Over The Line (1D) *afsluttet*

Sky troede aldrig hun skulle se Harry Styles igen, ikke efter at han knuste hendes hjerte for 2 år siden. Så da det en dag ringer på, og han står udenfor døren, får hun et chok. Hun får et endnu større chok, da det går op for hende, at han ikke er kommet for at besøge hende men hendes lillesøster.
Men hvad sker der, når Sky tilfældigt støder ind i et af de andre medlemmer fra bandet, og får følelser for ham. Vil Harry fortryde sit valg? Og vil bandet kunne holde til det, eller vil de fem drenge gå fra hinanden?

23Likes
67Kommentarer
2329Visninger
AA

2. Forsvind

Det ringede på døren. Gade vide hvem det kunne være? Jeg kiggede på klokken, den var over otte. Da ingen reagerede, rejste jeg mig fra den dejlige sofa for at åbne. Da jeg tog i håndtaget, fik jeg en underlig fornemmelse. Jeg ignorerede den og åbnede alligevel døren. Det skulle jeg ikke have gjort, for der stod han. Jeg havde ikke hørt fra ham i 2 år, og så stod han uden for min dør.

Min allerførste kæreste. Ham som havde lovet, at han ikke ville forandre sig, at han stadig bare ville være Harry, selvom han blev kendt. Den første dreng jeg havde været i seng med, som bagefter havde været mig utro. Ham som havde knust mit hjerte, og så efterladt mig til at samle det selv.

Mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere, og mit instinkt skreg, at jeg skulle smække døren lige i hovedet på ham, og jeg var også lige ved at gøre det, men tog mig selv i det. "Harry?" spurgte jeg undrende. "Hvad laver du her?" Han stod med et undskyldende ansigtsudtryk uden at svare. Jeg troede det skyldtes, at han havde dårlig samvittighed over at have knust mit hjerte dengang. Jeg kiggede stadig undrende på ham og kiggede så lige ind i hans øjne.

Det var de samme grønne øjne der mødte mig. De øjne jeg plejede at kunne kigge lige ind og føle mig tryg. "Har hun... Har hun ikke fortalt dig det?" spurgte han overrasket. Jeg kiggede undrende på ham. Hvad fanden snakkede han om? 

Han kiggede pludselig ned, og jeg vendte mig om, da jeg hørte nogen komme. Det var min lillesøster. Hun havde en sød sommerkjole med matchende sandaler med kilehæle på, og hendes hår var samlet i en rodet knold i nakken. Jeg skulle lige til at bede hende om at gå. Men så fik jeg øje på hendes ansigtsudtryk, da hun fik øje på Harry. Vent? Hvad var jeg gået glip af? Hun så forventningsfuld på ham, og han smilede til hende, hvor han derefter skævede nervøst til mig.

Nej, det kunne han ikke tillade sig! Efter alt det han havde gjort. Efter alle de timer jeg havde brugt på at græde på grund af ham. Hadede han mig så meget, at han kun levede for at gøre mit liv til et helvede? Jeg var næsten ovre ham, og nu kom han her og rykkede op i sårene endnu engang. Jeg sydede indvendig. Men vreden var egentlig kun en måde at gemme min ulykkelighed væk på.

Alt min vrede var rettet mod ham, indtil jeg kom i tanke om min lillesøster. Hvordan kunne hun finde på det? Hun vidste, hvor knust jeg havde været. Det var meningen, hun skulle støtte mig. Ikke gå bag min ryg. Jeg havde lyst til at råbe og skrige, men beherskede mig. Jeg sendte Harry et såret blik, som jeg vidste, han ikke var i tvivl om hvad betød, og jeg kunne næsten se hans dårlige samvittighed vokse. Så drejede jeg om på hælen, og skyndte mig op ad trappen. Jeg koncentrerede mig om ikke at græde, da jeg gik forbi min lillesøster. Han skulle ikke vide, at jeg var ved at bryde sammen indvendig. Jeg kiggede ligeså såret på hende, som jeg havde gjort på ham og lagde mærke til, at hun et øjeblik kom i tvivl. Samvittigheden tog over, men et splitsekund efter var det væk, og hun gik over mod Harry, som stadig stod udenfor.

Da jeg kom op for enden af trappen kunne jeg høre hendes stemme: "Det må du undskylde, jeg troede ikke hun ville være her." Harry svarede ikke. "Hvorfor havde du ikke fortalt hende det Rose", sagde han forurettet. "Det rigtige tidspunkt kom aldrig", sagde hun stille. "Det er noget pis!" sagde han irriteret. "Du sagde, du ville fortælle hende det. Det her gør bare det hele værre." "Tror du det her er nemt for mig?" spurgte hun. "Du vidste udmærket, det ville blive et problem!" "Det er sgu da heller ikke nemt for mig! Tror du jeg kan lide at se hende så såret, efter alt hvad der er sket?" Efter et par minutters stilhed, gik jeg ind på mit værelse og lukkede døren.

"Tror du jeg kan lide at se hende så såret, efter alt hvad der er sket?"  Ja, det tror jeg. Ellers ville du nok ikke dukke op på mit dørtrin for at tage på date med min søster! Som om han har det dårligt med det!Ej, sådan måtte jeg ikke tænke. Jeg havde trods alt været kæreste med ham i over et år.

