Over The Line (1D) *afsluttet*

Sky troede aldrig hun skulle se Harry Styles igen, ikke efter at han knuste hendes hjerte for 2 år siden. Så da det en dag ringer på, og han står udenfor døren, får hun et chok. Hun får et endnu større chok, da det går op for hende, at han ikke er kommet for at besøge hende men hendes lillesøster.
Men hvad sker der, når Sky tilfældigt støder ind i et af de andre medlemmer fra bandet, og får følelser for ham. Vil Harry fortryde sit valg? Og vil bandet kunne holde til det, eller vil de fem drenge gå fra hinanden?

23Likes
67Kommentarer
2318Visninger
AA

7. Det er mig, jeg er kompliceret

"Se hvem jeg har fundet!" Sagde Louis glad og viste os frem til Harry, som havde han ikke allerede set os. Maya dukkede frem bag mig, og Harry brugte hende som en undskyldning, til at gå lige forbi mig. Men Maya var på min side. "Hej Maya," sagde han glad og rakte hånden ud. Maya kiggede hurtigt på mig, inden hun bare gav ham et neutralt: "Hej." Hun gav ham ikke engang hånden. 

Overrasket blinkede han, og jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. Hun havde haft et par timer med ham på gymnasiet i 1. g, inden han blev kendt. Men egentlig kendte hun ham mest som min kæreste, eller ham der havde været mig utro. Og tro mig, ham havde hun ikke meget tilovers for. Det var utroligt, at han kunne huske hendes navn, men hun var jo også min bedste veninde. 

I stedet gik hun hen og smed sig i sofaen med Zayn i hælene. Jeg hørte Zayns grin et øjeblik efter, og vendte mig mod dem. Jeg kiggede undrende på ham. Hvad var det, der var så sjovt? Maya havde taget sin jakke af, og han stod og pegede på hendes t-shirt, som havde et billede af dem på sig."Så det er altså en fan, vi har med at gøre", sagde han.

Hun trak forlegent på skuldrene. "Hun skreg da ikke", sagde Niall og lavede en overdrevent overrasket grimasse. "Jeg er fan af jeres musik", sagde hun forklarende. "Men hvis det generer jer så meget, kan jeg da bare tage den af." Hun kiggede på dem med et frækt smil. De kiggede alle overrasket på hende, og jeg kunne se at Zayn overvejede det et øjeblik, inden Liam brød ind. "Nej, nej. Det er helt fint." Søde fornuftige Liam. Jeg kunne ikke lade være med at smile af ham.

"Jeg kan lide hende", sagde Zayn så grinende et øjeblik efter, henvendt til mig."Det kan jeg også", svarede jeg, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg ellers skulle svare. Zayn så ikke ud til at tage notits af det. Han havde allerede vendt sig mod Maya igen, i gang med at diskutere et eller andet.

"Hvordan har du haft det?" Jeg vendte mig og kiggede lige ind i Liams øjne. Han så bekymret på mig. Jeg trak på skuldrene. "Okay." Han trak mig ind i endnu et kram. Jeg smillede. Hvad var der med de her drenge og kram?

Han kiggede igen bekymret på mig, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig. Havde han taget mit parti dengang? Det kunne han vel ikke rigtig, kunne han? Jeg mener. Harry og ham var jo bedste venner.

Jeg slog tanken til side. "Jeg har det fint", forsikrede jeg ham endnu engang om. Det så til at berolige ham lidt, og hans bekymrede blik forsvandt kort efter.

"Nå, hvad har du lyst til at lave?" Louis kom glad hen til os. Jeg kiggede på ham med påtaget undren. "Jeg troede, det var meningen, jeg skulle høre jer synge. Men hvis du hellere vil ud og spise pizza, kan vi da også det," sagde jeg med et kækt smil.

"I kan da ikke gå nu", sagde Liam overrasket. Han havde åbenbart ikke hørt ironien i min stemme. "Koncerten begynder om et kvarter." Louis begyndte at flække af grin, og jeg kunne ikke holde masken mere. Stakkels Liam så endnu mere forvirret ud.

 

***

 

5 glade drenge mødte mig på vej ned fra scenen. Jeg kiggede over på Harry, og gengældte hans overlykkelige smil. Jeg var stolt af ham. Han havde gjort det. Han gjorde det ligenu! Det var hans drøm, han fortjente det. Jeg tænkte tilbage på alle de gange, jeg havde hørt ham øve med hans band White Eskimo. Alle de timer han havde brugt på at synge.

Han styrrede direkte over mod mig, og gav mig et stort kram. "Jeg er så stolt af dig", sagde jeg. "Af jer alle sammen."

Liam vendte sig mod mig. "Vi er ikke sikre, det er der ingen der er." "Du tænker for meget over det", sagde Zayn beroligende og lagde en hånd på hans skulder. "Du skal bare slappe af." Liam rystede på hovedet. "Zayn har ret Liam", brød Louis ind. Jeg kunne høre Liam sukke. Han brændte virkelig for det her, selvfølgelig var det svært "bare at slappe af." Selvom de andre ikke indrømmede det, var jeg sikker på, de var ligeså nervøse.  

"Hvor er jeg glad for, at jeg har dig", sagde Harry og kom tættere på. "Du er min inspiration." Han var så tæt på, at han hviskede det sidste i mit øre, og jeg smilede. Mit blik ramte Louis, som kiggede over på os, inden Harrys læber ramte mine, og han opslugte hele min verden.

