Who am I? *pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Ayla ligner en på 16 men er i virkeligheden 92. Hun er flyttet fra børnehjem til børnehjem for hvem gider dog have sådan et misfoster? Ayla knytter sig aldrig til nogen - ikke sådan rigtig. Ikke sådan at man fortæller sine dybeste hemmeligheer til hinanden, for sidst hun gjorde det fik det katastrofale følger. Hvad er Aylas store hemmelighed? Hvem/hvad er hun? Finder hun nogensinde en der holder af hende? Og hvis hun gør, hvad sker der så? (Dette er mit bidrag til twilight konkurrencen så det ville betyde meget, hvis i lige smider et like eller en kommentar.)

25Likes
12Kommentarer
2591Visninger
AA

3. Fint besøg

Jeg stod og studerede mig selv i spejlet mens jeg redte mit let fugtige hår. Det lange sorte hår, stod i stærk kontrast til min hvide hud og strålende blå øjne. Mine kinder var let rosa da vi, altså mig og de andre børnehjemsbørn, havde leget vandkamp. Med iskoldt vand. Uuuhhhh.

Det havde været sjovt, men pludselig var frøken Sippin kommet og stoppet legen brat.

Vi havde brugt så meget vand at der ikke var nok til at koge kartoflerne, så som hun sagde, kunne vi få rå kartofler til aftensmad i denne uge.

Jeg trak på skuldrene. Ja, det var surt, men vi havde godt nok haft det sjovt!

Jeg smilede for mig selv, det var første gang i uger jeg havde set børnene smile og have det så sjovt.

Jeg gik hen til min køje, og trak en hvid natkjole ud af et skab. Det var det eneste sted jeg kunne have nogle private ting. Udover natkjolen var der et andet sæt tøj og den fine hvide søndagskjole. Der var også nogle andre små ting jeg havde samlet gennem årene, på de forskellige børnehjem.

Jeg tog natkjolen på, og skulle til at ligge mig ned for at sove, men stoppede så da flere stemmer, som med en mund sagde:

"Må vi ikke godt få en godnathistorie, Ayla?"

"Okay da," sukkede jeg, "Hvilken en vil i høre?"

"Den med, hvor du blev fundet," blev der mumlet rundtomkring.

"Okay så," jeg skiftede automatisk til fortællerstemme, "som i ved, har jeg ingen anelse om hvem min mor eller far er. Frøken Sippin fandt mig bare på dørtærsklen, og loven sagde hun skulle tage imod mig. Jeg var mindst et par uger gammel der, men det er aligevelg den dag der er blevet gjordt til min fødseldag d. 12 januar. Og som i ved har jeg boet her på børnehjemmet siden."

Historien var sand nok. Jeg havde bare lige byttet forstanderinden, frøken Björk, fra det første børnehjem jeg var på, ud med frøken Sippin. Ellers var det sandt.

"Jeg elsker den historie! Selv om den er kort," sagde Ellin en af de yngre piger. Mange istemte sig enige, hvorefter alle hviskede:

"Godnat!" Jeg selv der i blandt.

Jeg lagde hovedet på puden, og faldt så i en dyb søvn.

***

"Så er det op!" Gjalede frøken Sippins stemme. Jeg missede søvnigt med øjnene, og kiggede hen mod hende.

"Som Kaya har fortalt jer," hun sendte mig et ondt blik, "får vi fint besøg idag, så alle tager deres søndagstøj på, og sætter deres hår!" Og så marcherede hun ellers ud af lokalet.

Jeg rejste mig op, og trak min søndagskjole ud af skabet. Den var hvid med marmor perler i et fint mønster over brystet. Jeg havde fået den af en af de mennesker der havde overvejet, (hvilket ret mange gjorde,) om de skulle adoptere mig. Jeg have bare ikke brudt mig om hende og hendes mand. (Endnu en af de ting vi ikke siger til nogle: Jeg kunne se hvordan et menneske var, altså fik jeg en masse information om dem når jeg kiggede på dem. Det var som om jeg ubevidst valgte derfra, hvem jeg kunne li' og mindre godt li', ligefrem hadede.)

