Who am I? *pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Ayla ligner en på 16 men er i virkeligheden 92. Hun er flyttet fra børnehjem til børnehjem for hvem gider dog have sådan et misfoster? Ayla knytter sig aldrig til nogen - ikke sådan rigtig. Ikke sådan at man fortæller sine dybeste hemmeligheer til hinanden, for sidst hun gjorde det fik det katastrofale følger. Hvad er Aylas store hemmelighed? Hvem/hvad er hun? Finder hun nogensinde en der holder af hende? Og hvis hun gør, hvad sker der så? (Dette er mit bidrag til twilight konkurrencen så det ville betyde meget, hvis i lige smider et like eller en kommentar.)

25Likes
12Kommentarer
2646Visninger
AA

4. Raseri

Jeg blev pludselig overvældet af så stort raseri og had, at jeg kunne have dræbt dem på stedet.

Jeg bevægede mig hurtigere end menneskeligt mulig hen, og rev Linea, ud af armene på manden, med sådan en kraft at han væltede bagover. Jeg slap den lille pige, hvorefter hun løb over til døren og stillede sig skræmt der. Jeg vendte mig mod børnene og skulle til at sige de skulle flygte, da fire par hænder lagde sig om mine arme. Jeg vendte mig hurtigt, mens en dyrerisk snerren rev sig vej ud af min strube.

Begge mænd havde grebet fat i mig. Jeg blev med ét, igen, fyldt op med uigennemtrængeligt raseri. Hvor vovede de at tage forældreløse børn og lave eksperimenter på/med dem? Det var jo at behandle dem som dyr! Det var jo forfanden dem der havde alder mest brug for kærlighed! Pludselig var det som om noget inden i mig slap løs. Noget jeg havde kæmpet med de 92 år jeg havde levet på jorden. Jeg skreg i raseri og frustration, mens jeg mærkede en stor kubel ikke mere end en tiendedel af en millimeter tyk, kaste sig ud fra min krop.

Jeg kiggede op i forventning om at se de andre stå og stirre på kublen, den gik jo lgesom tre meter ud fra min krop, så den måtte være let synlig, men de kiggede bare på mig mede samme afsky og vantro som før.

Pludselig reagerede de alle sammen på samme tid. Der måtte have været et eller andet tegn jeg havde overset med mine, ellers utrolig, skarpe øjne. De spurtede hen mod mig.

Da de alle var omkring 4 meter fra mig føltes kublen ligepludselig hård. Den spændte sig, ligesom en ekstra muskel.

Den yngste af mændene nåede først frem til "musklen". Han spurtede lige mod mig og slog så hovedet mod kublen. Hans hoved røg bagover, og han væltede. Jeg mærkede et stød i skjoldet da den anden mand stødte ind i "musklen".

Kvinderne og frøken Sippin satte alle fire hælene i gulvet, og kiggede undrene på de to besvimede mænd.

Jeg smilede triumferende idet frøken Sippin kiggede op.

"Jeg ved ikke hvad du gør, men jeg ved at det er dig der har gjordt det!" Hvæsede frøken Sippin mens hun pegede ned på de to mænd. "Jeg har altid vidst du var en original, men det skal ikke komme i vejen for mine penge!"

Jeg kiggede måbende på hende. Hun lod små børn blive brugt til eksperienter, fordi hun ville have penge?! Det var jo direkte sindsygt!

Jeg stod bare og så måbede på dem da de alle fire satte i løb i en bue uden om mig. Først blev jeg overvældet af den pludselige bevægelse, men efter det sekundt det tog at komme mig opdagede jeg de havde kurs mod børnene.

Denne gang var raseriet der farede gennem min krop uden lige. Det var en ubeskrivelig føelse.

Jeg stirrede på "musklen", og koncentrerrede mig. Jeg koncentrerrede mig om at forme denne "muskel", der åben bart kom fra mig, til at dække både børnene og mig.

Jeg hev den hen mod børnene mens jeg passede på at den ikke kom for tæt på de rasende kvinder. Sveden piplede ned over mit ansigt da jeg trak det yderste af kublen ned over det første børnehjemsbarn.

