Who am I? *pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Ayla ligner en på 16 men er i virkeligheden 92. Hun er flyttet fra børnehjem til børnehjem for hvem gider dog have sådan et misfoster? Ayla knytter sig aldrig til nogen - ikke sådan rigtig. Ikke sådan at man fortæller sine dybeste hemmeligheer til hinanden, for sidst hun gjorde det fik det katastrofale følger. Hvad er Aylas store hemmelighed? Hvem/hvad er hun? Finder hun nogensinde en der holder af hende? Og hvis hun gør, hvad sker der så? (Dette er mit bidrag til twilight konkurrencen så det ville betyde meget, hvis i lige smider et like eller en kommentar.)

25Likes
12Kommentarer
2608Visninger
AA

5. Det gamle børnehjem, (for mig!)

Jeg stod og stirrede på et stort fornemt hus. Foran mig stod hele den store børneflok jeg havde slæbt med mig fra den ene ende af staten til den anden. Mine taner bag denne enorme flytning var at her ville ingen kunne genkende børnene.

Jeg vidste ikke om nogle ville kunne genkende mig så derfor havde jeg snuppet, (selvom jeg fik stor skyldføelse af at stjæle), en sort kappe med hætte. Normalt ville jeg ikke have slået hætten op, det spærede mit udsyn, men idag var det anderledes. Folk skulle nemmelig helst ikke genkende den pige der bode på børnehjemmet i byen, (det vi stod foran), for 92 år siden.

Jeg tog en dyb indånding og banede mig så gennem børnene for så at nå den fine glatte mahoning dør. Jeg løftede hånden og bankede.

"Bank, bank," rungede det gennem det store hus. Lidt efter hørte jeg klikkende lyde der mindede mistænkelig meget op højhælede sko gående på marmor gulv.

De klikkende lyde nåede døren. Jeg samlede min maske med det store smil frem, samtidig med at låsen klikkede op. Jeg tog høffelig et skridt tilbage idet døren åbnede på velsmurte hængsler.

I døren stod en ung kvinde med skulderlangt pink hår. Hun var lidt højere end mig og havde søde smilehuller.

"Og hvad kan jeg då gøre for jer?" Spurgte hun venneligt. Jeg smilede til hende og sagde så:

"Kan jeg komme til at snakke med forstanderinden? Og imens kan mine venner," jeg lavede en fejende bevægelse der omfattede alle børnene, "få noget mad og et sted at være imens?"

"Selvfølgelig," sagde hun og smilede stort, men smilet stivnede lidt i kanten da hun så den store forhutlede børneflok. Hun tog en stor muldfuld luft, ligesom for at sige "tag det nu rolig det skal nok gå!" til sig selv.

"Bare følg med mig," hun havde fået sit smil tilbage. Hun vendte om på hælen, der i øvrigt som jeg havde gættet var beklædt med et par meget høje pink stiletter, og gik ind i det store inponerende hus.

Så snart man kom ind kunne man høre børne små pludre med hinnden ovenpå. Jeg kunne godt huske hvor hyggeligt det var at gemme  sig under sin dyne/tæppe og fortælle historier ved aftentide.

Vi gik videre op af en stor trappe og endte oppe på en lang gang. Jeg fulgte efter pigen hen til en stor dør, med alle børnene som små ællinger i hælene. Pigen åbnede døren hvorfra en masse snakken strømmede ud.

Så snart døren afslørede at den blev åbnet ved en svag knirken, forstummede al snakken og alle børnene, som al snakken stammede fra, kiggede på samme tid op.

Jeg sank en klump og forberedte mig på alle de mange spørgsmål der med garenti ville hagle ned over os om få sekunder. Men min rednings mand blev den rare pige der havde vist os herop. Jeg måtte virkelig snart til at få skaffet mig hendes navn!

"Børn! Det her er....?" Sagde pigen og kiggede spørgende på mig. Jeg trak vejret dybt og hviskede så:

"Ayla. Jeg skal nok pressentere børnene efter tur når du er færdig med at tale." Pigen nikkede og fortsatte så: "Det her er Ayla og hun har nogle børn med der lige for en kort stund skal have hvile her, mens hun snakker med forstanderinden." Hun skævede til mig, og jeg tog det som et tegn på at jeg skulle begynde.

"Hej, som sagt hedder jeg Ayla og jeg har nogle børn i lige skal hilse på," jeg vinkede den første i flokken frem og pressenterede ham så:

"Børn det her er Michal."

"Hej," sagde børnene på den sovesal de sad eller stod i. Og sådan fortsatte det. Jeg pressenterede hvert eneste barn i min lille flok og tilsidst manglede jeg bare lille Linea.

"Og tildsidst har vi Linea," sagde jeg mens hun nervøs trådte frem foran det store puplikum. "Og jeg håber i vil tage godt imod dem for en kortstund," afsuttede jeg opremsningen. Jeg vendte mig mod "mine børn" og hviskede:

"Opfør jer nu pænt! Jeg kommer lige om lidt," hvorefter jeg så fulgte efter pigen, der stadig ikke havde noget navn, ud af døren, mens jeg vinkede forsigtigt til børnene der stod og stirrede efter mig.

Jeg traskede efter pigen uden navn hen mod trappen. Jeg gik ned af trappen to trin efter hende. Tildsidst nåede vi hallen. Herefter drejede pigen ned af en lille gang. Jeg gik bag hende hele vejen ned til en stor egetræs dør.

"Bank, bank," sagde det da pigen bankede på. Jeg trippede nevøst bag hende: Forberedt på hvad som helst. 

"Kom ind," lød en tør hæs stemme fra den anden side af døren. Pigen trykkede håndtaget ned og skubbede mig så ind med den anden hånd.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så er dette kapitel ude!

Undskyld det tog så lang tid. Jeg har bare lidt travlt for tiden!

Håber i lige tager jer tid til feedback ovs.

Xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...