Over The Line (1D) *afsluttet*

Sky troede aldrig hun skulle se Harry Styles igen, ikke efter at han knuste hendes hjerte for 2 år siden. Så da det en dag ringer på, og han står udenfor døren, får hun et chok. Hun får et endnu større chok, da det går op for hende, at han ikke er kommet for at besøge hende men hendes lillesøster.
Men hvad sker der, når Sky tilfældigt støder ind i et af de andre medlemmer fra bandet, og får følelser for ham. Vil Harry fortryde sit valg? Og vil bandet kunne holde til det, eller vil de fem drenge gå fra hinanden?

23Likes
67Kommentarer
2413Visninger
AA

12. Farvel Harry

"Jeg syntes, du skal gå nu Harry", sagde jeg koldt et øjeblik efter, da Louis var faldet lidt ned. Han kiggede overrasket op på mig fra hans plads på gulvet. "Nu." "Jamen", han kiggede over på Rose. Hun kiggede lige igennem ham. Han ville ikke få meget hjælp fra hende. 

"Syntes du ikke, du har gjort nok for en aften?" Han kiggede et øjeblik såret på mig men nikkede så. "Her." Rose nærmest rev hendes halskæde af og gav ham den. Harry havde givet hende den i fødselsdags gave, inden hun havde fortalt mig, at de datede. Den havde bare været: "fra en ven." Som hun havde sagt dengang.

Hun gad ikke engang bruge kræfter på at råbe af ham. "Og kom aldrig tilbage. Vi er færdige." Hendes stemme var så kold, at jeg fik kuldegysninger.

Han kiggede ulykkeligt på hende, mens han tog imod kæden. "Rose..." Hun drejede om på hælen og gik op ad trappen uden at se sig tilbage.

Han vendte sig mod Louis og mig. Jeg slap Louis og åbnede døren. Han gik mod den, men vendte sig i den. "Sky" "Jeg gider ikke høre mere Harry." Han skulle lige til at sige noget, men valgte så at tie stille.

Da jeg havde smækket døren, slappede Louis synligt af. "Jeg fatter ikke, at han kunne gøre det imod Rose", mumlede han. "Og imod dig", fortsatte jeg og gav ham et kram. Han trak mig helt ind til sig, og vores læber mødte hinanden. 

Lettere irritret trak jeg mig ud af kysset, da jeg hørte en dør smække ovenpå. "Jeg bliver nødt til at snakke med Rose", sagde jeg og kiggede ham i øjnene. Jeg ville egentlig helst bare blive hernede med Louis. Han nikkede og gav slip på mig.

Jeg gik op ad trappen og ind på Roses værelse. Hun lå på sengen med hendes hoved begravet i hovedpuden. Jeg kunne høre stille snøft komme fra hende.

Jeg satte mig stille ved siden af hende på sengen. "Jeg troede, han elskede mig", sagde hun og græd højlydt. "Det ved jeg godt", sagde jeg trøstende og strøg hånden over håret på hende.

"Hvordan kunne jeg være så dum?" Spurgte hun og kiggede op på mig, med tårerne strømmende ned ad kinderne på hende. Jeg trak på skuldrene. Jeg havde ærligt talt intet svar. Jeg havde selv været ligeså dum. "Det hedder forelskelse", sagde jeg hjælpeløst.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hun havde valgt at gå bag min ryg med ham. Det gjorde stadig ondt, og jeg var ikke sikker på, om jeg nogensinde kunne kommer over det. Men synet af hende så ulykkelig var ubærligt.

Hun vendte igen grædende hovedet mod puden. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kiggede ulykkeligt på hende, og en vrede steg op i mig. Ikke nok med at han havde såret mig, han havde også ladet det gå ud over Rose!

"Du skal ikke spilde dine tårer på ham", sagde jeg lidt mere vredt end nødvendigt. Rose kiggede undrende op på mig. "Undskyld", mumlede jeg. "Jeg er bare så vred på ham!" Hun smilede tappert til mig. "Undskyld", sagde hun stille. Jeg nikkede og trak hende ind til mig i et kram. Den kunne vi tage en anden dag.

Vi sad sådan i noget tid, inden hun begyndte at flytte på sig, og jeg gav slip. "Nå", sagde hun og tørrede sine øjne. "Louis venter vel også nede i stuen." Jeg kiggede bekymret på hende. "Han kan vente."

Hun rystede på hovedet. "Nej," sagde hun. "Det er fint. Jeg har det bedre nu. Desuden kunne jeg godt bruge lidt tid selv til at klare hovedet." "Er du sikker?" Jeg kiggede hende lige ind i øjnene. Hun prøvede forgæves at smile, men nikkede så i stedet. 

"Du kan bare komme nedenunder, hvis ensomheden bliver for meget", sagde jeg og rejste mig fra sengen. 

"Glem ham." Jeg vendte mig overrasket i døren mod hende. "Louis er perfekt for dig. Glem Harry", fortsatte hun, inden jeg kunne nå at spørge, hvad hun mente.

Jeg smilede halvt til hende. "Jeg ved det." Og med de ord gik jeg ud af døren. Jeg kunne høre Kelly Clarkson's Because of you, inden jeg fik lukket den helt.

