Ulveånd *one shot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Igang
Kaya har siden hun var fem, blevet til en ulv ved fuldmåne. Hun og hendes familie bliver nødt til at flytte hvert halve år, for at ingen får mistanke. Nu er Kaya 15 og familien skal til at flytte til en ny by. Tanya går på biblioteket og finder en bog om vareulve. Bogen får hende til at tage til Sydpolen, for at blive helt menneskelig igen. Hvad er det der står i bogen? er det virkelig så let at slippe af med en ulveånd? Og hvad sker der når Kaya kommer til Sydpolen?

14Likes
9Kommentarer
860Visninger

1. Ulveånd

Jeg sad og kiggede ud af vinduet. Flyttemændene var igang med at bære vores ting ud i bilen. Jeg hørte min lillesøster hulke inden ved siden af - hun havde fået sig en veninde, og nu skulle vi flytte. Det var ikke noget nyt. Vi havde flyttet hver halve år siden jeg var fem. Jeg ville ikke tænke tilbage på det, men lige pludselig væltede minderne alligevel ind over mig:

En lille pige kom løbende ind i skoven. Det var en mørk og uhyggelig aften, men pigen ville væk. Tårene løb ned af hendes fine små kinder, der glitrede i fuldmånens skær.

Den lille pige løb dybt ind i skoven, så langt at man ikke kunne høre bilernes dytten og menneskers råb. Den eneste lyd var vinden der raslede i bladene, der lå som et ødt tæppe i skovbunden.

Pigen satte langsomt farten ned. Hun var træt. Træt, træt af det hele. Hun var kommet op og skændes med sine forældre, og var så løbet sin vej.

Pludselig lød et frygteligt hyl, der gik lige ind til marv og ben.

Pigen stivnede, og satte så i løb den vej hun var kommet fra. Nu ville pigen hjem. Der var uhyggelig i den mørke skov.

Pigen vendte og drejede hovedet og lyttede efter tegn på, at nogen fulgte efter hende.

Hun syntes hun kunne høre noget tungt brase igenem skovbunden. Adrenalinen pumpede rundt i pigens blod, og hun løb med kræfter hun ikke anede hun havde.

Nu kunne pigen se vejen og alle menneskene. Hun skulle til at sætte i et hyl, da noget tungt væltede hende om på jorden.

Hun vendte hovedet, og så en stor ulv stå over hende. Den havde et ondskabsfuldt glimt i øjet. Pigen var lammet af frygt. Hendes korte liv passerede, revy, i et kort glimt for øjnene af hende.

Ulven hylede igen og bed sig så fast i hendes skulder.

Smerten der skød igennem hende var så ulidelig at hun besvimede.

Med en kraftanstrengelse vendte jeg tilbage til virkeligheden. Jeg ville ikke tænke på hvad der var sket derefter, jeg kunne ikke.

Min lillesøster, Rinetta, var blevet færdig med at græde inde ved siden af, så kun larmen fra flyttemændene nedenunder hørtes.

Pludselig skar en stemme igennem stilheden:

"Kaya! Du skal komme ned nu! Vi skal køre om ti minutter, og du skal lige nå at tisse af!" Lød min mors stemme. Det var bare typisk mor, at råbe sådan noget, så folk ude på gaden helt sikkert hørte hende.

"Ja, ja, mor jeg kommer nu," råbte jeg opgivende tilbage.

Jeg gik gennem mit, nu tomme, værelse, for så at komme ud til trappen. Videre gled jeg ned af gelænderet, og prøvede så elegant at hoppe ned der fra, men det gik ikke som jeg ville. Jeg landede på benene, men vrikkede så om, så jeg hoppede over på det andet ben, mens jeg viftede med armene, for ikke at miste balancen. Jeg lignede sikkert en handispastikker, men fuck det! Der var da idet mindste ikke nogen der havde set mig.

Pludselig lød en velkendt latter i min øregang. Jeg kiggede op, og opdagede så at døren ud til vejen stod åben, så folk kunne stirre direkte ind på mig.... Og det var præcis det en høj mørkhåret dreng havde gjort. Han havde set mig lave handispatiske bevægelser! Og det bedste af det hele var at det var en dreng, han hed vist nok Lukas, fra min klasse der havde set det! (Mærk lige ironien, ik?)

"hej, Kaya, jeg ville bare lige sige god flytning, eller hvad man nu siger," sagde han muntert.

Jeg smilede bare, mens jeg krympede mig inden i, hvor var det bare pinligt! I det mindste skulle jeg flytte, og højst sandsynligt ikke se ham igen.

Mentalt åndede jeg lettet op, men gispede så meget højt, igen mentalt da han sagde:

"Og så vil jeg også lige sige at jeg også skal flytte til Fina, altså samme by som dig, og vi skal gå på samme skole! Lyder det ikke godt at have nogen man kender til at støtte sig når man starter i en ny klasse?!" Spurgte han glad.

NEJ! råbte jeg, endnu engang, mentalt.

"Jo da!" smilede jeg falsk. Helt ærlig hvorfor kunne jeg ikke bare sige min mening? Jeg kunne jo ikke engang blive venner med ham, forfanden! han fattede bare mistanke!

"Kaya! Vi skal køre nu!" Råbte min mor. Tænk jeg skulle sige det, men tak mor. Tak fordi du rev mig væk fra dette mareridt.

"Jeg kommer nu mor! Undskyld, men jeg skal altså afsted nu, farvel!" Råbte jeg mens jeg kantede mig uden om Lukas, og løb så videre hen til bilen. Jeg åbnede døren, og kastede mig ind på sædet.

