Over The Line (1D) *afsluttet*

Sky troede aldrig hun skulle se Harry Styles igen, ikke efter at han knuste hendes hjerte for 2 år siden. Så da det en dag ringer på, og han står udenfor døren, får hun et chok. Hun får et endnu større chok, da det går op for hende, at han ikke er kommet for at besøge hende men hendes lillesøster.
Men hvad sker der, når Sky tilfældigt støder ind i et af de andre medlemmer fra bandet, og får følelser for ham. Vil Harry fortryde sit valg? Og vil bandet kunne holde til det, eller vil de fem drenge gå fra hinanden?

23Likes
67Kommentarer
2324Visninger
AA

4. Ja?

Jeg gik søvnigt ned ad trappen og gned mig i øjenene, da jeg kom ned for foden af den. "Godmorgen", sagde min mor lidt for glad. Jeg traskede hen mod køleskabet for at finde juicen. Hun vendte avisen om, og jeg blev nysgerrig. Da jeg fik vendt den om, fortrød jeg det inderligt. Det var et billede af Harry og min lillesøster på date. Harry's nye flirt? Stod der på forsiden. Jeg sukkede og vendte avisen om igen. "Er du okay?" spurgte min mor om og kiggede mig ind i øjnene. "Ikke rigtig", sagde jeg stille og rystede på hovedet. "Jeg mener, det burde vel ikke genere mig. Det var jo mig, der slog op. Men jeg kan bare ikke lide tanken om dem sammen." Hun sukkede. "Det er ikke okay", sagde hun alvorligt. "Det er ikke meningen, at du skal have det okay med det. Han er trods alt din eks kæreste." 

I samme øjeblik kom min lillesøster fjedrende ind i køkkenet. "Godmorgen", kvidrede hun. "Jeg gætter på, du har set forsiden", sagde min mor med hendes du-ved-det-her-er-forkert tonefald. Min lillesøsters blik gled hurtigt over avisen, og vendte den så om. "Nårh den", sagde hun så. "Der er så mange af dem." Min mor løftede det ene øjenbryn, og i det samme ringede det på døren.

Min lillesøster skyndte sig ud af køkkenet og efterlod min mor og mig i chok. Hvorfor var hun så afslappet? "Jeg tror, nogen har ædt hendes hjerne", sagde jeg chokeret. "Jeg prøver at snakke med hende igen", sagde min mor opmuntrende. "Men du kender hende, man kan ikke bestemme over hende." Hun sukkede. Jeg kunne høre Harry's stemme ude i gangen og mit humør sank. "Op med humøret", sagde hun, da hun så mit lidt triste ansigtsudtryk. Hun trak mig ind i et kram, og jeg fik det lidt bedre.

Uheldigvis skulle jeg forbi gangen for at nå trappen. Jeg prøvede så godt, jeg kunne, ikke at blive set, men det var uden held "Hey", sagde Harry, da han så mig. Jeg kiggede bare på ham, indtil jeg kom i tanke om noget. "Vent der!" sagde jeg irriteret. Han kiggede overrasket på mig, men smilede så. Han troede åbenbart, jeg blev mere og mere forstående. Jeg gik op ad trappen og skyndte mig så, da jeg var kommet op for enden af den, hvor han ikke længere kunne se mig. Han skulle ikke tro, jeg skyndte mig for hans skyld. Det var det egentlig heller ikke, jeg ville bare gerne have det her overstået. Da jeg var kommet ind på mit værelse, fandt jeg hurtigt biletterne og drejede om på hælen og gik ned ad trappen.

Han kiggede overasket på mig, da det gik op for ham, hvad det var han stod med i hænderne. "Jeg vil ikke have dem", sagde jeg bare og gjorde mine til at gå. "Jamen..." sagde han forvirret. "Du kan ikke bestikke mig Harry", sagde jeg irriteret. "Så du kan ligeså godt lade være med at prøve." "Jeg prøvede ikke at bestikke dig", sagde han fornærmet, da jeg havde nået det første trin af trappen. "Og du kan godt glemme the friend act." Jeg vendte mig endnu mere irriteret om. "For vi er ikke venner. Vi er midlertidige bekendte." Nu brød min lillesøster ind i vores lille skænderi. "Hvad mener du med midlertidigt." "Du er vel ikke så naiv Rose?" sagde jeg koldt. "Hvis han ikke kan holde sig til én, når han ikke er verdenskendt. Hvordan kan du så tro, han kan det nu?" Rose kiggede såret på mig, men jeg var ligeglad. Det var sandheden, og det var på tide, den gik op for hende, hvis hun havde lukket øjnene for den.