Da jeg kom nedenunder, sad Louis i sofaen med en cola. Han havde opgivet maden, kunne jeg konstatere, da jeg lod mit blik feje over køkkenet.

Jeg satte mig ned ved siden af ham og lænede mig op ad ham. "Undskyld", sagde han, mens han nussede mit blonde hår. Jeg vendte overrasket hovedet mod ham, så vores øjne mødtes. "Hvad mener du?" "At jeg troede, du havde kysset Harry. Det var tarveligt. Jeg skulle have lyttet til dig først." Han smilede et undskyldende smil, men hans øjne var triste. Jeg ville også have været slået ud af den, hvis min påstået bedsteven prøvede at stjæle min kæreste.

"Det er okay", sagde jeg og vendte mig om igen. "Jeg må indrømme, at det så ret mistænkeligt ud." Han nikkede. "Dumme tv", mumlede han. Jeg kunne mærke hans brystkasse hæve og sænke sig under mig.

"Hvordan har Rose det?" Spurgte han efter et øjebliks stilhed. Hvor var han sød! Han tænkte også altid på alle.

"Hun er rimelig slået ud af den", sagde jeg ærligt. "Det er forståeligt. Hvad med dig?" Jeg vendte mig mod ham. "Jeg er okay. Så længe at vi er okay." Jeg smilede et stille smil til ham. 

 

***

 

Jeg fjernede mig fra Louis, men ikke mere end nogle få centimeter og smilede drilsk til ham. "Dril mig nu ikke", sagde han smilende og hev mig ned til sig igen. Vores læber mødtes endnu engang, og jeg satte mig med mine ben på hver side af ham i sofaen.

Jeg afbrød kysset endnu engang, for at fjerne mit hår om på den anden side hovedet og trak vejret. Jeg kunne også høre Louis's vejrtrækning. Jeg lænede mig ned mod ham igen, da dørklokken ringede. Hvem kunne det nu være?

Lettere irriteret fjernede jeg mig fra Louis, som rejste sig fra sofaen. Jeg sad stille og ventede på, at den ved døren ville gå, så Louis og jeg kunne fortsætte. Det var nok bare postbuddet eller sådan noget.

I stedet så jeg, Liam efterfulgt af de andre 4 drenge komme ind i stuen. Han kiggede overrasket på mig, inden han kiggede undskyldende over på Louis. Harry frøs fast til stedet, da han så mig.

"Vi bliver altså nødt til at snakke om det her", sagde Liam alvorligt. Typisk Liam, han skulle altid fikse alting. Jeg gjorde mine til at rejse mig, men Liam satte sig ned ved siden af mig og skubbede mig ned i sofaen igen.

Jeg kiggede op på Louis, som kiggede på Liam med en blanding af hjælpeløshed og irritation. "Det er ikke dit problem Liam", sagde Louis lettere sammenbidt. Liam kiggede overrasket over på Louis. "Ikke mit problem? Det er vores allesammens problem."

Jeg kiggede ned på mine hænder. Han havde jo på en måde ret. Hvis ikke de to drenge kunne finde ud af det sammen, var der ingen One Direction.

"Vi bliver altså nødt til at finde en løsning på det her." Zayn slog sig også ned i sofaen. Harry stod stadig stiv. "En løsning?" Spurgte Louis vantro. "Han kyssede min kæreste efter, at han har været hende utro og datet hendes søster." "Det er ikke fair, det var lang tid siden." Harry gik hen mod Louis.

Liam og Zayn rejste sig begge fra sofaen. Bare for en sikkerheds skyld. "Nå ikke det?" Råbte Louis. "Det er først, når jeg begynder rigtig at kunne lide hende, at du også vil have hende!" Harry kiggede pint over på mig.

Hvad ville han have, jeg skulle gøre? "Okay, okay." Liam trådte imellem dem med løftet hænder. Han kiggede over på mig. "Det kan kun være fair, at Sky får lov til at vælge." "Jamen", sagde Harry hjælpeløst. "Hun vælger jo Louis."

"Så har du nok selv været ude om det", sagde Niall koldt. "Det løser jo ikke noget", sagde Louis. "Nej." Jeg gik hen mod dem. "Jeg har jo allerede valgt." Harry kiggede lige på mig, og et øjeblik kunne jeg se den gamle Harry.

Jeg tog mig til hovedet. "Vær sød bare at komme videre Harry", sagde jeg og kiggede ham lige ind i øjnene igen. "Jamen" "Du vil jo ikke have mig", afbrød jeg ham. "Du havde 2 hele år til at ringe til mig."

Han kiggede hjælpeløst på mig, imens han ledte efter et svar. "Jeg fortrød, okay?" Jeg kiggede overrasket på ham. "Og så fortrød du åbenbart også igen i går aftes", sagde jeg irriteret. "Hvad er jeg Harry? Anden valget? Eller var det min søster?"

Han kiggede endnu engang hjælpeløst på mig. Kunne han ikke se, hvor sindssygt han havde opført sig? 

"Du bliver nødt til at back of Harry", sagde Niall alvorligt. "Ja, du havde din chance." Gav Zayn Niall ret. "Jamen, jeg elsker hende jo!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...