Pludselig blev jeg bumbarderet med en masse informationer om barnet, der vidst nok var en pige der hed Edith. Jeg så hele Ediths liv for mine øjne. Alle de føelser der nogensinde havde optaget hendes sind, var nu også mine. Sorg, vrede, glæde, trist, bange, utroelig bange lige nu. Hun var både bange for mig og kvinderne, men hælede mest til at gå hen til mig. Jeg var hendes trykke holde punkt helt fra barndommen og de kvinder var uhyggelige. Synes hun. Jeg var sådanset af samme mening.

Jeg trak "musklen" ned over resten af børnene, mens jeg blev bumbarderet med alle de føelser hvert enkelt af børnene nogensinde havde haft.

Alt dette havde kun taget to sekunder. Frøken Sippin og de tre kvinder var kun lige nået halvejs rundt om "musklen".

Endnu to sekunder gik. De tre kvinder løb ca. lige hurtigt og nåede først frem til Edith, frøken Sippin kom haltende tre meter bagude.

Jeg bestemte mig for det ikke var nogen god idé de kom for tæt på Edith, så jeg spendte i "musklen", så den sprang to meter ud fra kroppen.

De tre kvinder der kun var få cm fra Edith blev kastet bagover af den pludselige hårde "væg" de var stødt ind i. Frøkken Sippin kiggede forvirret på dem, men blev så hurtig klar over at det var mig der havde gjordt det. Igen.

Hun kiggede skræmt op på mig. Så kiggede hun sig så hurtigt om efter en flugtvej. Hendes blik farede rundt i lokalet, men standsede så ved vinduet. Hun kiggede en sidste gang på mig, og løb så hen og hoppede ud af vinduet.

"Neeeeej!" Råbte jeg. Der var fem meter ned her oppe fra, det villle med garenti dræbe hende! Hun have bestemt været ond, men en skæbne som den? Nada!

Jeg for hen til vinduet og kiggede ud. Dernede på jorden lå hun helt splattet ud. Det var forfærdeligt! Jeg mærkede slet ikke de lydløse tåre der stille og rolig løb ned af mine kinder. Jeg kunne ikke tænke på andet end at jeg kunne have undgået dette ved at flygte.

jeg rettede mig op. Ja! Det var det jeg skulle! Jeg ville flygte!...... Men hvad så med børnene? Forstanderinden var død, og De der sagde at de ville passe på dem ville istedet bruge dem til eksperimenter. Det kunne jeg ikke tillade!

Hvad skulle jeg så gøre med dem? Jeg kunne ikke tage dem med mig. Jeg ville ud og se verden. Det ville virke ret mistænkeligt hvis en stor forhutlet børneflok rejste igennem hele landet.

Desuden var jeg meget hurtigere end dem. Ja, vi kunne lige så godt se det i øjnene: Jeg var ikke normal. jeg bevægede mig overmenneskeligt hurtig, jeg hvæsede som et dyr når jeg blev vred (nok), jeg kunne udsende en eller anden "muskel" der gjorde at folk ikke kunne komme tæt på mig, jeg var 92, men lignede en på 16, jeg havde overnaturligt gode sanser, ikke for at prale, men jeg var altså utrolig smuk, jeg kunne mærke om folk var gode eller onde og det værste af det hele var at der var flere ting! Men dem snakker vi ikke om nu, vel?

Så slog det ned i mig som et lyn fra en klar himmel.

"Børn, alle finder sig en makker og så går vi stille og roligt ud herfra!" Råbte jeg.

"Stille og rolig sagde jeg!" Var hvad eg råbte da en fyr ved navn Nikolaj og en pige der hed Astrid, begyndte at løbe om kap. De rettede sig lynhurtigt efter min ordre, og jeg fik dem hurtig ud af det store hus.

Da jeg gennede børnene væk fra det fængsel vi alle havde boet i næsten hele livet, var der ikke én der kiggede tilbage. Slet ikke mig!

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

I må undskylde at det tog så lang tid med et nyt kapitel!

Jeg har bare så trvlt fortiden!

Både ris og ros bliver taget godt i mod fra min side af!:-)

<3 Guld Mai.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...