Over The Line (1D) *afsluttet*

Sky troede aldrig hun skulle se Harry Styles igen, ikke efter at han knuste hendes hjerte for 2 år siden. Så da det en dag ringer på, og han står udenfor døren, får hun et chok. Hun får et endnu større chok, da det går op for hende, at han ikke er kommet for at besøge hende men hendes lillesøster.
Men hvad sker der, når Sky tilfældigt støder ind i et af de andre medlemmer fra bandet, og får følelser for ham. Vil Harry fortryde sit valg? Og vil bandet kunne holde til det, eller vil de fem drenge gå fra hinanden?

23Likes
67Kommentarer
2318Visninger
AA

8. Så kys dog!

Jeg stirrede ondt på min mor. Hvorfor havde hun tvunget mig med til det her? Sukkende kiggede jeg over på min mormor, som glad rakte Harry kartoflerne, mens han snakkede med min morfar om et eller andet, jeg ikke havde hørt efter, hvad var.

De kunne ikke huske, at Harry og jeg plejede at være kærester. Men det skyldtes nok også, at han kun havde været her et par gange før, og at jeg aldrig nævnte ham igen.

Det var ligesom om, vi alle var blevet enige om, ikke at bringe det op. Det ville bare ødelægge aftenen. Som om aftenen ikke var ødelagt på forhånd! Jeg kiggede hurtigt op på klokken. 2 timer endnu. 2 timer, hvor jeg skulle sidde overfor dem og bare kigge ned i bordet for at undgå at kigge på dem, mens de kiggede forelsket på hinanden. Ja, jeg ved det godt. Det er en masse blikke! Hvorfor skulle familiemiddage altid være så pinlige?

Hvorfor havde jeg ikke en, jeg kunne være kvalmende sød sammen med? Mine tanker vandrede mod forleden aften. Mod Louis. Jeg rystede på hovedet. Hvorfor tænkte jeg hele tiden på ham? Det kunne ikke lade sig gøre, det ville være den rene pine. De fem drenge var jo sammen hele tiden. 

"Er du okay?" Spurgte min mor uroligt. Jeg rystede endnu engang på hovedet, som fik hende til at løfte det ene øjenbryn. "Nej, jeg mener jo", sagde jeg, selv forvirret over mig selv. Hun kiggede undrende på mig. "Jeg henter lige noget salt." Jeg rejste mig fra bordet og kunne høre min mors undren. "Jamen, det er lige her." 

Jeg lænede mig ind over køkkendisken og hørte pludselig nogen i døren. Jeg løftede hovedet i forventning om at se min mor. Men det var det ikke, det var Harry. "Vand", sagde han forklarende og løftede det glas, han havde i hånden.

Jeg sukkede. "Hvad vil du Harry?" Han kiggede forbløffet på mig. "Hvad får dig til at tro, at jeg vil noget?" Jeg løftede irriteret øjenbrynet. "Du ved", begyndte han. "Da jeg først mødte Rose, mindede hun mig om dig." Jeg fjernede mit blik fra ham over på væggen. "Da hun så åbnede munden, lød hun også som dig", sagde han med et undskyldende smil. 

"Hvad er det, du prøver at sige?" Spurgte jeg ham irriteret om. Han trak på skuldrene. "Jeg glemte dig aldrig." Sagde han helt seriøst, at han stadig var forelsket i mig, når han datede min lillesøster? Hvad bildte han sig ind? "Det ændrer ikke noget", sagde jeg endnu mere irriteret og trak på skuldrene.

Jeg prøvede at gå forbi ham, men køkkenet var så smalt, at vi endte med at stå lige op ad hinandenden. Han kiggede mig lige i øjnene, og irriteret maste jeg mig forbi ham.

Jeg gik ind i spisestuen igen med Harry lige i hælene. "Jeg kunne ikke finde det", sagde jeg ligeglad, da jeg satte mig ned. Min mor kiggede underligt på mig, inden hun stillede saltbøssen foran mig.

Harry satte sig på sin plads overfor mig. Jeg kiggede forsigtigt over på ham og opdagede, at hans blik hvilede på mig. Jeg kiggede ham endnu engang ind i øjnene. Hvad var der med de øjne? De havde en eller anden dragende effekt på ham. Jeg sukkede og slog blikket i bordet. 2 timer endnu med hans blik hvilende på mig.

