Who am I? *pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Ayla ligner en på 16 men er i virkeligheden 92. Hun er flyttet fra børnehjem til børnehjem for hvem gider dog have sådan et misfoster? Ayla knytter sig aldrig til nogen - ikke sådan rigtig. Ikke sådan at man fortæller sine dybeste hemmeligheer til hinanden, for sidst hun gjorde det fik det katastrofale følger. Hvad er Aylas store hemmelighed? Hvem/hvad er hun? Finder hun nogensinde en der holder af hende? Og hvis hun gør, hvad sker der så? (Dette er mit bidrag til twilight konkurrencen så det ville betyde meget, hvis i lige smider et like eller en kommentar.)

25Likes
12Kommentarer
2605Visninger
AA

7. Brevet

"Farvel!" Sagde jeg idet jeg lukkede døren ind til kontoret og min bedste veninde. Vi havde fået snakket alt igennem og hun havde indvilliget i at optage børnene på dette børnehjem. Det var en lettelse at vide at børnene nu ville få et godt liv, så jeg ikke skulle bekymre mig om dem!

Jeg fulgte pigens fært, (suk, endnu en ting jeg synes der er underligt!), op til den sovesal jeg havde efterladt børnene i. Jeg susede op af trappen og videre ned af den lille gang. Jeg sluttede min lille spurt foran den fine dør.

Jeg trykkede forsigtigt håndtagetned og skubbede døren op. Mine øjne skandede rummet og så alle børnene sidde og lege i en rundkreds på gulvet. Det var et godt tegn. Det betød somregl at de andre børn acepterede dem.

"Hej med jer!" Sagde jeg friskt. Alle børnene kiggede forskrækket op - de havde tydeligvis ikke hørt mig komme. Jeg kiggede rundt og nåede lige se en rød hårmanke før den lille pige stod foran mig.

"Se Ayla! Det her er Kate. Hun er min nye bedsteven!" Sagde den lille røde hårmanke der i virkeligheden var en lille pige ved navn, Mary. En sød lille pige med langt brunt hår og grønne øjne, holdt Mary i hånden. Jeg smilede venligt til hende og rakte så hånden frem.

"Hej jeg hedder Ayla. Du må være Kate?" Sagde jeg afslappet. Den lille pige nikkede genert og tog så forsigtigt fat i min hånd. Jeg gav den et klem og slap den så.

Jeg kiggede smilende op på alle børnene der stod og betragtede mig.

"Nå, jeg ser i alle har fundet jer godt til rette?" Smilede jeg videre. Børne svarede næsten som med en mund: "Ja!"

"Det var godt!" Sagde jeg glad. Det var betrykkende at vide når jeg nu skulle forlade dem. Problemet var bare at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle få det sagt.

"Hør, I ved alle sammen at i er kommet her til fordi jeg skal ud at rejse ik'?" Begyndte jeg. Ihh, hvor var det svært! Alle børnene nikkede. "Så, derfor har jeg spurgt forstanderinden om i ikke må bo her, fordi jeg kan desværre ikke have jer med, selv om jeg gerne ville!" Afsluttede jeg. Børnene kiggede lidt på mig, men strømede så alle hen for at sige farvel til mig. Det var altså sært! Jeg havde forventet at de ville gå i chok eller noget, jeg var jo trods alt deres faste holde punkt. Men måske havde de bare acepteret det? Forventet det? Nå, men jeg ville aldrig finde ud af det så jeg kunne lige så godt lade det ligge.

Da det sidste barn havde været henne og krame mig farvel og jeg havde hvisket et trystende ord, vendte jeg mig om og åbnede døren. Jeg trådte ud på gangen og vendte mig en sidste gang om og vinkede farvel.

Jeg vendte mig om og spurtede så afsted mod udgangen, mens en lille ensom tåre trillede ned af min kind. Jeg var ked af at forlade dem, men det var bedst sådan.

Min hånd åbnede den store mahoning dør og jeg trådte ud i den kolde aften. Jeg studerede min varme ånde der formede sig som noget fin tåge i den sorte nat. Det minede mig om at det nok var ret koldt, (hvad jeg ikke kunne mærke).

Mine ben begyndte at bevæge sig. Væk fra børnehjemmet. Væk fra alle de personer jeg havde kendt de sidste 17 år. Jeg satte tempoet op. Jeg skulle bare væk!

Jeg begyndte at løbe.... Men stoppede så brat. Der var et eller andet der knitrrede. Jeg vendte mig om for at se om det var fordi en eller anden forfulgte mig. Men der var helt tomt på den lille vej. Jeg vendte mig om igen, for at gå videre, men lyden kom så lød lyden igen.

Jeg kiggede, med rynket pande ned af mig selv, for så at komme i tanke om det brev Birthe havde givet mig lige før jeg gik.