 

***

 

Drengene kom endnu engang ned fra scenen. Det var tydeligt, at det var ved at være rutine. Dengang havde det være en sindssyg drøm, nu var det deres dagligdag. Harry så ud til at spekulere over noget, inden han fik øje på Rose, som stod ved siden ad mig.

Han styrede over til hende og gav hende et kram. Jeg sukkede. Det var ligesom at se sig selv. Specielt fordi hun lignede mig på flere punkter. Jeg var sikker på, at andre havde set os være på samme måde, dengang vi var sammen. 

Jeg blev revet ud af mine tanker af Niall og Zayn, som kom pjattende ned ad trappen fra scenen. De var stadig de samme. Liam så stadig lige så lykkelig ud som dengang. Han villle aldrig få nok af det her. Louis kiggede på mig med et kækt grin. "Hvad syntes du så?"

"Jeg syntes kun, I er blevet endnu bedre, siden jeg sidst så jer", sagde jeg og gengældte hans smil. Det mente jeg faktisk. Siden Harry og jeg var gået fra hinanden, havde jeg stort set isoleret mig fra One Direction vanviddet. Men jeg måtte alligevel indrømme at de var gode. Desuden kunne jeg lige så godt syntes om deres musik, for de her sange ville komme til at spille inde i mit hovede de næste par dage.

"Det er jo også lang tid siden. Det var helt tilbage til x-factor," sagde Louis glad. "Tror du, det har gjort jer bedre?" Spurgte jeg ham om. "At I har været med i x-factor?" Han trak på skuldrene. "Jeg tror, det har givet os en forståelse for, at man hele tiden skal forbedre sig for at være med." "Ellers ryger man ud", sagde jeg tankefuldt.

Egentlig var det ikke så forskelligt fra x-factor. Hvis man ikke forbedrede og fornyede sig nok til at folk lagde mærke til en, blev man glemt. Blev man glemt, var man ude. I x-factor blev man ganske simpelt stemt ud, og man vidste med det samme, at man havde tabt. I den virkelige verden skete det hen ad vejen. Og så pludselig var man blevet skiftet ud med en nyere og bedre model.

Jeg vågnede fra mine spekulationer og fandt ud af, at Louis betragtede mig bekymret. Jeg opdagede til min skræk, at jeg havde blikket mod Harry og Rose igen. "Tag dig ikke af dem." Han fulgte mit blik. "De er ikke det værd." Jeg rystede på hovedet og kiggede flovt ned i gulvet. "Du har ret", mumlede jeg.

 

***

 

Harry og Rose gik foran os op ad havestien til min hoveddør. Drengene havde hentet hende, så de satte hende også af. Jeg havde kørt med dem, fordi Maya havde lånt min bil for at køre hjem for et par timer siden.

Drengene havde bestemt sig for, at vi skulle have det lidt sjovt. Så vi var endt på en irsk pub, som Niall kendte, og som jeg havde glemt navnet på nu. Det var da også lykkedes dem at trække både Maya og mig med, men Maya havde alligevel fået nok kultur for en aften. 

De var stoppet udenfor døren, og jeg kunne høre Roses stemme. "Vil du ikke med ind?" Harry rystede på hovedet. "De venter." Han pegede på bilen.

De to var en kliche på en gammeldags film. I kender sikkert alle sammen de scener, hvor de to ny forelskede har været på date, og han følger hende hjem, hvor de altid siger farvel udenfor døren? Sådan var det at se dem to sammen. Lige efter bogen lænede han sig tættere på og kyssede hende.

Her var det så, at jeg tvang mit blik tilbage til Louis, som kiggede lidt genert på mig. "Jeg havde det sjovt i aften", sagde han. "Du er sjov at være sammen med." Jeg mærkede, at mine kinder blev varme og takkede Gud for, at det var mørkt, så han ikke lagde mærke til det. 

"Du må have en afsmittende effekt", sagde jeg og hørte hoveddøren smække. I min øjenkrog kunne jeg se Harry gå forbi os. 

Origanale som vi er, nåede vi ikke døren, før vi stoppede. Han stod kun få centimeter fra mig. Hvis jeg ville, kunne jeg rykke en anelse tættere på ham, og vi ville ende natten med et kys. Jeg behøvede ikke engang flytte mig, jeg kunne se på ham, at alt der skulle til var et blik, der sagde, at det var okay. At jeg gerne ville have, at han kom tættere på.

Jeg var lige ved det, da jeg fik øje på Harry, der stod lettere pint op ad bilen. De fleste villle måske have brugt situationen til at få Harry til at tvivle på hans valg. Men nej. Hvis jeg skulle kysse Louis, skulle det være noget specielt. Det ragede ikke Harry eller nogen af de andre fra bandet. Det var noget mellem os. Desuden kunne jeg heller ikke tage det udtryk, der var i Harrys øjne.

"Du ringer bare", sagde han efter et øjeblik. "Du har mit nummer." Jeg nikkede. Han kyssede mig på kinden og vendte sig om.

Jeg gik det sidste stykke op ad havestien, lukkede mig ind og smækkede døren. "Hvorfor kyssede du ham ikke?" Spurgte jeg mig selv stille om, mens jeg sank sukkende ned ad døren. Hvorfor skulle følelser også være så komplicerede?

 

________________________________________________________________________________

Hej!

Hvis der er nogen, der undrer sig, vil jeg bare lige slå fast at Louis ikke er kærester med Elanor i denne her historie.

Og nu hvor jeg har jeres opmærksomhed vil jeg bare lige sige tusind tak fordi I læser min Movellas, det betyder rigtig meget for mig! I må meget gerne kommenterer, like og favorisere :D

xoxo Louise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...