Over The Line (1D) *afsluttet*

Sky troede aldrig hun skulle se Harry Styles igen, ikke efter at han knuste hendes hjerte for 2 år siden. Så da det en dag ringer på, og han står udenfor døren, får hun et chok. Hun får et endnu større chok, da det går op for hende, at han ikke er kommet for at besøge hende men hendes lillesøster.
Men hvad sker der, når Sky tilfældigt støder ind i et af de andre medlemmer fra bandet, og får følelser for ham. Vil Harry fortryde sit valg? Og vil bandet kunne holde til det, eller vil de fem drenge gå fra hinanden?

23Likes
67Kommentarer
2358Visninger
AA

5. All the right moves

"Ja," sukkede jeg for 117. gang. "Ja, jeg er sikker på, at det er okay." Maya havde ringet til mig hele dagen, for at sikre sig, at jeg syntes det var okay, at hun tog til koncerten. "Men hvad nu..." Nu begyndte hun på et af hendes sindsyge scenarier. "...hvis jeg kommer til at kunne lide en af dem?"

Jeg sukkede højlydt. "Så kunne det også være i blev ædt af en hval." Der var et øjebliks stilhed, og jeg tog mig sammen. "Du ved godt, de skal synge, ikke?" Nu var det hende, der sukkede. "Ja, det ved jeg godt. Men i pauserne og sådan noget." "Så send mig en invitation til brylluppet, og hvis jeg skal være brudepige, vil jeg selv vælge kjolen." Hun grinede i den anden ende af røret. "Ved du godt hvor lille chancerne er for det. Desuden har jeg kun et problem med Harry", sagde jeg alvorligt. "Ja, men de er jo bedstevenner", blev hun ved. Jeg sukkede, jeg orkede simpelthen ikke den her samtale, den var for langt ude.

"De bestemmer jo ikke over Harry", sagde jeg så tålmodigt, jeg kunne. "Hvad siger det ikke lige om dem, at de er venner med sådan en idiot?" Jeg kunne høre hendes fantasi gik i stykker. "Sådan nogle vil jeg da ikke være sammen med." Jeg kunne mærke hun rystede på hovedet. "De har jo ikke selv valgt gruppens medlemmer, de blev jo sat sammen, husker du nok. Desuden kan de jo godt være flinke." Dørklokken afbrød vores samtale. "Jeg bliver nødt til at smutte, nogen ringer på døren, og jeg gider ikke have flere opkald om det her", sagde jeg bestemt. En smule lettet gik jeg nedenunder for at åbne.

"Sky?" Louis kiggede vantro på mig, indtil sandheden gik op for ham. "Er Harry's Rose, din Rose?" spurgte han stadig vantro. Jeg nikkede. "Typisk Harry", mumlede Louis. "Han tænker sig aldrig om."

Jeg kendte Louis, fra dengang Harry kom med i One Direction, men jeg havde aldrig været selv med ham. Det havde altid været, når de trænede, eller efter de havde optrådt. Men han havde altid været sød og venlig, dog en smule barnlig og larmende, men det generede mig ikke spor. Men lige nu var han stille. Jeg tror faktisk aldrig, jeg havde set ham så stille og rolig før. 

Efter et øjeblik var det ligesom, han vågnede fra hans chok. "Det er godt at se dig igen." Han gav mig et varmt kram, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var længe siden, jeg var blevet krammet på den måde. Efter et øjeblik trak jeg mig ud af krammet og kiggede på ham. "Jeg leder efter Harry", sagde han undskyldende. "Vi havde lydprøve, men han dukkede aldrig op, og så tænkte jeg." Jeg nikkede forstående. "Nej, jeg har ikke set Harry." "Hvad med din lillesøster, tror du, hun ved, hvor han er?" Han kiggede et øjeblik forhåbningsfuldt på mig. Jeg trak på skuldrene. "Måske, men hun er her ikke." "Nej, jeg ved ikke hvor hun er", sagde jeg så, da han kiggede opfordrende på mig.

Jeg forventede, at han ville give op, men han blev ved med at kigge afventede på mig. "Fint", sukkede jeg. Jeg havde så meget ikke lyst til at ringe til hende. "Vil du ikke med ind imens?" Han nikkede og gik forbi mig. "Bare..." Jeg gik i stå. "Lad som om du er hjemme?" Spurgte Louis venligt med et lille grin. Jeg nikkede. "Jeg skal lige op efter min mobil." Han nikkede og gik ind i stuen. 

"Hun svarer ikke", sagde jeg beklagende på vej ned ad trappen. Da jeg kom ind i stuen, så jeg Louis, som studerede et billede. "Er det hende?" Jeg nikkede med en klump i halsen. Hvorfor var det, at alle lagde mærke til hende?

"Fandt du ud af, hvor de var henne?" spurgte han og vendte sig mod mig. Jeg rystede på hovedet, han havde åbenbart ikke hørt mig før. Louis sukkede og satte sig tungt i vores sofa. 

"Jeg kan prøve igen senere", foreslog jeg ved synet af hans opgivende ansigtsudtryk. Han nikkede. "Ellers dukker han vel også op til koncerten." 

