, perfekte karakterer, en doktor som bror og en lys fremtid foran sig. Intet mangler hun, så hvorfor er det lige, at hun ikke kan tvinge sine tanke fra ham, drengen med tatoveringerne? Hun ved godt, at hun ikke burde. Alle folk hun nogensinde har mødt, ved, at hun ikke burde. Alligevel kan hun ikke helt lade være. For første gang i hendes liv, har hun mistet kontrollen.

62Likes
45Kommentarer
3067Visninger
AA

4. Del to

 

 

Del to

Hazel

 

Beatrice og jeg havde fulgtes hjem. Det var ikke fordi, vi havde særlig langt, da ingen af os boede mere end ti minutters gang fra stranden. Ikke at det egentlig giver nogen præcis idé om hvor vores huse lå, fordi en stor del af husene i Manhattan Beach lå ud til havet.

”Så Parker?” spurgte hun med et løftet øjenbryn. Hendes ene mundvig trak svagt opad, så det karakteristiske skæve smil spillede om hendes læber.

”Hvad med ham?” Jeg fugtede mine læber og kiggede på hende, inden jeg prøvede at skjule smilet, der truede med at springe frem.

”Prøver dine forældre stadig at føre jer sammen?”

Jeg nikkede og sukkede overdrevent dybt. ”De gør alt hvad de kan.”

Mine forældre havde den her idé om, at min fars vens søn var det perfekte match for mig. Jeg var ikke helt enig, men Parker var flink og mine forældres meget lidt diskrete forsøg på at få os i kontakt med hinanden betød i det mindste, at jeg altid havde nogen på min egen alder at snakker med til de forskellige middage og receptioner.

”Har du tænkt dig at sige noget til dem?”

Jeg trak ligegyldigt på skuldrene og stoppede foran mit hus. Det var i starten af september måned og solen hang et stykke over vandkanten og sendte stråler af orange lys over byen.

”Der er ikke rigtig nogen grund,” svarede jeg med endnu en skuldertrækning, ”vi er venner og mine forældre er altid ovenud lykkelige, når de ser os sammen. Her i sommerferien mødtes vi med hans familie et par dage i Paris. Du skulle have set min mors ansigtsudtryk, da Parker og jeg gik ud for at spise frokost.”

”Din mor nogle gange,” sukkede Beatrice og rystede på hovedet med et smil. Jeg grinede og strakte armene ud for at give hende det kram. ”Men vi ses i morgen?”

”Det gør vi,” mumlede hun mod min hals, inden vi gav slip på hinanden og jeg begyndte at gå op mod mit hus.

Lyset strømmede ud af vinduerne og jo tættere jeg kom på huset, jo tydeligere kunne jeg høre musikken fra køkkenet. Jeg fulgte den brede stenindkørsel hele vejen op til bagdøren. Gennem det blanke glas kunne jeg se min mor stå ved komfuret og røre i en gryde. På kogeøen bag hende stod en stor skål salat og min lyshårede søster sad på en barstol og snakkede til min mor.

Forsigtigt åbnede jeg døren og tørrede skoene af på måtten, så de lyse fliser på køkkengulvet ikke blev fyldt med sand.

”Hej Lydia,” hilste jeg og min ældre søster sprang ned fra stolen og gik mig i møde.  Hendes gyldenblonde hår svingede om hendes bare skulder og efter at have svaret på min hilsen, pressede hun et fjerlet kys mod min kind.

”Jeg troede, at du var i Frankrig,” sagde jeg og hængte min taske på knagen ved siden af døren.

Lydia rystede på hovedet og satte sig ned på barstolen igen. ”Der var nogle problemer med min manager og det bureau, der skulle bruge billederne, så vi droppede det.”

”Ej hvor træls?”

”Det går, det var alligevel ikke noget stort,” forklarede hun, inden hun rettede opmærksomheden mod sin hvide telefon.

Jeg strøg forbi hende og gav min mor et flygtigt kys på kinden, inden jeg trippede over stengulvet og ind i stuen, hvor fjernsynet kørte, men der var ingen der så på det. På vej op af den sorte vindeltrappe til første sal, kunne jeg høre vandet løbe inde fra badeværelset og gættede på, at min far måtte være kommet hjem.

Selv skyndte jeg mig ind på mit værelse, hvor jeg smed min pink cardigan og smuttede ud på det badeværelse, som lå i forlængelse af mit værelse. Jeg nåede lige akkurat at vikle et håndklæde om mit våde håret og tage noget tøj på, da Lydia bankede på min dør og bad mig om at komme ned og spise.

***

Langsomt åbnede jeg øjnene og blev mødt af en kraftig sol, der skinnede ind ad vinduet i badeværelset. Med et suk vendte jeg mig om på siden og gemte mig under min hvide dyne, indtil jeg umuligt kunne trække den længere og endte med at dumpe ud af senge. Træt slæbte jeg mine fødder efter mig ud på toilettet, hvor jeg gennemgik min morgenrutine og en halv time efter stod jeg med lyserøde læber i en blå og hvid maxikjole ved køkkenbordet, hvor jeg hældte en kande nylavet kaffe op i tre hvid porcelænskopper.

