Borrowed Wings

Livet efter døden, at beskrive det med kun et enkelt ord var umugligt. Denne skønhed, denne fred, denne... Ej, helt ærligt, hvem prøvede jeg at narre? Livet efter døden var noget lort, og lige meget, hvor mange gange jeg forsøgte at se det fra den lyse side, endte jeg altid med at ligge nede på gulvet af grin over, hvor tåbelig jeg selv lød.
Nej, nu skal jeg fortælle dig, hvordan livet efter døden i virkeligheden var. Ikke noget med fine ord og smuk indpakning. Sandheden, og kun sandheden. Hmm... lad mig se, hvordan skal jeg nu begynde? Nårh jo, hvad med en kort forfatning af det hele: Hvis du troede livet var hårdt og barskt, så klarer du ikke én dag her. Det er spis eller bliv spist, der gælder...

6Likes
2Kommentarer
702Visninger
AA

3. Questions to be answered - Kapitel 1

 

„What lies behind us and what lies before us are small matters compared to what lies within us.“

Et rum… Et lillebitte og uhyggeligt rent rum. Ingen vinduer eller døre, bare et rum uden noget som helst i. Jeg stod lidt tid, og bare stirrede. Der måtte da være noget som jeg havde overset? De kan da ikke helt seriøst mene, at det her var det vi alle sammen kunne vente efter cirka 90 årtier med hårdt arbejde? Det kalder jeg god reklamering for noget billigt bras, man inderst inde ikke ønsker.

Jeg tog en dyb indånding, for at rense mit hoved for alle de negative tanker.  Hurtigt drejede jeg om på hælen, for at lægge den store skuffelse bag mig, men lige da jeg skulle til at træde over dørtærsklen til den store port, smækkede den lynhurtigt i. Langsomt begyndte den at tone væk, for til sidst helt at forsvinde. Det tog min hjerne lidt tid at registrere, hvad der lige var sket. Døren forsvandt. Bare sådan ’Puf!’ og så var den der ikke længere. Hvad i alverden?

Jeg lænede mig tungt op a væggen, hvor porten lige havde været, for langsomt at glide ned på gulvet.

Hvad sker der? Hvor er jeg?

Tankerne fløj rundt i mit hoved, som små forvirrede fugle der var fanget i en storm. Det fløj ind i hinanden, fløj den forkerte vej og vendte op og ned på dem selv.  Alle sammen pippede de desperat efter at få svar på deres spørgsmål. Da var det at én bestemt fugl pippede ekstra højt. Nej ,ikke pippede, skrappede. Det var en kæmpe stor ørn, med et vingefang på omkring 1,5 meter. Men det var ikke dens imponerende størrelse, der fik mig til at vende al opmærksomhed mod den. Det var det spørgsmål den repræsenterede. Et så stort spørgsmål, at det var underligt, at jeg ikke havde opdaget det noget før. Ørnen skreg til mig:

Hvem er jeg!?

De tre ord fylde mig med en rædsel langt større end, hvis jeg havde set en flok zombier. Ikke at vide hvem jeg var, var ligesom… ja, ikke at vide hvem man var.

Jeg hev mine knæ op til mit bryst og foldede armene stramt rundt om dem. Mit hoved lagde jeg oven på mine knæ, og ventede på at jeg ville begynde at græde.

Men det gjorde jeg ikke. Det var som om der var et stort hul i mit bryst, som slugte alle følelser. For jeg var ingen, ingen overhoved.

Og med det destruktive, men sande tanker, faldt jeg i en dyb søvn.

 

__________________________________________________________________________________

”Hvornår ankommer de nye aspiranter?” Mr. Isaaq lænede sig træt tilbage i skrivebordsstolen, udmattet efter de utallige møder og det uendelige papirarbejde. Han strøg fingrene gennem sit blæksorte hår, og lukkede de dybblå øjne i et kort sekund af hvile. Der var ingen tvivl om, at han havde været populær i sin ungdom, men de mange år med hårdt arbejde havde sat sine tydelige præg.

”De er lige kommet gennem porten, sir.” Overfor Mr. Isaaq, på den anden side af det store egetræsskrivebord, stod en noget yngre og ranglet fyr. De blå stjerner på hans skulderærme indikerede, at han var en tactikaner, det samme som Mr. Isaaq, og det at han havde to stjerner, viste, at han selv lige havde været aspirant.

”Nogle problemer undervejs?”

”…Nej, sir.”

”Det lyder ellers sådan.” Lynhurtigt rejste den middelaldrene mand sig fra stolen, og på få sekunder stod han ved siden af sin underordnede. Den ranglede fyr tog et par skridt tilbage af bar overraskelse. Han sank nervøst, mens hans blik begyndte at flakke. Mr. Isaaqs blik borede sig ind i fyrens, og kort efter begyndte den unge mand at mumle uforstående.

”Fortæl mig sandheden, koporal, og kun sandheden.” Koporalens knæ gav sig hurtigt under vægten fra Mr. Isaaqs blik. Han begyndte hastigt at fortælle, hvordan flere af de nyankommne aspiranter havde begyndt at stille spørgsmålet om ’hvem de var’ og derefter var faldet i en dyb søvn, som det ikke var til at vække dem fra.

Mr. Isaaq indstillede sit stirreri, og koporalen faldt sammen af udmattelse. Eftertænksom gik han tilbage til sin plads og satte sig tungt ned. Sådan sad han lidt og overvejede om det var et problem han burde rapportere til sine overordnede.

Fyren, som havde ligget og sundet sig i et godt stykke tid, kom besværet op at stå, og forsøgte rystende at få sat sin uniform ordenligt. Mr. Isaaq kiggede fraværende på den unge mand, som han lige havde brugt sin specielle evne på. Det var tydeligt, at han var skuffet over nutidens ungdom.

”At lyve over for mig er lige så nytteløst som at spørge en blind om, hvor mange fingre man viser ham.” Forklarede Mr. Isaaq. ”Hvorfor fortalte du mig ikke det hele fra starten af? Det ville havet sparet en masse tid for os begge.”

”J-jeg troede ikke at det var relevant.” Koporalen kiggede skyldbevidst ned på sine fødder.

”Alt er relevant her. Selv den mest uskyldige mus kan visse sig at være inficeret med en dødbringende sygdom. Og det er vores job, som tactikanere, at opdage det, før det er for sent. Forstår du det?”

”J-ja, sir.”

”Så foreslår jeg, at du tager hen til mystikerne og opsøger Mrs. Dana, hun ved sikkert noget om dette. Og lad det gå lidt tjep, dette er et problem som de højere magter helst ikke skal se lyset af.”

Koporalen kiggede overrasket op fra sine fødder. Og det var forståeligt nok. Det var nemlig ikke så tit, at Mr. Isaaq gav en ekstra chance.

”J-javel, sir” Fyren gjorde en hurtig honnør og pilede ud af døren.

Da døren havde lukket sig efter koporalen, sank Mr. Isaaq ned i stolen med et suk. Jeg fløj ubesværet ned fra mit skjul blandt loftbjælkerne og landede yndefuldt på læselampen, der stod på skrivebordet.

Der er vist nogen, som er ved at blive blødseden.” Sagde jeg bryskt. Mr. Isaaq kiggede træt på mig.

” Jeg er ikke ved a blive blød.” Hans tone tydede på, at der var noget mere bag grunden til, at han lod den unges fejl passere.

hvad så du, da du gennemsøgte hans sind?”

”Det ser måske ikke sådan ud, men han har et stort potentiale som tactikaner.” Mr. Isaaq lagde armende over kors. ”Og det er ved at være på tide, at jeg trækker mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...