Lyden af spøgelser

Et uhyggeligt barndomsminde, der endnu ikke har forladt mig... I ti år af mit liv boede jeg lige over for kirken... og bag kirken var kirkegården. (Det er den kirke på billedet, og mit gamle hus kan lige anes i venstre side, hvis du gør billedet stort).

10Likes
2Kommentarer
937Visninger
AA

1. Lyden af spøgelser

Det startede blot med lyden af nogle fodtrin. Man kunne jo nemt bilde sig noget ind, når man var i den alder. Det sagde mine forældre. Og især når man var alene hjemme. Mine to veninder stirrede rædselsslagent på mig. De behøvede ikke at sige det. Jeg havde også hørt det. Vi farede ud på toilettet og låste døren. Vi kunne stadig høre det. Fodtrin der kom nærmere. Larmende. Trampende. Vi var ikke alene i huset. Jeg mærkede hvordan min mave trak sig sammen. Det var ikke første gang. Vi havde før sagt til vores forældre at når de ikke var der, så var der nogle andre. Nogen vi ikke kunne se. Vores forældre sagde at lydene kom fra oliefyret i kælderen, men vi vidste bedre. Et fyr kunne ikke trampe. Et fyr kunne ikke tænde og slukke for ting. Jeg kan huske at vi gemte os på badeværelset i lang tid. Mine veninder følte sig fangede derinde. Buret inde. I fare. Men jeg troede at vi var i sikkerhed bag den låste dør. At intet kunne nå os.

Min ene veninde, Frederikke, begyndte at ryste. Jeg kunne se tårerne, der prøvede at springe ud af hendes øjne. Men hun sagde ikke noget. Hun havde bare mast sig op i et af hjørnerne. Jeg var også selv bange. Men noget kom frem i mig, måske var det dumdristighed, jeg ved det ikke. Jeg gjorde tegn til de andre om, at vi skulle liste ud. Jeg havde en plan. Jeg kiggede ud af nøglehullet. Der var ikke nogen. Kun mine forældres soveværelse på den anden side af døren. Jeg drejede forsigtigt nøglen om, men det var umuligt ikke at få den til at sige den velkendte nøglelyd. Klik. Jeg tog i håndtaget og listede ud. Jeg behøvede ikke at kigge tilbage. Jeg vidste at mine to bedste veninder var lige i hælene på mig. Vi stoppede op da vi nåede ud i køkkenet, hvor vi før havde siddet og spist. Lampen over det lille bord var slukket. Slukket! Jeg vendte mig mod de andre, og nikkede mod lampen i loftet. De rystede på hovedet. Ingen af os havde slukket lyset, da vi var løbet ud i skjul på badeværelset. Det kunne kun have været den. Eller dem. Ånderne. Det kunne kun betyde en ting; de var her, og de ville have os til at slukke for lyset. Det troede jeg i hvert fald.

Jeg gik på listetæer gennem hele huset, og slukkede alt lyset på min vej, til jeg ikke kunne se mine egne hænder foran mig. Jeg prøvede at lukke lydene ude, og lade som om jeg ikke kunne mærke vindpustet i nakken, og jeg lod som om at fjernsynet ikke pludselig stod tændt. Jeg listede ubesværet tilbage gennem huset. Tilbage til der hvor jeg havde efterladt de andre.  Vi tog hinanden i hænderne, og denne gang tøvede vi ikke. Vi løb så hurtigt vi kunne ovenpå. Op på mit værelse. Vi nærmest fløj op af trapperne og ind på værelset. Vi styrede alle tre hen mod sengen, og trak dynen over os. Jeg lå yderst, tættest på døren. De andre turde ikke. Tårerne trillede ned af Frederikkes kinder. Trine sagde ikke noget. Vi lå længe, tavse. Ingen turde sige noget. Heller ikke mig. Huset var mørkelagt, men vi kunne stadig høre trinnene, dog mere dæmpede nu. De ville aldrig forlade det hus. Vi var ikke bare alene hjemme.

---------

Dette er ikke opdigtet. Det er noget jeg kan huske fra min barndom. Om det var indbildning dengang kan diskuteres, men det er stadig et minde som jeg har. Dog er der "pyntet" lidt på enkelte detaljer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...