Jeg rakte ned i min lomme og trak så brevet op, og stirrede bare på det, mens jeg genkaldte mig det Birthe havde sagt da hun havde rakt mig brevet:

"Ayla, vent!" Sagde Birthe, idet jeg vendte mig om for at gå ud af døren. Jeg kiggede på hende med et spørgende blik, men istedet for at svare, trak hun sin skrivebordsskuffe ud. Op fremdrog hun et ganmelt gulnet brev.Hun rejste sig med besvær fra sin stol og stavrede så hen til mig mens hun sagde:

"Da du blev afleveret, her på dette børnehjem, lå der to breve ved din side. Det ene adresseret til min mor og.... Det adet adresseret til dig. I sit brevet min mor at fik at vide at hun unnder ingen omstændigheder måtte give dig dit brev før du blev 16 år gammel. Min mor passede godt på det gennem årene, da hun jo vidste, hvor meget et sådan brev kan betyde for et barn der bor på børnehjem.

Uheldigvis flyttede du børnehjem, jo, otte måneder efter du var fyldt 15, men min mor passede alligevelg godt på det lige ind til hun skulle dø. På sit dødsleje gav hun mig brevet og sagde at jeg skulle give det til dig, hvis jeg nogen sinde mødte dig igen".

Jeg var målløs. Det brev var godt nok vigtigt for den tidligere forstanderinde at få afleveret! Jeg kiggede ned på det møldædte parpir i min hånd. Det engang så fine parpir var nu gulnet og flosset i kanterne. Midt på forsiden af kuverten var der skrevet med smuk svungen håndskrift: Til Ayla på hendes 16 års fødselsdag.

Jeg vendte brevet om og så at det var forsejlet med en rød klat lak. Mine øjne stirrede ned på det lille mærke der var blevet trykked ind i det, da det endu var varmt. Det var et fint og indviklet mønster af snoede små streger. Det var enkelt og elegant.

Jeg kiggede bestyrtet op på Birthe og udbrød højt: "Tak!" Mens jeg faldt hende om halsen. Jeg knugede hende ind til mig og vendte mig så om og gik ud af døren.

Jeg rev min bevisthed ud fra mindet. Endnu en gang så jeg ned på det selv samme brev. Jeg vendte det, med rystede, hænder om. Mon et var meningen at jeg skulle åbne det nu? Jeg var jo forlængst blevet 16. Ja, det var nok menigen jeg skulle have åbnet det for en eviged siden. Det var på tide at få afsløret indholdet af dette mystiske brev!

Jeg begyndte at bryde lakken da jeg så en lille reve i det ellers så glatte matriale. Brevet var blevet åbnet! Men af hvem? Hmm...... Det kunne jeg ikke lige finde et svar på.

Jeg bestemte mig for at gemme det problem til senere, og begyndte i stedet at bryde lakken, igen. Jeg åbnede brevet og trak et sammenfollet gamelt parpir frem. 

Forsigtigt ffollede jeg det ud.

Inde i brevet var der skrevet med den samme sirlige håndskrift, som udenpå. Jeg begyndte at læse, mens mine øjnbry røj længere og længere i vejret:

Kære Ayla.

Når du læser dette vil du være fyldt 16.

Jeg og din mor undskylder mange gange for at du bliver nødt til at vokse op på et børnehjem, men det er bedst sådan. Det er farligt for dig ude i den virkelige verden, og ikke mindst der hvor jeg og din mor er nu.

Som sagt er der ikke sikkert for dig at være ude i de virkelige verde, så pas på! Du er ikke et normalt væsen, og nogle folk er bange for nye ting. Du er en ny skabning, og folk vil ikke være glade for dig! Du har nok fundet ud af at du ikke er som alle andre, og har sikkert oplevet mangt og meget, de mest ubehalige, ja, måske ligefrem grusome ting. Vi beklager meget at du først får denne information nu.

Der er så meget andet jeg skal nå at forklarre, men der er ikke tid!

Husk at vi altid vil elske dig.

Kærligst mor og far.

Neden under brevet var et avisudklip klistret på. Artiklen var skrevet selv samme år jeg kom til børnehjemmet, nærmere betegnet dagen efter. Igen låste mine øjne sig fast på parpiret:

En mand og en kvinde, er begge forsvundet i nat, fra det spykiske hospital {Politiet vil ikke oplyse navnene}. 'Der er ingen tegn på kamp eller andre ting på gerningsstedet', oplyser politiet.

Så var sidden revet midt over så jeg ikke kunne læse resten. Neden under den trykte skrift var der skrevet med elegant skrift, som jeg genkendte som den tidligere forstanderindes:

Hvor blev din mor og far af?

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så er kapitlet endelig ude! :-D

I må meget undskylde for den lange ventetid, men jeg har haft ret travlt hele December :-(

Håber I har nydt læsningen!

Guld Mai.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...