Hun kiggede opfordrende på Harry. Som bad hun ham benægte det. Men han kiggede bare sammenbidt på mig. "Jeg vil ikke forsvare mig selv", sagde han bare. "Jeg ved, det, jeg gjorde, var forkert. Men jeg er ikke den samme mere." Han vendte sig halvt og kiggede kærligt på Rose. "Hvorfor kan du ikke bare være glad på vores vegne?" spurgte han så. "Hvorfor kunne du ikke bare have haft nok i mig?" spurgte jeg koldt og gik op ad trappen og efterlod en chokeret Harry tilbage.

 

***

 

Jeg kunne høre min lillesøster skændes med min mor inde på hendes værelse lige ved siden ad. "Han er alt for gammel til dig", sagde min mor. "Vel, er han ej", forsvarede min lillesøster sig. "Han er 18 og jeg er 16. Det er kun to år." "Du kan ikke være det bekendt overfor Sky." Min mor satte trumfen ind, og stilheden brød ud et øjeblik. "Tænker du kun på hende?" Råbte min lillesøster så. Jeg himlede med øjnene, typisk Rose. "Har du slet ikke tænkt på at jeg kan lide ham?" "Du kender ham knap nok", svarede min mor irriteret. "Desuden", fortsatte min søster. "Var det hende, der slog op med ham." Jeg kunne nærmest se min mor himle med øjnene. "Fordi han var hende utro. Siger det ikke en del om ham?"

Jeg kunne ikke holde ud at høre mere om ham. Ligemeget hvor jeg var, var han der også i en eller anden form. Jeg gik ned ad trappen. Lige inden jeg kom udenfor i det dejlige forårsvejr, fik jeg øje på noget, der lå på bordet ved siden af døren. Jeg sukkede og skulede til det. Biletterne. Hvad så, hvis jeg tog med? Kunne han ikke være ligeglad. En koncert var altså ikke nok til at tilgive ham. Jeg samlede dem irriteret op og gik udenfor. Pokkers, nu havde han for alvor ødelagt mit humør. Jeg kiggede op mod himlen og sukkede, og så på så dejlig en dag.

 

***

 

Jeg ringede på og kunne høre musikken fra One Directions nye cd. Jeg sukkede lidt irriteret. Maya var egentlig også en fan, men hun nedtonede det lidt, når hun var sammen med mig. Desuden var hun den eneste, jeg kendte, der ikke var fan af drengene men deres musik. Hun hadede Harry næsten ligeså meget som mig. Hun havde også kendt ham dengang, og anså ham derfor ikke som en gud, men som en der havde såret hendes bedste veninde.

Mayas mor lukkede op med et smil om læberne. "Goddag Sky", sagde hun venligt. "Hej", sagde jeg. "Er Maya hjemme?" Jeg kendte allerede svaret, jeg kunne jo høre musikken, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ellers skulle sige. Katie, Mayas mor nikkede, og jeg smuttede forbi hende i døren. 

Jeg bankede ikke på, men gik bare lige ind, som jeg havde gjort så mange gange før. Da Maya så mig, skyndte hun sig at slukke for musikken. Jeg satte mig på sengen, og hun vendte sig mod mig med et undskyldende smil. Jeg gav hende et blik, der sagde, at det var okay. Men jeg bad hende ikke om at tænde for musikken igen, jeg kunne ikke lige klare at høre hans stemme igen. Èn gang om dagen var mere end nok.

Jeg rakte hende biletterne, og hun så vantro på mig, da det gik op for hende, hvad hun stod med i hænderne. "Jamen", sagde hun og stoppede så. "Det lader til, at jeg ikke kan slippe af med dem." Jeg trak lidt irriteret på skuldrene. "Så jeg tænkte, at du sikkert gerne ville have dem." Hun kiggede et øjeblik på dem, inden hun smed dem fra sig på sengen. "Jeg vil ikke ind og se ham." Hun sagde ham, med så meget afsky, at jeg ikke kunne lade være med at smile. "Vær nu ikke dum", sagde jeg. "Er du ikke en fan?" Hun kiggede usikkert på mig men nikkede så stille. "Så værsgo." Jeg samlede biletterne op fra sengen og gav hende dem igen. Hun stod med dem et øjeblik, før hun svarede. "Er du sikker?" For at være helt ærlig, vidste jeg det ikke rigtigt. Men hun var min bedste veninde, og jeg elskede hende. Det var ikke fair, at hun skulle blive hjemme, bare fordi jeg havde et problem med Harry. 

"Ja", sagde jeg sikkert og nikkede. Hun smilede svagt, og jeg kunne se, hun prøvede at beherske sin glæde. Så gav hun mig et stort kram. "Jamen, så tak." "Du bliver bare nødt til at finde nogen at tage med." Hun kiggede forstående på mig, det kom ikke som en overraskelse, og nikkede så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...