Far satte bilen igang, og jeg lænede hovedet mod vinduet, og lyttede til bilen der kørte.

Lidt efter var jeg faldet i søvn.

***

Jeg trådte ind af døren til mit nye værelse. Der var ikke så mange møbler endnu, men her skulle nok blive hyggeligt. Jeg gik forbi min store himmelseng, (en af de første ting der altid blev instaleret på mit værelse), og videre forbi min gamle, slidte, lænestol i en falmet bodorød farve.

Jeg gik videre og nåede så mit mål: at komme hen til vinduet. Mor sagde der var en fantastisk udsigt derfra, og det gjorde mig nysgerrig! Jeg rettede opmærksomheden mod det beskidte glas og slap så et lille gisp.

Hun havde haft ret. Der var virkelig en smuk udsigt! Den lille sø, vores nye hus lå ned til, gav det hele et evntyrligt skær, godt hjulpet af alle de små blomster og skud i det sene forår.

Et æbletræ til højre kastede skygge over en lille hængekøje, midt i det store hav af blomster.

Jeg kiggede mod horrisonten og så en stor skov brede sig som et bælte på den anden side af søen. det var såden et sted man ville forvente de små vandnymfer ville komme op og danse i måneskinet, hvis man altså troede på de fandtes. Jeg selv troede på det. Det virkede lige så usandsyneligt som..... med ét virkede det hele ikke så eventyrligt længere.

En lille pige og hendes mor og far kom kørende en sen aften på en lille skovvej. Træernes kroner spærede for den smule lys den fulde måne gav.

Pludselig stoppede bilen og dens pasagere steg ud. De gik alle tre tæt ind mellem træerne.

Den lille pige gik og klynkede og udbrød så:

"Jeg er bange mor! jeg vil ikke, jeg vil ikke...."

"Jo, lille skat. det er bare lige i nat. Vi kommer tilbage når det bliver lyst," sagde pigens mor bekymret.

"Men moar....," snøftede den lille pige.

"Vi kommer tilbage igen ved daggry. Hvis du bare sætter dig her og venter kommer vi straks"! sagde faren sørgmodigt.

Den lille pige klatrede modvilligt op på en træstub, og sad så der og dinglede med benene, helt fortabt.

"Se det var godt, min skat. Nu sidder du bare her og venter, så kommer vi," forsikrede moderen der nærmest var på grådens rand. 

"Okay, men i skal altså være her ved daggry!.... ikke?" spurgte den lille pige halvkvalt.

"Jo selfølgelig!" sagde forældrene i kor, og forsvandt så i den retning de var kommet. Den lille pige sad alene tilbage på træstubben og skælvede mens hun fraværende gned sig på et stor halvmåneformet ar i hendes lille skulder.

Månen bevægede sig langsomt hen over himlen, og stod så tilsidst stor ogf mægtig midt på himlen. Den lulle piges krop begyndte at ryste voldsomt. Hendes hænder hoppede op og ned mens hun skreg forpint. Langsomt begyndte der at vokse pels ud istedet for hud. Hendes ører blev spidsere og hendes mund bredere. Hun begyndte langsomt at få en jægers smidige krop. Hun var ved at forvandle sig til en ulv...

Jeg rev mig med et støn ud af det fofærdelige minde. Det var et minde fra den anden gang. Den anden gang jeg forvandlede mig til en ulv ved fuldmåne. Det var forfærdeligt! Jeg var ikke mere end fem år. Den forfærdelige nat jeg var blevet jagtet gennem skoven af en ulv, og så bidt var min sidste fuldmåne som menneske.

De triste minder blev ved at køre i ring, indtil mor råbte at jeg skulle gå i seng.

***

"Kaya! du skal op nuuu!"

Jeg missede søvnigt med øjnene mod det stærke lys, mens jeg spekulerede på hvorfor - og hvordan - mit loft, på en enkelt nat, kunne have skiftet fra grøn til hvid. Så gik det op for mig. Jeg var ikke længere  den gamle - eller nye, hvordan man nu så på det - by; Nej, jeg var i Stonevillage, en lille kedelig afsidsliggende by. Men det var ikke det der fik mig til sådan at farer op af sengen: Næh, nej. Det var tanken om at jeg nu skulle beggynde på en ny skole, i en ny klasse. 

Hurtigt fik jeg hevet et par nylonstrømper, et par slidte cowboyshorts og en hvid og blåstribet løs bluse ud af mit skab. så smuttede jeg ud på badeværelset, skruede op for det varme vand, og lod så spule alt nattens sved af mig.

Så sprang jeg ug og fik hurtigt tørret min krop, hvorefter tøjet blev taget på i en veldig fart. Det blev også til et let lag make-up - normalt gik jeg ikke med den slags, men man var jo nødt til at gøre et godt førstehåndsindtry ik? - og så var jeg ellers kun lige hurtigt inde på mt værelse for at snuppe min rygsæk. Videre gik det ned af trappen, hvor jeg så endte i gangen der førte ud i køkkenet. Jeg sukkede tilfreds da jeg så mr havde været så venlig, at lave mig en toast, så jeg slap for at komme forsent i skole den aller første dag.

Så sprang jeg nærmest ud i gangen oog fik trukket mine slidte coneverse på, mens jeg gumlede på min toast.

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der kommer ikke kapitler i denne historie.

Jeg slutter bare et sted og tager fat der igen når jeg vil skrive:)

Hvad tror i der sker?

Måske laver jeg det om hen ad vejen, men sådan er det lige nu.

Bare så i lige ved det er det ikke fordi jeg har stoppet historien, jeg har bare lidt skriveblokering :-(

*Dette er ikke rettet igennem!*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...