Who am I? *pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2012
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Ayla ligner en på 16 men er i virkeligheden 92. Hun er flyttet fra børnehjem til børnehjem for hvem gider dog have sådan et misfoster? Ayla knytter sig aldrig til nogen - ikke sådan rigtig. Ikke sådan at man fortæller sine dybeste hemmeligheer til hinanden, for sidst hun gjorde det fik det katastrofale følger. Hvad er Aylas store hemmelighed? Hvem/hvad er hun? Finder hun nogensinde en der holder af hende? Og hvis hun gør, hvad sker der så? (Dette er mit bidrag til twilight konkurrencen så det ville betyde meget, hvis i lige smider et like eller en kommentar.)

25Likes
12Kommentarer
2587Visninger
AA

2. Børnehjemmet

Jeg kiggede ud af vinduet på det gamle slidte børnehjem. Denne gang var jeg blevet smidt ind på Westmountains  børnehjem i Canada. Her havde jeg været i 17 år og jeg havde ikke begået nogle fejl endu! Jeg var klart blevet bedre. Jeg stirrede videre ud af vinduet med et lille smil, mens jeg ønskede, jeg var et af de glade børn der var på vej hjem fra skole. De skulle sikkert hjem til deres familier, og have varm kakao. Jeg sad bare her og stenede dag ud og dag ind. Det var mit liv.

"Ayla!" Var der en stemme der råbte.

Jeg rejste mig med et suk og råbte tilbage: "Jeg kommer nu, frøken Sippet... Sippin!" Det var en joke der var mellem børnene på børnehjemmet, det var en dårlig vane. Man kunne let komme i fedtefadet for det.

Jeg så en sidste gang ud på gaden, og vendte mig så om. Jeg gik gennem vores gamle, slidte støvede sovesal, og videre ud på den endu ældre trappe. Trinene knirkede da jeg tog to trin ad gangen på vej ned, hvorefter jeg landede i det mini køkken der hørte til børnehjemmet.

Midt i køkkenet stod frøken Sippin og råbte af nogle af de yngre børn. De var igang med at lave mad, og et af dem havde vist glemt at skrælle en millimeter af de kartofler der skulle koges.

Jeg kiggede nysgerrigt hen over skulderen på en af dem, og sukkede så lydløst. Det så ud til vi skulle have kartoffelsuppe igen. Det kan godt være det lyder lækkert, men den her kartoffelsuppe bestod altså kun af:

En teskefuld salt.

10 kg kartofler, (der skulle jo være til en hel uge!), og vand så det lige dækkede kartoflerne.

Det havde vi fået hver eneste dag i en hel måned! Det var dog ikke det værste jeg havde prøvet. På et andet børnehjem havde vi i hele to måneder fået gele agtig suppe. (Ja, på de fleste børnehjem får man suppe. Det er billigst.)

"Ayla!" Råbte frøken Sippin igen, og afbrød min indre monolog.

Jeg kiggede op på hende. Nu da jeg tænkte over det var hun ufattelig grim! Hun havde leverpostejsfarvet, fedtet hår med grå striber, som følge af alderen. Hun havede et smalt ansigt med spids hage og jeg mente at der sade en vorte på hendes store, opsvulmede kartoffelnæse. Hun var lav og fedtet blævrede hver gang hun bevægede sig. Alt i alt lignede hun lidt en heks.

"Ja, hvad er der?" Spurgte jeg følelsesforladt.

"Saml børnene, og få dem vasket! Imorgen kommer kommunen og ser om i har det godt. Se så at kommme igang!" Sagde hun og skubbede mig i ryggen.

Jeg vendte rundt på hælen, og marcherede ud i den kolde blæst. Selvom det var bidende koldt og vådt november vejr, ville børnene hellere være ude end inde, hvor frøken Sippin kunne slå en klo i dem for den mindste fejl. Nogen gange havde man slet ikke gjordt noget, men man blev bare skældt ud, fordi at det morede frøken Sippin. Hun var virkelg ondskabsfuld!

Det var mig der var den ældste på børnehjemmet, så det var altid mig der skulle få styr på børnene. Det var derfor mig der gik ude i kulden nu og få samlet dem.

"Ailyn! Sam! Katja! Simon! Julie! Sofie! Frederik!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft. Når man kaldte på de syv kom resten af børnene også - de var lederne.

Straks spurtede en hel lille børneflok hen mod mig. De havde stor tillid til mig. Jeg havde været der lige så længe de kunne huske, men det var ikke det første børnehjem jeg havde været på. Langt fra. Det her var nok nr 23, eller sådan noget. En af grundene til de havde så meget tillid til mig var nok også at jeg ikke var grim at se på, mange sagde endda at jeg var smuk, og efter hvad jeg havde hørt var jeg da også venlig. (Grunden til at jeg har hørt det var at to piger stod og snakkede om det i den anden ende af lokalet, så jeg spidsede øre og hørte efter. Jeg har ekstremt gode sanser, men det siger vi heller ikke til nogen.....Faktisk er der mange ting vi ikke siger til nogen, shhhy!)

"Kom så børn!" Råbte jeg og klappede i hænderne, "vi skal i bad. Imorgen kommer der fint besøg!"

Børnene satte hujende i retning mod badehuset. Lige som i gamle dage kom vi kun i bad en gang om ugen. Det var ret ulækkeret, men vi var vant til det. Jeg begyndte langsomt at gå hen mod badehuset for også selv at få et bad, men kun langsomt. Jeg frøs ikke. Overhovedet ikke, det gjorde jeg aldrig, så der var ingen grund til at skynde sig.

Jeg nåede hen til badehuset og åbnede døren, hvorefter jeg begyndte at fylde koldt vand i baljerne.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så er første kapitel på gaden!

Jeg ved godt det er meget forklarende og ikke så spændene,

men jeg skal jo lige igang:-)

Like og kommentare/feedback vil glæde mig meget!

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...