Min mor kom trippende ind i køkkenet i sin tynde morgenkåbe og tog imod de to kaffekrus, jeg rakte hende.

”Godmorgen min skat,” hilste hun og kyssede mig på panden, inden hun skyndte sig op med en kop kaffe til min far, som højst sandsynligt sad midt i et telefonmøde.

Da hun kom ned igen, havde jeg drukket min kaffe og smoothie, og var egentlig i færd med at pakke et par bøger ned i min gule lædertaske. Med bilnøglerne i hånden bød jeg min mor farvel og skyndte mig ud af døren.

Efter jeg havde sat mig ind i bilen, varede det ikke længe, før jeg kunne hoppe ud af den igen og begive mig i på den velkendte grund der tilhørte Mira Costa High School, hvor jeg lige var startet på mit sidste år. Min første time var fransk. Mit yndlings- og, om man må, bedste fag. Det havde været et valgfag og jeg havde en dyb fascination af Frankrig og det franske sprog, så naturligvis havde det været min første prioritet.

På min vej ind gennem skolen hilste jeg på Madelin og Amber, inden jeg slog følgeskab med Rose og vi satte kursen mod fransklokalet. Den første time forløb forrygende og Mr. Bonnét roste mig for min udtale. Til middag sad jeg sammen med førnævnte, Madelin, Amber og Beatrice, hvor vi endnu engang diskuterede juleballet, som var dette års andet største fest, kun overgået af homecoming til sommer, som vi alle fem var helt afklarede med, skulle blive den største og mest overvældende af sin slags.

”Vi blev enige om den restaurant, ikke?” spurgte Rose og prikkede til sin salat med plastikgaflen.

Vi nikkede alle sammen entusiastisk og fortsatte samtaleemnet, indtil vi kom til den konklusion, at vi skulle have fat i Lauren for at få adressen, inden vi kunne foretage os noget som helst. Den opgave påtog Beatrice sig glædeligt, imod at jeg til gengæld tog ned og snakkede med dem til eftermiddag.

Efter en nogenlunde produktiv frokost gik matematik og psykologi befriende hurtigt, og før jeg vidste af det, sad jeg i min hvide Audi endnu engang, på ved ned til stranden for at drøfte juleballet med restaurantdirektøren.

Den lune eftermiddagssol skinnede ind ad bilens tonede ruder, da jeg holdte ved siden af en elegant bygning med facade mod vandet. Jeg tjekkede hurtigt adressen Rose havde sendt mig, for at være sikker på, at jeg var endt det rigtige sted. Den hvide stenmur stod i stærk kontrast til de sorte døre og vinduer, og de svulmende gitre og altankasser bidragede med et rustikt og gammeldags look, der straks fik mig til at falde for stedet. Det lignede noget taget direkte ud af en roman fra Sydfrankrig, som jeg meget vel kunne hænde at have læst.

Med et undersøgende blik og mine tænder spændt boret ned i min underlæbe, gik jeg ind af den buede dør og befandt mig i et smukt lokale, som jeg straks begyndte at indrette i mit hoved. Jeg havde helt glemt, hvor charmerende en bygning det var. Naturligt nok, tænkte jeg for mig selv, taget i betragtning, at jeg havde været tættere på fuld end ædru, sidst jeg var der. Derfor kunne jeg med sikkerhed også sige, at deres champagne var formidabel.

”Kan jeg hjælpe Dem?”

Jeg vendte mig om efter den lyse, melodiske stemme og blev mødt af en smilende blondine i en strømline, sort kjole. Straks følte jeg mig uanstændigt klædt, taget i betragtning at jeg sportede en flagrende sommerkjole og flade tå sandaler.

”Ja, faktisk. Mit navn er Hazel Banks,” startede jeg med at sige, inden jeg rakte hende hånden. Det viste sig, at hun var chefens datter og dermed hurtigere end de fleste kunne få ham i røret.

Med et telefonnummer rigere, gav jeg endnu engang blondinen, Natalia, hånden og strøg så ud af bygningen. Hun havde sagt, at jeg skulle ringe til ham i morgen. Hun havde lagt en besked på hans telefonsvarer, så han burde vente min opringning i løben af den næste dag.

Udenfor var solen sunket en smule og lyset var blevet en tone mørkere. Ude fra havet svirlede en lun briser ind over stranden og løftede mit mørke hår fra mine skuldre. Med et smil lagde jeg bilnøglerne tilbage i min taske og besluttede mig for at gå en tur langs vandkanten.

Byen var fuld af aktivitet, men stranden var mere stille end normalt. Ikke at det gjorde mig noget, fordi jeg nød af og til at gå i min egen verden med musik i ørene, uden nogen til at følge min mindste bevægelse. En del her fra byen, vidste hvem jeg var. Det fleste gjorde, for at være ærlig. Det var ikke noget, jeg tog voldsomt tungt, men af og til lagde jeg mærke til de stjålne blikke, der blev kastet efter mig, der var fulde af nysgerrighed.

