Horizon - One Direction Fan Fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2012
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Igang
Hazel Genevieve Banks, den pragteksemplariske datter af Alfred Banks, ejer af hotelkæden Banks Hotels, har alt hvad hun kunne ønske sig; kærlige forældre, perfekte karakterer, en doktor som bror og en lys fremtid foran sig. Intet mangler hun, så hvorfor er det lige, at hun ikke kan tvinge sine tanke fra ham, drengen med tatoveringerne? Hun ved godt, at hun ikke burde. Alle folk hun nogensinde har mødt, ved, at hun ikke burde. Alligevel kan hun ikke helt lade være. For første gang i hendes liv, har hun mistet kontrollen.

62Likes
45Kommentarer
3034Visninger
AA

3. Del et

Kapitel 1: Discovery

Del et

Hazel

 

 

 

Skolen var startet for otte dage siden og det var vist sandt at sige, at vi allerede trængte til et pusterum. Lærerne kløede hårdt på med lektierne, de forskellige komitéer krævede alle opmærksomhed, mine forældre forventede mere end normalt og der var ikke længe til, at min far skulle fernisere sit nyeste hotel, hvilket satte et kæmpe pres på mig. Måske var jeg nok kun datteren af en verdenskendt hoteldirektør, men så igen, jeg var datteren af en verdenskendt hoteldirektør. Min far kendte bogstaveligt talt alle, hvilket betød, at alle kendte mig, hvilket igen betød, at jeg skulle opføre mig eksemplarisk (som altid, vel og mærke).

”H, har du tænkt dig at lægge bogen?”

Jeg kiggede hurtigt op fra min paperback og mødte et par glimtende, himmelblå øjne. Rose lagde hovedet på skrå, imens et dovent smil bredte sig om hendes røde læber.

”Jeps,” svarede jeg og fandt mit bogmærke frem. Hurtigt lukkede jeg bogen sammen og lagde den ned i min sort- og hvidstribede skuldertaske. ”Hvad siger I til iste?”

Samtlige fire piger greb et glas fra kurven, imens jeg åbnede låget på termokanden og hældte den kolde væske op i krusene foran mig.

”Har du fundet kjolen?” spurgte Beatrice og rystede sit nøddebrune hår, så de glatte lokker fløj rundt i den lune sommerbrise.

Jeg rystede på hovedet og tog en tår af min te, inden jeg fugtede læberne og kiggede rundt på dem alle. ”Ikke endnu.”

”Hazel,” sagde hun irettesættende og kiggede opgivende på mig.

”Inden du siger noget,” afbrød jeg og skyndte mig at holde en hånd op, fordi hun havde det blik i øjnene, der bare sagde, at hun var på vej til at snakke kæberne af led om, at jeg ikke bare kunne vente til sidste sekund med at finde en kjole. Det havde jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Faktisk havde jeg ledt efter den perfekte kjole til min fars åbning af det nye hotel i Los Angeles hele sommeren. ”Så har jeg altså ledt. Det har jeg virkelig, der var bare ikke rigtig noget der sprang mig i øjnene.”

Beatrice fangede sin underlæbe mellem tænderne og bed sig tænksomt i den. ”Det siger du sikkert. Hold lørdag fri og jeg skal finde dig den perfekte kjole.”

Jeg rullede med øjnene og lagde mig på maven, så solens varme stråler ramte min bare ryg og jeg praktisk talt kunne mærke, hvordan min hud sugede farve til sig.

”Hun skal have en grøn kjole,” hørte jeg Madeline sige, hvilket førte til en diskussion mellem de andre om, hvilken farve der ville klæde mig bedst. På en eller anden måde endte kjolesnakken ud i planlægningen af skolens julefest, som vi alle fem var en del af.

”Jeg nægter at holde den på skolen,” protesterede Rose, ”det gjorde de, det år vi startede og jeg har aldrig set en mindre gennemført fest end den. Jeg nægter det.”

”Jamen hvor så Rose? Vi må jo ikke låne din fars balsal igen, vel?” spurgte Amber.

Rose kiggede ned på glasset med iste i hendes skød, inden hun rystede på hovedet og sukkede. ”Der er jo masser af andre steder,” indvendte hun med lille stemme. ”Det skulle altså virkelig ikke være svært, at finde et sted, hvor vi kan holde en skolefest. Tilsammen kender vores forældre flere hundrede mennesker, der har lokaler store nok.”

”Haz – ”

”I skal ikke kigge på mig! Jeg er stadig i gang med at forsøge at overtale min far til at lade hos holde homecoming i  Los Angeles.”

”Så hotellet er udelukket.” Beatrice blev ved med at kigge på os, indtil vi nikkede.

Jeg lod mit blik glide over vandet. Det var en dejlig dag, stolen skinnede, der var en frisk vind og alle folk lod til at være i godt humør. I vandkanten gik små børn i badetøj rundt og byggede sandslotte af det våde sand og plaskede rundt i vandet. Forældrene lå få meter væk og havde deres øjne låst fast på deres børn samtidig med, at de slappede af. Længere ude på havet rullede de store bølger ind mod land og der var flere surfere derude, end jeg kunne tælle på alle vores hænder. Alt i alt var det bare en fantastisk dag.

”Hvad med den restaurant der,” indskød jeg pludseligt, uden egentlig helt selv at vide, hvor det kom fra.

”Hvilken restaurant?” spurgte de i kort og kiggede undrende på mig.