Jeg rystede på hovedet. Han var ikke den samme, han var ikke den Harry, jeg kendte. Det havde han ikke været længe. Det er også ligemeget om, han har det dårligt med det. Han gjorde det alligevel, så dårligt kan han da ikke have med det. Jeg satte noget musik på og skruede helt op. Jeg satte mig op ad døren og lukkede alt ude.

 

***

 

"Hvor skal du hen Harry?" Det her var for meget. Han var for meget. "Ud og have noget frisk luft", sagde han på vej hen til døren. "Nej, du skal ikke. Jeg snakker til dig." "Hvad?" Han vendte sig irriteret om. "Er det her rigtigt?" spurgte jeg såret og kastede bladet over til ham. Han kiggede hurtigt på det, inden han smed det ned på gulvet. Vi vidste begge, hvad der stod på forsiden. "Ja", sagde han så og trak på skuldrene. "Okay", sagde jeg bare og drejede om på hælen. "Sky?" spurgte han forvirret. Da jeg ikke svarede, fortsatte han: "Hvor skal du hen?" Han fulgte efter mig. "Hjem", sagde jeg koldt. "Hvad så hvis jeg har været på diskotek med hende? Det betyder jo ikke noget," sagde han lidt panisk.

"Hvor dum tror du jeg er?" sagde jeg, og opdagede pludselig, at jeg havde råbt det sidste. Han stod og tænkte lidt over hvad, han skulle sige. Det gad jeg ikke vente på, og åbnede i stedet hoveddøren. Hurtigt greb han mig om håndleddet. "Sky", sagde han og kiggede mig i øjnene. "Du kender mig." "Ja", sagde jeg. "Men det hjælper mig ikke. Hvad er der sket med dig?" Han kiggede såret på mig. "Stoler du ikke på mig mere?" "Jeg har lukket øjnene de sidste måneder, på grund af dine forsikringer. Men nu er det 3. gang. Jeg kan ikke det her mere", sagde jeg og kiggede ham i øjnene.

Inden han sagde mere, gik jeg ud og smækkede døren. Jeg ventede halvt, han ville følge efter mig, men det gjorde han ikke. Længere henne ad gaden, satte jeg mig ned på fortovet. En tåre trillede ned ad min kind, og pludselig kunne jeg ikke holde de sidste måneders fortvivlelse inde længere.

 

***

 

Jeg kom tilbage til nutiden. Jeg kunne stadig huske det, som var det igår. Det gjorde stadig lige ondt, at han ikke havde haft nok i mig. At han ikke engang havde gidet at forklare. Ikke havde elsket mig nok til at stoppe mig. Her sad jeg to år senere og græd som dengang. Jeg lukkede øjnene hårdt i. Hvorfor var det så svært at glemme? Nej, jeg ville ikke have det som før. Det var så lang tid siden nu. Jeg fortjente bedre.

Det bankede på døren, og jeg skyndte mig at tørre mine øjne. Jeg åbnede døren, og der stod han igen. "Hvad vil du Harry?" spurgte jeg fjendsk. "Undskyld", sagde han bare. Jeg ved ikke om han forventede en reaktion, men jeg blev bare ved med at stirre på ham. "Jeg troede, hun havde fortalt dig det", sagde han så. "Er det dét, du undskylder for..." "Begge dele", afbrød han. "Nu hvor du er så forfærdelig ked af det, hvorfor gjorde du det så?" Jeg rystede på hovedet. "Jeg gider ikke engang høre det."

Han ignorerede det og fortsatte: "Jeg var virkelig ked af det, jeg var en idiot." "Det er sjovt, jeg husker ikke du nogensinde sagde noget som helst i den retning", sagde jeg endnu mere fjendsk. Han trak på skuldrene. "Vi vidste det jo begge to. Jeg tænkte tit på at ringe til dig, men jeg besluttede mig for, at du hadede mig for meget. Hvilket jo heller ikke var et under."

"Du er fuld af løgn. Du nærmede dig aldrig et undskyld, du var ligeglad", råbte jeg. "Det er svært at indrømme det, når man har kvajet sig så meget. Du fortjener bedre." "Og det gør min lillesøster ikke?" Han kiggede overrasket på mig. "Kan du ikke bare forsvinde?" Han kiggede et øjeblik såret på mig.

Hvordan kunne det overraske ham, at jeg havde det sådan? "Du er gået over stegen," sagde jeg. "Hvis du bare ville såre mig, var der så mange andre måder du kunne have gjort det. Du behøvede ikke bruge min søster."

Jeg smækkede døren i lige foran ham. Jeg troede han ville gå, men jeg kunne ikke høre nogle fodtrin. "Jeg prøver ikke på at såre dig", sagde han, og det gik op for mig, at musikken var stoppet.

Jeg kiggede ud af vinduet og bed mig i læben. Hvorfor ville han ikke lade mig være i fred? Efter et langt øjeblik hørte jeg hans fodtrin blive lavere og lavere. Jeg satte mig ned på gulvet og krøb sammen. Denne her gang var han gået over stregen, det var de begge.         

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...