Over The Line (1D) *afsluttet*

Sky troede aldrig hun skulle se Harry Styles igen, ikke efter at han knuste hendes hjerte for 2 år siden. Så da det en dag ringer på, og han står udenfor døren, får hun et chok. Hun får et endnu større chok, da det går op for hende, at han ikke er kommet for at besøge hende men hendes lillesøster.
Men hvad sker der, når Sky tilfældigt støder ind i et af de andre medlemmer fra bandet, og får følelser for ham. Vil Harry fortryde sit valg? Og vil bandet kunne holde til det, eller vil de fem drenge gå fra hinanden?

23Likes
67Kommentarer
2331Visninger
AA

14. Break up eller split up?

"Hvad er der sket?" Maya stod med et chokeret udtryk i ansigtet, da hun åbnede hoveddøren og fandt mig med tårerne strømmende ned ad ansigtet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg nøjedes bare med at gå forbi hende ind på hendes værelse. 

Jeg smed mig på sengen, og hun fulgte efter mig og lukkede døren. "Hvad er det Sky?" Jeg snøftede og prøvede at sige noget, men jeg vidste ikke helt hvad. Jeg tøvede et øjeblik, før jeg fik taget mig sammen.

"Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne tage dramaet", sagde jeg og græd højlydt. "Hvem?" Maya sad forvirret på sengen. Måske var det bedst, at starte med starten.

"Harry vil åbenbart have mig tilbage, og det er ikke noget, han ombestemmer sig med. Så jeg fortalte Louis, at jeg ikke kunne klare alt det drama, der var, ved at han var kendt." "Jamen, hvorfor ville du dog sige det?" Spurgte Maya overrasket.

"Hvis ikke jeg forsvinder", snøftede jeg. "Går bandet i opløsning." "Det kan du da ikke vide", trøstede Maya mig, mens hun trak mig ind i et kram. Jeg rystede på hovedet. "Du skulle have set Louis og Harry, og bagefter Liam og Harry, og det er alt sammen på grund af mig!" 

"Det er ikke din skyld. Det var Harry, der startede det her." Jeg snøftede og tørrede tårerne væk fra mine kinder. "Ja, men det er på grund af mig. Jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis Louis mister sin drøm på grund af mig."

Hun kiggede på mig med et desperat udtryk blandet med vrede. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Men det var helt sikkert, at hun var rasende på Harry. "Hvad med dig?" Spurgte hun. Jeg rystede på hovedet.

"Sky du elsker ham jo." Jeg snøftede endnu engang og ignorerede hende. "Hvorfor fortalte du ham ikke bare sandheden?" "Fordi", begyndte jeg. Kunne hun virkelig ikke regne det ud? "Fordi så ville han ikke lade mig gå. Han blev ved med at påstå, at vi finder en løsning. Men det er håbløst!"

"Det kan du da ikke vide", prøvede Maya. "Jeg vil i hvert fald ikke sidde og kigge på, at du bryder sammen, fordi du vil redde Harry."

Jeg kiggede overrasket op på hende. "Det her har intet med Harry at gøre!" Råbte jeg vredt og rejste mig. "Det er ikke fair, at du skal opgive Louis på grund af Harry", blev Maya stædigt ved.

"Det kan godt være", mumlede jeg og faldt ned på sengen igen lidt mere rolig. "Hvorfor så? Du kender Harry, om en måned har han glemt dig."

Jeg sukkede. Hvad ville hun have, at jeg skulle gøre? Min mobil ringede. Det var Louis. "Tag den dog!" Nærmest råbte Maya. Jeg gav hende et irriteret blik. Det var ikke hendes problem. Jeg skulle nok selv bestemme, om jeg tog den eller ej.

 

***

 

Jeg rundede hjørnet til min gade, og da jeg kom lidt længere op ad vejen og nåede vores havelåge, fik jeg et chok. "Hvad laver du her Harry?" Spurgte jeg irriteret, mens jeg prøvede at gå forbi ham uden overhovedet at give ham et blik og hurtigst muligt låse hoveddøren op. Han rejste sig fra sin plads på trappen foran døren.

Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at det var Harry og ikke Louis, der var her. "Bare giv mig én chance", sagde han. Jeg vendte mig vredt om. "Nej", sagde jeg bestemt. "Jamen, hvorfor slog du så op med Louis?" "Hvordan ved du det?" Spurgte jeg chokeret.

"Vi hørte jer", sagde han. Kunne han slet ikke regne det ud? Hvordan kunne han stå jer og bede om en chance, når han vidste, at det var på grund af ham, at Louis og jeg var gået fra hinanden? "Har du ingen samvittighed?" Spurgte jeg med tårerne trillende ned ad min kinder.