”I ved den der restaurant med den store dør og det billede der – jeg kan slet ikke huske navnet.”

Amber greb sig til hovedet, så hendes gyldenbrune hår uglede omkring hendes fingre og udbrød: ”Jeg ved hvad for en du mener. Det er den der, hvor tjenerene har smoking og kjole på, ikke? Hvad er det nu den hedder?”

”Jo, jo det er den!”

”Jamen for pokker da - Gud jo. Det var der, hvor Lauren holdt sin 18-års fødselsdag.” Amber smilede og jeg smilede igen. De tre andre pigede udstødte forstående lyde og nikkede begejstrede.

”Det er perfekt,” jublede Rose og hendes blå øjne skinnede af begejstring. ”Så skal vi bare have fat i Lauren og få hende til at give os nummeret. Det er super tøser.”

Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage om, hvordan vi kunne tænke os at indrette stedet, indtil vi ikke havde mere iste og vi kunne konkludere, at vi skulle have noget vand. Derfor rejste jeg mig og børstede sand af mine knæ og greb min tynde, næsten gennemsigtige, pinke cardigan og trak den over skulderne, imens jeg gik op mod et lille, gult træhus der lå 20 meter væk.

De eneste mennesker omkring var en lille dreng, hvis mor stod og tørrede flødeis af hans brystkasse, så jeg stillede mig op til skranken og lagde hænderne på den mørkebrune, slidte træplade.

Ved første øjekast så der ikke ud til at være nogen derinde, så jeg lænede mig en smule ind hover borpladen og halvråbte: ”Hallo?”

Med det samme var der noget der bevægede sig ovre i hjørnet og jeg kunne høre en stol der skrabede mod trægulvet hvordan der blev fumlet med papirer. Kort efter trådte en høj dreng ud bag en reol med surfbrætter og rettede på sit mørke, krøllede hår. Han kiggede op på mig og sendte mig et bredt smil, der afslørede to charmerende smilehuller.

”Undskyld,” sagde han fåret og kløede sig i nakken, ”jeg var lige i gang med at ordne nogle regnskaber. ”

”Det er okay,” indvendte jeg og rystede på hovedet.

Gennem det tynde stof af hans hvide T-shirt kunne jeg skimte en række tatoveringer og omridset af hans muskler. Omkring hans hals hang en halskæde, som lå tungt på hans blottede brystkasse.

”Så hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte han og jeg skyndte mig at tvinge mine øjne fra hans markerede kraveben.

”Øhm, har I vand?”

Jeg fugtede læberne og lod mine øjne møde hans, som var funklende og grønne.

”Ja, vi har vand.”

”Okay,” mumlede jeg. Det tog mig et øjeblik, før jeg opfattede, at jeg stirrede på ham og så slog jeg hurtigt blikket ned i bordet og rødmede svagt.

Der gik et par sekunder uden nogen af os sagde noget, indtil han brød stilheden. ”Kunne jeg hjælpe dig med andet?”

Med en dyb vejrtrækning kiggede jeg op på ham og lige ind i hans øjne. ”Vand.”

Drengen hævede spørgende det ene øjenbryn, inden jeg skyndte mig at forklare ham, at jeg gerne ville købe tre flasker vand for mine penge.

Dumt sagt Hazel, tænkte og jeg og gav mig selv en mental lussing for ikke at være mere sofistikeret.

Omhyggelig med at holde øjenkontakt (fordi sådan var jeg blevet opdraget), rakte jeg ham pengene og tog imod mine vandflasker.

”Du må ha’ en fortsat god dag,” sagde han med hovedet let på skrå.

”I lige måde, og tak for vandet.”

Han smilede og blinkede langsomt. ”Du har betalt for det, så der er ikke rigtig noget at sige tak for.”

Jeg spidsede læberne en smule, inden jeg afbrød vores øjenkontakt og vendte om på hælene. Det var først da jeg var kommet et godt stykke væk fra boden, at det gik op for mig, at han havde snakket britisk, og ikke amerikansk.

Da jeg kom over til de andre, lagde jeg vandflaskerne i midten af vores lille cirkel og satte mig ned på mit hvide håndklæde.

”Endelig.” Amber rakte hurtigt ud efter en vandflaske og skuerede låget af med et lille ’klik’.

Mit blik vandrede tilbage til boden og jeg kunne ikke lade være med at tænke på ham. Det var mærkeligt, men jeg havde lyst til at gå over og snakke med ham igen. Han virkede bare interessant og jeg ville gerne vide hvad han hed, hvor han kom fra og hvad hans yndlingsband hed. Jeg ville vide, hvorfor han snakkede britisk og hvad hans tatoveringer betød. Jeg havde en trang til at kende ham, til at vide mere. Det var dybt åndsvagt, jeg vidste det godt, så med et sidste blik på boden rettede jeg opmærksomheden mod pigerne og rettede på mit mørkebrune hår.

”Så Bea, hvornår var det, at vi skulle kigge på den kjole der?”

 

__________________________________________________

Jeg håber, at I har nydt den første del fordi jeg nød i hvert fald at skrive den. Den er en smule kort, men jeg kom frem til, at det er den måde, jeg nemmest kan få opdateret regelmæssigt. Jeg vil bestræbe mig på at opdatere mindst en gang om ugen, men vi må se hvordan det kommer til at gå. Tusind tak fordi I har taget jer tiden til at læse min historie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...