Det var hans store drøm, jeg kan huske, han plejede at glæde sig helt, hver gang han havde muligheden for at spille med hans tidligere band White Eskimo, og det var kun til privatfester og sådan noget. Nu kunne han ikke engang komme til lydtjek, når han skulle spille for flere tusinde. Hvor var den gamle Harry blevet af?

Pludselig ringede min mobil. Det var Rose. "Hey Rose", sagde jeg så glad som mulig. "Hej", sagde Rose en smule undrende i den anden ende af røret. "Du havde ringet?" "Ja, ved du hvor Harry er?" Der gik et øjeblik. "Ja, han sidder lige ved siden af mig", sagde hun så lidt usikkert. "Hvor er I?" spurgte jeg lidt utålmodigt. "Vi er på vej hjem." Jeg vidste at hjem, altid ville være her hjemme for Rose, så i stedet for at forklare, sagde jeg bare: "Okay, så ses vi." 

Det må have overrasket hende en smule, for hun nåede ikke at svare, før jeg lagde på. Måske burde jeg have forklaret, men jeg havde egentlig ikke lyst til at snakke med hende om Harry. Desuden ville Louis forklare det hele, når de kom tilbage.

"Nå?" spurgte Louis. "De er på vej herhen." Han nikkede. "Jeg må nok hellere blive, hvis det er okay? Bare så han ikke stikker af", han smilede et skævt smil. "Det er fint", sagde jeg og gengældte hans smil.

"Ej, hold nu op", sagde jeg grinende. Louis var i gang med at demonstrere hans danseevner, hvilket ikke var imponerende. Jeg begyndte bedre at kunne forstå, hvorfor de ikke dansede i deres musikvideoer. "Jeg slukker musikken", sagde jeg advarende med et kækt glimt i øjet, og hev ham ned på sofaen ved siden af mig, for at forhindre ham i at ødelægge et eller andet. 

Grinende landede han ved siden af mig. "Jeg advarede dig jo", sagde han og dansede halvt i sofaen. "Nej du gjorde ej", sagde jeg demonstravivt og skubbede for sjovt til ham.

Jeg kiggede rundt for at sikre mig, at der ikke var noget han kunne smadre i hans nærhed, og fik øje på Harry, som stirrede overrasket på os. Vi havde åbenbart ikke hørt dem komme ind, på grund af musikken. Louis dansede videre uden at ænse noget som helst, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

Da Louis et kort øjeblik efter fik drejet hovedet i et af hans dance moves og så Harry, var Harry stadig ikke kommet sig over overraskelsen. "Harry!" sagde Louis først glad og skyndte sig hen til ham. "Der er du endelig." Hans tonefald ændrede sig til utålmodigt. "Hvordan vidste du, at jeg var her?" spurgte han overrasket og rynkede øjenbrynene. "Jeg har ledt efter dig", sagde Louis alvorligt. "Det har vi alle. Hvorfor troede du ellers, at Sky ringede til Melissa?" 

Da jeg så over på Harry, opdagede jeg, at han havde troet, jeg ledte efter ham, og skuffelsen var ikke til at tage fejl af. "Det ved jeg ikke", sagde han stille og trak på skuldrene. Louis så ikke ud til at lægge mærke til noget. "Du kom ikke til lydprøven", sagde Louis igen alvorligt. "Åh." Harry slog sig på panden. "Det havde jeg helt glemt." "Det tænkte jeg nok", sagde Louis, og da Harry ikke reagerede, fortsatte han: "Let's go!" 

Endelig bevægede Harry sig men ikke mod hoveddøren, mod køkkenet. Louis stod forvirret, mens han vendte sig mod døren gentagne gange for at sikre sig, at han virkelig var kommet ind den vej. Jeg nikkede, da han havde gjort det et par gange, og han stoppede. Harry skulle først sige farvel til Rose.

"Kommer du i aften?" spurgte Louis mig om et øjeblik efter. Jeg rystede på hovedet. "Hvorfor ikke?" spurgte Louis overrasket. Jeg rynkede panden, var det ikke åbenlyst? Jeg pegede den vej Harry var gået. Han nikkede forstående, men sagde så: "Lad ikke ham stoppe dig. Han er en idiot, hvis han ikke kan se, hvad han mistede." Jeg smilede genert, og han trak mig ind i endnu et stort knus.

Nogenlunde samme tid kom Harry og Rose ind i stuen. Harry kiggede endnu engang overrasket på os, og denne gang også en smule irriteret. "Jeg troede vi skulle skynde os", sagde han en smule gnavent og gik mod døren. Louis gav slip på mig, og jeg fulgte ham hen til døren, som Rose gjorde med Harry. "Hyggeligt at se dig igen", sagde Louis og gav mig denne gang hånden. "I lige måde."

"Jeg efterlader dit navn bag ved scenen, så kan du komme, hvis du har lyst", sagde han stille, inden han vendte sig mod døren, for at følge efter Harry. Jeg nikkede bare.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...