Han kiggede chokeret på mig. "Louis og mig har ikke været fra hinanden i mere end en time. Jeg troede, I var bedste venner." Og med det låste jeg døren op, gik indenfor og efterlod ham udenfor i chok.

 

***

 

"Ikke nu!" Råbte jeg, da nogen bankede på min dør. Døren åbnede alligevel, og jeg rejste mig demonstrativt for at få min lillesøster ud af værelset.

Det var bare ikke min lillesøster, det var Louis. "Hvordan er du kommet ind?" Spurgte jeg chokeret. Okay, måske ikke den vigtigste detalje, men jeg var for overrasket til at udtænke et bedre spørgsmål.

"Rose lukkede mig ind", sagde han og satte sig på sengen. Jeg satte mig ned ved siden af ham. "Sky", han kiggede mig lige ind i øjnene. Der kunne ikke spores vrede i dem. Det var for meget, så jeg kiggede ned i gulvet.

"Jeg er ikke dum. Jeg ved godt, hvad der foregår. Hvis det er det, der skal til, tager jeg gerne en pause fra bandet." Jeg kiggede chokeret på ham.

"Nej!" Udbrød jeg. "Det er det sidste, jeg vil have." Han kiggede overrasket på mig. "Okay, så en pause fra Harry." Jeg kiggede dumt på ham. "I kan da ikke smide Harry ud", sagde jeg.

Okay, måske var det på tide bare at sige det ligeud. "Louis", jeg stoppede. "Det er ikke Harry, eller jo. Men jeg ville kunne holde ham ud, det har jeg jo gjort indtil nu." Louis kiggede afventende på mig, en smule forvirret.

"Du så hvordan Liam og Harry skændtes, og dig og Harry. Jeg vil ikke", sagde jeg en smule usikkert. Hvordan skulle jeg sige det? "Hvad Sky?" Spurgte han. "Splitte jer ad, okay!?" Jeg var begyndt at råbe og rejste mig op.

"Sky", Louis rejste sig også op. "Hvis der er nogen, der splitter bandet ad, er det Harry." Han gik tættere på mig. "Jamen, det er på grund af mig!" Jeg kunne mærke tårerne igen. Hvorfor skulle jeg græde så meget? Fandens tårer!

"Hør her." Louis tog mine hænder i sine. "Vi skal på tour om en uges tid." Jeg kiggede overrasket på ham. Hvorfor var det her, det første jeg hørte om det. "Bare rolig, det er kun 2 måneder", sagde han, da han så mit forskrækkede ansigt.

"Kun 2 måneder?" Spurgte jeg. Mente han det seriøst? Kun! Han smilede et øjeblik over min reaktion, inden han blev seriøst igen.

"Efter et par måneder, skal han nok være kommet på andre tanker." "Tror du?" Spurgte jeg. "Ja", sagde han, mens han trak mig ind til ham.

Han kiggede på sit ur. "Det var nok verdens korteste break-up." Jeg slog kærligt til ham, mens jeg grinede. "Så kan vi i det mindste holde 2 månedsdage." "Nå så det var ideen bag?" Nu var det ham, der grinede. "Selvfølgelig ik" Længere kom jeg ikke, før jeg kunne mærke hans læber mod mine.

 

***

 

"Bare rolig. Jeg kommer tilbage efter dig", sagde Louis og gav mig et kram. "Jeg ved det godt", sagde jeg irriteret over de tårer, jeg kunne mærke på vej ned ad mine kinder. Han tørrede dem væk med sin tommelfinger.

"Jeg kommer bare til at savne dig så meget", sagde jeg med et forsigtigt smil. "Jeg kommer også til at savne dig." 

"Kom nu!" Buschaufføren dyttede utålmodigt. "Jeg bliver nødt til at gå." Jeg nikkede. Hvorfor var det så svært at sige farvel? Det var jo kun midlertidigt. 

Han vendte sig mod bussen, men han nåede ikke længere end et par skridt, inden han vendte sig om og kom løbende mod mig igen. "Hvad?" Spurgte jeg forvirret. "Jeg glemte noget", sagde han bare.

Jeg nåede ikke længere, inden hans læber lå mod mine igen. "Kom nu!" Råbte buschaufføren igen. "Vi ses", sagde han. "Vi ses", sagde jeg med et smil. Jeg vinkede ad bussen, da den forlod parkeringspladsen. 2 måneder... Det var fandens lang tid!

Jeg fik øje på Harry's sårede blik lige inden, bussen forsvandt. Jeg håbede inderligt at Louis havde ret. Ellers... Ja, hvad ellers?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...