Jeg gik hen foran spejlet, og redte mit hår. Da jeg var færdig bølgede det let ned over mine skuldre. Mine rosa kinder fik mig til at ligne, ikke for at være selvglad, en fin lille engel.

Jeg vendte mig om og så efter at de andre børn også var færdige. Det var de, pånær lille Linea, hun manglede lige at få knappet sin kjole.

"I kan alle bare gå neden under og få morgenmad," sagde jeg mens jeg gik hen mod Linea.

Jeg bøjede mig ned til hende og sagde:

"Skal jeg ikke lige knappe din kjole?"

Hun nikkede usikkert. Jeg satte mig på huk og begyndte at knappe.

"Så nu er du færdig. Skal vi ikke gå ned og få noget mad?" Spurgte jeg venlig.
Vi gik ned af trappen og videre ind i en lille spisesal. På grund af de fine gæster fik vi varmt brød med smør istedet for kold vandet havregrød.

***

Jeg havde kun lige fået slugt det sidste af mit brød da døren blev smækket op. Jeg kiggede op, og der  i døren stod tre kvinder og to mænd..... Og frøken Sippin.

"Alle børnene skal gå op deres sovesal," hørte jeg en af mændene hviske til frøken Sippin.

"Gå op på jeres sovesal!" Råbte frøken Sippin, med det samme

"Og så kommer vi og inspidesere jer der. Der vil også være en af jer der skal med os. Vi fortæller hvad der skal ske med den der bliver udvalgt, der oppe," fortsatte en af kvinderne myndigt.

Alle børnene rejste sig straks, og løb hurtigt ovenpå. Jeg selv fulgte lidt langsomere efter. Jeg havde med det samme kunne mærke at jeg ikke kunne lide dem, de var onde mennesker, selvom de var gode til at skjule det.

Jeg slendrede op af trappen mens jeg tænkte på dem. Pludselig afbrød en barnestemme min tankegang:

"Ayla, hvad vil de med os? Jeg er bange!"

"Årh, du skal ikke være bange Linea, de gør os ikke noget!" Sagde jeg, og tilføjede i mit stille sind: Ikke hvis jeg kan forhindre det!

Jeg stillede alle børnene op på én lang række efter alder. Jeg selv stillede mig op for enden af rækken.

Sådan stod vi i ti minutter, indtil man kunne høre trin på trappen. Jeg vendte mig om mod børnene og hviskede:

"Ret ryggen og være søde og stille! Det er vigtigt!"

Straks rettede alle ryggen, idet døren gik op. Ind kom de tre kvinde, to mænd og frøken Sippin.

"Her ser fint og rent ud, så der er ingen grund til at lukke dette børnehjem," startede en af mændene. Jeg måbede. Fint og rent?! Sidste gang der var blevet gjort bare lidt rent var i januar!

"I ser også ud til at have det godt nok..... Der er en af jer vi har brug for...." Sagde han. Jeg kunne mærke at jeg mindre og mindre kunne lide dem for hvert sekundt.

"Er der nogle der melder sig frivilligt?......" Fortsatte en af kvinderne. Ingen af børnene rokkede sig et mindste.

"Godt så, hvis ingen af de melder sig vælger jeg en," sagde frøken Sippin, "det bliver..."

"Inden du vælger vil jeg lige sige at vi bare skal bruge jer til et lille eksperiment. Bagefter komer i til at bo ved en rigtig sød familie! Lyder det ikke godt?" Afbrød den anden mand. Ingen af børnene rokkede sig.

"Godt så vælger jeg lille Linea, hun kan alligevelg ingen ting!" Sagde frøken Sippin.

Linea kiggede skræmt op, og skreg så da en af kvinderne tog fat i hendes arm.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Så er dette kapitel ude!

Husk endelig at give likes og sætte på favoritten:-)

Jeg tager med glæde mod både ris og ros!

D.V.S. Feedback både hvad jeg gør godt og hvad jeg kan gøre bedre:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...