 

***

 

"Jeg kommer nu Louis..." Jeg åbnede glad døren, men stoppede så brat op. De ja vu. Der stod han endnu engang. Kunne han ikke finde ud af at ringe på, når Rose var her? Han kiggede undrende på mig. "Har du allerede glemt mit navn?" Spurgte han så med et skævt smil.

Jeg ignorede det. "Rose er her ikke." Det kom helt klart bag på ham, at jeg skar ham så hurtigt af. "Nå", sagde han og spekulerede over, hvad han så skulle.

"Hey!" Harry vendte sig om og fik øje på en glad Louis, der kom gående hen ad havestien op til døren. "Hvad?"  Spurgte han overrasket. "Du troede da vel ikke, at jeg for alvor havde glemt dit navn, gjorde du?" Sagde jeg flabet, og gjorde mine til at gå Louis i møde.

Harry greb mit håndled og vendte mig mod ham igen. "Bare bliv her," sagde han tiggende. "Sammen med dig?" Jeg løftede et øjenbryn og rev mig fri. "Gør det ikke mere kompliceret, end det allerede er Sky", råbte han efter mig. "Du har allerede gjort det aller helvedes besværligt Harry", sagde jeg vredt og vendte mig mod ham.

Han skulle ikke have lov til at tirre mig sådan. "Bliv eller lad være", sagde jeg, vendte mig mod Louis og begyndte at gå, mens jeg kastede en hånd i vejret som et slags baglæns vink. "Bare smæk døren." 

Louis kiggede glad på mig, og jeg kunne se Harrys overraskede ansigtsudtryk for mig. Hvorfor var han på den måde? Det var jo ham, der havde valgt Rose.

"Hvor skal vi så hen?" Spurgte jeg og vendte atter min opmærksomhed mod Louis. "Vent og se", sagde han med et drilsk smil.

 

***

 

Jeg grinede. Okay, det her havde jeg ikke forudset. "Er vi blevet 10 igen?" spurgte jeg med et kækt smil. "Kom nu bare", sagde Louis og greb min hånd. Okay, jeg måtte indrømme, det var en meget sjov ide. Man blev aldrig for gammel til en forlystelsespark.

Han drejede længere henne. "Hvor mange gange har du lige været her?" Spurgte jeg ham drillende om, da han endnu engang drejede bestemt. Han vendte hovedet mod mig. "En del." 

Vi endte ved en forlystelse, som jeg aldrig havde prøvet før. Han havde måske også fået lokket mig med, hvis ikke jeg havde nået at se, hvad en tur indebar, inden vi stillede os i kø.

Jeg stirrede vantro på den store "arm", da den endnu engang svingede de stakkels mennesker rundt oppe i 30 meters højde. "Du får mig altså ikke med derop", sagde jeg og rystede på hovedet. "Vær nu ikke sådan en tøs."

Han måtte kende mig, for var der én ting, jeg ikke kunne fordrage at blive kaldt, var det tøset. "Kom så", sagde jeg bare og trak ham med op i køen. Hvor ville jeg komme til at fortryde det her.

***

Jeg kiggede over på Louis, som ikke så ud til at have det så godt? "Hvem er nu tøset?" Spurgte jeg flabet, og hoppede end på jorden, da bøjlen løsnede sig. Han rystede på hovedet. "Jeg skulle vist have lyttet til dig", sagde han og smilede så. Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde troet.

"Hvad skal vi så prøve?" Spurgte jeg og gik fjedrende videre. Jeg vendte mig, da jeg hørte Louis's grin. "Du er som en energibombe." Jeg trak på skuldrene. Det var lang tid siden, jeg havde været sammen med nogen, hvor jeg bare kunne være mig selv og have det sjovt. Det var specielt underligt, fordi jeg ikke kendte Louis særlig godt.

"Hvad med noget at drikke?" Foreslog Louis. "Sig mig, er du allerede blevet træt?" Drillede jeg ham. "Det var da ellers kun "armen", der bevægede sig." Han grinede og begyndte at svinge sin arm. "Sådan her?" "Nej", grinede jeg og himlede med øjnene.

Vi satte os ved et bord ved en udendørs cafe. Jeg ved ikke rigtig, om jeg vil kalde det en cafe, det er nærmere en bod med borde omkring sig. Jeg kiggede op mod himmelen. Solen skinnede heldigvis stadig.

"Se, det her er det sjove ved at date?" Sagde jeg. "At solen skinner?" Spurgte han grinende, mens han fulgte mit blik mod himmelen. "Nej", sagde jeg og himlede endnu engang med øjnene af ham. "At man bare kan hygge sig uden nogen forpligtelser. Nogen fyre inviterer en med på restaurant på den 1. date, og så ender man med at sidde og glo på hinanden uden at sige et ord, fordi man er genert."