Med The Jungle Giants No One Needs To Know strømmende ud af mine høretelefoner, pakkede jeg mine sandaler ned i tasken og hev en smule op i min kjole, imens jeg mærkede hvordan bølgerne blidt rullede over mine nøgne fødder og hvordan sandet kærtegnede den sarte hud underneden. Lyden af grinene børn overdøvede af og til min musik, imens jeg bevægede mig ind i et område prydet med palmer, der stod langt fra hinanden, men alligevel præsterede at kaste skygge over sandet.

Jeg stoppede op, da jeg nåede til en bænk, der lige nøjagtig ikke var i skyggen, hvor jeg satte mig ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det må have været et usædvanligt langt øjeblik, for da jeg åbnede øjnene igen, hang solen lavt over havet og stranden var endnu tyndere befolket end før. Hurtigt stak jeg hånden ned i den gule taske og fiskede min mobil op af en lille lomme. Klokken var allerede halv syv og på skærmen stod der, at jeg havde tre mistede opkald fra min mor.

Hastigt kom jeg på benene, men måtte stå stille i et øjeblik, så jeg kunne få balancen. Mit hoved snurrede og jeg var en smule svimmel. Klare tegn på at jeg var dehydreret, hvilket ikke var så underligt, siden jeg havde sovet i solen i omkring to timer.

Stadig forvirret (og dehydreret) over, at det rent faktisk var muligt for mig, at sove i to timer på en bænk, kørte jeg hånden gennem mit hår og skyndte mig at sætte kurs mod bilen. Jeg var kun nået et par meter væk, da jeg hørte nogen kalde bag mig.

”Hey! Du – vent – du har tabt dine solbriller.”

For anden gang i dag vendte jeg mig om og blev mødt af et fremmed ansigt. Denne gang var det bare en direkte modsætning af det første, fordi personen jeg endte med at se i øjnene, var mørkhåret, høj og af modsatte køn. Hans mørke krøller var våde og dryppede ned på hans bare, solbrændte overkrop, der var dekoreret med alverdens tilfældige tatoveringer, som jeg hverken kunne finde hoved eller hale i.

”Åh, tusind tak skal du have,” grinede jeg lettet og rakte min hånd ud for at tage imod mine solbriller. Drengens grønlige øjne glimtede, selvom han stod med ryggen til solen og jeg genkendte ham som drengen fra i forgårs.

”Hej.” Han grinede overrasket og strøg sit våde hår væk fra panden. Med en kraftanstrengelse der fik hans biceps til at flekse, stak han sit cremefarvede surfboard ned i sandet, så det stod ret op og ned ved siden af ham. ”Dig kender jeg jo – nød du dit vand.”

Et svagt smil spillede om mine læber, da jeg satte mine solbriller fast i min pande. ”Det var meget forfriskende.”

”Det er jeg glad for at høre.” Hans tunge tittede frem mellem hans lyserøde læber, som han fugtede hurtigt. ”Måske du kan anbefale det til dine venner?”

”Det er skam allerede gjort,” svarede jeg forsikrende, imens jeg sørgede for at holde mit blik fikseret på hans ansigt og ikke hans nøgne brystkasse, der ellers forsøgte at påkalde sig min opmærksomhed.

Vi stod i stilhed et par sekunder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til den fremmede dreng overfor mig, der i realiteten nok nærmere var en mand, som tilfældigvis hændte at være halvnøgen.

”Tak igen,” sagde jeg tøvende og kiggede mig over skulderen, hvor jeg kunne skimte min bil i det fjerne.

Jeg var virkelig nødt til at komme hjemad.

”Skulle det være en anden gang.” Et skævt smil spillede om hans charmerende læber, inden han hev sit surfboard op af sandet og kørte rundt med skuldrene.

”Jeg, øhm, jeg skal gå nu, men… tak, endnu en gang. Sætter virkelig pris på det,” præsterede jeg at få sagt, inden jeg vendte rundt på hælene så godt jeg nu kunne i sandet og marcherede i retningen mod min bil.

”Jeg er Harrys, forresten,” råbte han, Harry, efter mig.

Hurtigt vendte jeg mig om og missede med øjnene. ”Jamen så må du have tak, Harry.”

Han vinkede en enkelt gang med øjenbrynene, inden han satte i løb mod vandet, så overdelen af hans våddragt svang om hans slanke, men alligevel muskuløse, ben.

Med en hovedrysten hastede jeg mod bilen og skyndte mig hjem.

___________________________________________________________________________

Det tog godt nok sin tid. Undskyld folkens, det var slet ikke meningen, at der skulle gå så længe. Jeg krydser fingre for, at jeg kan få opdateret noget oftere i fremtiden. Krydser I fingre sammen med mig?
Tusind, tusind tak for den fantastiske respons, jeg er virkelig beæret.

Som så mange andre, er jeg begyndt at lave tøjsæt på polyvore, så jeg vil lægge et link i kommentarene, sammen med et link til restauranten og deres hus. 

Håber I kunne lide kapitlet og at I stadig vil følge med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...