Han smilede. "Så er det godt nok nogle kedelige fyre, du har været på date med." Jeg nikkede. Det ville sikkert ikke ske for Louis. Han ville bare sige et eller andet sindssygt, der ville få den anden til at flække af grin.

En regndråbe ramte min kind, og jeg kiggede irriteret op. Solen havde da lige skinnet? Det var som om himmelen åbnede sig, og i det øjeblik styrtede regnen bare ned. Jeg hørte hvin ved siden af mig, og folk skyndte sig at rejse sig fra bordene og søge i ly. 

Vi fulgte de andre og rejste os også op. Desværre var det en udendørs forlystelsespark, så der var ikke rigtig noget ly nogen steder. Og de få steder der var, stod folk mast op ad hinanden. "Man dør altså ikke af lidt regn", sagde Louis, da han fik øje på 20 mennesker, der havde mast sig sammen på 2 kvadratmeter.

"Hvorfor regner det?" Jeg kiggede irriteret op mod himmelen. "Det er maj!" Louis trak på skuldrene. "Er der langt hen til bilen?" Spurgte jeg. Endnu engang svarede Louis uden at sige noget og rystede bare på hovedet. Han tog min hånd, og vi løb mod udgangen.

"Jeg er allerede gennemblødt", sagde jeg grinende. "Vi behøver ikke løbe." Louis overhørte mig og blev ved med at trække mig videre. "Der", sagde han og pegede på en presenning over en dør til en kro.

Vi løb i læ under den. Et øjeblik senere kom en anden løbende bag efter os. Personen slog hætten på sin hættetrøje ned og slog armene om sig selv, da hun kom i læ. "Maya?" Spurgte jeg vantro. Hun vendte sig mod mig. "Hej", sagde hun glad og kiggede så forvirret på mig. "Hvad laver du her?" Så fik hun øje på Louis. "Nårh." Hun smilede. "Hej Louis." Han vinkede til hende.

"Hvad laver du her?" Spurgte jeg forvirret. "Kan du huske, at jeg fortalte dig, at jeg havde fået et fritidsjob i en forlystelsespark?" Jeg nikkede. "Nårh." Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Hun smilede.

"Jeg var faktisk på vej til bus stationen, da det begyndte at regne." Hun trak på skuldrene. "Du kan da bare køre med os", foreslog jeg og kiggede over på Louis. Det var trods alt hans bil. Han nikkede. "Nej, nej det er fint", begyndte hun. "Jeg vil ikke forstyrre noget."

"Det er helt fint", brød Louis ind. "Jeg tror også, vejret passer bedre til en film derhjemme?" Han kiggede opfordrende på mig. "Jo", nikkede jeg. 

Der gik et par minutter, inden Maya blev utålmodig. "Jeg tror ikke, vejret bliver bedre", sagde hun og kiggede mod himmelen. "Skal vi ikke bare take a run for it?" Jeg grinede. "Sagt som en sand englænder." "Eller amerikaner", fortsatte hun. "Bilen er lige rundt om hjørnet", sagde Louis og afbrød  dermed vores lille samtale. Vi nikkede og løb ud i regnen. 

"Lige er vist en talemåde", sagde Maya med et grin, da vi havde rundet det første hjørne. "Jeg kan ikke engang se den!" Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Klap i og løb." "Den er da lige der", sagde Louis undrende og pegede.

Maya spurtede foran os. Jeg hørte noget rasle lige bag mig og vendte mig. Louis havde tabt bilnøglen. Jeg bøjede mig ned samtidig som ham og var ved at ramle ind i ham. Vi rejste os op. Han kiggede mig lige ind i øjnene. Jeg lagde ikke mærke til regnen længere og kiggede bare lige ind i hans øjne, da han han kom endnu tættere på. Alt var stille.

"Så kys dog!" Maya stod med armene i vejret og ødelagde stilheden. "Jeg fryser, så hvis I kunne skynde jer lidt, så jeg kunne komme ind i bilen, ville jeg sætte pris på det." Jeg grinede. Typisk Maya. "Jeg troede du ikke ville forstyrre", råbte jeg. 

Louis kastede nøglerne over til hende, inden han trak mig tættere. Jeg kunne høre bildøren smække, lige inden hans læber ramte mine. Jeg smilede tilfredst. Regnen silede ned, men jeg ænsede den ikke. Det eneste, jeg lagde mærke til var ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...